Julen havde altid været Declans yndlingstidspunkt på året, men ikke af de grunde, de fleste ville tro. Hans eneste instruks til personalet hvert eneste år var den samme. Aflys alt indtil efter jul. Intet møde, ingen telefonsamtale, ingen nødsituation kunne trænge igennem den mur, han havde bygget op omkring sig selv.
Han sad i en vigtig bestyrelsesfrokost, da hans telefon begyndte at summe i lommen. Han kiggede ned på skærmen og så sin brors navn lyse op. Han rørte ikke telefonen. Den blev ved med at sumle, indtil den til sidst gik videre til voicemail.
Han hørte aldrig beskeden. Han havde aldrig hørt den. Han kunne ikke længere huske, hvornår han havde holdt op med at holde af julen. Han kunne bare huske smerten.
Den havde været der så længe, at den føltes som en gammel, velkendt ledsager, noget han havde lært at bære rundt på uden at klage. Hans liv var blevet en række af forpligtelser, årlige begivenheder, han skulle udholde, men aldrig føle noget ved. Han havde for længe siden accepteret, at sådan var det bare. Julen var en dato på kalenderen, intet mere.
Clare havde haft det på samme måde. Siden Daniel døde, havde hun ikke haft nogen grund til at fejre noget som helst. Hun havde fortalt sig selv, at hun bare gjorde det for Lily, at hendes lille piges smil var det eneste, der fik hende op om morgenen. Men da hun begyndte at pakke taskerne til hytteturen i bjergene, mærkede hun den velkendte tomhed brede sig i brystet.
Hun ønskede ikke at se sneen. Hun ønskede ikke at se granerne eller kaminen. Hun ønskede bare at komme igennem dagene, indtil det hele var overstået. Hun kiggede på sin datter, der ivrigt smed sit tøj i en lille taske.
Clares øjne var tomme, da hun kiggede ud ad vinduet. Hun ville ikke ødelægge Lilys jul, så hun smilede, når hun skulle, og lod som om, hun glædede sig til turen. Hun var bare ikke sikker på, at hun selv troede på det længere. Lily var hele verden for hende.
Daniel havde altid sagt, at Lily var skåret af samme stykke som sin mor, stædig og stolt, med et hjerte så stort, at det kunne rumme alverdens sorg og stadig finde plads til glæde. Clare havde aldrig forstået, hvordan han kunne være så sikker. Nu hvor han var væk, vidste hun det stadig ikke. Den morgen havde hun lovet sig selv, at hun nok skulle klare det.
Hun havde sagt til Lily, at de skulle ud på eventyr, at de skulle se sneen dække bjergene, og at de skulle have det hyggeligt foran kaminen. Hun havde holdt sin stemme lys og glad, mens hun pakkede. Hun havde ikke fortalt Lily, at hun havde grædt, da hun troede, at ingen hørte det. Hun vidste ikke, at Lily havde hørt hende græde mange gange.
Hun vidste ikke, at hendes lille pige om natten lyttede efter lyden af sin mors hulkende vejrtrækning og lavede en aftale med sig selv om, at hun en dag ville få sin mor til at smile igen. De var ikke nået langt ud på bjergvejen, før himlen åbnede sig. Først var det bare et par små, uskyldige fnug, der dansede foran bilruden. Så kom vinden.
Sneen faldt så tæt, at Claire næsten ikke kunne se mere end et par meter frem foran sig. Hendes hænder strammede grebet om rattet. Så forsvandt alt. Lyden var det værste.
Hvinende metal mod metal, lyden af hendes datter, der skreg, og så stilhed. Kun vindens hylen, der hylede gennem de smadrede ruder. Hunsnurrede i bilen, hovedet dunkede, mens hun forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Hun kiggede over mod bagsædet.
Der sad Lily, bleg som kridt, men i live. Clare åbnede munden for at sige noget, men ordene ville ikke komme ud. De var faret vild i et spor, hun havde kørt, fordi hun ikke havde været opmærksom. Et stykke længere nede ad vejen stirrede en mand på den hvide væg foran sig.
