Beatrice havde sagt ja til invitationen til sit gamle gymnasiehold, og hun fortrudt det sekundet, hun trådte ind ad døren. Der var ikke gået fem minutter, før de første hånlige bemærkninger haglede ned over hende. Hun var stadig den samme stakkels pige fra arbejderkvarteret, den samme, de andre havde grinet ad hele gymnasietiden. Og for at gøre ondt værre havde hendes eksmand Robert også dukket op, iført sin dyre habit og med sin nye kæreste Arabella hængende ved armen.
Han gjorde sig umage for at ydmyge hende foran alle, og ingen kunne forestille sig, hvad der ville ske. Inde på personalegangen i børnehjemmet Saint Jude kiggede en lille dreng forsigtigt ind ad døren til kunstlokalet. Beatrice lagde syarbejdet fra sig og smilede. “Vendte du ikke tilbage til sengen, Teddy?
”
Drengen rystede på hovedet og klamrede sig til dørkarmen. “Jeg er bange. Jeg drømte om min stedfar igen. Han slog mig.
”
Beatrice åbnede armene, og han løb ind i dem. “Der er ingen, der vil slå dig her. Det lover jeg. ”
“Du sender mig vel ikke tilbage til ham?
” spurgte han med stor øjenkontakt. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Familienævnet havde endnu ikke truffet en afgørelse om Teddy. Hans mor var død, og stedfaderen havde fået forældremyndigheden ved en domstol, selvom han havde mishandlet drengen.
Socialforvaltningen havde fjernet Teddy fra ham for to uger siden, men frygten sad stadig i kroppen på den lille dreng. Beatrice trak dynen op om ham og overlod nattevagten til personalet, før hun vendte tilbage til sit syarbejde. Stoffet var smaragdgrønt silke, og det havde kostet hende halvdelen af månedslønnen. Hun greb nålen og tråden igen.
Det var hendes bedstemor, Florence, der havde lært hende at sy. Den gamle kone havde været kendt som den dygtigste syerske i landsbyen og havde håbet, at barnebarnet ville følge i hendes fodspor. Men da Beatrices talent for tegning kom frem, valgte bedstemoderen at satse på det i stedet. “Syning giver ikke meget ære,” havde hun sagt med et suk.
“Fingrene gør ondt, og øjnene bliver trætte. Men med en uddannelse i kunst har du altid et levebrød. ”
Bedstemoderen syede altid i hånden og brugte kun den gamle Singer-maskine til de allersimpleste sømme. Beatrice foretrak også nålen frem for moderne teknologi.
Syningen gav hende ro. Efter endt uddannelse i kunst havde hun undervist i kunst og design, men hun begyndte først rigtigt at arbejde efter skilsmissen. Hun var vokset op i en arbejderfamilie med en meget begrænset økonomi. Som barn havde hun lidt under klassekammeraternes latterliggørelse af de tøj, hendes bedstemor syede.
Hun havde ingen dyre mærkevarer, som pigerne fra de rige familier i Londons forstæder gik med. Dengang føltes det uudholdeligt. Værst var Chloé og Gemma, de to mest arrogante piger i klassen. Ironisk nok var det dem, der nu stod i lokalet og stirrede på hende.
Beatrice var blevet gift tidligt med Robert Kensington, en gammel studiekammerat. Ingen forstod, hvad han så i hende, og i dag tvivlede hun selv på, om han nogensinde havde valgt hende for sjov skyld. Alligevel havde begyndelsen været smuk. Robert bad hende male et akvarelportræt af sin mor til hendes fødselsdag.
De to talte meget sammen, og af en eller anden grund besluttede Margaret Kensington, at denne unge pige hørte til i familien. På det tidspunkt var Robert en elegant ung mand, der kun tænkte på fornøjelser og var forkælet uden grænser af sine rige forældre. Den unge Beatrice var betaget af hans ubekymrede væsen. Hendes bedstemor velsignede ægteskabet mod sin vilje, bekymret for det barnebarn, hun ikke mente var klar til livets hårdhed.
Ægteskabet havde sine op- og nedture. Robert behandlede sin kone som en porcelænsfigur, ignorerede hende og tilbragte sine aftener på de fine herreklubber i London med sine venner. Kun til selskabelige begivenheder spillede han den hengivne ægtemand. Beatrice forelskede sig ægte med tiden.
Hun drømte om børn og en rolig alderdom, måske i et lille hus i Cornwall. Men for fem år siden arvede Robert sin fars investeringsselskab i The City og blev en nådesløs forretningsmand. Den unge mand, der kun havde kendt til fornøjelser, opdagede pludselig, at han havde et talent for at tjene penge. Deres ægteskab begyndte at dø.
Kritikken og klagerne voksede. Hendes svigermor, der engang havde forsvaret hende, giftede sig igen og flyttede til Sydfrankrig. Beatrice stod alene tilbage med Robert, som ikke længere holdt sig tilbage med grusomme ord. Hun holdt ud i tre år, indtil han en dag bragte en høj, slank kvinde med hjem, en fra Sloane Ranger-familien, og smed Beatrice ud med en gammel læderkuffert.
“Du keder mig,” sagde han med et hånligt smil. “Du er blevet en kedelig husmor. Du kunne i det mindste male. Nu er du bare en byrde.
Jeg er sikker på, at en rengøringskone er billigere. Arabella ødelægger for eksempel ikke sine manicurede negle. Vil du skilles? ”
Beatrice kunne ikke forstå, hvad hun hørte.
“Hvad forventede du? ” kastede Robert hendes ejendele i kufferten. “Og glem ikke, at alt det, jeg ejer, er beskyttet. Så tag tilbage til den kvarter, du kom fra, din fattige stakkel.
”
Hun holdt tårerne tilbage og tog samme dag til sin bedstemors forfaldne hus. Hun havde ingen penge til renovering, kun nok til at lappe de vådeste vægge og utætte vinduer. Skifertaget utætte, og der lå rykkere i postkassen. Beatrice fik arbejde på børnehjemmet og begyndte langsomt at kæmpe sig ud af den gæld, hendes eksmand havde efterladt hende i.
På grund af arbejdet og børnene sov hun på børnehjemmet i hverdagene og tog kun hjem i weekenden. Et par gange dukkede Robert op i sin sportsvogn for at ydmyge hende, men han kedede sig hurtigt, fordi hun nægtede at spille med. Syning var hendes eneste fristed. Hun syede nye ting af gammelt tøj fra genbrugsbutikker.
Hendes kolleger begyndte at lægge mærke til hendes tøj. Nogle af pædagogerne bestilte endda kjoler til deres bryllupper, men den kjole, hun syede den aften, var til hende selv. Hun skulle til sit gamle gymnasiehold i Velvet Fox, og kjolen skulle gøres færdig. Designet havde hun selv tegnet.
Faktisk var Beatrices skitsebog fuld af designs, men hun havde aldrig vist den til nogen. Hun havde ikke gået på Central Saint Martins. “Syet du stadig? ” Frivilligfrisøren Sophie stak hovedet ind ad døren.
“Hold nu op, hvor er den smuk! Hvor skal du have den på? ”
Beatrice afsluttede den sidste søm og viftede med den prægede invitation. “Til en genforening på Velvet Fox.
Alt er betalt på forhånd! ”
“Et så fint sted i Mayfair! ” udbrød Sophie. “Jeg tør ikke engang drømme om at komme der.
