Beatriz forberedte sig på at tage af sted til sin gamle skoles genforeningsfest. Da hun kom frem, blev hun mødt med latterliggørelse og ydmygelser på grund af sin fattigdom og sit beskedne liv. Selv hendes eksmand dukkede op med sin nye elskerinde og gjorde sig umage for at håne hende foran alle. Men ingen kunne forestille sig, hvad der ville ske.
Inden aftenen begyndte, sad Beatriz stadig på værelset på børnehjemmet St. Jude og syede. Hun havde brugt halvdelen af sin månedsløn på et stykke smaragdgrønt silke, og nu lå stoffet foran hende i kunstlærerindens lille atelier. Pludselig stak et barn hovedet ind gennem døren.
Det var lille Teddy, en af drengene fra børnehjemmet. ”Åh, jeg tror, jeg skræmte dig,” sagde han. Beatriz lagde sit syarbejde fra sig og smilede. ”Det er sengetid, Teddy.
Hvorfor sover du ikke? ”
”Jeg er bange,” indrømmede drengen. ”Jeg drømte om min stedfar igen. Han slog mig.
”
”Du behøver ikke være bange her. Ingen kommer til at gøre dig ondt. ”
Hun puttede ham og fulgte ham tilbage til sovesalen. ”Du sender mig ikke tilbage til ham, vel?
” spurgte drengen med panik i øjnene. Beatriz vidste ikke, hvad hun skulle sige. Der var endnu ikke truffet nogen beslutning i familieretten omkring Teddy. Hans mor var død, og hans stedfar havde fået forældremyndigheden, selvom han behandlede ham grusomt.
For to uger siden havde socialforvaltningen fjernet drengen fra hjemmet, men han turde stadig ikke sove. Da hun havde dækket ham til og overladt nattevagten til personalet, vendte Beatriz tilbage til sit syarbejde. Syning var hendes frirum. Hendes bedstemor, Nan Florence, havde lært hende det.
Bedstemoderen havde været en dygtig syerske med et godt ry i landsbyen, og hun havde oprindeligt forestillet sig, at barnebarnet skulle følge i hendes fodspor. Men da Beatriz viste talent for tegning, valgte bedstemoderen at satse på det i stedet. ”Syning giver ikke meget ære,” plejede bedstemoderen at sige, mens hun drak sin te. ”Fingrene gør ondt, og øjnene bliver trætte.
Men med en kunstnerisk uddannelse har man altid et levebrød. ”
Beatriz havde taget en eksamen i billedkunst og undervist i kunst og design. Men først efter skilsmissen var hun for alvor begyndt at sy igen. Som barn havde hun lidt meget under klassekammeraternes hån på grund af de tøjstykker, hendes bedstemor syede til hende.
Hun havde aldrig noget af det fine designertøj, som de rige piger i Londons forstæder pralede med. I dag virkede det hele latterligt, men i gymnasiet havde det været svært at bære. Værst var de to mest arrogante piger i klassen, Chloe og Gemma. Beatriz var tidligt blevet gift med en gammel studiekammerat, Robert Kensington.
Hvad han så i hende, havde ingen nogensinde forstået. Selv hun tvivlede nu på, om han havde valgt hende for sjov skyld, for at håne hende bag hendes ryg. Alligevel havde begyndelsen været smuk. Robert bad hende male et akvarelportræt af sin mor til fødselsdagen.
De talte meget sammen, og af en eller anden grund besluttede lady Margaret Kensington, at denne unge kvinde skulle ind i familien. Dengang var Robert en elegant ung mand, der kun kendte til fornøjelser, og som var blevet forkælet grænseløst af sine velhavende forældre. Beatriz var betaget af hans lette måde at håndtere alting på. Hendes bedstemor velsignede ægteskabet, selvom hun var dybt bekymret for sit barnebarn, som hun anså for uforberedt på livets barskhed.
Ægteskabet viste sig hurtigt at have sine revner. Robert behandlede sin kone som en porcelænsfigur, gav hende kun lidt opmærksomhed og tilbragte sin tid i de private klubber i London med sine venner. Kun til selskaber og fine middage spillede han den hengivne ægtemand. Med tiden blev Beatriz virkelig forelsket.
Hun drømte om børn og en rolig alderdom, måske i et lille hus i Cornwall. Men for fem år siden arvede Robert sin fars investeringsselskab i City of London og blev en nådesløs forretningsmand. Den unge mand, der kun havde kendt til leg, opdagede pludselig et talent for at tjene penge. Derfra begyndte ægteskabets opløsning.
Kritikken og klagerne voksede. Hendes svigermor, der ellers havde forsvaret hende, giftede sig igen og flyttede til Sydfrankrig. Beatriz stod alene tilbage med Robert, som ikke længere lagde skjul på sit hårde sprog. Hun holdt ud i tre år, indtil han en dag bragte en høj, slank kvinde fra Sloane Ranger-kredsen med hjem og smed Beatriz ud med en gammel læderkuffert.
”Du keder mig,” sagde han med et foragteligt smil. ”Du er blevet en grå husmor. Du kunne i det mindste male. Nu er du bare en byrde.
En daglig rengøringskone ville være billigere. Arabella vil for eksempel aldrig ødelægge sine smukke negle. Vil du skilles? ”
Beatriz kunne ikke tro sine egne ører.
”Hvad bildte du dig ind? ”
”Og husk,” sagde Robert, mens han uden omsvøb smed hendes ejendele i kufferten, ”alt, hvad jeg ejer, alt hvad jeg havde før ægteskabet eller har arvet, er beskyttet. Så tag tilbage til det fattige kvarter, du kommer fra, din stakkel. ”
Hun slugte tårerne og tog samme dag hjem til sin bedstemors forfaldne hus.
Hun havde ingen penge til at reparere det. Hun fiksede de fugtige vægge her og de utætte vinduer der. Taget dryppede, og rykkerbrevene håbede op på dørmåtten. Beatriz fik arbejde på børnehjemmet og begyndte langsomt at kæmpe sig ud af det hul, hendes mand havde skubbet hende i.
På grund af arbejdet og børnene sov hun ofte på børnehjemmet i hverdagene i personalerummene og tog kun bussen hjem til bedstemorhuset, når hun kunne, som regel i weekenden. Et par gange dukkede Robert op i sin sportsvogn bare for at ydmyge hende, men han kedede sig hurtigt, fordi Beatriz nægtede at spille hans spil. Hendes eneste fristed var syningen. Hun lavede om på tøj fra Oxfam og lokale genbrugsbutikker, og resultatet var smukt og billigt.
Kollegerne begyndte at lægge mærke til hendes tøj. Nogle af omsorgsarbejderne bestilte endda kjoler til deres bryllupper. Men den aften syede hun den kjole til sig selv. I aften skulle hun til gymnasieklassens genforeningsfest, og den smaragdgrønne kjole skulle gøres færdig.
Designet var hendes eget. Beatriz havde en tyk skitsebog fuld af design, men hun havde aldrig vist den til nogen. Hun var for genert. Hun havde jo ikke studeret modedesign på Central Saint Martins.
”Hej. Syr du stadig? ” Frivilligfrisøren Sophie stak hovedet ind i lokalet. Hun klippede børnenes hår gratis en gang imellem.
”Åh, hvor er den smuk! Hvor skal du have den på? ”
Beatriz afsluttede den sidste søm og viftede med en præget invitation i luften. ”Til genforeningsfesten på The Velvet Fox.
”
”Det er da et fint sted! Så elegant i Mayfair. Jeg kan ikke engang drømme om at tage et sådant sted. ”
”Tror du, det er værd at tage derhen?
”
”Åh, hvad kan ske? ” smilede Beatriz ubekymret. ”Den kommer alligevel ikke ud af min taske. I det mindste kan jeg se den berømte restaurant.
”
”Vent, lad mig i det mindste klippe dit hår, så det passer til kjolen,” sagde Sophie. ”Jeg har faktisk nogle ideer. ”
”Vær så god,” smilede Beatriz. ”Men ikke noget for indviklet.
Jeg plejer bare at vaske mit hår om morgenen. ”
”Jeg får dig til at se smuk ud. Sæt dig her. ”
Sophie havde allerede åbnet sin æske med sakse og kamme.