Han havde mistet vejret for adskillige minutter siden. Hans bil var forladt i grøften, motoren var død. Han havde prøvet at få den i gang igen, men uden held. Nu sad han bare der og ventede på, at stormen skulle tage til.
Da han så lyset fra en anden bil dukke frem i sneen, trak han vejret lettet. Så begyndte han at bevæge sig. Han bankede på vinduet på passagersiden. Clare så op med rædsel i øjnene.
En høj mand med en frakke, dækket af sne. Han lignede ikke en trussel. Han lignede en, der var lige så fortabt som hun selv var. Hun kiggede på Lily og traf beslutningen for dem begge.
Hun låste dørene op. “Har I det ok? ” råbte han over stormen, da hun rullede vinduet ned et par centimeter. Hun kiggede på den næsten skjulte vej, der foran dem.
“Kan du køre videre? ” spurgte han. “Nej,” råbte hun tilbage. “Jeg kan ikke.
Sneen er for høj. Jeg kan ikke se vejen. ”
Han så sig omkring. Der var intet andet end hvidt.
“Vi kan ikke blive her,” råbte han. “Vi er nødt til at finde et sted at søge ly. Vi dør her, hvis vi bliver ved med at sidde her. ”
“Har du en plan?
” spurgte hun. Han så på hende i et langt øjeblik. Der var en dybde i hans øjne, hun ikke forventede. “Ja,” råbte han over stormen.
“Kom med mig. ”
Og for første gang siden årene efter Daniels død, gjorde Claire noget uden at stille spørgsmålstegn ved det. Hun åbnede døren. De vandrede gennem sneen, der nåede hende til knæene.
Det føltes som timer, selvom det kun var et par minutter. Lily var på Clares ryg, og hun kunne høre den lille piges tænder klapre sammen. Hun kunne ikke mærke sine egne fødder længere. Hendes fingre var stive omkring Lucys hænder.
Og lige da hun troede, at hun ikke kunne gå et eneste skridt mere, råbte han bag hende. “Der,” råbte han og pegede ind gennem sneen. “Der er noget derhenne. ”
Hun kiggede op.
I starten troede hun, at hun bildte sig det ind. Så skreg Lily. “En hytte! ”
Det var gammelt, nedslidt og lille, men det var det smukkeste syn, Clare nogen sinde havde set.
Dens tag hang under den tunge, hvide byrde, men dens skorsten ragede op i det grå dagslys. De kæmpede sig vej hen til døren. Han pressede skulderen mod det frosne træ og gav den et skub. Den knirkede og fløj op med et knald ind mod væggen.
De stod et øjeblik i døren, og lod den varme luft tage imod dem. Ildstedet var gammelt, men det var tørt. Vinduerne var små og indrammede en verden af hvirvlende hvidt. Men det vigtigste var, at taget var intakt, væggene var intakte, og der var en ildsted.
Det var nok. “Skynd dig ind,” råbte han over stormen og skubbede dem forsigtigt foran sig. Han fik lukket døren bag dem og kastede sig derefter over for at låse den. Mens Clare sank ned på gulvet med Lily i skødet, mærkede hun en hånd røre ved hendes skulder.
Det var manden. Han havde et ridset, men forsigtigt ansigt, der var rødplettet af kulden. “Bliv her,” sagde han og kiggede sig omkring på det lille rum. “Jeg sørger for at få ild.
”
Han forlod dem kun et øjeblik. Hun hørte ham rode rundt, hørtes døre, der åbnede og lukkede. Så hørte hun en lyd, han ikke havde forventet, lyden af en tændstik. Et øjeblik senere lyste en flamme op bag skjoldet på ham, da han tændte ilden i det store stengitter.
Han blev ved med at blæse til den, lagde små stykker træ til, indtil flammen tog godt fat. Clare kiggede sig omkring i rummet. Det var et gammelt stykke med slidte møbler, et rustikt træbord og en smal trappe, der førte op til det, hun antog, var et soveværelse. “Er du sikker på, at vi ikke er alene?