Er du sikker på, at det er værd at tage af sted? ”
“Hvad kan der ske? ” smilede Beatrice ubekymret. “Jeg tager den jo bare ud af tasken.
I det mindste får jeg set den berømte restaurant. ”
“Lad mig i det mindste klippe dit hår, så det passer til kjolen,” tilbød Sophie. “Jeg har allerede et par idéer. ”
“Gerne,” smilede Beatrice.
“Bare ikke noget for kompliceret. Jeg plejer bare at vaske mit hår om morgenen. ”
“Jeg gør dig fantastisk. Sæt dig her.
”
Sophie havde allerede åbnet sin kasse med sakse og kamme. Der var stof til overs. “Kan du ikke sy en bluse til mig? Farven er så smuk.
”
“Selvfølgelig,” sagde Beatrice. “Bare husk at tage mål på dig. ”
Et par timer senere steg hun ud af bilen uden for restauranten i Mayfair. Sophie havde klippet hende i en skarp, moderne Chelsea-frisure, der fjernede det meste af længden.
Den passede perfekt til kjolen, men Beatrice var ikke vant til den endnu. Hun gik usikkert ind i forhallen, utilpas i de højhælede sko, hun havde lånt af en kollega. Hun var straks overvældet af lokalets pragt. Restauranten var indrettet i en dristig, moderne britisk stil.
Beatrice beundrede detaljerne og lagde ikke mærke til, at hendes gamle klassekammerater kom hen imod hende. “Se, hvem der kom med katten! ” sagde Chloé hånligt. “Den fattige fyr, der er kommet i fuld klædedragt.
”
“Hej,” smilede Beatrice. “Årene går, men vittighederne er de samme. ”
“Du har heller ikke ændret dig en tøddel,” hånede Gemma. “Stadig den samme ulykke med det sure ansigt.
”
“Disse charmerende mennesker! ” Robert nærmede sig med Arabella klyngende til sin arm. “Så du besluttede dig for at komme og spise gratis, fordi du er træt af den dårlige mad på børnehjemmet? Det er jo der, du hører til.
Nyd det. Du ser kun god mad i drømme nu. ”
“Et glas vin? ” En kelner i fyrrerne med skarpe grå øjne stillede sig ved siden af hende.
“Jeg anbefaler claret. Den er fremragende. Drik, så du falder om. Måske stopper du så med at spille offer.
”
Robert lo højt. Han var allerede påvirket af gin og tonic. “Kom nu. Hvorfor står du her og fryser?
Jeg vil tale med de andre snobber. ”
“Jeg kørte forbi dit hus for et par dage siden,” fortsatte Gemma med sine stikpiller. “De manglende tagsten er fortryllende. Når du sover, får du gratis regnvejr i sengen.
”
“Lige præcis sådan lever vi på fattigdommens rand,” svarede Beatrice med sarkasme. “Varmt vand ser vi kun i fjernsynet, og vi bader i regnvejr. ”
“Er det derfor, der lugter sådan her? ” Chloé rynkede på næsen.
“Hold dig væk, så vi ikke får lopper. ”
Beatrice blegnede, men tog et tår af vinen. Den var faktisk god. Kelneren gik videre med et høfligt smil.
Beatrice var taknemmelig for, at han havde afbrudt samtalen med hendes eksmand. Hun trak sig tilbage i en krog bag gardinerne. Derfra kunne hun se Arabella og Robert skændes. Det var tydeligt, at de var uenige om noget.
“Du sagde selv, at hun var fra underklassen,” råbte Arabella. “Hvor har hun så fået den der designer-kjole fra? Den er tydeligvis syet i hånden. Jeg så et lignende design i et vindue i Bond Street, og du nægtede at købe den til mig.
”
“Kære, du tager fejl,” stammede Robert. “Min ekskone har ikke en krone til sådan noget. ”
“Jeg ved mere om mode end dig,” hvæsede Arabella. “Og jeg kan ikke udstå, at nogen er bedre klædt end mig.
Lad mig klare det. ”
Hun greb resolut et krystalkrus rødvin fra kelneren og gik hen til Beatrice. Hun lavede en præstation ud af at snuble og hældte hele glasset ud over brystet på Beatrices kjole. Beatrice udbrød i chok, og øjnene fyldtes med tårer.
“Åh, undskyld,” smilede Arabella triumferende. “Min hæl hægtede. Nå, jeg er bange for, at du ikke kan blive her i den tilstand. ”
Beatrice gnubbede desperat på pletten i silken, mens hendes gamle klassekammerater lo.
Så rørte nogen ved hendes hånd, og en elegant jakke blev lagt om hendes skuldre. Den duftede af mandig sandeltræ. Det var den samme kelner, der havde tilbudt hende vinen. “Tag den her,” sagde han.
“Det er pletfjernende servietter. Knap jakken, og når du tørrer pletten af, forsvinder den. Vask den forsigtigt i hånden derhjemme bagefter. ”
“Se på vores taber, der laver et nummer!
” råbte Robert. “Se hende! Hun har fundet én af sine egne blandt personalet, en kelner og en lille kunstlærer. For et par!
Jeres børn kan blive gadefejere og toiletrengøringsfolk. To tabere har fundet hinanden. Lad os fejre foreningen. ”
Hele lokalet brød ud i grusom latter.
Beatrices ansigt brændte. Robert gik hen til dem. “Hvad med at I to går tilbage til arbejdet, kammerat? ” beordrede han.
“Jeg har betalt en formue for denne fiasko af en fest. Skynd dig, din dovenlæder. Vores glas er tomme. Behold drikkepengene, din ubrugelige idiot.
”
Han kastede en krøllet tyver i ansigtet på kelneren. Men kelnerens reaktion var ikke, hvad Robert havde forventet. Han greb sedlen i luften, rev den i to stykker og lod dem falde til gulvet. Restaurantens manager, Steven, kom løbende.
“Er alt i orden, sir? ”
“Nej, Steven,” smilede kelneren med et skarpt blik. “Vi har meget uartige gæster. Kald på sikkerhedsvagterne.
Få dem smidt ud på fortovet og sæt deres navne på den permanente sortliste i alle mine restauranter i hele Storbritannien. De kan frekventere kyllingestederne på hovedgaden. Det passer dem bedre. ”
“Hvem tror du, du er?
” Robert forsøgte at gribe fat i kelnerens fløjlskrave. “Manden, der betaler regningerne her. Arthur Pendleton,” præsenterede den anden sig og rystede Roberts hænder af sig med afsky. “Ejer af den luksuskoncern, denne restaurant tilhører.
I øvrigt kan I alle sammen tage jer en løber. ”
“Du får hver en krone tilbage! ” råbte Robert, som ikke var vant til at få et nej. “Nå, det er godt at være på den anden side af bordet engang imellem,” sagde Arthur koldt.
“Jeg havde ikke forestillet mig, at tilsyneladende dannede gæster ville forvandle en fin begivenhed til en farce. Jeg vil ikke tilbageholde nogen. Udgangen er der. ”
Sikkerhedsvagterne begyndte at eskortere de protesterende gæster mod garderoben, men restauratøren insisterede på, at Beatrice blev.
Hun var for forlegen og overvældet til at svare. Personalet ryddede op i lokalet. Til sidst var der kun ét bord tilbage, et intimt bord ved det store vindue med udsigt over Londons gader. Arthur førte hende derhen.
“Jeg vil meget gerne gøre det godt igen for al den ulejlighed, du har været udsat for,” sagde han. “Jeg vil ikke have, at du skal have et dårligt minde om denne aften. Vil du spise middag med mig? ”
“Jeg tager imod,” sagde Beatrice.
