Nathaniel Hayes frøs. Den unge husholderske stod foran ham. Hendes ansigt var hævet. Hendes arme var dækket af blå mærker.
Hans stemme brast, da han spurgte: “Hvem har gjort det her mod dig? ” Abby forsøgte at skjule mærkerne. Så hviskede hun noget, der fik blodet til at fryse i hans årer. “Vær sød ikke at spørge mig.
Hvis han finder ud af, at du ved det, så slår han mig ihjel. ” Nathaniel’s hjerte stoppede et øjeblik. Hvem var hun så bange for? Og hvorfor havde hun lidt i stilhed inde i hans eget hus?
Han anede ikke, at sandheden var ved at ødelægge den eneste familie, han havde tilbage. Nathaniel Hayes var ikke den slags milliardær, der gik forbi sine ansatte uden at sige et ord. Hver morgen før han tog på kontoret, hilste han på alle i husstanden ved navn. “Godmorgen, Maria.
Godmorgen, James. ” Så smilede han til den yngste af personalet. “Godmorgen, Abby. ” “Godmorgen, sir,” svarede Abby med sit sædvanlige varme smil.
Hun havde arbejdet på Hayes-ejendommen i godt et år, men på en eller anden måde var hun blevet den, alle regnede med. Hvis kokken havde brug for hjælp, var Abby der. Hvis gartneren havde såret sin hånd, hentede Abby førstehjælpskassen. Selv på sine travleste dage fandt hun tid til at sikre sig, at alle andre havde det godt.
Nathaniel lagde mærke til det. Ikke fordi han var romantisk interesseret i hende, men fordi venlighed var noget, han aldrig ignorerede. En aften før han tog på en tre dage lang forretningsrejse, rakte han hende en kuvert. “Din bedstemors medicin,” sagde han.
“Jeg hørte, at hospitalet har hævet prisen. Betragt det som et forskud på din løn. ” Abbys øjne fyldtes med tårer. “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig, sir.
” “Det har du allerede,” svarede Nathaniel med et smil. “Ved at tage dig af dette hus, som om det var dit eget. ” Ingen af dem lagde mærke til manden, der stod stille på balkonen på første sal. Lucas Hayes, Nathaniel’s ældre bror, havde set hvert ord, hvert smil.
Og da Abby gik væk, formørkedes Lucas’s ansigt. I hans hoved havde hans lillebror ikke kun taget familieforetagendet fra ham. Han var ved at tage noget andet også. Lucas Hayes var fem år ældre end Nathaniel.
Det meste af deres liv havde alle troet, at Lucas en dag ville overtage Hayes Corporation. Selv Lucas troede på det. Han var den førstefødte, arvingen, den der i årevis havde sagt til alle: “En dag bliver dette selskab mit. ” Men deres far så noget, Lucas nægtede at se.
Lucas var brilliant, men han var arrogant. Han forventede respekt i stedet for at fortjene den. Han traf beslutninger med stolthed i stedet for visdom. Nathaniel var anderledes.
Han lyttede, før han talte. Han behandlede pedellen med samme respekt, som han viste selskabets største investorer. Når medarbejdere lavede fejl, ledte Nathaniel efter løsninger i stedet for nogen at skyde skylden på. En måned før deres far gik bort, traf han den sværeste beslutning i sit liv.
Han overdrog kontrollen over Hayes Corporation til sin yngste søn. Bekendtgørelsen chokerede erhvervslivet. Lucas smilede foran kameraerne. Han lykønskede sin bror.
Han stod endda ved siden af ham til fejringen. Alle troede, at han havde accepteret sin fars beslutning. Men bag det smil tilgav Lucas aldrig Nathaniel. Hver succes Nathaniel opnåede, føltes som endnu en påmindelse om, hvad Lucas mente var blevet stjålet fra ham.
Så han ventede tålmodigt og ledte efter den ene ting, der kunne såre hans lillebror lige så dybt, som han selv mente at være blevet såret. Lige siden den dag Nathaniel arvede Hayes Corporation, havde Lucas ledt efter noget, hvad som helst, der kunne få hans lillebror til at føle samme tab og ydmygelse, som han selv havde båret på i årevis. Så lagde han mærke til Abby. Hver gang Nathaniel kom hjem fra arbejde, takkede han hende for at tage sig af huset.
Han spurgte, hvordan hendes bedstemor havde det. Han huskede de små ting om hendes liv, som de fleste arbejdsgivere aldrig ville lægge mærke til. For Nathaniel var det simpel venlighed. For Lucas lignede det kærlighed.