Der var stadig noget stof tilbage. ”Kan du ikke lave en bluse til mig? Farven er så fin. ”
”Ingen problemer,” sagde Beatriz.
”Bare husk at minde mig om at tage dine mål. ”
Et par timer senere stod hun uden for en bil foran restauranten i Mayfair. Sophie havde klippet hende i en skarp Chelsea-frisure og fjernet det meste af håret. Den nye frisure passede perfekt til kjolen, men hun var ikke vant til den endnu.
Beatriz gik vaklende ind i foyeren, utilpas i de høje hæle, hun havde lånt af en af omsorgsarbejderne, og blev straks overvældet af stedets pragt. Restauranten var indrettet i en dristig, moderne britisk stil. Hun blev betaget af detaljerne og glemte at lægge mærke til, at hendes gamle klassekammerater nærmede sig fra den anden side af lokalet. ”Se, hvem der kommer.
Den stakkels mis! ” sagde Chloe hånligt. ”Fugleskræmslet ankommer med al sin elegance. ”
”Hej,” smilede Beatriz.
”Årene går, men joken forbliver den samme. ”
”Og du har ikke forandret dig en tøddel,” hånede Gemma. ”Stadig den forladte katastrofe med det sure ansigt og de stakkels hundeøjne. ”
”Sikke nogle charmerende mennesker!
” Robert og Arabella nærmede sig, hun klamrede sig til hans arm. ”Så du besluttede dig for at komme og spise gratis, fordi du er træt af den elendige mad i børnehjemskantinen. Det børnehjem er jo lige dit niveau. Nyd det.
Du ser kun god mad i drømme nu. ”
”Et glas vin? ” En tjener i fyrrerne med skarpe, grå øjne dukkede op ved siden af hende. ”Jeg kan anbefale en claret.
En fin, gammel vin. Drik den, til du segner. Måske holder du så op med at spille offer. ”
Robert lo højt hele lokalet.
Han havde allerede fået rigeligt med gin og tonic. ”Kom nu. Hvorfor står du bare her? Jeg vil tale med de andre snobber her.
”
”Jeg kørte forbi dit hus forleden,” fortsatte Gemma med at provokere. ”De manglende tagplader er simpelthen fortryllende. Når du sover, får du en gratis engelsk regnbyge som bonus. ”
Beatriz kunne næsten ikke holde tårerne tilbage, men besluttede, at det bedste svar var sarkasme.
”Sådan lever vi lige præcis på kanten af fattigdom. Varmt vand ser vi kun i fjernsynet, og vi bader i midten af regnvejret. ”
”Åh, er det derfor, der lugter sådan her? ” Chloe rynkede på næsen.
”Hold dig væk, så vi ikke får lopper. ”
Beatriz blegnede, men tog mod til sig og tog en tår af vinen. Den var faktisk god, stringent på den rigtige måde med et strejf af krydderi. Tjeneren fortsatte med et høfligt smil gennem lokalet.
Beatriz var ham dybt taknemmelig for at have afbrudt hendes samtale med eksmanden. Hun trak sig tilbage i et hjørne og forsøgte at forsvinde i mængden. Fra sit gemmested ved fløjlscurtinerne iagttog hun Robert. Arabella så tydeligt ophidset ud.
Beatriz kunne ikke høre ordene, men det stod klart, at de skændtes voldsomt. ”Du sagde selv, at hun er fra den lavere klasse,” råbte Arabella ad Robert. ”Hvor har hun så fået den specialsyede kjole fra? Den er tydeligvis håndsyet.
Jeg har set et lignende design på en catwalk i Bond Street, og du nægtede at købe den til mig dengang. ”
”Min skat, tager du fejl? ” stammede Robert. ”Min ekskone har ikke en krone til sådan noget.
”
”Jeg ved mere om mode end du gør,” mumlede hun. ”Og jeg kan ikke holde ud, at nogen er bedre klædt end mig. Lad mig klare det. ”
Hun greb bestemt et krystalkrus rødvin lige foran en tjener og gik frem.
Glimtet fra hendes diamantkæde og øreringe blændede alle. Hun nærmede sig Beatriz, lod som om hun snublede, og hældte hele kruset ud over brystet på Beatriz’ kjole. Beatriz udstødte et hvin, og øjnene fyldtes med tårer. ”Åh, undskyld.
Min hæl sad fast. ” Arabella smilede triumferende. ”Nå, jeg er bange for, at du ikke kan blive her i den tilstand. ”
Beatriz gned desperat pletten, der spredte sig på silken, mens hendes gamle klassekammerater lo.
Pludselig rørte nogen ved hendes hånd, og en elegant jakke blev lagt om hendes skuldre. Den duftede af mandlig sandeltræ. ”Tag den her. Det er pletfjernende servietter,” sagde den samme tjener, der havde givet hende vinen.
”Knap jakken, og når du tørrer pletten, forsvinder den. Vask den forsigtigt i hånden derhjemme bagefter. ”
”Se vores fejlslag, der laver et nummer! ” spøgte Robert.
”Se på det! Hun har fundet sin ligesindede blandt personalet. En tjener og en lille kunstlærerinde. For en kombination!
Jeres børn kan blive gadefejere og lokumsrensere. To tabere har fundet hinanden. Lad os fejre foreningen. ”
Hele lokalet brød ud i hård latter.
Beatriz’ kinder brændte, og hun sænkede blikket. Robert trådte nærmere og gav ordre: ”Hvad med at I vender tilbage til arbejdet, mine venner? Jeg har betalt en formue for denne mislykkede sammenkomst. Skynd dig, din dovendyr.
Vores glas er tomme. Behold drikkepengene, din ubrugelige idiot. ”
Han smed en krøllet tyver i ansigtet på tjeneren og lo råt. Men tjenerens reaktion var ikke, hvad Robert havde forventet.
Han greb sedlen i luften, rev den i to og lod halvdelene falde til gulvet. Restauratøren, Steven, kom skyndende hen. ”Er alt i orden, sir? ”
”Nej, Steven.
” Tjeneren smilede skarpt. ”Vi har nogle meget urostiftende gæster. Kald på sikkerhedsvagterne. Bed dem smide disse folk ud på fortovet, og sæt deres navne på sortlisten i alle mine restauranter i hele Storbritannien for evigt.
De kan besøge kyllingeboderne på hovedgaden i stedet. Det passer dem bedre. ”
”Hvem tror du, du er? ” Robert forsøgte at gribe fat i tjenerens skjortekrave.
Hans øjne var røde. ”Manden, der skriver under på regningerne her. Arthur Pendleton,” præsenterede han sig og rystede Roberts hænder af sin rene hvide skjorte med afsky. ”Ejer af den hotelkoncern, som denne restaurant tilhører.
I kan alle sammen tage og fucke af. ”
”Og middagen er aflyst. Depositummet vil blive brugt til at kompensere den gæst, der er blevet så groft fornærmet. ”
”Du skal betale hver eneste krone tilbage!
” skreg Robert, en ung mand fra byen, der ikke var vant til at høre ordet nej. ”Nå, jeg tror, det er godt at være på den anden side af bordet nu og da,” sagde Arthur koldt. ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at gæster, der formodes at være dannede, ville forvandle en fin aften til et cirkus. Jeg vil ikke tilbageholde nogen.
Udgangen er der. ”
Sikkerhedsvagterne begyndte at føre de protesterende gæster mod garderoben, men restauratøren insisterede på, at Beatriz skulle blive. Hun var for flov og overvældet til at svare. Tjenerne og rengøringspersonalet gik gennem salen for at genoprette orden.
Tilbage var kun et enkelt, intimt bord ved det store vindue med udsigt over Londons gader. Arthur førte hende dertil med et lille ceremonielt præg. ”Jeg vil gerne kompensere dig for alle de problemer, du har haft. Jeg vil ikke have, at du får et dårligt minde om i aften.
Vær så god. Spis middag med mig. ”
”Jeg takker ja,” sagde Beatriz. ”Du er bestemt ikke ansvarlig for noget.
De mennesker har mobbet siden folkeskolen, men de er altid sluppet af sted med det. ”
”Det er rigtigt. Nogen skulle lære dem god opførsel. ” Restauratøren smilede.