” spurgte hun. “Jeg er ikke sikker på noget mere,” sagde han med en smule morskab. “Men ingen kom for at byde os velkommen, da vi kørte op ad indkørslen. ”
Hun var ikke sikker på, om han lavede sjov.
Hun grinede ikke. Han sukkede og rejste sig. “Jeg hedder i øvrigt Declan. ”
“Clare.
” Hun rakte tøvende hånden frem. “Og det er Lily. ”
Han tog den og rystede den, og hun lagde mærke til, at hans hånd rystede let. “Har I siddet længe fast herude?
”
“Et par timer,” indrømmede hun og trak hånden til sig. “Vi var på vej op til en hytte, min mands families gamle sted. Jeg tog fejl af en drejning, og så… ” Hun lod sætningen dø ud.
“Ja,” sagde han med et blik mod vinduet, “sådan er det nogle gange. ”
De brugte de næste timer på at finde sig til rette. Declan fandt gammelt, tørt brænde i et skur bag huset. Clare fandt nogle gamle tæpper og tæpper, der duftede af tørt støv, men som var varme.
Lily sad på gulvet foran ilden, med kinderne, der blev lyserøde igen, mens hun stirrede på flammen. Hun havde ikke sagt meget, siden de kom indenfor. Clare var bange for, at hun var i chok, men da hun kiggede nærmere på hende, så hun, at pigen var stille, fordi hun tog det hele ind. “Måske skulle vi tjekke, om der er mad,” sagde Declan og rejste sig.
Han gik hen til et gammelt skab og åbnede dørene. Der var nogle få rustne dåser og en halvfuld pose mel, men intet, der lignede et måltid til tre. Han vendte sig mod Clare med et beklagende blik. “Der er komfuret,” sagde hun og pegede på det gamle brændekomfur i det ene hjørne.
“Og jeg så noget, der lignede en gryde i skabet. ”
De arbejdede sammen under tavshed. Clare stillede gryden på brændekomfuret og fyldte den med vand fra en gammel, håndpumpet hane. Hun var ikke engang sikker på, at den ville virke, men hun forsøgte.
Det gjorde den. Hun kunne mærke hans blik på sig, mens hun rørte i gryden. “Har du aldrig lavet mad på sådan en før? ” spurgte han.
Clare rystede på hovedet. “Jeg har aldrig skulle bruge sådan en. ” Hun lavede en undskyldende mine. “Jeg er opvokset i byen.
”
“Jamen, så bliver dette din første lektion. ” Han tog en grydeske og rakte den til hende. “Bare rør i gryden. Den tager sig af resten.
”
Hun tog den fra ham, med fingrene, der rørte ved hans i processen. Hun trak hurtigt hånden til sig. “Tak. ”
Da maden endelig var klar, satte de sig ved det gamle træbord og spiste i stilhed.
Det var enkelt, bare noget suppe og noget gammelt brød, de kunne rive noget af, men det varme måltid gjorde en forskel. For første gang den dag slappede Clares skuldre af. Lily stirrede på Declan over kanten af sin skål. “Er du en helt?
” spurgte hun ham. Declan satte sin ske ned. “Nej,” sagde han med et lille smil. “Bestemt ikke.
”
“Min mor siger, at helte redder mennesker. ” Lily kiggede på sin mor, som om hun søgte bekræftelse. “Og du reddede os fra sneen. ”
Clare åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke nogen lyd ud.
Hun var rørt over hendes datters uskyld. “Han har ret i, at vi er heldige, at han kom forbi,” sagde Clare blidt. “Måske er det hele helte er. ”
Lily vendte sig tilbage mod Declan.
“Må jeg tegne dig? ”
Declan så overrasket ud. “Øh, ja. Selvfølgelig.
”
Lily hoppede ned fra sin stol og løb hen til sin rygsæk for at hente en blyant og et stykke papir. Clare så ham se på tegningen, mens Lily tegnede med tungen ude i mundvigen. “Der,” sagde Lily et par minutter senere og rakte ham papiret. Declan så på det i et langt øjeblik.