Han holdt øje med dem på afstand i ugevis. Smilene, samtalerne, den stille respekt mellem dem. Og i hans hoved nåede han kun én konklusion. Så det er kvinden, han vil have.
Et bittert smil krydsede Lucas’s ansigt. Du tog selskabet fra mig, lillebror. Lad os se, hvordan du har det, når jeg tager kvinden, du elsker. Muligheden kom hurtigere, end han havde forventet.
Nathaniel tog tidligt af sted til New York næste morgen og efterlod ejendommen mere stille end normalt. Om aftenen var det meste af personalet færdigt og gået til deres boliger. Abby stod i køkkenet og ryddede op efter de sidste opgaver, da hun hørte fodtrin bag sig. “Arbejder du så sent?
” Hun vendte sig og tvang et høfligt smil frem. “Hr. Lucas. ” Lucas lænede sig op ad køkkenbordet med øjnene fastnet på hende.
“Du behøver ikke kalde mig hr. Lucas. Bare Lucas. ” “Jeg har det bedst sådan, sir.
” Han smilede, men der var noget ved det, der gjorde Abby utryg. “Ved du, at min bror lægger meget mærke til dig? ” Abby rynkede brynene. “Hr.
Nathaniel er venlig mod alle. ” Lucas lo lavt. “Tror du virkelig på det? ” Hun svarede ikke.
Han tog et langsomt skridt nærmere. “Jeg har set, hvordan han kigger på dig. ” “Du tager fejl. ” “Nej,” sagde Lucas selvsikkert.
“Han er bare for forsigtig til at indrømme det. ” Abby rystede på hovedet. “Sir, jeg tror, du har misforstået noget. ” Lucas rakte ud efter hendes hånd.
Hun trak den straks væk. “Undskyld, men jeg har stadig arbejde at lave. ” For første gang i årevis havde nogen afvist Lucas Hayes. Smilet forsvandt fra hans ansigt.
Da Abby skyndte sig ud af køkkenet, så han hende forlade stedet med kold, tavs vrede. Fra det øjeblik var det, der var begyndt som jalousi, ved at blive til besættelse. De følgende dage blev de hårdeste, Abby nogensinde havde kendt. Når Nathaniel var hjemme, føltes alting normalt.
Ejendommen var fredfyldt. Personalet lo. Lucas opførte sig som den perfekte storebror. Han hilste på alle med et smil og gav aldrig nogen grund til at stille spørgsmål.
Men i det øjeblik Nathaniel tog af sted til endnu et forretningsmøde, ændrede alting sig. Lucas dukkede pludselig op, hvor end Abby arbejdede. I køkkenet, biblioteket, haven. Det var, som om han havde lært hendes rutine udenad.
En eftermiddag stod Abby og arrangerede friske blomster i stuen, da Lucas kom ind. “Jeg har ledt efter dig. ” Hun sænkede blikket høfligt. “Skulle du bruge noget, sir?
” “Jeg stillede dig et spørgsmål forleden. ” “Jeg har allerede givet dig mit svar. ” Lucas trådte nærmere. “Nej.
Du undgik mit spørgsmål. ” Han rakte ud og stak en løs hårtot bag hendes øre. Abby trådte straks tilbage. “Vær sød ikke at røre mig.
” Smilet på Lucas’s ansigt forsvandt langsomt. “Du bliver ved med at afvise mig, fordi du tror, Nathaniel vil vælge dig. ” “Hr. Nathaniel har aldrig behandlet mig som andet end sin ansatte.
” “Det tror jeg ikke på. ” “Det er ligegyldigt for mig, om du tror på det eller ej. ” Et øjeblik var der helt stille i rummet. Så greb Lucas hårdt fat om hendes håndled, så Abby skreg af smerte.
Hans stemme faldt til en farlig hvisken. “Hvis jeg ikke kan få dig,” han strammede grebet. “Så skal du ikke forvente, at nogen andre kan. ” Abby trak med al sin styrke, indtil hun endelig fik sig løs.
Uden at se sig tilbage løb hun ud af rummet med tårer strømmende ned ad kinderne. Lucas så hende forsvinde ned ad gangen. I stedet for at føle skyld, smilede han. Hendes frygt gjorde kun hans besættelse større.
De næste mange dage gjorde Abby alt, hvad hun kunne, for at undgå Lucas. Hvis hun hørte hans fodtrin, gik hun den anden vej. Hvis han kom ind i et rum, fandt hun en undskyldning for at forlade det. Hun meldte sig endda til ekstra arbejde i vaskeriet og haven i håb om aldrig at skulle være alene med ham.
