Der var engang et stort palæ, der rejste sig på en bakketop med udsigt over byen. For udenforstående var det symbolet på magt og rigdom, men bag de høje mure gemte der sig en historie, som ingen anede noget om. Nathaniel Hayes, den yngste søn i Hayes-familien, havde ført virksomheden til nye højder med en stille beslutsomhed. Hvor hans ældre bror Lucas forlangte respekt med hård hånd og stolthed, lyttede Nathaniel til sine medarbejdere og søgte løsninger frem for at finde nogen at skyde skylden på.
Nathaniel havde en vane, som de fleste i hans verden ville kalde svaghed. Han hilste på alle i husstanden, hver eneste dag, og han lagde mærke til de små ting. Hvis en kok havde brug for hjælp, var Abby der. Hvis gartneren havde såret hånden, var det Abby, der kom med førstehjælpskassen.
Ikke fordi hun søgte hans opmærksomhed, men fordi venlighed var en naturlig del af hende. Abby arbejdede i palæet, og hun havde set mange mænd som Lucas. Men Nathaniel var anderledes. Han smilede aldrig for at opnå noget.
Han smilede, fordi han mente det. Lucas Hayes, derimod, havde brugt hele sit liv på at tro, at Hayes Corporation engang ville blive hans. Han havde regnet med, at hans fødselsret var til at tage over, at respekt var noget man krævede, ikke noget man fortjente. Men da deres far havde skrevet sit testamente, havde han givet virksomheden til Nathaniel.
Hver eneste beslutning hans bror tog, hver eneste medarbejder der følte sig tryg, hver eneste succes var som et sår, der aldrig fik lov til at hele i Lucas’ sind. Og blandt alle de ansatte var der én kvinde, der fascinerede ham ud over enhver grænse. Abby. Det begyndte ikke som kærlighed.
Det begyndte som jalousi, der langsomt blev til en sygelig besættelse. En aften, da de fleste af personalet havde forladt deres vagter, opsøgte Lucas hende i et ensomt hjørne af huset. Hun forsøgte at gå forbi ham, men han blokerede hendes vej med sin krop. “Jeg stillede dig et spørgsmål for et par dage siden,” sagde han, stemmen lav og glat.
“Du har ikke svaret. ”
“Jeg har svaret,” sagde hun roligt, selvom hjertet hamrede derinde. “Og svaret er nej. ”
Han lo, en kold lyd, der fik hende til at føle sig mindre end ingenting.
“Du tror, du er for god til mig, fordi du synes, du er noget særligt? Du tror, Nathaniel vil vælge dig en dag? ”
“Han har aldrig behandlet mig som andet end en ansat. Og det er det, jeg er.
Lad mig gå. ”
Lucas greb fat i hendes arm. Hans fingre bed sig ind i huden. “Jeg kan ikke have dig,” hvæsede han, “så skal jeg fandme heller ikke se min lillebror få dig.
”
Hun rev sig løs med al sin magt, men i stedet for at føle skyld trak hans læber sig til et grimt smil. Hendes frygt var hans brændstof. Fra den aften af begyndte han at dukke op, hvor end hun arbejdede. Hun kunne ikke tage et skridt i palæet uden at frygte, at han stod bag hende.
Hun skiftede rute, hun undgik øjenkontakt, men han var altid der. En regnfuld aften, mens hun læste spisekammeret af, stod han i døråbningen. “Jeg har sagt det før,” sagde hun, stemmen skælvende, “jeg respekterer dig som hr. Hayes’ bror.
Men jeg har ikke følelser for dig. ”
“Det har intet med hr. Hayes at gøre,” svarede han, og trådte nærmere. “Det har noget med dig og mig at gøre.
”
Han greb fat i hende igen, men hun rev sig løs. Hun forsøgte at løbe i en anden retning, men han var hurtigere end hende. Han fangede hende bag en dør og skubbede hende ind på et lille kontor. Hans greb om hendes arme var hårdt.
Hans øjne var tomme. “Du har afvist mig længe nok,” hvæsede han mellem tænderne. “Så tager jeg, hvad jeg vil have. ”
Hun skreg og skubbede til ham med al sin styrke.
Da han rakte ud efter hende igen, bed hun ham hårdt i hånden. Han hvæsede af smerte og slap hende for et kort øjeblik. Det var nok. Hun styrtede mod døren, men han nåede at gribe fat i hendes skulder og kastede hende til siden.
Kraften sendte hende ind i et træskab. Hendes kind ramte kanten, og en skarp smerte fik det til at sortne for hendes øjne. Han var over hende i samme sekund, hans fingre grov sig ind i hendes hals og efterlod dybe mærker, der ville blive til blå mærker inden morgenen. Han slap hende for sent.