”Du kan bare kalde mig Arthur. Hvad siger du til at droppe formaliteterne, siden vi mødtes på så utraditionel vis? Og du er Beatriz? ”
”Jeg er Bea, forkortet,” smilede hun.
”Det er smukt. Kjolen er virkelig pragtfuld. Send regningen for rensningen til mit kontor, så ordner vi det. ”
”Og mit firma er parat til at betale en økonomisk kompensation.
Det hele er allerede inkluderet i reservationen. ”
Beatriz rystede på hovedet. ”Det er ikke nødvendigt. Det handler ikke om penge.
Det, der bekymrer mig, er, at min eksmand ikke vil lade dette ligge. Så pas på, for han har forbindelser i byen. ”
”Ved du hvad,” sagde han roligt, ”jeg flyttede først hertil permanent for tre år siden. Jeg solgte min restaurantkæde i Manchester og ønskede en anden livsstil i London.
Så du skal ikke bekymre dig. Mine forretningsforbindelser er nok til at beskytte mig. Og tak for advarslen. Hvordan smagte den klæbrige toffelpudding?
”
Beatriz smilede. ”Den er virkelig god. Hvis du undskylder, tror jeg, jeg må hjem til Surrey. ”
”Nå, så lad mig køre dig,” sagde Arthur.
”Sig bare adressen. Det øsregner, og det er ikke sikkert at gå til stationen alene på denne tid. ”
”Nå. Så benytter jeg lejligheden til at give dig din jakke tilbage,” sagde Beatriz.
”Aftalt. ”
Hun steg roligt ind i hans Range Rover, men gav ham ikke sin rigtige adresse. Pludselig skammede hun sig så meget over sit forfaldne hus, at hun bad ham sætte hende af ved posthuset på hovedgaden, et par gader fra hendes hjem. Derfra gik hun resten af vejen ad en ujævn, hullet vej i sine ubekvemme høje hæle, og følte sig som Askepot efter et bal, der var endt i katastrofe.
Næste dag vendte livet tilbage til normalt. Beatriz forsøgte at glemme alt, hvad der var sket, selvom hun vidste, at hendes eksmands skrøbelige stolthed var blevet hårdt såret af ydmygelsen. Og ganske rigtigt var Robert rasende. Men det faldt ham aldrig ind at bebrejde sig selv for sin opførsel.
I stedet så han hele problemet i sin ekskone. Endnu engang havde den elendige kvinde ydmyget ham, og han havde brugt tusinder på den fest. Han havde samlet sine gamle klassekammerater, som han fandt dybt kedelige, og han havde endda betalt nogle af dem for at provokere Beatriz hårdere. Men det havde ikke virket.
Det var ikke hende, der var blevet til grin. Robert ringede til sin sikkerhedschef, Clive, og beordrede ham til at gennemgå ekskonens baggrund. Efter en uge lå en tynd manilamappe på hans mahogniskrivebord. Hendes liv kredsede tilsyneladende om St.
Jude-børnehjemmet. Hun boede der i hverdagene og tog kun til sin afdøde bedstemors hus i weekenden. Robert smilede hånligt. Hævnen ville blive let.
Hans ekskone ville blive tvunget til at kravle ydmyget ind på hans kontor i Kensington for at tigge om hjælp. Han ville ikke nøjes med mindre end at ødelægge hende fuldstændigt nu. Han løftede røret. Han foretrak altid at håndtere tvivlsomme sager over den faste telefon, en vane han havde arvet fra sin afdøde far.
”Nigel, godt at høre fra dig, gamle ven. Arbejder du stadig med ejendomsudvikling? Hør her, jeg har brug for en grund, og jeg vil have, at mit firmanavn står i tingbogen. Den ligger på Station Road i Surrey.
Der er et velgørenhedsbørnehjem i den gamle victorianske skolebygning. Ejendommen tilhører det lokale råd, men de har en gammel lejekontrakt. ”
”Men der er jo forældreløse børn der, gamle ven,” sagde rådsembedsmanden med en lettere bekymret stemme. ”Hvorfor netop den grund?
Kan jeg ikke finde et andet sted til dig? ”
”Nej, nej, nej. Mit nye luksusindkøbscenter skal ligge præcis der. ” Robert smilede ondt.
”Ifølge mine folk udløber deres lejekontrakt snart. Så nu er tiden inde til at slå til. ”
”Robert, det her er ikke helt i orden, vel? ”
”Det rager mig en høstblomst.
Jorden skal være vores,” brummede Robert. ”Find en måde at nå de rigtige personer i det lokale råd. Brug din indflydelse, så de tager ejendommen tilbage øjeblikkeligt. Skal jeg lære dig dit arbejde, eller har du for mange penge?
Vil du betale alle de rentefrie lån tilbage, som er grunden til, at dit lille planlægningsfirma ikke er gået konkurs endnu? ”
”Okay, okay. Rolig nu. Jeg klarer det.
” Nigel afbrød ham. ”Jeg ringer, når papirerne er klar. ”
Uger senere begyndte officielle meddelelser fra rådet og uventede besøg fra strenge embedsmænd at ramme St. Jude.
Beatriz overværede tilfældigvis et af forhørene med forstanderinden og blev chokeret. De behandlede personalet på børnehjemmet, som om de var besættere. Da embedsmændene kørte væk i rådets biler, brød Mrs. Higgins, forstanderinden, sammen i gråd på sit kontor.
Da børnene hørte hende i gangen, begyndte de også at græde. ”Mrs. Higgins, tag det roligt,” sagde Beatriz og lagde armene om hende. ”Vi finder en løsning.
Det lover jeg. ”
”Det er hele min skyld,” hulkede forstanderinden i sit lommetørklæde. ”Jeg troede, jeg kunne klare alt. Tilsyn fra velgørenhedskommissionen, varmeregninger, administration.
De sendte advarselsbreve, ved du. Det var mig, der lod lejekontrakten forfalde. Jeg nåede ikke at forny den rettidigt. Og nu tvangsindløser rådet ejendommen.
Inden for en måned bliver børnene spredt til børnehjem over hele amtet. Og bygningen bliver solgt til en privat ejendomsudvikler på auktion. Værst af alt kan vores lotterifinansiering blive frosset. ”
”Er der virkelig ingen juridisk løsning?
” spurgte Beatriz rædselsslagen. ”De vil ikke tale med mig på rådhuset,” sukkede Mrs. Higgins. ”Ifølge hvisken er sagen afgjort.
En rig udvikler vil have grunden, og rådet tjener personligt på det. ”
”Må jeg prøve noget? ” spurgte Beatriz. ”Jeg tror, der stadig er et juridisk smuthul.
”
”Ingen vil lytte til os på rådhuset,” sagde forstanderinden og tørrede øjnene. ”Og jeg er ikke advokat, selvom jeg ender med at lave næsten alt. ”
”Lad mig prøve. Måske virker det.
”
”Kan jeg se skødet og lejepapirerne? ” spurgte Beatriz. ”Min eksmand pralede altid med, at en lille tastefejl i en kontrakt kunne ugyldiggøre en millionhandel. Jeg er heller ikke advokat, men jeg har et godt øje for detaljer.
”
”Okay, du kan tage mapperne med. ” Mrs. Higgins sukkede. ”Men jeg tvivler stærkt på mirakler.
Og Beatriz, husk at det hele skal ske i din fritid, uden for dine aftalte arbejdstimer. ”
”Selvfølgelig, Mrs. Higgins. ”
”Forresten,” sagde forstanderinden og løftede hænderne, ”har du hørt fra familieretten om Teddy?
Hans stedfar gider ikke engang møde op til høringen mere. Dommeren har besluttet at fjerne hans forældremyndighed endeligt. Det er bedst for drengen. Gudskelov.
Jeg var bange for, at socialforvaltningen ville sende ham tilbage til det monster. ”
Beatriz trak lettet vejret. Drengen havde psykiske traumer nok. ”Husk den gyldne regel,” sagde Mrs.
Higgins venligt. ”Bind dig ikke for meget til ham. Som ugift kvinde i et beskedent hus med vores lønninger vil adoptionsformidlingen aldrig overdrage dig et barn. Knus ikke dit hjerte med jagten på luftkasteller.