Men Lucas var ikke typen, der accepterede afvisning. En regnfuld aften, efter det meste af personalet var gået til deres boliger, låste Abby spisekammeret, da Lucas blokerede døren. “Du har undgået mig. ” “Jeg laver bare mit arbejde, sir.
” “Nej. ” Han tog endnu et skridt. “Du undgår mig. ” Abby holdt fast i spisekammernøglerne for at få styr på sine rystende hænder.
“Jeg har sagt det før. Jeg respekterer dig som hr. Nathaniel’s bror. Lad mig venligst passe mit arbejde.
” Lucas’s ansigt hærdede. “Så du foretrækker at blive ved med at lade, som om min bror er den bedre mand? ” “Det har intet med hr. Nathaniel at gøre.
” “Det har alt med ham at gøre. ” Hans stemme ekkoede gennem den tomme gang. Før Abby kunne bevæge sig, greb Lucas hendes arm så hårdt, at hun råbte op. “Se på mig, når jeg taler til dig.
” Hun forsøgte at rive sig løs. “Vær sød, du gør mig ondt. ” I stedet for at slippe hende, klemte han endnu hårdere. Tårer fyldte Abbys øjne.
“Vær sød. ” Hun fik endelig revet sig løs og vaklede baglæns. Lucas stirrede på hende et langt øjeblik, før han rettede på sin jakke, som om intet var hændt. “Du skulle tænke dig godt om, før du afviser mig igen.
” Så gik han. Abby gled ned ad væggen og holdt sig om armen, mens tårerne strømmede ned ad hendes ansigt. Næste morgen var der dannet mørke lilla fingeraftryk omkring hendes håndled. Hun trak ærmerne på sin uniform ned, så på sig selv i spejlet og hviskede: “Ingen må nogensinde få det at vide.
” Hun tørrede sine tårer væk, tog en dyb indånding og gik tilbage på arbejde med det samme blide smil, som alle i huset havde lært at kende. Tre dage senere vendte Nathaniel hjem fra sin forretningsrejse. Som altid hilste han på alle i husstanden, før han gik op. Da han så Abby arrangere friske blomster i spisestuen, smilede han.
“Godmorgen, Abby. ” “Godmorgen, sir. ” Hun holdt hovedet sænket. Nathaniel standsede.
Normalt smilede Abby, når de talte sammen. I dag ville hun ikke engang møde hans blik. Han lagde mærke til de lange ærmer, hun havde på trods af sommerheden. “Du ser ikke godt ud,” sagde han blidt.
“Er du syg? ” “Jeg har det fint, sir. ” “Er du sikker? ” “Bare lidt træt.
” Nathaniel studerede hende et øjeblik. Noget føltes ikke rigtigt. Før han kunne stille endnu et spørgsmål, meddelte husholdersken, at morgenmaden var klar. Nathaniel nikkede, men gik ikke væk med det samme.
“Abby. ” Hun så op. “Hvis der nogensinde er et problem, hvilket som helst problem. ” Hans stemme var rolig og oprigtig.
“Så kan du komme til mig. ” Et kort sekund var Abby lige ved at fortælle ham alting. Hun forestillede sig at sige Lucas’s navn. Hun forestillede sig, at nogen endelig troede på hende.
Så huskede hun Lucas’s trussel. “Hvis du fortæller nogen noget, så bliver din lillebror aldrig færdig med college. Det skal jeg nok sørge for. ” Frygten strammede sig om hendes hjerte.
Hun tvang et lille smil frem. “Tak, sir. Jeg har det virkelig fint. ” Nathaniel var ikke overbevist.
Da han gik mod spisestuen, kiggede han tilbage en ekstra gang. Abby stod stadig præcis, hvor han havde forladt hende. Hendes smil var forsvundet. Og for første gang kunne Nathaniel ikke ryste følelsen af, at nogen i hans eget hjem i stilhed råbte om hjælp.
Den weekend fløj Nathaniel til Chicago til en todages investorkonference. I det øjeblik hans bil forsvandt gennem porten, smilede Lucas. Sidst på eftermiddagen foldede Abby friske håndklæder i linnedrummet ovenpå, da døren langsomt lukkede sig bag hende. Hun vendte sig.
Lucas. Hendes hjerte sank. “Hvad vil du? ” spurgte hun og forsøgte at forblive rolig.
“Dig. ” Hun rystede på hovedet. “Jeg har allerede sagt det. Jeg er ikke interesseret.
” Lucas gik tættere på, indtil der kun var få skridt mellem dem. “Du tror stadig, at min bror en dag vil lægge mærke til dig, gør du ikke? ” “Det har jeg aldrig troet. ” “Hvorfor bliver du så ved med at afvise mig?