Han trak sig tilbage, rettede på sin jakke og så ned på hende, hvor hun lå på gulvet. Så trak han et fotografi op af sin inderlomme. Han lagde det på skrivebordet foran hende. Billedet var af hendes lillebror, ude foran en universitetsbygning, smilende uden at vide, at han blev overvåget.
“Din lillebror får en meget mørk fremtid, hvis du fortæller nogen om i aften,” sagde Lucas og glattede sit jakkesæt. “Han falder måske ned ad en trappe. Eller forsvinder. Du bestemmer selv, hvad der skal ske med din familie.
”
Hun trak vejret i korte, paniske stød. “Du er syg. ”
“Nej,” sagde han og smilede koldt. “Jeg er tålmodig.
Og jeg giver dig ikke slip. ”
Han rakte hånden ud for at stryge hende over kinden, og hun veg tilbage med et gisp. Han lo stille, forlod kontoret og efterlod hende i mørket med hans trussel hængende i luften. Hun kunne ikke fortælle nogen.
Hun kunne ikke. Nathaniel kom hjem dagen efter. Investorkonferencen i Chicago var blevet afsluttet tidligt, og i stedet for at blive endnu en nat havde han skaffet sig plads på det første fly hjem. Han var træt, men der var en varme i ham ved tanken om at sove i sin egen seng.
Da han trådte ind ad døren, hørte han et klingende brag i køkkenet. Han gik derind. Abby stod for enden af bordet med spredte glas på gulvet omkring sig. Hun havde tabt en bakke.
“Jeg rydder op med det samme,” sagde hun hurtigt og bøjede sig ned. “Nå, vent – Abby, det er okay,” sagde han og gik imod hende. Men han stoppede op, da han fik øje på hende. Hendes kind var hævet, med en tydelig misfarvning, der gik fra gult til blåt.
Og selvom det var sommer og varmt, havde hun lange ærmer på. Da hun rakte ned for at samle glassene op, gled ærmet op og afslørede mærker på hendes håndled. Hans mave trak sig sammen. “Abby.
” Hans stemme var blød, men fast. “Hvad skete der med din arm? ”
Hun trak ærmet ned med det samme. “Det var dumt.
Jeg faldt på trappen i går. ”
Nathaniel så på hende. Han havde kendt hende længe nok til at vide, når hun løj. Men han pressede hende ikke.
I stedet bøjede han sig ned og så hende i øjnene. “Abby, hvis der nogensinde er et problem – et hvilket som helst problem – så håber jeg, du ved, at du kan komme til mig. Når som helst. Med hvad som helst.
”
Hendes øjne fyldtes med tårer, men hun krævede dem tilbage med et smil. Hun kunne ikke fortælle ham sandheden. Hun kunne ikke sætte sin bror i fare. “Tak, Mr.
Hayes. Det er virkelig ikke noget. ”
Hun skyndte sig ud af køkkenet, men han stod tilbage med en underlig følelse i maven. Noget var galt.
Noget var alvorligt galt. Tidligere samme aften fandt Nathaniel den gamle gartner, Frank, i en af drivhusene. Nathaniel stillede sig ved siden af ham og lod stilheden vare et øjeblik. “Frank,” sagde han endelig.
“Er der noget usædvanligt sket her på ejendommen, mens jeg var væk? ”
Frank holdt op med at beskære. Hans hænder var ældre og rystede en kende, men han vendte sig roligt om. “Alle har deres egne hemmeligheder, hr.
Hayes. Nogle af dem er ikke vores at fortælle. ”
Nathaniel trak vejret dybt. “Jeg er bange for, at nogen i dette hus er bange for at tale om det,” sagde han.
“Og hvis jeg skal hjælpe, er jeg nødt til at vide, hvad der foregår. ”
Frank så længe på ham. “Så skulle du nok bekymre dig mindre om mig og mere om din egen bror. ”
I ugerne derpå beskyttede Abby ham med sine egne øjne, men Nathaniel kunne se det.
Hun undgik at komme alene med Lucas, men Lucas dukkede altid op, hvor hun arbejdede. Han kunne se, hvordan hun faldt til ro, da han var i rummet, og han kunne se frygten i hendes øjne, når hun troede, ingen så på. En nat, da Abby var ved at gå hjem, fangede han dem ude på terrassen. Lucas stod for tæt på hende, hans hånd om hendes arm.