”
Beatriz vendte sig bort. Forstanderinden havde en praktisk hårdhed, født af mange år i omsorgssystemet. Beatriz ønskede heller ikke at give Teddy falske forhåbninger. Men hun drømte om, at hendes forhold en dag ville ændre sig, og at der ville være plads i hendes liv til den forældreløse dreng.
Den aften sov hun ikke på St. Jude. Hun tog bussen hjem efter at have fotograferet alle rådets dokumenter. Hun vidste, at chancen var lille, men hun var fast besluttet på at gøre sit bedste.
Da hun gik fra busstoppestedet i let regn, sænkede en elegant bil farten ved siden af hende. Den stoppede ved kantstenen, og restauratøren rullede vinduet ned. ”God aften, Arthur. Leder du også efter lokaler til en ny restaurant i dette kvarter?
” spurgte Beatriz tørt. ”Nej, nej. ” Han rystede på hovedet. ”Jeg venter bare på en ung kvinde.
En meget charmerende ung kvinde. Beatriz, hvis du tillader det, vil jeg gerne invitere mig selv på en kop te. ”
”Åh, det er lidt pinligt. ” Hendes kinder blussede, mens hun var fuldt bevidst om den afskallede maling på hendes hoveddør.
”Jeg havde planer om at ordne nogle ting. Jeg skal gennemgå nogle vigtige juridiske dokumenter. ”
”Lad mig hjælpe dig, og så tager jeg dig med ud til en god middag på en kro,” foreslog Arthur. ”Hvilke dokumenter?
Hvis du skammer dig over at invitere mig ind, kan vi tænde for bilens varme og tale her. Men hør, du behøver ikke at være så stolt. For at være ærlig kommer jeg selv fra en beskeden familie i nord. Jeg voksede op i genbrugstøj og blev mobbet på legepladsen.
Oven i købet gik jeg til madlavning med pigerne, fordi jeg elskede at lave mad. Min mor arbejdede i kantinen på den lokale gymnasieskole. Jeg blev først en anerkendt kok meget senere. Jeg åbnede en lille restaurant, så en i Manchester, og det gik hurtigt.
Jeg har aldrig glemt, hvor jeg kommer fra. ”
”Nå, så kom indenfor,” sukkede Beatriz, da hun indså, at hun ikke ville slippe af med ham. ”Du er meget stædig. ”
”Er jeg ikke?
”
Da Beatriz kom ind i det kolde hus, fortalte hun Arthur om rådets trussel mod børnehjemmet. Han lyttede opmærksomt. Han satte sig ved hendes vakkelvorne køkkenbord og drak en varm kop byggesuppe, mens han gennemgik de bureaukratiske vendinger. Ved første øjekast så rådets meddelelser ikke ud til at indeholde nogen mulighed for appel.
De gennemgik A4-arkene ét efter ét, skiftede med dem under det svage køkkenlys. ”Vent, er det sådan, landregistret føres? ” spurgte Beatriz pludselig og lagde to ark ved siden af hinanden. ”De alfanumeriske koder ser forskellige ud.
Er det normal praksis? ”
”Lad mig se nærmere,” sagde Arthur. ”Hvor adskiller koderne sig? ”
”Se her.
” Beatriz pegede på papiret. ”Du godeste, du har fat i noget! ” udbrød han oprigtigt imponeret. ”Matrikelnummeret i rådets fraflytningsmeddelelse matcher ikke nummeret i den oprindelige lejekontrakt.
De har henvist til den forkerte grund. Det gør selvfølgelig ikke kravet ugyldigt, men en sådan administrativ fejl i et officielt dokument kan forsinke udsmidningen i måneder i bureaukratiets mølle. Ironisk! ”
”Men hvorfor sker alt dette for os?
” sukkede Beatriz dybt. ”Børnene har lidt nok. ”
Arthur vidste ikke, hvad han skulle sige for at trøste hende. Beatriz afslog høfligt invitationen til middag på kroen og gik straks til den faste telefon for at ringe til Mrs.
Higgins. Arthur blev længe nok til at drikke sin te, og forlod derefter huset i den regnfulde nat. To dage senere fandt han en måde at hjælpe i al hemmelighed. Han fik overført en anonym, enorm sum pund til velgørenhedsorganisationens konto i Barclays Bank, hvilket styrkede deres reserver og gav dem kapital til at hyre en dygtig advokat til at sagsøge rådet.
Mrs. Higgins var overlykkelig. Selvom donor identitet var ukendt, gav det dem en chance for at kæmpe. Hun gik straks til rådhusets planlægningsafdeling med de ikke-overensstemmende dokumenter og advokaten for at påpege rådets grove fejl og kræve øjeblikkeligt stop for tvangsindløsningen.
Nigel ringede i panik. ”Robert, gamle ven, vi har et stort problem med ejendommen på Station Road. Pludselig har en generøs donor overført en formue til velgørenhedsorganisationens konto. Nu har de en velhavende advokat, der anfægter fraflytningspapirerne.
De har fundet en administrativ fejl fra vores side. Alt er gået i stå. ”
”Så fix det, din uduelige idiot! ” råbte Robert.
”Få en bankmedarbejder til at melde pengene. Hvad hvis de er ulovlige? Myndighederne er på vagt over for hvidvaskning. Meld det til bedragerienheden, frys deres velgørenhedskonto, og køb os tid.
Mens de bliver efterforsket, sætter du tvangsindløsningen i gang. Gør det hele lovligt, men gør det ondt. ”
”Okay. Ja, jeg forstår.
Det skal ske,” lovede Nigel nervøst. ”Du er virkelig snedig, Robert. ”
”Idioter overlever ikke i City. ” Robert svarede hårdt.
”Nu. Løs det. Jeg har allerede problemer nok her. ”
Han smækkede røret på i dårligt humør.
Den anonyme velgørers indblanding gjorde ham rasende, men han havde ingen planer om at opgive sit luksusprojekt. Beatriz skulle kravle på knæ og trygle ham om nåde. Et par dage senere hørte Arthur fra sine bankforbindelser, at Barclays havde frosset velgørenhedsorganisationens midler i afventning af en rutinemæssig hvidvaskningskontrol. På grund af det usædvanligt store beløb gennemgik Arthur sin konto.
Han indså, at hans forsøg på at være beskeden utilsigtet havde skabt en stor forhindring. Så besluttede han, at tiden var kommet til at åbne kortene. Han kørte sin Range Rover tilbage til Beatriz’ hus. Hun hang vådt tøj op på tørresnoren i den lille, ukrudtsfyldte baghave.
Arthur åbnede den rustne låge og gik ind. ”God aften. Vaskedag, ikke? ”
”Ja.
Og hvordan vasker du egentlig alt det her? Jeg så ingen vaskemaskine i dit køkken. ”
”Åh, der er ingen,” smilede Beatriz træt, mens hun gned en skjorte i en plastikbalje med sæbevand. ”Som mange, der kæmper her, vasker jeg enten i hånden eller går til det lokale vaskeri.
Og jeg har ikke penge til mere. ”
”Jeg forstår. Nå, jeg er kommet med et forretningstilbud,” fortsatte han og lænede sig op ad murstensmuren. ”Lad mig hjælpe dig med at vride tøjet, og så tager vi på søndagsfrokost.
”
”Hvorfor er du så opsat på at fodre mig? ” lo Beatriz og tørrede skummet fra panden. ”Og der bliver ikke noget grillparty. Jeg har opgaver, jeg skal rette.
Hvorfor kom du overhovedet? Jeg sagde jo, det var en forretningshandel. ”
Arthur sukkede og så en anelse anspændt ud. ”Kort fortalt vil jeg bruge min advokat til at få rådets krav på børnehjemmet afvist og købe ejendommen fuldt ud for velgørenheden.
Men til gengæld har jeg brug for en stor tjeneste. Min traditionelle, en smule arrogante mor presser mig konstant til at slå mig ned, og jeg gider simpelthen ikke Londons datingmarked. Så jeg vil have et proforma-ægteskab. Et falsk bryllup.
Min mor får en svigerdatter og en undskyldning for at invitere hele familien til en storslået fest på et landsted, og jeg får lidt ro. ”
”Og hvorfor valgte du lige mig? ” spurgte hun med forsvundet smil. ”Du virker som en meget ærlig kvinde, der kan overholde en kontraktlig aftale.