” “Fordi jeg ikke har følelser for dig. ” Et øjeblik var der helt stille i rummet. Så lo Lucas. Ikke fordi han fandt det morsomt, men fordi han ikke kunne tro, at nogen turde afvise ham igen.
Hans udtryk hærdede pludselig. Han greb Abbys håndled så voldsomt, at hun skreg op. “Hør nu her. ” Hans stemme var lav og truende.
“Min bror tog selskabet, som skulle have været mit. ” Hans greb strammede. “Jeg lader ham ikke tage dig også. ” Tårer trillede ned ad Abbys ansigt.
“Jeg er ikke nogens præmie. ” Lucas stirrede på hende med kolde øjne. “Nej. ” Han lænede sig tættere på.
“Men du er den ene ting, han tror, han kan beholde. ” Abby kæmpede for at rive sig løs. “Vær sød at slippe mig. ” I stedet for at slippe hende, greb Lucas begge hendes arme og skubbede hende mod væggen.
“Du har afvist mig længe nok,” sagde han gennem sammenbidte tænder. “Hvis du ikke vil vælge mig frivilligt,” hans øjne formørkedes. “Så tager jeg det, jeg vil have. ” Abbys hjerte hamrede.
“Nej. ” Hun kæmpede imod med alt, hvad hun havde, vred sig og skubbede til ham, mens han forsøgte at overmande hende. Lucas greb fat i hendes uniform og rev en del af stoffet itu, mens Abby desperat kæmpede for at slippe fri. Hun skreg og skubbede ham med al sin styrke.
Da han rakte ud efter hende igen, bed hun ham hårdt i hånden. Lucas skreg af smerte og rykkede baglæns. “Din lille… ” Blindet af raseri slog han hende på kinden.
Slaget sendte hende vaklende ind i et træskab. Før hun kunne genvinde balancen, greb han hendes arm og rev hende voldsomt mod sig. Hans fingre borede sig smertefuldt ind i hendes hud og efterlod dybe mærker, der om morgenen ville blive til blå mærker. Abby fortsatte med at kæmpe, sparkede og sled, indtil Lucas til sidst i frustration skubbede hende væk.
Han stirrede på hende med had, mens han trak vejret tungt. “Det her er ikke slut. ” Han stak hånden i jakken og trak et fotografi frem. Det viste Abbys lillebror gående over sit college-campus.
Alt farve forlod hendes ansigt. Lucas stak fotografiet tilbage i lommen. “Jeg ved, hvor han studerer. ” Han så hende lige i øjnene.
“Så før du overhovedet tænker på at fortælle Nathaniel noget, så husk, at din tavshed er det eneste, der holder din familie i sikkerhed. ” Uden et ord mere gik han ud af rummet. Abby trak langsomt de flængede kanter af sin uniform sammen med hænder, der rystede ukontrollabelt. Hun rørte ved sin hævede kind.
Hun så på de mørke fingeraftryk, der allerede dannede sig omkring hendes arme. Så rettede hun sin uniform ud, så godt hun kunne, med tårer strømmende ned ad ansigtet. Ingen skulle se hendes knuste sind. Ingen skulle vide, hvad der var sket.
Hun ville bære smerten alene, indtil Nathaniel kom hjem. Nathaniel vendte tilbage til ejendommen en dag tidligere, end nogen havde forventet. Investorkonferencen var endt før tid, og i stedet for at blive endnu en nat i Chicago bestilte han det første fly hjem. Han anede ikke, at de få timer ville ændre alting.
Ejendommen var usædvanlig stille. Da han gik gennem gangen, hørte han lyden af noget, der knustes i køkkenet. En keramisk tallerken ramte gulvet. “Abby?
” Hun bøjede sig straks ned for at samle de knuste stykker op. “Jeg er så ked af det, sir. Jeg rydder det op. ” Nathaniel skyndte sig over.
“Lad det være. Du skærer dig. ” Han rakte blidt ud efter hendes hånd. Da han gjorde det, gled ærmet på hendes uniform tilbage.
Nathaniel frøs. Mørke lilla fingeraftryk omkransede hendes håndled. Hans øjne vandrede langsomt opad. Endnu et blåt mærke dækkede hendes underarm.
Så lagde han mærke til den svage hævelse på hendes kind. Hans udtryk ændrede sig øjeblikkeligt. “Abby. ” Hun trak hurtigt ærmet ned og vendte ansigtet væk.
“Det er ingenting, sir. ” Nathaniel’s stemme blev fast. “Nej. ” Han trådte foran hende.