“Du er ikke skyld i noget. De mennesker har mobbet siden folkeskolen, men de er altid sluppet af sted med det. ”
“Det er rigtigt. Nogen var nødt til at lære dem gode manerer,” smilede restauratøren.
“Du kan kalde mig Arthur. Skal vi springe formaliteterne over, siden vi mødtes på så ukonventionel en måde? Og du er Beatrice? ”
“Bia, forkortet,” smilede hun.
“Det er smukt. Kjolen er i øvrigt virkelig smuk. Send regningen for rensning til mit kontor, så ordner vi det,” lovede Arthur. “Det er ikke nødvendigt.
Det handler ikke om penge,” rystede Beatrice på hovedet. “Det, der bekymrer mig, er, at min eksmand ikke bare lader det her passere. Du skal passe på, for han har forbindelser i The City. ”
“Jeg flyttede først permanent hertil for tre år siden,” svarede han roligt.
“Jeg solgte min restaurantkæde i Manchester og besluttede at finde en anden livsstil i London. Så du skal ikke bekymre dig. Mine forretningsforbindelser er stærke nok. Og tak for advarslen.
Hvordan smagte den klæbrige toffelpudding? ”
“Den var virkelig god,” smilede Beatrice. “Hvis du undskylder, så tror jeg, jeg må hjem til Surrey. ”
“Lad mig så køre dig,” sagde Arthur.
“Det øsregner, og det er ikke sikkert at gå til stationen alene på dette tidspunkt. ”
“Godt. Så kan jeg give dig din jakke tilbage. ”
Beatrice satte sig ind i hans Range Rover, men afslørede ikke sin rigtige adresse.
Hun skammede sig pludselig over sit forfaldne hus og bad ham sætte hende af ved posthuset på hovedgaden et par gader derfra. Derfra gik hun resten af vejen ad den hullede vej i de ubekvemme højhælede sko, som Askepot efter et bal, der var endt i katastrofe. Dagen efter vendte hverdagen tilbage. Beatrice forsøgte at glemme alt, selvom hun vidste, at hendes eksmands skrøbelige stolthed var blevet såret.
Og ganske rigtigt, Robert var rasende. Men han gav aldrig sig selv skylden. I stedet så han hele problemet som sin ekskones skyld. Igen havde den elendige kvinde ydmyget ham.
Han samlede sine gamle klassekammerater igen, som han alligevel fandt dødsyge, og betalte endda nogle af dem for at provokere Beatrice endnu hårdere, men uden held. Det var ikke hende, der var blevet til grin. Robert ringede til sin sikkerhedschef, Clive, og beordrede en grundig baggrundsundersøgelse. En uge senere lå en mappe på hans skrivebord.
Det viste sig hurtigt, at Beatrices liv hovedsageligt kredsede om børnehjemmet Saint Jude. Robert smilede ondskabsfuldt. Hævnen ville være nem. Beatrice ville blive tvunget til at kravle ydmyget ind på hans kontor i Kensington for at tigge om hjælp.
Han løftede røret. “Nigel, min ven. Arbejder du stadig med ejendomsudvikling? Hør her, jeg har brug for et stykke jord, og jeg vil have mit firmas navn i landregistret.
Det er på Station Road i Surrey. Der ligger et børnehjem i den gamle victorianske skolebygning. Ejendommen tilhører kommunen, men de lejer den på en gammel lejekontrakt. ”
“Men der er børn der, min ven,” svarede kommunalembedsmanden bekymret.
“Hvorfor lige den grund? ”
“Nej, nej, nej. Mit nye luksusindkøbscenter skal ligge netop der,” smilede Robert ondskabsfuldt. “Ifølge mine folk er deres lejekontrakt ved at udløbe.
Så det er tid til at handle. ”
“Robert, det er ikke helt i orden,” protesterede Nigel. “Det er jeg ligeglad med. Jorden skal være vores,” knurrede Robert.
“Find en måde at få fat i de rette mennesker i lokalrådet. Brug din indflydelse, så de tager jorden tilbage med det samme. Vil du have, at jeg skal lære dig dit arbejde, eller har du penge nok? Vil du betale alle dine rentefrie lån tilbage, der er den eneste grund til, at dit lille planlægningsfirma ikke er gået konkurs?
”
“Okay, okay. Rolig nu. Jeg gør det,” afbrød Nigel. “Jeg ringer, når papirerne er klar.
”
Uger senere begyndte der at ankomme officielle meddelelser fra kommunen til Saint Jude, og barske embedsmænd kom på uventede besøg. Beatrice overværede ved et tilfælde en af konfrontationerne med forstanderinden og blev chokeret. Embedsmændene behandlede personalet, som om de var ubudne gæster. Da kommunens biler havde forladt området, brød forstander Higgins sammen i gråd på sit kontor.
Da børnene i gangen hørte hende, begyndte de også at græde. “Frøken Higgins, tag det roligt,” trøstede Beatrice hende. “Vi finder en løsning, det lover jeg. ”
“Det er hele min skyld,” hulkede forstanderinden.
“Jeg troede, jeg kunne klare alt, inspektioner, varmeregninger, administration. De sendte advarsler. Det var mig, der lod lejekontrakten udløbe. Jeg indgav ikke fornyelsen til tiden.
Nu gennemfører kommunen en ekspropriation. Om en måned bliver børnene spredt over hele amtet. Og bygningen bliver solgt til en privat ejendomsudvikler på auktion. ”
“Er der virkelig ingen juridisk løsning?
” spurgte Beatrice rædselsslagen. “I kommunens kontorer interesserer de sig ikke for mig. Efter hvad jeg har hørt hvisket, er sagen afgjort. En rig udvikler vil have jorden, og kommunen tjener på det.
”
“Må jeg prøve noget? ” spurgte Beatrice. “Jeg tror, der stadig er et smuthul i loven. ”
“Hvem vil lytte til os i rådhuset?
Desuden er jeg ikke advokat,” sagde forstanderinden. “Lad mig prøve. Måske lykkes det. Kan jeg se skødet og lejekontrakten?
”
Forstanderinden så overrasket på hende. “Min eksmand pralede altid med, at en lille tastefejl i en kontrakt kan ødelægge en milliardhandel. Jeg er heller ikke advokat, men jeg har øje for detaljer. ”
“Godt, du kan tage filerne med,” sagde forstanderinden.
“Men jeg tvivler på mirakler. Og husk, arbejdet skal laves i din fritid uden for din arbejdstid. ”
“Selvfølgelig, frøken Higgins,” svarede Beatrice. “Har du i øvrigt hørt om Teddy-sagen?
” spurgte forstanderinden og løftede hænderne. “Hans stedfar dukkede ikke op i retten igen. Dommeren har fjernet hans forældremyndighed. ”
“Det er bedst for drengen.
Gudskelov. Jeg var bange for, at socialen ville sende ham tilbage til det monster,” sukkede Beatrice lettet. “Husk reglen. Bliv ikke for knyttet til ham,” rådede forstanderinden.
“Som enlig kvinde i et beskedent hus kan du aldrig få et barn adopteret. Ødelæg ikke dit hjerte med illusioner. ”
Beatrice vendte sig væk. Forstanderindens praktiske hårdhed stammede fra årtier i systemet.