Vi skriver en streng ægtepagt. Til gengæld betaler jeg alt, hvad der skal til for permanent at sikre børnehjemmet og opretter en fond, så du kan arbejde der for evigt uden at bekymre dig om regninger. Du redder dine børn fra udsmidning, og jeg slipper for at tage til Asgård alene. Åh, og jeg køber dig en ny vaskemaskine til huset.
Forstår du? ”
Beatriz blegnede, og hendes hænder rystede i sæbevandet. ”Jeg er ikke til salg. Ikke for en victoriansk bygning, ikke for en plads i finere kredse og bestemt ikke for en forbandet Hotpoint-vaskemaskine.
Undskyld, hvis min fattigdom fik dig til at tro, at jeg er uden værdighed. Ud af min have. ”
Han vendte tilbage til sin bil med hængende skuldre, fuldt bevidst om, at han havde spoleret hele leveringen. Man kan ikke bare kaste en stolt kvindes fattigdom i hovedet på hende som forhandlingstaktik.
Arthur foragtede de arrogante bydrenge, der opførte sig præcis sådan, og han havde netop begået samme synd. Nu frygtede han, at han havde ødelagt alt. Med tungt hjerte indså han, at denne stærke, intelligente kvinde havde fanget hans hjerte, og at hendes afvisning gjorde mere ondt end en brændt soufflé. I mellemtiden så Beatriz bilen fare ud ad indkørslen, mens tårerne blandede sig med regnen på hendes kinder.
Arthur havde vakt et håb i hende, men hendes stolthed tillod hende ikke at blive en almindelig kvinde, der lod sig købe. I byen gik det ned ad bakke for Robert. Markedet var ustabilt, og bestikkelsen til de korrupte rådsembedsmænd for at sikre Station Road-grunden tærede på hans konti. Han havde stadig ikke fået skødet.
Robert vidste, at han i hemmelighed tømte selskabets kapital for at finansiere sin personlige hævn, og revisorerne begyndte at få mistanke. Arabella lagde også mærke til hans stadig mere lunefulde opførsel. En aften, mens hun spionerede i hans hjemmekontor, fandt hun mapper, der i detaljer beskrev hans ekskones liv. Hun besluttede, at det var tid til at lave en exit-plan.
I månedsvis havde hun i hemmelighed videregivet forretningsoplysninger til Roberts største konkurrent, men belønningerne var blevet små. Nu var tiden kommet til det sidste trick. ”Min skat, hvorfor er du så anspændt i disse dage? ” hviskede Arabella, efter at hun havde lukket den tunge egetræsdør til Roberts kontor og fyret hans sekretær af.
”Arabella, hvad fanden vil du? ” råbte han og gned sine tindinger. ”Min skat, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men vi skal have et barn. ” Hun løj perfekt.
”Det er et ultralydsbillede fra en privatklinik i Harley Street. Jeg fik lavet undersøgelsen i morges. Se. ”
”Mener du, at jeg bliver far?
En arving? ” Roberts humør skiftede pludselig til hovmod og stolthed. ”For pokker! Det er fantastiske nyheder.
”
Han rejste sig og omfavnede hende. Hun smilede kunstigt. Hans reaktion var ikke, hvad hun havde håbet på. Hun var nødt til at manipulere ham mere.
”Min skat, jeg forventer ikke et ægteskabsforslag,” sagde hun med falsk generthed. ”Jeg ved, hvor meget du værdsætter ungkarletilværelsen. ”
”Åh, jeg forstår dit spil, din kloge pige. ” Han kyssede hendes kind nedladende.
”Alt er arrangeret. Bare rolig. Jeg sikrer min arving. Du skal ikke mangle noget.
Jeg skal sige dig noget. Jeg overdrager lejligheden i Kensington til dig og giver dig fuld adgang til de fælles konti til en ombygning. Du er nu Mrs. Kensington.
”
”Åh, du er så generøs, min skat. ” Arabella trak vejret lettet over, at hendes plan var lykkedes. Fra den dag fik hun nøgler, alarmkoder og Roberts ubetingede tillid. Dage senere havde Robert en tid på en anden privatklinik.
Han skulle til en kontrol efter et alvorligt tilfælde af kirtelfeber året før. En uge tidligere havde han sendt blodprøver og sædprøver ind som led i en grundig helbredsundersøgelse, fast besluttet på at prale af sine gener over for den elegante læge. Først var konsultationen rutinepræget, men overlægen tog en tyk journal frem og sukkede: ”Hr. Kensington, tag venligst plads.
Vi skal diskutere noget meget følsomt. ”
”Sig det lige ud, doktor. Jeg har en gravid forlovede, der venter på mig i Kensington. ” Robert pralede og kiggede på sit Rolex-ur.
”Jeg har ikke tid til kedelig medicinsk snak hele dagen. ”
”Hr. Kensington, husker du den alvorlige virusinfektion, du havde sidste år? ” spurgte overlægen blidt.
”Nå, vi har foretaget testene to gange for at være helt sikre, og resultaterne er utvetydige. Du har en tilstand kaldet ikke-obstruktiv azoospermi forårsaget af feberen. Det betyder et fuldstændigt fravær af levedygtige sædceller. Der er ingen medicinsk mulighed for, at du kan blive far til et barn på naturlig vis.
Testene fra seks måneder siden viser nøjagtig samme resultat. ”
”Det er noget pjat! Dit laboratorium tager fejl. ”
”Jeg siger dig det helt professionelt,” sagde lægen bestemt.
”Din forlovede kan ikke være gravid med dit biologiske barn. Du kan få en second opinion i Harley Street, men videnskaben ændrer sig ikke. ”
”Du spøger. ” Robert sprang op fra læderstolen, rystende af raseri.
Med skælvende hænder trak han sin mobiltelefon op af den skræddersyede jakke og ringede til Arabella. ”Din forræder! Hvis barn er det? ”
Linjen var død.
Nummeret var blevet afbrudt. Robert stormede ud, besluttet på at køre direkte til sit palæ i Surrey. Men hans hænder rystede så voldsomt, at han måtte tage en sort taxa. Fredagens trafik på A3 var et mareridt, og det tog næsten to timer at nå sin indhegnede ejendom.
Da han brød ind ad hoveddøren, var huset mærkeligt stille. Han løb op ad trappen. Vægskabet bag panelet stod gabende åbent. Kontanterne, hans mors arvede smykker og ihændehaverobligationerne var væk.
Robert udstødte en bitter, hysterisk latter og sank sammen på de egyptiske bomuldslagner. Han tilbragte natten med at drikke en flaske lagret skotsk whisky, dybt fornærmet. Først ved solopgang over de velplejede græsplæner huskede han at tjekke overvågningssystemet. Mens han så optagelserne, fik han et andet dødbringende chok.
Arabella havde ikke tømt skabet alene. Hendes hjælper i røveriet var hans bitre forretningsrival, Alistair Stirling. Optagelserne viste tydeligt Alistair, der tilsluttede en USB-nøgle til Roberts sikre computer og downloadede kundelister, algoritmer og adgangskoder til selskabets konti i udlandet. Arabellas intime kys til Alistair var bevis nok.
Det havde været en velplanlagt svindel. Mandag morgen fik den udmattede administrerende direktør nådestødet. Den kapital, han ulovligt havde afsat til opkøbet af Station Road-grunden, var fuldstændig fordampet fra selskabets konti. Den var blevet overført til svært sporbare skuffeselskaber på Caymanøerne via den adgang, Alistair havde stjålet.
Da Robert i panik ringede til banken for at melde svindel, frøs bedrageriafdelingen øjeblikkeligt alle hans personlige og firma konti i afventning af en kriminel efterforskning. Rasende og desperat råbte han af sin sikkerhedschef, Clive, for at finde tyvene. Men efter 48 timer kom Clive med de knusende nyheder. Alistair Stirling havde allerede solgt sine aktiver og var taget på privatfly til et land uden udleveringsaftale, sammen med Arabella.
”Hvordan kunne du lade det ske for øjnene af dig? ” Robert smed en krystaldekanter mod væggen og knuste den. ”Din idiot! På grund af folk som dig står jeg over for konkurs og fængsel.