“Se på mig. ” Hun tøvede, før hun langsomt løftede øjnene. I det øjeblik han så de tårer, hun prøvede så hårdt at skjule, sank hans hjerte. “Hvem har gjort det her mod dig?
” Abbys læber rystede. Hun ville tale. Hun ville fortælle ham alting. Hun ville sige Lucas’s navn.
Men så huskede hun fotografiet. Hendes lillebror, hans smil, hans fremtid. Hun sænkede hovedet. “Jeg…
jeg faldt. ” Nathaniel så på hende i tavshed. Han havde i årevis forhandlet milliardforretninger. Han vidste, hvornår nogen skjulte sandheden.
“Du faldt ikke. ” Hun forblev tavs. “Du får ikke blå mærker som dem her af at falde. ” En tåre slap ud ad Abbys kind.
Hun tørrede den hurtigt væk. “Vær sød. ” Hendes stemme var næsten uhørlig. “Spørg mig ikke mere.
” Nathaniel stod og stirrede på de blå mærker på hendes arme. Frygten i hendes øjne gjorde mere ondt på ham end selve skaderne. I det øjeblik lovede han sig selv noget. Hvem end der havde gjort det her, uanset hvor magtfulde de var, uanset hvor tæt de stod på ham, ville han ikke tillade dem at såre Abby igen.
Nathaniel kunne ikke holde op med at tænke på Abbys blå mærker. Hun havde løjet, ikke fordi hun ville, men fordi hun var rædselsslagen. Næste morgen bad han familiens læge om at undersøge hende. Abby afslog høfligt.
“Jeg har det virkelig fint, sir. ” Nathaniel argumenterede ikke, men bekymringen blev hos ham. Senere samme eftermiddag sad han på sit hjemmekontor og gennemgik dokumenter, da latter drev ind fra gangen. Det var Lucas.
Nathaniel så op, lige som Abby gik forbi kontoret med en bakke. I det øjeblik hun så Lucas, stoppede hun. Alt farve forlod hendes ansigt. Hendes hænder begyndte at ryste.
Bakken gled næsten ud af hendes fingre. Lucas smilede, som om intet var hændt. “God eftermiddag, Abby. ” Hun sænkede blikket.
“God eftermiddag, sir. ” Uden et ord mere skyndte hun sig væk. Nathaniel rynkede brynene. Det var ikke en almindelig reaktion.
Det var ikke generthed. Det var frygt. Ægte frygt. Den aften fandt Nathaniel ejendommens mangeårige gartner i færd med at klippe hækkene.
Han havde arbejdet for Hayes-familien i næsten tredive år. “Frank,” kaldte Nathaniel. Den gamle mand smilede. “God aften, hr.
Nathaniel. ” Nathaniel tøvede, før han spurgte: “Er der sket noget usædvanligt her på ejendommen, mens jeg har været væk? ” Franks smil forsvandt langsomt. Han kiggede mod hovedbygningen, før han svarede: “Jeg ved ikke alting, sir.
” Han standsede. “Men jeg ved, at frøken Abby ikke har smilet, som hun plejede. ” Nathaniel’s hjerte blev tungere. “Og hver gang hr.
Lucas kommer,” sænkede Frank stemmen. “Så ser hun ud, som om hun prøver at forsvinde. ” Nathaniel stod i tavshed. For første gang gik en tanke gennem hans hoved, som han aldrig havde troet, han skulle overveje.
Hvad hvis personen, Abby frygtede, havde boet under samme tag hele tiden? Nathaniel blev stående i haven længe efter, at Frank var gået. Den gamle gartners ord ekkoede i hans hoved. Hver gang hr.
Lucas kommer, ser hun ud, som om hun prøver at forsvinde. Han ville ikke tro på det. Lucas var hans bror. Manden, han havde forsvaret i årevis.
Manden, han havde betroet sit hjem. Men Abbys blå mærker, hendes rystende hænder, frygten i hendes øjne. Ingenting gav mening længere. Den aften fandt Nathaniel Abby alene i drivhuset, hvor hun stille vandede de blomster, hun elskede så højt.
Hun lagde ikke mærke til ham, før han stod ved siden af hende. “Abby. ” Hun tørrede hurtigt sine øjne og tvang et smil frem. “God aften, sir.
” Nathaniel tog forsigtigt vandkanden fra hendes hænder og stillede den på jorden. “Du behøver ikke lade, som om noget er i orden mere. ” Hendes smil forsvandt. “Jeg ved ikke, hvad du mener.
” “Jo, det gør du. ” Hans stemme forblev rolig. “Jeg har stillet mig selv det samme spørgsmål, siden jeg kom hjem. ” Han så hende i øjnene.