Nathaniel kunne høre Lucas’ stemme, lav og hæs: “Du fortalte ham ikke noget om den aften, gjorde du? Din lillebror er en sød dreng. Det ville være en skam, hvis der skete ham noget. ”
“Lad hende slippe.
” Nathanaels stemme skar gennem luften. Lucas slap hende med et skævt smil og trak sig tilbage ind i huset. Abby ville skynde sig forbi Nathaniel, men han stoppede hende blidt ved at række ud efter hende. “Du kan sige fra over for ham,” sagde han, stemmen blød.
“Jeg kan ikke tvinge dig til at fortælle mig, hvad jeg skal vide. Men jeg kan ikke bære at se dig bære det her alene. ”
Hendes læbe rystede, og for første gang så hun væk. “Han har taget et billede af min bror,” sagde hun med en hvisken.
“Han har truet mig. ”
Nathanaels verden stoppede med at dreje. Ordene synede for ham, og hendes stemme var knap en hvisken, da resten kom ud: “Han fortalte mig, at hvis jeg sagde noget, ville han sørge for, at min bror aldrig blev færdig med sit studie. Og at han ville vide, hvem han skulle opsøge.
” Hun trak vejret. “Han har været der, Nathaniel. Han kommer hele tiden over på min side af huset. Altid med trusler i øjnene.
”
Han så hende i øjnene, og det, han ellers havde formodet, og det, han havde set, flød pludselig sammen foran ham. Han huskede de blå mærker, de lange ærmer, hendes tilbagetog. Han tænkte på Lucas’ besættelse, på billedet, på truslen. Og i det øjeblik vidste han, hvad han måtte gøre.
“Du er ikke alene om dette længere,” sagde han roligt. Han så væk for at beherske sig, for hvis han ikke gjorde det, ville han gøre noget forfærdeligt. “Jeg lover dig. ”
Nathaniel gik hen til døren til sit kontor, hans brors kontor, og åbnede den uden at banke på.
Lucas sad i en lædersofa og kiggede op med et selvtilfreds smil, som dog faldt et kort øjeblik, da han så sit udtryk. “Vi skal tale,” sagde Nathaniel. “Jeg har ikke noget at sige dig, der har med dit virksomhed at gøre,” sagde Lucas direkte. “Det handler ikke om virksomheden,” afbrød han.
Hans stemme var rolig, men iskold. “Det handler om Abby. ”
Lucas lo bittert. “Selvfølgelig,” sagde han og rystede på hovedet.
“Min lillebror tror, at en tjener er hans at tage. Du fik virksomheden. Du vil have hende med, ikke? ”
Nathaniel gik helt hen til ham, indtil der kun var en bordkant tilbage mellem dem.
“Hun fortalte mig alt. Om billedet af hendes bror. Om truslerne. Om den aften på kontoret.
” Han så sin bror i øjnene. “Du tog et billede af en uskyldig dreng for at true en kvinde. Du sagde, at du ville ødelægge hans fremtid for at få fat i hende. Hvad er du blevet til?
”
Lucas rejste sig, og hans behagelige facade krakelerede. “Du har jo slet ikke fortjent hende,” hvæsede han. “Du tog alt! Hele mit liv!
Og hvis jeg ikke kan få hende, så kan du i det mindste ikke få hende, og jeg jævner palæet med jorden, og I kan være begge to med det samme. ”
Nathaniel rystede langsomt på hovedet. “Du fatter stadig ikke, hvad dette handler om, gør du? ” sagde han.
“Dette handler aldrig om Abby. Det har aldrig handlet om hende. Hun er bare et trofæ for dig, ligesom alt andet, du aldrig har fortjent. ” Han holdt brorens blik fast.
“Du mistede sagen, fordi far så den mand, du er – og den mand, han håbede, du ville blive. Ikke på grund af kærlighed. Ikke på grund af mig. Fordi du tror, at respekt er noget, man tager, ikke noget man fortjener.
”
“Hvad vil du gøre, hmm? Skal jeg slå dig ihjel for det? ” sagde Lucas og lavede et skridt imod ham. “Nej,” sagde Nathaniel.
Han trak sin telefon op af lommen. “Jeg ringer til politiet. Jeg har optaget alt, og jeg giver dem billedet og navnene på de ansatte, der er bange for dig. Og for første gang i mit liv,” sagde han målrettet, “skammer jeg mig over at kalde dig min bror.
”
Lucas’ øjne flakkede. For første gang var der frygt i dem. “Du ville ikke gøre det her imod din egen bror,” hvæsede han. “Vores familie er alt, du har tilbage.