”
”Læg ikke det ansvar på mig, din arrogante stodder! ” svarede Clive fast. ”Da din far drev firmaet, havde vi stramme procedurer. Du var for optaget af at tænke på dig selv.
”
”Clive, jeg beholdt dig af respekt for min afdøde far,” spyttede Robert. ”Ud herfra! ”
”Betragt mig som fortid,” svarede sikkerhedschefen koldt. ”Jeg lægger min opsigelse hos HR.
”
”Held og lykke med at forklare forsvundne millioner for bedrageriafdelingen,” hvæsede Robert. Clive vendte på hælen og gik. Den ødelagte Robert Kensington stod tilbage med asken af sit imperium. Han beordrede Nigel til øjeblikkeligt at opgive rådets plan mod børnehjemmet og forsøgte desperat at finde investorer til at redde sit firma.
Men byen viser ingen nåde. Nyheden om hans konkurs og de forsvundne penge spredte sig som ild i tørt græs, og kunderne flygtede. Inden for uger gik firmaet i betalingsstandsning. Banken tog hans palæ i Surrey og sportsvognene tilbage for at dække gælden.
I landsbyen havde Beatriz og Mrs. Higgins i mellemtiden hyret en kyndig advokat med Arthurs anonyme donation, som nu var blevet godkendt. Advokaten ydmygede rådets planlægningsafdeling, fik juridisk blokeret tvangsindløsningen og tvang myndigheden til at give St. Jude en permanent lejekontrakt på 99 år.
Det hele var endelig overstået. Lejekontrakten var sikret, og lotterifinansieringen var genoprettet. Mrs. Higgins smilede, mens hun hældte en skål te op i personalerummet.
”Vi skal stadig holde nogle bage- og velgørenhedsarrangementer for at reparere kedlen, men vi skal aldrig frygte bulldozerne igen. ”
”Sikke fantastiske nyheder! ” strålede Beatriz. ”Jeg tror virkelig, vi ikke kommer til at mangle donationer nu.
Vi kan endda arrangere en sommerfestival og måske en kunstudstilling med børnenes værker i byhallen. Jeg kan oprette en ordentlig kunstklub for dem efter skole. ”
”Beatriz, du har reddet os. Alt sammen takket være dine skarpe øjne.
” Mrs. Higgins omfavnede hende varmt. ”Vi gjorde det alle sammen,” svarede kunstlærerinden beskedent. ”Undskyld.
Jeg føler mig lidt svimmel. Jeg tror, at stresset har ødelagt min søvnrytme. ”
”Skal jeg give dig et par fridage til at hvile? ” spurgte den bekymrede forstanderinde.
Før Beatriz kunne svare, kom en omsorgsarbejder løbende i gangen. ”Beatriz, Teddy har endnu et mareridt. ”
”Jeg er på vej,” svarede Beatriz straks. Hun skyndte sig ind på drengens værelse.
Teddy klyngede sig straks til hendes uldjakke og begravede ansigtet i hendes skulder. Ingen andre kunne få ham til at falde til ro. Beatriz forberedte sig på endnu en søvnløs nat. Trods de gode nyheder var Teddys angst blevet voldsomt forværret af truslen om lukning.
Han var bange for at blive sendt tilbage til sin voldelige stedfar. Han følte sig kun tryg i Beatriz’ arme. Robert, der nu var pengeløs og hjemløs og stod over for total social ruin, forsøgte at tigge sig til en sofa hos sine velhavende skolekammerater. Men de samme mænd, der en måned tidligere havde skålet med dyre champagner, stoppede pludselig med at svare på hans opkald.
Efter at have tømt sin telefonbog tog den knuste mand toget til Surrey for at tigge om nåde hos det eneste menneske, han havde forsøgt at ødelægge. Han antog arrogant, at Beatriz i sin blødhed ville have medlidenhed med ham. ”Er det virkelig dig? ” spurgte Beatriz, mens hun stod ved de jernporte til St.
Jude, efter at gartneren havde hentet hende. Hun så på Roberts beskidte sko og hans krøllede, uvaskede jakkesæt. ”Hvor er dit Rolex? Hvor er din Porsche?
”
”Det hele er væk, Bea. ” Han smilede svagt. ”Hør her, jeg har haft tid til at tænke. Vores liv var ikke så dårligt, du og jeg.
Jeg var en stor idiot, selvfølgelig. Jeg kom på afveje. Jeg opførte mig modbydeligt, men jeg har lært af det. Jeg er forandret.
Giv mig en chance til for at bevise det. Lad mig bo hos dig. Vi kan blive gift igen og adoptere den lille dreng, du elsker så højt. Du har altid drømt om en familie.
”
”Umuligt, Robert. Vores ægteskab er slut. ” Hun rystede på hovedet og følte kun medlidenhed og afsky. ”Det er en tragedie, at du har ødelagt dit liv, men der er intet tilbage af os.
Du valgte din skæbne selv for mange år siden. ”
”Sig ikke til mig i den tone, din utaknemmelige lille møg! ” råbte han pludselig og løftede hånden. Men før han fuldførte sin trussel, overvældede udmattelsen, stressen og søvnmanglen Beatriz.
Hun vaklede og faldt om på gruset. Alle så det: gartneren, børnene der legede på græsset, og lille Teddy, der skreg og kastede sig mod Robert med sine små næver for at beskytte sin lærerinde. Gartneren skubbede Robert ud af porten og lukkede den, mens Mrs. Higgins ringede efter en ambulance.
Beatriz blev straks kørt til det lokale hospital, og Robert listede væk mod togstationen, endelig klar over, at han havde ødelagt den eneste ægte kærlighed, han nogensinde havde kendt. Beatriz hadede ham ikke engang længere. Han betød intet for hende. På hospitalet fik sygeplejerskerne Beatriz på en intravenøs væske mod udmattelse og dehydrering.
Da de ledte efter nærmeste pårørende i hendes taske, fandt de et visitkort fra Arthur Pendleton foldet i hendes telefonetui. Da de troede, han var hendes partner, ringede de til ham. Arthur sad i et mødelokale på Manhattan, optaget af at færdiggøre en gigantisk transatlantisk fusion, da hans telefon summede. Så snart han hørte sygeplejerskens ord, blegnede han.
Han rejste sig straks, overrakte sine noter til sin forbløffede næstformand og forlod skyskraberen. Han bookede den første British Airways-fly hjem til Heathrow. Da han ankom til hospitalet i Surrey, sov Beatriz dybt. Han brugte sin indflydelse til at få hende flyttet til et stille, privat sideværelse og betalte for, at førende specialister gennemgik hendes journaler.
”Skal du ikke tage hendes personlige ejendele med hjem, hr. Pendleton? ” spurgte oversygeplejersken. ”Ejendele?
”
”Ja, hendes taske og frakke. ” Sygeplejersken rakte ham en slidt stofpose. ”Vi opbevarer dem normalt i boks, men det er nemmere, hvis familien tager dem for at spare papirarbejde. ”
”Javel, ja, selvfølgelig,” sagde Arthur og tog posen.
Han satte sig på plastikstolen ved siden af hendes seng og åbnede posen forsigtigt for at sikre, at nøgler og pung var intakte. Det gjorde ondt i hjertet at se hendes slidte læderpung med kobbermønter og en krøllet busbillet. Så gled en tyk, nusset skitsebog ud. Arthur åbnede den og holdt vejret.
Hver side, for og bag, var fuld af fortryllende modetegninger. Selv uden at være modeekspert kunne han tydeligt se den medfødte, ubestridelige genialitet i designene. De præcise detaljer i snittene, noterne om stoffernes folder og den stærke lidenskab, der kom til udtryk i hvert blyantstrøg, var alt sammen enestående. Arthur vidste præcis, hvem der skulle se dette.
Han brugte sin telefon til omhyggeligt at fotografere de bedste sider i høj opløsning. Så lagde han skitsebogen tilbage i posen og lukkede den. Han vidste, at det ikke ville være nemt at overbevise netop denne kvinde om at vise en uerfaren arbejderklassedilettants arbejde frem, men han var nødt til at prøve. Han lod Beatriz hvile under sygeplejerskernes omsorg og vendte tilbage til London.