Men Beatrice gav ikke Teddy falske forhåbninger, selvom hun i hemmelighed drømte om, at hendes vilkår en dag ville ændre sig, og at der ville være plads i hendes liv til den forældreløse dreng. Den nat sov hun ikke på Saint Jude. Hun tog bussen hjem efter at have fotograferet alle kommunens dokumenter. Chancen for succes var minimal, men hun var fast besluttet på at gøre sit bedste.
Mens hun gik fra busstoppestedet i småregn, sænkede en elegant bil farten ved siden af hende og stoppede. Arthur rullede vinduet ned. “Godaften, Arthur. Leder du også efter en beliggenhed til en restaurant i dette kvarter?
” spøgte Beatrice køligt. “Nej, nej,” rystede han på hovedet. “Jeg venter på en ung kvinde, en meget charmerende en. Beatrice, hvis du tillader, vil jeg gerne byde mig selv på en kop te.
”
“Det er lidt pinligt,” rødmede hun og bemærkede den afskallende maling på hoveddøren. “Jeg havde planer. Jeg skal gennemgå nogle vigtige juridiske dokumenter. ”
“Lad mig hjælpe dig, og så tager jeg dig med til en god middag på en kro,” foreslog Arthur.
“Hvis du er generet over at invitere mig ind, kan vi tænde for varmen og tale i bilen. Men hør nu her, du skal ikke være stolt over for mig. For at være ærlig kommer jeg selv fra en beskeden familie i Nordengland. Jeg voksede op i genbrugstøj og blev mobbet i skolegården.
Og oven i købet gik jeg til madlavning med pigerne, fordi jeg elskede at lave mad. Min mor arbejdede i kantinen på den lokale skole. Jeg blev først kendt kok meget senere. Jeg glemte aldrig, hvor jeg kom fra.
”
“Godt, kom så ind,” sukkede Beatrice, da hun indså, at hun ikke kunne slippe af med ham. “Du er stædig. ”
“Ja. ”
Så snart Beatrice kom ind i det kolde hus, fortalte hun Arthur om kommunens trussel mod børnehjemmet.
Han lyttede opmærksomt. Sammen gennemgik de de bureaukratiske dokumenter ved det vaklende køkkenbord. Umiddelbart lignede kommunens meddelelser en lukket sag. De bladrede gennem arkene et efter et under den svage køkkenlampe.
“Vent, er det sådan, Landregistret skriver deres referencer? ” spurgte Beatrice og lagde pludselig to papirer ved siden af hinanden. “Bogstaverne og tallene er forskellige. Er det normalt?
”
“Lad mig se,” sagde Arthur. “Hvor adskiller de sig? ”
“Se her,” trykkede Beatrice på papiret. “Altså, du har set det!
” udbrød han beundrende. “Registerreferencen i kommunens opsigelse matcher ikke den oprindelige lejekontrakt. De har henvist til den forkerte grund. Det gør selvfølgelig ikke kravet ugyldigt, men en sådan administrativ fejl i et officielt dokument kan forsinke opsigelsen i måneder i det bureaukratiske helvede.
Hvor absurd! Men hvorfor sker alt det her for os? ” sukkede Beatrice dybt. “Disse børn har lidt nok.
”
Arthur vidste ikke, hvad han skulle sige for at trøste hende. Beatrice afslog høfligt middagen på kroen og ringede straks til forstander Higgins. Arthur blev længe nok til at drikke sin te, før han forlod huset i regnen. To dage senere fandt han en måde at hjælpe i det skjulte.
Han fik overført en stor sum penge anonymt til velgørenhedsorganisationens konto, hvilket styrkede deres økonomi og gav dem kapital til at hyre en kompetent advokat til at sagsøge kommunen. Forstander Higgins var overlykkelig, og selvom donor var anonym, havde de nu en chance. Hun gik direkte til kommunens planlægningsafdeling med de ikke-overensstemmende dokumenter og advokaten. Nigel ringede i panik.
“Robert, min ven, vi har et problem. Der er en hage ved Station Road-ejendommen. En meget generøs donor har overført en formue til velgørenhedsorganisationen. Nu har de en advokat, der sætter spørgsmålstegn ved opsigelsen.
De fandt en administrativ fejl hos os. Alt er gået i stå. ”
“Så ordn det, din uduelige idiot! ” råbte Robert.
“Få en bankmand til at melde pengene. Hvad hvis de er illegitime? Myndighederne er på vagt over for hvidvaskning. Meld det til bedrageriafdelingen, frys deres konto, og køb os tid.
Og imens kan du fremskynde ekspropriationen. ”
“Okay. Jeg gør det,” lovede Nigel nervøst. Dage senere hørte Arthur via sine bankforbindelser, at Barclays havde frosset velgørenhedsorganisationens midler, mens de undersøgte en rutinemæssig anti-hvidvask kontrol.
På grund af det usædvanligt store beløb gik Arthur i gang med at undersøge. Han indså, at hans forsøg på at være diskret havde skabt en uforudset barriere. Det var tid til at afsløre sine intentioner. Han kørte tilbage til Beatrices hus i sin Range Rover.
Hun hang vasketøj op på tørresnoren i den lille ukrudtsfyldte baghave. Arthur åbnede den rustne port. “God eftermiddag, vaskedag, ikke? ”
“Ja.
Og hvordan vasker du alt det her? Jeg så ingen vaskemaskine i dit køkken. ”
“Der er ingen,” smilede Beatrice træt, mens hun gnubbede en skjorte i et plastikbassin med sæbevand. “Som så mange andre her, vasker jeg enten i hånden eller går til vaskeriet, og jeg har ikke penge til det.
”
“Jeg forstår. Nå, jeg er kommet for at fremsætte et forretningstilbud,” fortsatte han og lænede sig op ad murstensvæggen. “Lad mig vride dit vasketøj, og så tager vi til søndagsfrokost. ”
“Hvorfor er du så opsat på at fodre mig?
” lo Beatrice og tørrede skummet fra panden. “Jeg har en aftale. Hvorfor er du egentlig kommet? Du sagde allerede, at det er en forretningsaftale,” sukkede Arthur, lidt anspændt.
“For at gøre det kort: Jeg vil bruge min advokat til at vælte kommunens krav mod børnehjemmet og købe ejendommen for velgørenhedsorganisationen. Men til gengæld har jeg brug for en stor tjeneste. Min traditionsbundne og lidt arrogante mor presser konstant på for, at jeg skal slå mig til ro, og jeg gider simpelthen ikke dating i London. Så jeg vil have et proformaægteskab.
Et falsk bryllup. Min mor får en svigerdatter og en undskyldning for at invitere hele familien til et storslået arrangement på et landsted, og jeg får fred. ”
“Hvorfor valgte du mig? ” spurgte hun, og smilet forsvandt.
“Du virker som en meget ærlig kvinde, der kan overholde en kontrakt. Vi underskriver en streng ægtepagt. Til gengæld betaler jeg alt, hvad der skal til for permanent at sikre børnehjemmet og oprette en fond, så du kan arbejde der for evigt uden at bekymre dig om regninger. Du redder dine forældreløse børn fra udsættelse, og jeg slipper for at tage til min families gård alene.
Og så køber jeg en vaskemaskine af nyeste model til dig. ”
Beatrices ansigt blegnede, og hænderne rystede i sæbevandet. “Jeg er ikke til salg. Hverken for en victoriansk bygning eller en plads i det høje selskab og bestemt ikke for en forbandet vaskemaskine.