Øverst på siden var der et lille hus med røg, der væltede ud af skorstenen, og tre skikkelser, der stod foran det. Den ene var høj, med et stort smil, selvom det var klart, at den person ikke var ham. Det knurrede i ham. “Er det mig?
” spurgte han. Lily rystede på hovedet. “Nej, det er os. ” Hun pegede på de tre skikkelser.
“Det er mor, det er mig, og det er… ” Hun stoppede. “Daniel,” hviskede Clare blidt. “Hendes far.
”
Lily så op på hende med alvorlige øjne. “Hun savner ham meget. ”
Clare følte en klump i halsen. Hun kiggede væk.
“Det er Okay, skat. ”
“Og du er der også. ” Lily pegede på en fjerde, mindre skikkelse, der næsten gik tabt i hjørnet. “Hvis du får lyst til at være med.
Du kan stå ved siden af mor. ”
Declan så på tegningen længe. Han kiggede ikke på Clare, men han følte hendes blik på sig. “Tak, Lily,” sagde han sagte.
“Det vil jeg godt. ”
Den aften lagde Declan flere træstykker på ilden. Stormen hylede udenfor, hele natten ved det, og de tre stirrede ind i flammerne i tavshed. Clare sad på gulvet med Lily, der var faldet i søvn i hendes skød.
Hun strøg sin hånd gennem datterens hår. “Min far døde for mange år siden,” sagde Declan pludselig. “Han døde omkring jul. Jeg var otte.
Jeg stoppede med at holde jul, men for min mor ville hun have, at jeg stadig fejrede den. Følte mig altid som om, at jeg forrådte ham, hvis jeg kunne få en glædelig jul uden ham. ”
Clare så ikke på ham, men hun stoppede med at røre ved Lilys hår. “Jeg fik aldrig sagt undskyld til ham,” fortsatte Declan.
Hans stemme var færdig. “Inden han døde, gav han mig et telefonopkald. Jeg tog den ikke, fordi jeg var midt i et møde. Jeg tænkte altid: “Jeg taler med ham i morgen.
” Men der var ingen i morgen. ”
Clare stirrede på ilden. “Min mand døde for seks år siden,” sagde hun stille. “Han var i militæret.
Han døde i tjeneste. Jeg fik at vide, at han døde med det samme. At det var hurtigt. Jeg håber inderligt, at det var sandt.
”
“Jeg er ked af det, Clare. ”
Hun trak på skuldrene, men der var intet let ved bevægelsen. “Livet sker. Det er det, det gør.
Og vi bliver ved med at trække vejret, fordi vi er nødt til det. ”
“Det er en forfærdelig grund til at blive ved med at trække vejret,” sagde han. Nu så hun på ham, og der var en træthed i hans øjne, som han havde båret rundt på i årevis, og som han ikke kunne skjule. “Det er det,” sagde hun.
“Det er det. ”
De tav et stykke tid, mens sneen fortsatte med at falde. En høg skreg et sted i det fjerne. “Clare,” sagde Declan endelig.
“Jeg ved, at det her ikke er mit at sige. Men måske skulle du overveje at komme hjem og spise middag med din far. ”
Så reagerede Clare endelig. Hun snurrede rundt, øjnene store.
“Undskyld? ”
“Lily sagde, at du og din far ikke taler sammen. At du ikke var taget hjem til din familie for at se ham. Hun fortalte mig alt, hvad hun vidste, hvilket ikke er meget, men nok.
”
Clare så på Lily, der sov og følte et stik af forræderi. “Det var ikke hendes historie at fortælle. ”
“Nej,” sagde Declan roligt. “Det var det ikke.
Men nogle gange fortæller de mindste mennesker, hvad vi ønsker, vi kunne sige selv. ”
Han gjorde en pause. “For år siden troede jeg, at jeg hadede min far for at forlade mig. Jeg vidste ikke, hvem jeg var mere vred på, ham for at dø, eller mig selv for ikke at svare på opkaldet.