Arthurs hotelimperium samarbejdede om et nyt spisekoncept i Chelsea med den legendariske Michelin-kok Julian. Men Julians kone var det egentlige mål for Arthurs mission. Eleanor Somerset, den britiske modes ikon og ejer af et verdensberømt modehus i Mayfair. Hun var en yderst kræsen kvinde, men hun betragtede Arthur som en nær ven.
”Arthur, min skat, har du forladt os helt for at lege i New York? ” hilste Eleanor ham i sit overdådige hjem. ”Kom ind. Julian eksperimenterer med en ny hjortebøf Wellington i køkkenet.
”
”Jeg har kun et minut, Eleanor. ” Arthur sprang høflighederne over. ”Jeg vil have dig til at se noget. ”
”Jamen dog.
” Han rakte hende sin telefon. ”Sig mig, hvad du synes om disse design. ”
Eleanor tog sine læsebriller på og stirrede på skærmen. ”Hmm.
Der er en bestemt vision her. ” Hun bladrede til næste billede og rettede sig op. ”Syningen i den jakke er enestående. ”
”Hvem har designet dem?
Jeg kan forestille mig dem på catwalken i Somerset House. Lægningen er vidunderlig. Hvem er denne skjulte talent? Er det en af dem, du har hentet fra McQueen?
”
”Det er lidt kompliceret,” indrømmede Arthur. ”Hun er selvlært fra Surrey. Hun syr sit eget tøj af stofrester fra genbrugsbutikker. ”
”Syr hun selv?
” gispede Eleanor. ”Det er et helt andet niveau af dygtighed. Jeg er dødtræt af forkælede unge designskolekandidater, der producerer identiske, sjælløse kollektioner. Disse tegninger har sjæl.
De er fulde af kreativitet. Jeg vil møde hende. Tag hende med til atelieret i morgen. ”
”Hun er på hospitalet lige nu og kommer sig,” forklarede Arthur.
”Og hun er ekstremt selvstændig. Hun vil måske ikke bryde sig om, at jeg blander mig i hendes liv igen. ”
”Vrøvl! ” svarede Eleanor bestemt.
”Når hun bliver udskrevet, kommer jeg til hende. Julian! ” råbte hun mod køkkenet. ”Aflys weekenden i Cotswolds.
Jeg har fundet mit nye talent. ”
Arthur vendte tilbage til hospitalet næste dag. Beatriz var vågen og så lysere ud. Han sad ved hendes seng i timevis og charmede hende med sin milde humor, men passede på ikke at overdrive.
Beatriz keder sig forfærdeligt ved at ligge i sengen, så hun bad ham gå i WH Smith for at købe en ny skitsebog og noget kul. De næste to dage tegnede hun glad, mens Arthur betragtede hende helt fascineret og først gik, da besøgstiden sluttede. På dagen for hendes udskrivning var Beatriz nervøs, men spændt. En minibus fra St.
Jude ankom til hospitalet fyldt med glade børn og Mrs. Higgins. Beatriz krammede Teddy hårdt og lovede at være tilbage på arbejde mandag. Arthur bar hendes tasker og en stor buket engelske roser og kørte hende tilbage til hendes rækkehus.
Men da de stoppede ved kantstenen, holdt en elegant sort Bentley foran hendes afskallede hoveddør. ”Hvem er det? ” Beatriz krøb sammen på passagersædet. ”Har rådet sendt fogeden igen?
”
”Gå ikke i panik. ” Arthur smilede anspændt. ”Jeg har en tilståelse. Jeg vil introducere dig for en gammel veninde af mig.
Eleanor Somerset. ”
”Eleanor Somerset? Modeskaberen? ” Beatriz blegnede.
”Arthur, hvorfor? Jeg har ingen formel uddannelse. Det her bliver endnu en ydmygende joke. ”
Tårer af skam løb ned ad hendes kinder.
Arthur følte, at maven faldt ned i ham. Han havde fejlberegnet igen. Men døren til Bentleyn åbnede sig, og Eleanor steg ud på den våde kantsten, fuldstændig elegant i sin lange frakke. Hun gik direkte hen til bilvinduet.
”Hej, skat. Jeg ejer et modehus i London, og jeg brænder for at tale med dig om dine tegninger. ”
”God aften, frøken Somerset,” svarede Beatriz i defensiven, da hun steg ud af bilen. ”Men jeg er bange for, at der er en stor misforståelse.
Det er bare mine simple tegninger. Intet, der er værdigt til London Fashion Week. ”
”Min skat, lad mig dømme om det. ” Eleanor greb fast om Beatriz’ arm.
”Hvad med at du laver te og viser mig skitsebogen? Og Arthur, tag ned på hovedgaden og køb nogle gode kager til os. Dette er en privatsag mellem damerne. ”
”Jeg må undskylde husets tilstand,” sagde Beatriz, dybt flov, mens de gik ind i den fugtige entre.
”Min skat, hvis du så mit skærerum en uge før et show! ” lo Eleanor let. ”Julian nægter at komme ind i det af frygt for at blive ramt af en løs knappenål. ”
Beatriz gav efter, udmattet af konstant at skjule sin sandhed.
I de næste tre timer, mens de drak te, gennemgik Eleanor hver side i skitsebøgerne. Hun stillede præcise, dybt tekniske spørgsmål om skrå snit, læg og stoftykkelser. Beatriz’ indledende generthed forsvandt, mens hun engageret forsvarede sine designvalg. De to kvinder forstod hinanden øjeblikkeligt og råbte ad Arthur at tie stille, hver gang han forsøgte at byde dem på en småkage.
Til sidst lukkede Eleanor bogen og så Beatriz direkte i øjnene. ”Jeg aflyste ikke min weekend på landet for et socialt besøg. Du er et uhørt talent. Jeg vil have dig til at designe min næste efterårs- og vinterkollektion.
Vil du arbejde i mit atelier i Mayfair? ”
”Jeg vil rigtig gerne,” stammede Beatriz, ”men det er vanvid. Jeg underviser forældreløse børn i kunst i Surrey. ”
”Du kan tage en længere orlov,” insisterede Eleanor.
”Vi designer, klipper og syer hele kollektionen i London. Jeg betaler dig et stort forskud, dækker alle dine leveomkostninger i byen og giver dig æren af at deltage i modeshowet. Stol på mig, Beatriz. ”
”Tror du virkelig på mit arbejde?
” spurgte Beatriz stille. ”Jeg sætter mit ry på spil for det,” smilede Eleanor varmt. ”Så siger jeg ja. ” Beatriz trak lettet vejret, mens hjertet bankede af glæde.
Eleanor trak straks en elegant lædermappe frem med en lukrativ kontrakt. Beatriz underskrev med skælvende hænder. Men da Eleanor kørte af sted i sin Bentley og kyssede Arthur på kinden på vej ud, forsvandt Beatriz’ smil. Hun vidste, at ingen førende modeforretningskvinde tilfældigt besøgte et beskedent hus i Surrey.
Hun sendte Arthur et skarpt blik, da han stod ved køkkendøren og ventede på en tak. ”Er der noget galt? ” spurgte han forvirret. ”Du besluttede, siden din checkhæfte ikke kunne købe mig som falsk kone, at købe mig et job i stedet?
” Beatriz lagde armene over kors i vrede. ”Jeg føler, at min privatliv er blevet krænket. Jeg gav dig aldrig lov til at rode i mine private ejendele, endsige fotografere dem og vise dem til dine rige venner. ”
”Beatriz, jeg har ikke betalt hende en krone,” protesterede Arthur oprigtigt såret.
”Jeg så bare genialiteten i den bog. Jeg bad om en ærlig vurdering fra en ekspert. Eleanor vil have dig, fordi du er strålende, ikke som en tjeneste til mig. ”
”Jeg vil gerne tro på det,” sukkede hun og gned sine trætte øjne.
”Men måden det skete på er forkert. Du brød ind i mit hjem, gennemsøgte mine ting og traf en beslutning for mig uden at spørge. Jeg var gift med en bydreng, der styrede hele mit liv og behandlede mig som et projekt. Jeg lader mig ikke behandle sådan igen.
I rige forretningsmænd er alle ens. ”
Hun pegede mod hoveddøren. ”Ud. ”
Arthur frøs et øjeblik og nikkede så langsomt, dybt skamfuld.