“Hvorfor er du så bange? ” Abbys læber rystede. “Jeg… ” Hun kunne ikke fortsætte.
Nathaniel tog en langsom indånding. “Er det nogen her i huset? ” Hendes åndedræt blev ujævnt. Hun sænkede hovedet uden at svare.
Nathaniel lagde mærke til tavsheden. Det var svar nok. Hans hjerte begyndte at hamre. “Abby.
” Han talte blidere end nogensinde før. “Er det Lucas? ” I det øjeblik hun hørte hans navn, brast hun i gråd. Hun forsøgte at tale, men ordene kunne ikke komme ud.
Nathaniel skyndte hende ikke. Han stod bare ved siden af hende, indtil hun fandt styrken til at tale. Endelig hviskede hun: “Jeg ville aldrig komme imellem to brødre. ” Nathaniel mærkede brystet stramme sig.
“Han troede… han troede, jeg var kvinden, du elskede. ” Hun så op gennem sine tårer. “Da jeg sagde til ham, at der ikke var noget mellem os, nægtede han at tro på mig.
” Nathaniel stod som frosset. Abbys stemme rystede, mens hun fortsatte. “Han blev ved med at sige, at efter at have taget selskabet, ville du ikke også tage mig. ” Tårer trillede ned ad hendes kinder.
“Da jeg afviste ham, ændrede alting sig. ” Hun trak langsomt ærmet på sin uniform op. Mørke blå mærker dækkede stadig hendes arm. Så så hun Nathaniel i øjnene.
“Det var ham, der gjorde det her mod mig. ” Nathaniel lukkede øjnene. Et kort øjeblik kunne han ikke trække vejret. Sandheden, han så desperat havde forsøgt at afvise, var endelig blevet umulig at benægte.
Da han åbnede øjnene igen, var venligheden i dem stadig der. Men nu var den blevet blandet med noget, Abby aldrig havde set hos ham før. Stille, urokkelig beslutsomhed. Ingen, ikke engang hans egen bror, skulle nogensinde såre hende igen.
Nathaniel konfronterede ikke Lucas den nat. Han havde brug for at få ro på stormen inden i sig. Hvis han talte, mens han var blindet af vrede, kunne han gøre noget, han ville fortryde. Følgende morgen bad han alle i husstanden om at tage en fridag.
Inden for en time var ejendommen næsten tom. Kun tre personer var tilbage. Nathaniel, Lucas og Abby. Nathaniel sendte en kort besked til sin bror.
Kom til biblioteket. Vi skal tale. Et par minutter senere kom Lucas ind med den samme selvsikkerhed, han altid havde. “Du ville se mig?
” Nathaniel stod ved siden af pejsen. Hans udtryk var umuligt at læse. “Jeg har talt med Abby. ” Lucas’s smil falmende i et sekund, før det vendte tilbage.
“Og hun har fortalt mig alting. ” Tavshed fyldte rummet. Lucas lukkede langsomt døren til biblioteket. “Så du tror endelig på hende.
” Nathaniel’s stemme forblev rolig. “Jeg gav dig alle muligheder for at bevise, at hun løj. Det kunne du ikke. ” Lucas lo hånligt.
“Hun manipulerer dig. ” Nathaniel tog et skridt frem. “De blå mærker? Den flængede uniform?
Frygten, hun lever med, hver gang du kommer ind i et rum? Manipulerede hun også det? ” Lucas kiggede væk et kort øjeblik. Så lo han bittert.
“Du forstår det stadig ikke, gør du? ” Nathaniel sagde intet. Lucas’s øjne fyldtes med års nag. “Far valgte dig.
Han gav dig alting, der skulle have været mit. Selskabet, respekten, fremtiden. ” Nathaniel svarede stille. “Far gav mig et ansvar.
Han tog ikke noget fra dig. ” Lucas’s ansigt fordrejede sig af vrede. “Du tog endda kvinden, jeg ville have. ” Nathaniel rystede på hovedet.
“Nej. Du ville aldrig have Abby. Du ville såre mig. ” Lucas benægtede det ikke.
I stedet smilede han. “Jeg ville have, at du skulle tabe noget. Bare en enkelt gang. Jeg ville have, at du skulle vide, hvordan det føltes.
” Nathaniel stirrede på manden, der stod foran ham. For første gang i sit liv så han ikke på sin storebror. Han så på en fremmed. Hans stemme blev kold.
“Du mistede ikke Hayes Corporation, fordi far elskede mig mere. Du mistede det, fordi han så den mand, du ville blive. ” Ordene ramte hårdere end noget slag. Lucas’s udtryk hærdede.