Jeg er ked af, hvis min fattigdom fik dig til at tro, at jeg er uden værdighed. Forlad min have. ”
Han gik tilbage til sin bil med sænkede skuldre, velvidende at han havde ødelagt det. Man kan ikke bare kaste en stolt kvindes fattigdom i hovedet på hende som et forhandlingstrick.
Arthur foragtede arrogante bydrenge, der opførte sig sådan, og han havde lige begået samme synd. Nu frygtede han, at han havde ødelagt alt. Med et tungt hjerte indså han, at denne standhaftige, intelligente kvinde havde fanget hans hjerte, og hendes afvisning gjorde mere ondt end en brændt soufflé. Imens så Beatrice bilen forsvinde ned ad indkørslen, og hendes tårer blandede sig med regnen på kinderne.
Arthur havde vakt et håb i hende, men hendes stolthed tillod hende ikke at blive nogens pyntegenstand. I The City blev Roberts situation værre. Markedet var ustabilt, og de bestikkelser, han betalte til korrupte kommunalembedsmænd for at sikre Station Road-grunden, tærede på hans konti. Han havde stadig ikke fået skødet.
Robert var klar over, at han i al hemmelighed misbrugte virksomhedskapital til sin personlige hævn, og revisorerne begyndte at få mistanke. Arabella lagde også mærke til hans stadig mere ustabile opførsel. En aften snusede hun rundt i hans hjemmekontor og fandt mapper, der beskriver hans ekskones liv på en besættende måde. Hun besluttede, at det var tid til at finde en vej ud.
I månedsvis havde hun i hemmelighed lækket oplysninger om virksomheden til Roberts største konkurrent, men belønningen var blevet sparsom. Det var tid til det store kup. “Kære, hvorfor er du så anspændt i disse dage? ” hviskede Arabella og lukkede den tunge egetræsdør til Roberts kontor efter at have ignoreret hans sekretær.
“Hvad vil du, Arabella? ” råbte han. “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men vi skal have et barn,” løj hun smukt. “Her er ultralydsbilledet fra en privatklinik i Harley Street.
Jeg fik lavet undersøgelsen i morges. Se. ”
“Mener du, at jeg skal have en søn? En arving?
” Roberts humør ændrede sig pludselig til stolthed. “Det er fantastiske nyheder! ”
Han rejste sig og omfavnede hende. Hun smilede kunstigt.
Det var ikke den reaktion, hun havde håbet på. Hun var nødt til at manipulere ham yderligere. “Skat, jeg forventer ikke et ægteskabsforslag,” lod hun som om hun var genert. “Jeg ved, hvor meget du værdsætter dit ungkarleliv.
”
“Jeg forstår dit spil, din kloge pige. ” Han kyssede hende på kinden. “Alt er ordnet, bare rolig. Jeg sørger for min arving.
Du skal ikke mangle noget. Jeg siger dig, jeg overdrager lejligheden i Kensington til dig og giver dig fuld adgang til de fælles konti for at renovere den. Du er nu mor Kensington. ”
“Ak, du er så generøs, skat,” udbrød Arabella, glad for at hendes plan virkede.
Dage senere havde Robert en aftale på endnu en privatsklinik. Han havde brug for en kontrol på grund af et alvorligt tilfælde af kirtelfeber året før. Ugen før havde han sendt blod- og frugtbarhedsprøver ind som en del af en grundig helbredscheck. Da lægen tog en tyk journal frem og sukkede, blev konsultationen pludselig alvorlig.
“Mr. Kensington, vi er nødt til at tale om noget meget følsomt. ”
“Vær direkte, doktor. Jeg har en gravid forlovede, der venter på mig i Kensington,” pralede Robert og kiggede på sit Rolex.
“Mr. Kensington, husker du den alvorlige virusinfektion, du havde sidste år? Vi har kørt testene to gange for at være helt sikre, og resultaterne er entydige. Du har en tilstand, der kaldes ikke-obstruktiv azoospermi, forårsaget af feberen.
Det betyder et fuldstændigt fravær af levedygtige sædceller. Der er ingen medicinsk mulighed for, at du bliver far til et barn på naturlig vis. Tidligere prøver fra for seks måneder siden viser nøjagtig samme resultat. ”
“Det er løgn!
”
“Professionelt set, hr. Kensington, kan din forlovede ikke være gravid med dit biologiske barn,” sagde lægen bestemt. “Du kan få en second opinion i Harley Street, men videnskaben ændrer sig ikke. ”
Robert sprang op fra stolen, rystende af raseri.
Med skælvende hænder greb han sin mobiltelefon og ringede til Arabella. “Din forræder! Hvis barn er det? ” Linjen var afbrudt.
Nummeret var parkeret. Rasende besluttede Robert at køre til sit palæ i Surrey, men hans hænder rystede så meget, at han måtte tage en taxa. Fredagstrafikken på A3 var et mareridt, og det tog næsten to timer at nå indkørslen. Da han stormede ind ad hoveddøren, var huset mærkeligt stille.
Han løb op ad trappen. Vægskabet bag panelet stod åbent. Pengene, hans mors arvede smykker og ihaverpapirerne var væk. Robert udstødte en bitter, hysterisk latter og faldt om i de egyptiske bomuldslagner.
Han drak hele natten en flaske gammel skotsk whisky, dybt ydmyget. Det var først ved solopgang over de klippede græsplæner, at han huskede sikkerhedskameraerne. Mens han gennemgik optagelserne, fik han et andet chok. Arabella havde ikke tømt skabet alene.
Hendes medskyldige var hans bitre forretningsrival Alistair Stirling. Optagelserne viste tydeligt Alistair tilslutte en USB-nøgle til Roberts sikre computer og downloade kundelister, algoritmer og adgangskoder til virksomhedens konti i udlandet. Et intimt kys mellem Arabella og Alistair bekræftede alt. Det havde været et velplanlagt bedrageri.
Mandag morgen fik den udmattede administrerende direktør nådestødet. Kapitalen, som han ulovligt havde afsat til at overtage Station Road-grunden, var fuldstændig forsvundet fra selskabets konti, overført til svært sporbare skuffeselskaber på Caymanøerne via den adgang, Alistair havde stjålet. Da Robert i panik ringede til sin bank for at anmelde svindel, frøs bedrageriafdelingen straks alle hans personlige og forretningsmæssige konti i afventning af en strafferetlig efterforskning. Rasende og desperat råbte han ad sin sikkerhedschef om at finde tyvene.
Men 48 timer senere kom Clive med de dårlige nyheder. Alistair Stirling havde solgt sine aktiver og taget et privatfly til et land uden udlevering, med Arabella ved sin side. “Hvordan kunne du lade det ske? ” Robert kastede en krystalkaraffel mod væggen.
“Din idiot! På grund af din inkompetence står jeg over for konkurs og fængsel. ”
“Læg ikke skylden på mig, din arrogante nar! ” svarede Clive fast.
“Da din far drev firmaet, havde vi strenge procedurer. Du var kun optaget af dig selv. Jeg beholdt dig kun af respekt for din afdøde far,” spyttede Robert. “Gå!
”
“Betragt mig som fortid, makker. Du kan hente min opsigelse hos HR. ”
“Held og lykke med at forklare de forsvundne millioner til bedrageriafdelingen. ”
Clive vendte på hælen og forlod rummet.
Der var kun aske tilbage af Robert Kensingtons imperium. Han beordrede Nigel til straks at opgive planen mod børnehjemmet og forsøgte desperat at finde investorer til at redde sit firma. Men The City tilgiver ikke. Rygtet om hans konkurs og de forsvundne penge spredte sig som ild, og hans kunder forlod ham.