”
“Mine familie ville aldrig have gjort, hvad du gjorde,” svarede Nathaniel. Han nølede ikke, da han rakte ud efter håndtaget. “Du valgte dette den dag, du rørte hende. Ikke mig.
”
Politiet tog Lucas væk samme nat. Folkene så til fra deres vinduer, og nogle tøvede, mens de kiggede på ham. Nathaniel stod ved hoveddøren og så på, hvordan de håndjernede hans bror. “Dette er ikke forbi,” vædrede Lucas, idet han blev ført forbi.
“Jeg sværger på, at du vil fortryde det. ”
“Jeg fortryder, at jeg ikke stoppede dig tidligere,” sagde Nathaniel roligt. Det var det eneste, han sagde. Da døren smækkede, stod Abby endnu på trappen.
Hun rystede, og det var svært at sige, om det var lettelse eller chok, der rystede hende. Nathaniel gik hen til hende, og hun løftede blikket. Der var ingen frygt i øjnene. Han rakte hånden ud, ikke fordi hun var svag, men fordi han ville have hende til at vide, at hun var sikker.
“Du kommer aldrig til at være bange i dette hus igen,” sagde han blidt. Hun rakte tøvende ud og tog hans hånd. Den var varm og fast, og for første gang i måneder græd hun – ikke af frygt, men af lettelse. De næste par dage var stille, men det gode af dem.
Abby kom langsomt tilbage, ikke fordi hun skulle, men fordi hun troede, hun ikke ville ende et andet sted. Hun kom til morgenmaden, og nogen grinede, da hun satte en tallerken over til hende. Nathaniel så hende grine med de andre og vidste, at det var sejr. Han spurgte aldrig, om hun ville ses.
Han gav hende tid. Han satte pris på, at hun stadig besøgte palæet i weekenden, at hun smilede ubesværet, og at han i den grad var begyndt at lægge mærke til det. En aften, efter at de andre var gået i seng, sad de på terrassen med et glas iskold limonade. Månen var høj, og det var den første nat, hvor der ikke lå en anklage eller en skygge over dem.
“Må jeg spørge dig om noget? ” spurgte hun lavt. “Selvfølgelig. ”
“Hvorfor gjorde du det?
Hvorfor troede du på mig? De fleste ville have troet, at jeg var en tjener, der forsøgte at ødelægge din families navn. ”
Nathaniel stillede sit glas. “Far plejede at sige til mig, at succes betyder meget lidt, hvis de mennesker, der omgiver dig, er bange.
Jeg havde glemt det, mens jeg opbyggede alt det her. ” Han så hende i øjnene. “Du fortjente ikke at bære din kamp alene. Ingen burde.
”
Hun så ned på sine hænder. “Jeg troede, at hvis jeg blev lang nok, ville han miste interessen. ”
Han rystede let på hovedet. “Det gør nogen som ham ikke.
Det er derfor, det er vigtigt at sige fra. Jeg er ked af, at du måtte komme dertil alene. ”
Et par uger senere, da han fandt hende ved et bord i biblioteket, sad hun med et stykke papir foran sig. Hun smilede, da hun så ham.
“Må jeg? ” spurgte han og pegede på stolen over for hende. Hun nikkede, og han sad ned. “Hvad er det?
”
Hun rødmedede let og rakte ham papiret. Det var et gammelt, gulnet flyveblad fra et kunstakademi. En ansøgningsformular. Hun trak vejret for at tale, men standsede så.
“Hvad er det? ” spurgte han blidt. Hun trak formen tilbage, klemte den sammen, men genvandt fatningen. “En gammen drøm,” sagde hun og rystede på hovedet.
“Et ligegyldigt stykke papir. ”
“Abby,” sagde han og lagde sin hånd over hendes. “Jeg tror ikke på, at drømme skal forsvinde, fordi livet bliver svært. Hvis dette er noget, du vil, så skal du gøre det.
”
Hun så på ham, og for første gang efterlod hendes smil hendes øjne og nåede hele vejen op til dem. “Du tror oprigtigt, at jeg kan komme ind? ” spurgte hun. “Nej,” sagde han enkelt.
“Jeg ved det. ”
Hun grinede, og lyden var ren og smitsom. “Mr. Hayes, jeg tror, du netop har givet mig mod.
” Hun så over på ham. “Hvorfor gør du egentlig alt dette mod mig? ”
Han så væk et øjeblik, men smilede så. “For nogle måneder siden troede jeg, at det vigtigste i mit liv var at gøre virksomheden til noget værd.
Så lærte jeg dig at kende. Du har været igennem mere, end de fleste mennesker kunne holde til, og alligevel kom du herind og smilede til alle, selv når du var ved at falde fra hinanden. Du valgte venlighed, selvom du havde al mulig grund til at lade være. ” Han så hende i øjnene.