Nathaniel gik hen til døren og åbnede den. “Forlad dette hus. ” Lucas rynkede brynene. “Hvad?
” “Du hørte mig. Du er ikke længere velkommen i mit hjem. Og før dagen er omme, anmelder jeg alting, Abby har fortalt mig, til politiet. ” For første gang dukkede frygt op i Lucas’s øjne.
Manden, der i årevis havde gjort Abby bange, forstod endelig, hvordan det føltes at miste alting. Lucas’s selvsikkerhed forsvandt i det øjeblik, han indså, at Nathaniel ikke bluffed. “Du ville ikke gøre det mod din egen bror. ” Nathaniel tøvede ikke.
“Jeg burde have stoppet dig første gang, du sårede hende. Jeg vidste det bare ikke. ” Lucas tog et skridt nærmere. “Hun vender dig mod din egen familie.
” Nathaniel’s øjne slap aldrig sin bror. “Nej. Det gjorde du selv den dag, du lagde hånd på hende. ” Lige da kom to politibetjente gennem hoveddøren.
Nathaniel havde allerede foretaget opkaldet. Lucas så fra betjentene til sin lillebror. “Du har faktisk meldt mig? ” Nathaniel svarede roligt.
“Jeg har meldt en mand, der overfaldt en uskyldig kvinde. At han er min bror ændrer intet. ” Lucas’s ansigt fyldtes med vrede. “Den familie er det eneste, du har tilbage.
” Nathaniel svarede: “Nej. Min familie ville aldrig have gjort det, du har gjort. ” Betjentene meddelte Lucas, at han skulle med dem til afhøring. For første gang i årevis havde Lucas intet at sige.
Da han blev ført gennem forhallen, kiggede han tilbage på Abby. Hun stod ved siden af Nathaniel med rystende hænder. Ikke af frygt denne gang, men af lettelse. Dørene lukkede sig bag Lucas.
En stilhed fyldte huset. Nathaniel vendte sig mod Abby. “Du skal aldrig være bange i dette hus igen. ” Abbys øjne fyldtes med tårer.
“Jeg blev ved med at tro, at ingen ville tro på mig. ” Nathaniel’s stemme blev blød. “Jeg er ked af det. Jeg er ked af, at jeg ikke var her, da du havde brug for mig.
” Abby rystede på hovedet. “Du kom tilbage. Og det var det, der reddede mig. ” For første gang siden mareridtet begyndte, følte hun sig tryg.
Ikke fordi de blå mærker var forsvundet, men fordi manden, der havde forårsaget dem, endelig var væk. Dagene efter Lucas’s anholdelse føltes mærkeligt stille. For første gang i måneder kiggede Abby ikke længere over skulderen, når hun gik gennem ejendommen. De blå mærker på hendes arme begyndte langsomt at falme.
Hævelsen på hendes kind forsvandt. Men frygten inde i hendes hjerte helede langsommere. Nathaniel lagde mærke til det. Han pressede hende aldrig til at tale.
Han bad hende aldrig genopleve det, der var sket. I stedet viste han sin venlighed på små måder. En morgen efterlod han en kurv med frisk frugt uden for hendes dør med en simpel besked. Glem ikke at tage dig af dig selv også.
En anden eftermiddag sørgede han for, at Abbys bedstemor fik den medicinske hjælp, hun havde brug for. Han betalte stille hospitalsregningen uden at forvente noget til gengæld. Da Abby fandt ud af det, skyndte hun sig at takke ham. “Du har allerede gjort for meget for mig.
” Nathaniel smilede blidt. “Nej. Jeg gjorde det, enhver burde have gjort. ” Hun sænkede blikket.
“De fleste ville ikke. ” Nathaniel var tavs et øjeblik. Så sagde han: “Min far plejede at sige til mig, at succes betyder meget lidt, hvis de mennesker, der er omkring dig, ikke føler sig trygge. Jeg glemte det, mens jeg var optaget af at bygge mit selskab.
Jeg vil ikke begå den fejl igen. ” Abbys øjne fyldtes med tårer. Ikke tårer af frygt, men af taknemmelighed. Uger senere lo hun igen sammen med personalet.
Ejendommen føltes ikke længere som et fængsel. Den føltes som et hjem. Da Nathaniel en stille eftermiddag så hende smile fra den anden side af haven, indså han, at noget stille havde ændret sig i hans eget hjerte. Han beundrede ikke længere Abby, bare fordi hun var venlig.