Men i dag, da Lily spurgte, om jeg var en helt… Jeg indså, at jeg ikke husker min fars ansigt længere. Jeg kan huske hans stemme, jamen lige pludselig kan jeg en lille smule, men jeg kan ikke se hans ansigt. “Declan…
” begyndte han, men han rystede på hovedet. “Jeg prøver bare at sige, at din far stadig er her. Du har stadig en chance for at sige undskyld eller tilgive, eller hvad det end er, du skal bruge for at komme videre. Prøv ikke selv at lægge bort.
”
For første gang i lang tid følte Clare, at hendes øjne brændte. Hun vendte sig væk, så han ikke skulle se hende græde. Men han så hende alligevel. Den næste morgen var stormen stilnet af.
Lyset strømmede ind gennem de iset tilvoksede ruder og kastede gyldne mønstre på det gamle trægulv. Clare vågnede på sofaen med et tæppe trukket op til hagen. Hun var ikke engang klar over, at hun var faldet i søvn. Declan stod ved vinduet i skjorteærmerne.
Hans jakke var væk, hans hår var vildt efter i går aftes. Han vendte sig, da hun rørte på sig. “Godmorgen,” sagde han. “Morgen,” mumlede hun og satte sig op.
Han så ud ad vinduet. “Jeg tror, vi kan grave os ud i dag. Sneen er holdt op med at falde. ”
Clare rejste sig og trak tæppet tættere om sig.
Hun stillede sig ved siden af ham og så ud. Verden var dækket af et uberørt, hvidt tæppe. Bilerne var begravet under store snedriver, men himlen var krystalklar. “Det var smukt,” sagde hun sagte.
“Det er det også. ” Han så på hende. “Jeg er glad for, at jeg ikke var alene. ”
Hun mærkede et døn i maven.
Før hun kunne svare, kom Lily springende ned ad trappen. “Er det overstået? Er sneen væk? ”
“Den er blevet ved med at falde,” sagde Clare og rødmede.
“Lad os gå ud og lave en snemand. ”
Lily udstødte et glædeshyl og løb mod døren. Clare trak sin jakke og støvler på og fulgte efter hende. Declan stod et øjeblik og betragtede dem igennem vinduet, inden han trak sin egen jakke på og fulgte efter.
De tilbragte formiddagen i sneen. De byggede en lille, skæv snemand, der mere lignede en snebold med øjne end noget andet, men Lily var henrykt. Declan fik hende til at le, da han lod som om, han var en glad, hoppende bjørn. Selv Clare grinte, en lyd der føltes rusten og mærkelig, men som fik hendes kinder til at blusse.
Senere på eftermiddagen, da de sad ved køkkenbordet og drak varm chokolade, der var lavet med pulver, de havde fundet bagerst i skabet, sagde Lily pludselig: “Må jeg tegne et billede mere? ”
“Selvfølgelig,” sagde Declan og rakte hende sit papir. Hun tegnede en hytte, snefnug, der faldt fra himlen, og fire skikkelser foran bålet. Nu var der fire.
“Du tegner også mig ind,” sagde Declan stille. Lily nikkede uden at se op. “Du er en del af vores historie nu. ”
Clare og Declan vekslede et blik over hendes hoved.
Der var ikke noget akavet i det, ingen panik over hvad de skulle gøre. Det var bare sandheden, og for øjeblikket varmede det dem begge. Senere den aften, efter at de havde spist og Lily var gået i seng, sad de ved siden af hinanden på den gamle sofa med et tæppe over skødet. Ilden knitrede lavt, og udenfor hørte de sneen falde igen.
Ikke en storm, bare let, vedholdende sne, der dækkede træerne i et nyt lag hvidt. “Ved du,” sagde Clare og kiggede ned på sine hænder, “Jeg tror ikke, jeg har siddet sådan her i flere timer uden at tjekke min telefon. ”
“Det har jeg heller ikke,” tilstod Declan. “Jeg tror, jeg har glemt mine i bilen.
”
“Er det et problem? ”
Han grinede stille. “Lige nu, nej. Faktisk lige nu kan jeg ikke huske, hvad der har så travlt.