“Abby, jeg har ikke lyst til at se dig forsvinde ud af mit liv, hvis jeg kan hjælpe med at få dig til at blive. ” Han rakte ud, ikke for at tage hendes hånd, men for at tilbyde den. Han overlod det til hende. “Jeg ved, at du er bange for at begynde noget nyt.
Men jeg er også bange. Jeg er her stadig. ”
Hun så på papiret i sin hånd, rørte ved kanten af formen og løftede blikket. Hendes øjne lyste nu med noget, han ikke havde set hos hende før.
Hun rakte ud og tog hans hånd. “Jeg vender tilbage til studieansøgningen,” sagde hun stille. “Og jeg har tænkt mig at besvare den. ”
“Og hvad sagde du så?
” spurgte han hviskende. Hun smilede, og lyden i hendes latter fik det til at føles som om, sommeren var kommet et par uger tidligere. “Jeg sagde ja,” sagde hun. “Jeg tror, jeg lige sagde ja.
”
Et halvt år senere så palæet ens ud fra ydersiden, men indefra var forandringerne til at tage at føle på. De kedelige morgenstuer, som engang var reserveret til pressemøder, var nu fyldt med lyden af latter fra personalet, som sad med deres morgenkaffe. Abigail kom forbi hver morgen, selv efter hun var begyndt på sit studie. Hun, som altid var en tjener, sad nu ved bordet med dem, og de grinede og råbte ad hende, mens de kaldte hende “en af de fine”.
Hun gav dem selv et glimt tilbage, da de drillede hende. Hun og Nathaniel gik gennem huset sammen. De talte om verden, om fremtiden, om alt det, de ville se og lave. De sagde, at de var “bare venner”, men da en af tjenestepigerne fangede dem i at kigge på hinanden uden at sige et ord, vidste alle i huset bedre, at der var tale om noget andet.
En aften, da den sidste sol gik ned over palæets have, stod de på terrassen, hvor så meget havde ændret sig. Hun holdt en kop te i hænderne, og han stod ved siden af hende. “Kan du huske den første dag, vi mødtes? ” spurgte han.
“Da jeg spildte en hel bakke kaffe på dit jakkesæt? ” lo hun. “Det gør jeg. ”
Han så på hende, og smilet forlod ham, men hans øjne var bløde.
“Abby, jeg ved, at vi ikke har kendt hinanden særlig længe. Og jeg ved, at der er en hel verden, du stadig skal til at opleve. Men du omgiver dig med mennesker, der er glade for at se dig, og jeg vil gerne have lov til at passe på dig. ” Han rakte ned i lommen og trak en lille fløjlsæske op.
Han åbnede den foran hende, så hun kunne se indholdet. Ikke en ring med en kæmpe diamant, men en enkel, elegant guldring, der glimtede i aftensolen. “Vi behøver ikke at have det travlt,” sagde han stille. “Men jeg elsker dig, og jeg vil gerne gøre tingene på den rigtige måde.
Jeg vil give dig al den tid, du har brug for, og al den plads, du vil have. Men jeg har tænkt mig at bruge resten af mit liv på at gøre dig lykkelig, hvis du lader mig. ”
Hun stirrede på ringen, og tårerne løb ned ad kinderne. Hun så på ham, ham som havde stillet sig bag hende, da alle andre troede på det værste.
Så strakte hun hånden frem, og hendes fingre rørte ved siden af den glatte, kolde kant. “Ja,” hviskede hun. “Ja, selvfølgelig, ja. ”
Hun faldt ind i hans arme, og han kyssede hende, mens palæet stod stille.
For første gang i årevis føltes huset ikke som et museum eller en trone. Det føltes som et hjem, et hjem der var til at bo i. Og i deres stue var der nogen, der grinede, og et nyt kapitel begyndte, ikke med en dødsfjende men med et løfte om en lykkelig fremtid. Hun trak sig lidt væk og smilede imens, med tårer i øjnene.
“Jeg skal nok blive ved med at bringe kaffe i morgen tidlig,” drillede hun. Han lo, og hans øjne fangede hendes. “Som om jeg nogensinde ville lade dig slippe forbi en kop kaffe,” sagde han og kyssede hende igen. Og i det stille, varme mørke i palæet vidste de begge, at hjemmet ikke var bygget af sten og guld.
Det var bygget af modet hos en kvinde, der valgte at blive, og en mand, der endelig lærte, hvad det ville sige at beskytte de mennesker, han elskede.