Inden for få uger gik virksomheden i konkurs. Banken tog hans palæ i Surrey og sportsvognene for at dække gælden. I mellemtiden havde Beatrice og forstander Higgins, ved hjælp af Arthurs anonyme donation, hyret en dygtig advokat. Advokaten ydmygede kommunens planlægningsafdeling, forhindrede lovligt ekspropriationen og tvang kommunen til at give Saint Jude en permanent 99-årig lejekontrakt.
Det var endelig slut. Lejekontrakten var sikret, og lotterifinansieringen var genoprettet. “Heldigvis er lejekontrakten sikret,” smilede forstander Higgins, mens hun skænkede te på personalestuen. “Vi skal stadig holde nogle bagesalg og velgørenhedsløb for at reparere kedlen, men vi behøver ikke frygte bulldozerne igen.
”
“Det er gode nyheder! ” smilede Beatrice strålende. “Jeg tror, vi ikke får problemer med at skaffe donationer nu. Vi kan endda holde en sommerfestival og en kunstudstilling med børnenes værker i forsamlingshuset.
Jeg kan oprette en ordentlig kunstklub for dem efter skole. ”
“Beatrice, du reddede os. Det er alt sammen takket være dit skarpe øje,” omfavnede forstander Higgins hende varmt. “Vi gjorde alle vores bedste,” svarede kunstlæreren ydmygt.
“Undskyld. Jeg er lidt svimmel. Jeg tror, al stressen har ødelagt min søvnrytme. ”
Før forstanderinden kunne svare, kom en pædagog løbende ned ad gangen.
“Beatrice, Teddy har endnu et mareridt. ”
“Jeg kommer,” svarede Beatrice straks. Hun skyndte sig ind til drengen, som straks klyngede sig til hendes sweater og gemte ansigtet mod hendes skulder. Kun hun kunne berolige ham.
Beatrice forberedte sig på endnu en søvnløs nat. På trods af de gode nyheder var Teddy plaget af mere angst med truslen om lukning, bange for at blive sendt tilbage til sin voldelige stedfar. Kun i Beatrices arme følte han sig tryg. Robert, ruineret og hjemløs, forsøgte at tigge en sofa hos velhavende skolekammerater.
Men de mænd, der en måned tidligere gladeligt havde drukket deres dyre champagne, tog pludselig ikke telefonen. Efter at have tømt sin adressebog tog den knuste mand toget til Surrey for at tigge barmhjertighed hos det eneste menneske, han havde forsøgt at ødelægge. I sin arrogance regnede han med, at Beatrice af blødhed ville have medlidenhed med ham. “Er det virkelig dig?
” spurgte Beatrice og stod ved jernporten til Saint Jude efter at være blevet tilkaldt af gartneren. Hun så på Roberts beskidte sko og hans rynkede, uvaskede jakkesæt. “Hvor er Rolex’en? Hvor er Porsche’n?
”
“Alt er væk, Bia,” smilede han svagt. “Hør nu her. Jeg har haft tid til at tænke. Vores liv var ikke så slemt, du og jeg.
Jeg var en stor idiot, selvfølgelig. Jeg gik fra skinnen. Jeg opførte mig modbydeligt, men jeg har lært af det. Jeg har ændret mig.
Giv mig en ny chance. Lad mig bo hos dig. Vi kan gifte os igen og adoptere den lille dreng, du holder så meget af. Du har altid drømt om en familie.
”
“Aldrig, Robert. Vores ægteskab er slut,” rystede hun på hovedet, kun medfølende og frastødt. “Det er en tragedie, at du har spildt dit liv. Men der er intet tilbage af os.
Du valgte din skæbne selv for mange år siden. ”
“Lad være med at tale sådan til mig, din utaknemmelige lille skabning! ” råbte han og hævede hånden. Men før han kunne fuldføre sin trussel, overvandt træthed, stress og søvnmangel Beatrice.
Hun vaklede og faldt om på gruset. Alle så det: gartneren, børnene, der legede på græsset, og lille Teddy, som skreg og løb mod Robert med knyttede næver for at beskytte sin lærer. Gartneren skubbede Robert ud gennem porten og låste den, mens forstander Higgins ringede efter en ambulance. Beatrice blev straks kørt til det lokale hospital, og Robert listede tilbage mod banegården, endelig klar over, at han havde ødelagt det eneste ægte kærlighed, han nogensinde havde kendt.
Beatrice hadede ham ikke engang mere. Han betød bare ikke noget for hende. På hospitalets afdeling gav sygeplejerskerne Beatrice drop mod udmattelse og dehydrering. Medens de gennemgik hendes taske for at finde kontaktoplysninger på pårørende, fandt de Arthurs visitkort foldet i hendes telefonetui.
De troede, han var hendes partner, og ringede til ham. Arthur var i et bestyrelseslokale i Manhattan midt i en stor fusion, da telefonen vibrerede. Så snart han hørte sygeplejerskens ord, blegnede han. Han rejste sig øjeblikkeligt, afleverede sine noter til den chokerede vicepræsident og forlod skyskraberen for at booke den første BA-flyvning til Heathrow.
Da han nåede hospitalet i Surrey, sov Beatrice dybt. Han fik hende flyttet til et roligt, privat sideværelse og betalte for dyre konsulenter til at gennemgå hendes journal. “Skal du tage hendes ejendele med hjem, Mr. Pendleton?
” spurgte oversygeplejersken. “Ejendele? ”
“Ja, hendes taske og frakke. Vi låser dem normalt i skabet, men det er nemmere, hvis familien tager dem for at spare papirarbejde.
”
“Ja, selvfølgelig,” svarede Arthur og tog tasken. Han satte sig på plastikstolen ved siden af sengen og åbnede forsigtigt tasken for at kontrollere hendes nøgler og tegnebog. Hans hjerte gjorde ondt ved synet af den slidte lædertaske fyldt med kobbermønter og en krøllet busbillet. Så gled en tyk, slidt skitsebog ud.
Arthur åbnede den og holdt vejret. Hver side var fyldt med betagende modetegninger. Selv uden at være ekspert i mode kunne han tydeligt se det skjulte talent i designene. De fine detaljer i snit, noterne om stoffalden, den rå lidenskab i blyantstregerne – det hele var enestående.
Arthur vidste præcis, hvem der skulle se det. Han brugte sin telefon til at fotografere de bedste sider i høj opløsning. Så lagde han skitsebogen tilbage i tasken og lukkede den. Han vidste, at det ikke ville blive nemt at overtale denne kvinde til at vise sit arbejde for nogen.
Han lod Beatrice hvile under sygeplejerskernes opsyn og tog tilbage til London. Arthurs restaurationsimperium samarbejdede om et nyt spisested i Chelsea med den legendariske kok Julian, der havde Michelin-stjerne. Men det var Julians kone, der var det egentlige mål for Arthurs mission: Eleanor Somerset, den britiske mode-ikon og ejer af et berømt modehus i Mayfair. Hun var kræsen, men betragtede Arthur som en nær ven.
“Arthur, skat, har du forladt os helt for at lege i New York? ” hilste Eleanor ham i sit overdådige hjem. “Kom ind. Julian prøver en ny vildtgryde i køkkenet.
”
“Jeg har kun et øjeblik, Eleanor,” sagde Arthur uden omveje. “Jeg vil have dig til at se noget. ”
“Seriøst. ” Han rakte hende telefonen.