Han havde ment det godt, men havde fuldstændig ignoreret hendes ønsker. Han gik ud i regnen og spekulerede på, om han for altid havde ødelagt det bedste, der nogensinde var sket for ham. Tre dage senere pakkede Beatriz en beskeden taske og flyttede ind i en smuk lejlighed i London, finansieret af Somerset-moderhuset. Hun tog orlov uden løn fra St.
Jude og lovede Mrs. Higgins og Teddy at besøge dem hver søndag. De næste tre måneder i Mayfair-atelieret var en hård prøve. Beatriz arbejdede side om side med erfarne syersker, lærte at håndtere fint silke, brodere perler i hånden og forfine sine oprindelige skitser til storslåede beklædningsgenstande.
Det var et avanceret kursus i haute couture, og hun blomstrede. Men jo tættere London Fashion Week kom, jo mere gjorde det ondt i brystet. Hun savnede de larmende latter i børnehjemmet. Hun savnede stilheden i Surreys små gader.
”Skal vi sende en VIP-invitation til Arthur? ” spurgte Eleanor en dag tilfældigt, mens de fæstede en søm. ”Hvad er der galt mellem jer to? ” hviskede Beatriz.
”Jeg vil helst ikke tale om det. Har han virkelig ikke brugt sin indflydelse til at få mig jobbet? ”
”Beatriz, ser jeg ud som en kvinde, der ville ofre sit ry for at tilfredsstille en mands forfængelighed? ” Eleanor løftede sit perfekt formede øjenbryn.
”Arthur viste mig kun et billede. Min beslutning om at ansætte dig var udelukkende baseret på dit ubestridelige talent. Bland aldrig arbejde og følelser. Sådan falder imperier.
Så stop med at have impostor-syndrom. ”
Beatriz bed sig i læben, og øjnene fyldtes med tårer. ”Så var jeg alt for hård ved ham. Jeg beskyldte ham for at behandle mig som et velgørenhedsprojekt.
”
”Jamen, mænd har brug for at få sat grænser en gang imellem,” lo Eleanor. ”Jeg får en kurer til at bringe en invitation til hans kontor. Resten er op til dig. ”
Dagen for modeshowet i Somerset House var ren kaos.
Kameraer blitzede, berømtheder sad på deres pladser, og showmusikken runede gennem salen. Beatriz gik nervøst frem og tilbage bag scenen med en clipboard. Hvert par minutter kiggede hun mod forreste række. Stolen med Arthurs navn forblev demonstrativt tom.
Da lyset blev slukket, og modellerne kom ud, var showet en triumf. Den britiske modepresse var begejstret for den nye strukturelle elegance i tøjet. Da showet sluttede med en håndbroderet brudekjole, brød publikum ud i varm bifald. Eleanor greb Beatriz’ hånd og trak hende op på catwalken til en buk.
Beatriz smilede, blændet af kamerablitzene, indtil kinderne gjorde ondt, men hjertet var tungt. En time senere, efter at have overlevet den champagneoversvømmede pressekonference bag scenen, trak Beatriz Eleanor til side. ”Eleanor, jeg kan ikke tage til efterfesten,” indrømmede hun over larmen fra spruttende champagneflasker. ”Det er din verden, og den er fantastisk, men jeg føler mig fremmed her.
Jeg vil hjem. ”
Eleanor smilte blidt og kyssede hendes kind. ”Jeg forstår, skat. Er det, fordi Arthur ikke kom?
”
”Det er, fordi jeg har indset, hvad der betyder noget for mig. ” Beatriz sukkede. ”Kan din chauffør køre mig tilbage til Surrey? ”
”Kun hvis du tager brudekjolen med som souvenir,” blinkede Eleanor.
”Men klæd dig om i noget sportstøj, før du sætter dig ind i Bentleyn. ”
To timer senere kørte den luksuriøse bil fra London ned ad de stille, mørke småveje i Surrey. Chaufføren, der var forvirret over landevejene, spurgte efter postnummeret. ”Station Road, tak.
St. Jude-børnehjemmet,” sagde Beatriz stille. Hun vidste præcis, hvor hun ville være. Da bilen stoppede ved de velkendte jernporte, så hun et arbejdslys oplyse siden af den victorianske bygning.
Der stod Arthur i slidte jeans og en jakke. Han havde hyret professionelle håndværkere og hjalp dem med at installere nye, solide træblomsterkasser i forhaven, mens han overholdt børnehjemmets strenge beskyttelsesregler. Lille Teddy sad trygt på græsset et par meter væk og tegnede glad på et staffeli. Da Teddy så Beatriz stige ud af bilen, tabte han sin pensel og løb gennem haven.
”Beatriz! Du er tilbage! ”
Han sprang op i hendes arme. ”Jeg lovede dig, at jeg aldrig ville forlade dig, min modige dreng,” hviskede hun og begravede ansigtet i hans hår.
Arthur lagde sine værktøjer fra sig og tørrede jorden af hænderne, tydeligt forbløffet. ”Beatriz, hvad laver du her? Skulle du ikke drikke fin champagne i Mayfair? ”
”Showet var fantastisk, men det er slut.
” Hun smilede og gik hen imod ham med Teddy i hånden. ”Og jeg har haft god tid til at tænke. Jeg tog fejl om dig, Arthur. Jeg var bange, og jeg lod min vrede gå ud over dig.
Jeg vil ikke være en berømt modedesigner i London. Jeg vil bare undervise i kunst, sy tøj til dem, jeg elsker, og leve et stille liv. ”
”Jeg savnede dig,” sagde Arthur enkelt, med en stemme, der rystede af følelser. ”Jeg kunne ikke sidde i den forreste række, når jeg vidste, at jeg havde skubbet dig væk.
Så jeg kom her for at være til nytte. ”
”Arthur Pendleton,” sagde hun roligt. ”Ja? ”
”Spørg mig om det igen.
”
Han blinkede forbløffet, før et stort smil bredte sig på hans ansigt. Han tørrede sine beskidte hænder i sine jeans og faldt ned på det ene knæ på det våde græs i Surrey. ”Beatriz, vil du gifte dig med mig? Uden kontrakter.
Bare os. ”
”Ja. ” Hun lo, mens tårerne løb ned ad kinderne. ”Men på betingelse af, at Teddy er ringbærer.
”
Arthur rejste sig og hvirvlede hende rundt, mens Teddy jublede begejstret, og lyden gav genlyd over den stille grund. Brylluppet blev holdt foråret året efter. Det var en glad og kaotisk fest på græsplænerne ved St. Jude.
Farverige flag hang mellem egetræerne, og Arthur havde hyret et lokalt band. Beatriz lignede en engelsk rose i sin storslåede brudekjole, som hun selv havde designet. Receptionen blev holdt i børnehjemmets nye, kreative kunstfløj, som brudeparret havde finansieret fuldt ud. Under talerne lagde Arthur forsigtigt sin hånd på Beatriz’ mave, der begyndte at svulme en smule.
De ventede en pige til efteråret. Ved siden af dem stod Teddy stolt i en lille, skræddersyet habit. De var for nylig blevet godkendt som hans permanente plejeforældre, og med de endelige adoptionsprocedurer på vej var han endelig deres søn i tryghed. Billedet af den berømte millionær-restauratør, der giftede sig med den geniale, tilbagetrukne designer, som havde reddet et børnehjem, prydede bagsiderne af søndagsaviserne.
Samme søndag morgen stod en udmattet servitrice i en fedtet café ved M1-motorvejen og tørrede borde af. Hun stoppede og stirrede på en efterladt avis, som en lastbilchauffør havde liggende. Beatriz’ strålende, smilende billede stirrede tilbage på hende. Servitricen tabte en kop, der knustes mod linoleumsgulvet.
Det var svært at genkende Arabella under det fedtede forklæde og det forhærdede, trætte ansigt. Alistair havde naturligvis forrådt hende, stjålet de stjålne penge og efterladt hende strandet og pengeløs og i et billigt vandrehjem. Livet havde givet hende en hård lektion. Mens hun bøjede sig for at feje det knuste porcelæn op, forstod hun endelig.
Nogle gange er det ikke de grusomste eller de mest glamourøse, der vinder det hele. Nogle gange findes ægte og varig lykke i verdens stille, ydmyge hjørner.