”
Hun så på ham, rigtig på ham, og for første gang lagde hun mærke til de små linjer omkring hans øjne, den blide kurve på hans mund. Han var ikke kun en træt forretningsmand; han var en, der var mærket af sorg og havde overlevet. “Må jeg fortælle dig noget? ” spurgte hun.
“Selvfølgelig. ”
“Da du dukkede op i bilen, var jeg bange for, at du var en anden slags person. ”
Hans læber trak sig. “At dømme efter min bil, ville jeg være tilbøjelig til at tage imod komplimentet.
”
“Det er ikke en kompliment. ” Hun smilede svagt. “Det er en advarsel, det tænkte jeg bare, du skulle vide. ”
Hans smil blev ved, og han så ned i ilden.
“Tak for advarslen. Jeg holder den i baghovedet. ”
De sad i stilhed og så ilden brænde ned. Den var ikke ubehagelig, men den lille smule lethed gjorde luften lettere at trække vejret i.
“Declan,” sagde hun blidt, “Når vi tager herfra… hvad vil du så gøre? ”
“Jeg ved det ikke. ” Han stirrede ind i flammen.
“Jeg har brugt otte år på at jagte det forkerte. Ting, jeg troede betød noget, som jeg troede ville få mig til at føle sig hel. Jeg tror, jeg glemte hvad formål er. Hun så på ham.
“Ved du, hvad formålet er? ”
“Nu? ” Han så på hende. I lyset fra ilden lignede hans ansigt mykere, måske ti år yngre.
“Lige nu føles det ikke så vigtigt at finde ud af. ”
Hun åbnede munden for at svare, men trak sig tilbage, idet en lille lyd af en bil lød et godt stykke væk. Motoren, der kæmpede mod sneen. Kroppen spændte.
Declan rejste sig straks og gik hen til vinduet. “Der er en bil. ”
“Er det…? ”
“En jeep.
Firehjulstræk. ” Han så på hende med et udtryk, hun ikke kunne tyde. “Det ligner redning. ”
Clare rejste sig for at stille sig ved siden af ham.
Udenfor trak en robust bil op foran hytten, og et ældre ægtepar steg ud, iklædt lag af termotøj. De vinkede. “Jeg bliver nødt til at gå i seng,” sagde Clare. “Ja.
” Han vendte sig for at se på hende. Der var stadig den lille, stille længsel i hans øjne. “Jeg gætter på, at du er. ”
De stod tæt på.
“Tror du, at de lader os få et lift ind til byen? ” spurgte hun. “Jeg er sikker på, at de bliver nødt til at gøre. ” Han smilede skævt.
“Jeg er ikke klar til at vandre tilbage til civilisationen. ”
Det var ikke særlig sjovt. Ikke særlig let. Men Clare grinede alligevel, og det var nok.
På vej ud stoppede hun op. “Undskyld, ved du, hvad dit navn er? ”
“Declan,” sagde han. “Declan O’Connor.
”
“Clare,” sagde hun. “Clare McKinley. ”
“Det ved jeg. ” Han rakte hånden frem.
“Det plejede du at sige i går. ”
Hun tog den og lod en lille elektricitetsstrøm passere mellem dem. “Nå, jeg troede bare, du ville have brug for en påmindelse. ”
De holdt hånden lidt for længe.
En lille lille bevægelse mod hinanden. “Måske vi ses igen,” røg det ud af hende, før hun kunne stoppe den. Hans øjne flimrede, men han nøjedes med at klemme hendes hånd. “Jeg håber det.
Alle de bedste ting har lidt sne på sig. ”
Da de trak ud af indkørslen kort efter, kiggede Clare ud ad bagruden. En ensom skikkelse stod uden for hytten og så dem køre væk. Lily løftede armen, og foran huset sprang Declan lidt i sneen.
Clare løftede blidt den ene hånd og vajede. Så forlod de ham bag sig, og hvis hun holdt billedet af ham i sine hænder, var det ikke en ting, hun nogensinde ville indrømme.