“Sig din ærlige mening om disse designs. ”
Eleanor tog sine læsebriller på og stirrede på skærmen. “Hmm. Der er en tydelig vision her.
” Hun gik videre til næste billede og rettede sig op. “Jakkesættets skræddersyning er fremragende. Hvem har designet det? Jeg kan forestille mig det på catwalken i Somerset House.
Plisseringen er smuk. Hvem er dette skjulte talent? Rekrutterer du fra McQueen? ”
“Det er lidt kompliceret,” indrømmede Arthur.
“Hun er en selvlært ung kvinde fra Surrey. Hun syr sit eget tøj af rester fra genbrugsbutikker. ”
“Laver hun det selv? ” gispede Eleanor.
“Det er et helt andet niveau af dygtighed. Jeg er dødtræt af de forkælede nyuddannede fra designselskoler, der laver identiske, sjælløse tøj. Disse tegninger har en sjæl. De er fyldt med kreativitet.
Jeg vil møde hende. ”
“Hun er i øjeblikket på hospitalet, og hun er meget selvstændig. Hun vil måske ikke acceptere, at jeg blander mig i hendes liv igen. ”
“Det er noget pjat!
” svarede Eleanor bestemt. “Når hun kommer ud, kommer jeg til hende. Julian! ” råbte hun mod køkkenet.
“Aflys weekenden i Cotswolds. Jeg har fundet mit nye talent. ”
Arthur vendte tilbage til hospitalet dagen efter. Beatrice var vågen og så friskere ud.
Han sad ved hendes seng i timevis og underholdt hende med sin milde humor, mens han passede på ikke at overgøre noget. Beatrice kedede sig slemt ved at ligge i sengen og bad ham gå til WH Smith for at købe en ny skitsebog og kul til hende. De næste to dage tegnede hun lykkeligt, mens Arthur betragtede hende fuldstændig fascineret og kun forlod hende, når besøgstiden sluttede. På dagen for hendes udskrivning var Beatrice nervøs, men spændt.
En lille bus fra Saint Jude ankom til hospitalet fyldt med glade børn og forstander Higgins. Beatrice krammede Teddy hårdt og lovede at være tilbage på arbejde mandag. Arthur bar hendes tasker og en stor buket engelske roser og kørte hende hjem i sin bil. Men da de stoppede ved kantstenen, holdt en elegant sort Bentley foran hendes afskallede hoveddør.
“Hvem er det? ” trak Beatrice sig sammen i passagersædet. “Har kommunen sendt fogeden igen? ”
“Få ikke panik,” smilede Arthur nervøst.
“Jeg har en tilståelse. Jeg vil gerne præsentere dig for en gammel ven. Eleanor Somerset. ”
“Eleanor Somerset?
Modeskaberen? ” Beatrices ansigt blegnede. “Arthur, hvorfor? Jeg har ingen formel uddannelse.
Det her er endnu en ydmygende spøg. ”
Tårer af skam løb ned ad hendes kinder. Arthur følte, at maven faldt i et hul. Han havde fejlberegnet igen.
Men Bentleys dør åbnede sig, og Eleanor trådte ud på den våde kantsten, elegant i sin lange frakke. Hun gik direkte hen til bilens vindue. “Hej, skat. Jeg ejer et modehus i London, og jeg er meget ivrig efter at tale med dig om dine tegninger.
”
“Godaften, frk. Somerset,” svarede Beatrice defensivt, mens hun steg ud af bilen. “Men jeg er bange for, at der er en stor misforståelse. Det er bare mine simple skitser.
Intet til London Fashion Week. ”
“Lad mig dømme om det, skat,” sagde Eleanor og låste sin arm fast i Beatrices. “Hvad med at du sætter te over og viser mig skitsebogen? Og Arthur, tag på hovedgaden og køb nogle gode kager til os.
Dette er damernes sag. ”
“Jeg må undskylde for huset,” sagde Beatrice, flov, mens de gik ind i den fugtige gang. “Kære, hvis du så mit syværelse en uge før et show! ” lo Eleanor.
“Julian nægter at gå derind af frygt for at få en nål i øjet. ”
Beatrice overgav sig, træt af konstant at skjule sig. I løbet af de næste tre timer, over te, studerede Eleanor hver side i skitsebøgerne. Hun stillede præcise, tekniske spørgsmål om skrå snit, plissering og stoftyper.
Beatrices indledende generthed forsvandt, mens hun lidenskabeligt forsvarede sine designvalg. Kvinderne fandt hinanden øjeblikkeligt og råbte ad Arthur for at tie stille, hver gang han forsøgte at byde dem på en kage. Til sidst lukkede Eleanor bogen og så Beatrice direkte i øjnene. “Jeg aflyste ikke weekenden i landet for et socialt besøg.
Du er et uforløst talent. Jeg vil have dig til at være med til at designe min næste efterårs-/vinterkollektion. Vil du komme og arbejde i mit atelier i Mayfair? ”
“Det vil jeg meget gerne, men det er jo vanvid.
Jeg underviser i kunst for forældreløse børn i Surrey,” stammede Beatrice. “Du kan få en længere orlov,” insisterede Eleanor. “Vi designer, klipper og syr hele kollektionen i London. Jeg betaler dig et stort forskud, dækker alle dine leveomkostninger og giver dig æren af at have din egen del af showet.
Stol på mig, Beatrice. ”
“Tror du virkelig på mit arbejde? ”
“Jeg sætter mit ry på spil for det,” smilede Eleanor varmt. “Så siger jeg ja.
” Beatrice trak lettet vejret, hjertet bankede af glæde. Eleanor trak straks en elegant læderportfolio med en fordelagtig kontrakt frem. Beatrice underskrev med skælvende hænder. Men da Eleanor skyndte sig ud til sin Bentley og kyssede Arthur på kinden, forsvandt Beatrices smil.
Hun vidste, at en førende modeskaber ikke tilfældigt besøger et beskedent hus i Surrey. Hun så skarpt på Arthur, der stod ved køkkendøren og ventede på en tak. “Er der noget galt? ” spurgte han forvirret.
“Du besluttede, at da din checkhæfte ikke kunne købe mig som falsk kone, kunne du købe mig et job i stedet? ” foldede Beatrice armene over kors. “Jeg føler, at min privatliv er blevet krænket. Jeg gav dig aldrig lov til at rode i mine ting, endsige fotografere dem og vise dem til dine rige venner.
”
“Beatrice, jeg betalte hende ikke en krone,” protesterede Arthur, oprigtigt såret. “Jeg så bare genialiteten i den bog. Jeg bad en ekspert om en ærlig mening. Eleanor vil have dig, fordi du er dygtig, ikke som en tjeneste til mig.
”
“Jeg vil tro på dig,” sukkede hun og gned sine trætte øjne. “Men det er blevet ødelagt af den måde, det skete på. Du brød ind i mit hjem, rodede i mine ting og traf en beslutning for mig uden at spørge. Jeg var gift med en bydreng, der overtog hele mit liv og behandlede mig som et projekt.
Jeg vil ikke behandles sådan igen. I rige forretningsmænd er alle ens. ”
Hun pegede mod hoveddøren. “Gå.
”
Arthur stod stille et øjeblik og nikkede langsomt, dybt skamfuld. Han havde handlet i god tro, men havde fuldstændig ignoreret hendes vilje. Han trådte ud i regnen og spekulerede på, om han havde ødelagt det bedste, der nogensinde var sket med ham, for altid. Tre dage senere pakkede Beatrice en beskeden taske og flyttede ind i et smukt byhus i London, betalt af Somerset House.