Han beundrede hende, fordi hun efter alt det, hun havde været igennem, stadig havde valgt venlighed frem for bitterhed. Og uden selv at vide det, var han begyndt at forelske sig i hende. Der gik tre måneder. Arrene på Abbys hjerte helede langsomt.
En morgen bankede hun forsigtigt på døren til Nathaniel’s kontor. “Du ville se mig, sir? ” Nathaniel så op fra sit skrivebord og smilede. “Det ville jeg.
” Han skubbede en kuvert hen over bordet. Abby kiggede nysgerrigt på den. “Hvad er det? ” “Åbn den.
” Hun foldede forsigtigt papirerne ud inden i. Hendes øjne blev store. Det var et fuldt legat til at færdiggøre den collegeuddannelse, hun år tidligere havde været tvunget til at opgive. Hun så vantro op på Nathaniel.
“Du… du gjorde det her for mig? ” Nathaniel nikkede. “Du fortalte mig engang, at din drøm var at blive lærer.
Jeg tror ikke, at drømme skal forsvinde, bare fordi livet bliver svært. ” Tårer samlede sig i Abbys øjne. “Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal betale dig tilbage. ” Nathaniel smilede varmt.
“Det har du allerede. Bare ved at nægte at lade det, der skete med dig, ændre den venlige person, du er. ” Et langt øjeblik sagde ingen af dem noget. Endelig tog Abby en dyb indånding.
“Der er noget, jeg skal fortælle dig. ” Nathaniel ventede tålmodigt. “Da alting skete, troede jeg, at jeg ville forlade dette hus, så snart jeg kunne. ” Hun smilede blødt.
“Men et sted undervejs holdt dette sted op med at føles som det sted, hvor jeg blev såret. ” Hun så ham i øjnene. “Det begyndte at føles som et hjem. ” Nathaniel’s hjerte sprang et slag over.
Han gik rundt om sit skrivebord og stillede sig foran hende. “Abby, hvis jeg spørger dig om noget, vil du så svare ærligt? ” Hun nikkede. “Vil du lade mig tage dig med ud at spise?
” Abbys kinder blev lyserøde. “Mener du… som en date? ” Nathaniel smilede.
“Som en date. ” For første gang var Abbys smil ikke tvunget. Det var strålende, ægte og fyldt med håb. Hun nikkede.
“Det vil jeg rigtig gerne. ” Nathaniel smilede tilbage. Ikke som hendes arbejdsgiver, ikke som den milliardær, der havde reddet hende, men blot som en mand, der bad kvinden, han beundrede, om en chance for at begynde noget smukt. Et halvt år senere så Hayes-ejendommen ens ud udefra, men indenfor var alting forandret.
Latter var vendt tilbage. Personalet arbejdede ikke længere i frygt. For første gang i lang tid føltes huset virkelig som et hjem. Abby var begyndt på college igen og forfulgte den drøm, hun engang havde troet var tabt for evigt.
Hver morgen før undervisningen kom hun stadig forbi ejendommen for at spise morgenmad med personalet, der var blevet som familie for hende. Nathaniel tog sig altid tid til at være med, uanset hvor travl hans kalender var. En lørdag aften inviterede han Abby ud i rosenhaven. Det var den samme have, hvor hun engang havde skjult sine tårer.
Nu var den fyldt med fred. Nathaniel tog en langsom indånding. “Kan du huske den første dag, vi mødtes? ” Abby smilede.
“Jeg var så nervøs, at jeg næsten tabte tebakken. ” Nathaniel lo. “Og jeg kan huske, at jeg tænkte: Hvem end der ansatte dig, traf en meget god beslutning. ” De lo begge to.
Så blev hans udtryk blødt. “Jeg har brugt mit liv på at bygge selskaber, vinde kontrakter, tjene penge. Men ingen af de ting har nogensinde gjort mig så lykkelig som at se dig smile igen. ” Abbys øjne fyldtes med tårer, ikke af sorg, men af glæde.
Nathaniel rakte hånden i lommen. Han holdt ikke en ring. Han rakte blot hånden frem. “Abby Brooks, vil du gå gennem livet med mig?
” Hun så på hans udstrakte hånd, så på manden, der aldrig havde forsøgt at redde hende, fordi hun var svag, men fordi han troede, hun fortjente at blive reddet. Med tårer i øjnene lagde hun sin hånd i hans. “Det vil jeg. ” Da solen langsomt forsvandt bag rosenhaven, lagde Nathaniel forsigtigt armene om kvinden, der havde lært ham, at den største succes i livet ikke var at bygge et imperium.
Det var at give nogen en grund til at tro på i morgen igen. Og for første gang forstod de begge, hvad et hjem virkelig betød.