Hun tog orlov uden løn fra Saint Jude og lovede forstander Higgins og Teddy at besøge dem hver søndag. De følgende tre måneder i Mayfair-atelieret var en hård prøvelse. Beatrice arbejdede side om side med erfarne syersker, arbejdede med luksuriøs silke, broderede perler i hånden og forvandlede sine tidlige skitser til pragtfulde kreationer. Det var et avanceret kursus i haute couture, og hun blomstrede i det.
Men jo tættere London Fashion Week kom, desto mere mærkede hun en smerte i brystet. Hun savnede børnehjemmets larmende latter. Hun savnede stilheden i Surreys gader. “Sender vi en invitation til Arthur?
” spurgte Eleanor en eftermiddag, mens de fastgjorde en søm. “Hvad er det for en forfærdelig spænding mellem jer? ”
“Jeg foretrækker ikke at tale om det. Har han virkelig ikke brugt sin indflydelse til at skaffe mig jobbet?
”
“Beatrice, ser jeg ud som en kvinde, der ville ofre sit omdømme for at tilfredsstille en mands ego? ” løftede Eleanor det perfekt tegnede øjenbryn. “Arthur viste mig bare et billede. Min beslutning om at ansætte dig var udelukkende baseret på dit ubestridelige talent.
Bland aldrig forretning og følelser sammen. Sådan falder imperier. Så hold op med at have bedragersyndrom. ”
Beatrice bed sig i læben, og øjnene fyldtes med tårer.
“Så var jeg virkelig for hård ved ham. Jeg beskyldte ham for at behandle mig som et velgørenhedsprojekt. ”
“Jamen, mænd skal sættes på plads en gang imellem,” lo Eleanor. “Jeg får en budbringer til at levere en invitation til hans kontor.
Resten er op til dig. ”
Showet i Somerset House var et rent kaos. Kameraer blitzede, berømtheder sad på deres pladser, og showmusikken bragede. Beatrice gik nervøst rundt bag scenen med en notesblok.
Hvert par minutter kiggede hun ud mod forreste række. Stolen med Arthurs navn forblev mærkbart tom. Da lyset gik ned, og modellerne trådte ud, blev showet en triumf. Pressen var henrykt over den nye arkitektoniske elegance i tøjet.
Da showet sluttede med en håndbroderet brudekjole, brød publikum ud i varm bifald. Eleanor tog Beatrices hånd og trak hende ud på catwalken til buk. Beatrice, blændet af kameraernes blitz, smilede, indtil hendes kinder gjorde ondt, men hendes hjerte var tungt. En time senere, efter at have overlevet den champagneoversvømmede pressekonference, trak Beatrice Eleanor til side.
“Eleanor, jeg kan ikke tage til efterfesten. Det her er din verden, og den er vidunderlig, men jeg føler mig fremmed her. Jeg vil hjem. ”
Eleanor smilede ømt og kyssede hende på kinden.
“Jeg forstår, skat. Er det fordi Arthur ikke kom? ”
“Det er fordi jeg har indset, hvad der betyder noget for mig. Kan din chauffør køre mig til Surrey?
”
“Kun hvis du tager brudekjolen med som souvenir. Men skift i det mindste til noget mere praktisk, før du stiger ind i Bentleven,” blinkede Eleanor. To timer senere kørte den luksuriøse bil fra London til Surreys stille, mørke veje. “Station Road, tak.
Saint Jude Børnehjem,” sagde Beatrice roligt. Hun vidste præcis, hvor hun ville hen. Da bilen stoppede ved de velkendte jernporte, så hun et projektørlys oplyse siden af den victorianske bygning. Arthur var der, i slidte jeans og en sweater.
Han havde hyret professionelle håndværkere og hjalp dem med at installere nye, solide blomsterkasser til forhaven, mens han respekterede husets sikkerhedsregler. Lille Teddy sad sikkert på græsset et par meter væk og tegnede glad ved et staffeli. Da han så Beatrice stige ud af bilen, tabte han penslen og løb hen over græsplænen. “Beatrice!
Du er tilbage! ” Han sprang op i hendes arme. “Jeg lovede dig jo, at jeg aldrig ville forlade dig, min modige dreng,” hviskede hun og begravede ansigtet i hans hår. Arthur lagde værktøjet fra sig og tørrede jorden af hænderne, overrasket.
“Beatrice, hvad laver du her? Skulle du ikke drikke champagne i Mayfair? ”
“Showet var smukt, men det er slut. ” Hun smilede og gik hen til ham med Teddy i hånden.
“Og jeg har haft god tid til at tænke. Jeg tog fejl om dig, Arthur. Jeg var bange, og jeg lod mit raseri gå ud over dig. Jeg vil ikke være en berømt modedesigner i London.
Jeg vil bare undervise i kunst, sy tøj til dem, jeg elsker, og leve et stille liv. ”
“Jeg savnede dig,” sagde Arthur enkelt, stemmen skælvende af følelser. “Jeg kunne ikke sidde på forreste række, velvidende at jeg havde skubbet dig væk. Så jeg kom her for at gøre mig nyttig.
”
“Arthur Pendleton. ”
“Ja? ”
“Spørg mig igen. ”
Han blinkede måbende, før et stort smil bredte sig over hans ansigt.
Han tørrede sine beskidte hænder i bukserne og gik ned på ét knæ på det våde græs. “Beatrice, vil du gifte dig med mig? Uden kontrakter. Bare os.
”
“Ja. ” Hun lo, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. “Men kun hvis Teddy er ringbærer. ”
Arthur rejste sig og drejede hende rundt i sine arme, mens Teddy jublede begejstret, og lyden gav genlyd i den stille gård.
Brylluppet blev afholdt foråret efter, en glædelig og til tider kaotisk fest på Saint Judes græsplæne. Farverige flag hang mellem egetræerne, og Arthur havde hyret et lokalt band. Beatrice lignede en ægte engelsk rose i sin smukke brudekjole, som hun selv havde designet. Receptionen blev afholdt i den nye kreative kunstuddannelse, som parret havde finansieret fuldt ud.
Under talen lagde Arthur forsigtigt hånden på Beatrices let hvælvede mave. De ventede en datter til efteråret. Ved siden af dem stod Teddy stolt i sin lille målrettede pæne jakkesæt. De var for nylig blevet godkendt som permanente plejeforældre til ham, og med den endelige adoption under udarbejdelse var han endelig sikkert deres.
Billedet af den berømte millionær-restauratør, der havde giftet sig med den tilbagetrukne, geniale designer, der havde reddet et børnehjem, prydede bagsiderne af søndagsaviserne. Samme søndag morgen, på en fedtet, lurvet café ved M1, stoppede en udmattet servitrice midt i at tørre borde af. Hun stirrede på en avis, som en lastbilchauffør havde efterladt. Beatrices strålende smil kiggede op på hende.
Servitricen tabte et glas, der gik i stykker på linoleumsgulvet. Det var svært at genkende Arabella under det fedtede forklæde og det hærdede, trætte ansigt. Alistair havde forrådt hende, stjålet de stjålne penge og efterladt hende strandet og fattig på et billigt pensionat. Livet havde lært hende en hård lektie.
Mens hun bøjede sig for at feje det ødelagte porcelæn op, forstod hun endelig. Nogle gange er det ikke de grusommeste eller mest glitrende mennesker, der vinder. Nogle gange findes ægte, varig lykke i verdens mest stille og beskedne hjørner.