Eleanor vågnede brat og forstod med det samme, at bilen kørte alt for hurtigt. Et hvidt loft svævede over hende, et fluorescerende lys rystede i takt med hjulene, og tykke bælter pressede hårdt mod hendes bryst. Der var en bitter smag i munden. Hendes arme føltes mærkelige og uforklarligt tunge.
Hun forsøgte at rejse sig, men en mand i grøn uniform lagde en fast, men forsigtig hånd på hendes skulder. Han var slank i ansigtet, havde mørkt hår med grå striber ved tindingerne og skarpe, gennemtrængende øjne. Han bar et id-kort fra sundhedsvæsenet med navnet Andrew Poulson, paramediciner. Eleanor kæmpede for at få et ord frem: ”Hvor er Will?
”
Paramedicineren svarede ikke med det samme. Han kiggede på skærmen ved båren, vendte blikket mod hende og stillede et spørgsmål, hun slet ikke havde ventet. ”Fortæl mig, hvorfor din mand præcis havde brug for at forgifte dig? ”
Hun troede, hun havde hørt forkert.
For ti minutter siden havde Will holdt hendes hånd uden for restauranten. Det troede hun i hvert fald. Alt efter desserten var sløret. En skinnende hvid dug, et glas postevand, hendes mands ansigt, der pludselig så panisk ud, dæmpede stemmer fra fremmede, den bidende kolde aftenluft i London.
Eleanor blinkede og tvang øjnene til at fokusere. ”Hvad sagde du? ”
”Hvorfor havde William brug for at sikre sig, at du ikke nåede levende til hospitalet i nat? ” gentog Andrew med en fuldstændig rolig stemme.
En kold gysen løb ned ad ryggen på hende. Hun kastede sig mod båren, men de tykke bælter holdt hende fast. Panikken rev hende ud af tågen. ”Har du mistet forstanden?
Stop ambulancen. ”
Chaufføren råbte fra kabinen: ”Andy, hvad sker der derinde? ”
”Bare kør videre, Poul, jeg forklarer senere,” svarede paramedicineren kort. Eleanor greb hårdt fat i bælterne.
Hendes fingre føltes følelsesløse, og hun kunne knap bevæge sig. Andrew så hendes kamp, løsnede selv bælterne og trådte et skridt tilbage for at vise, at han ikke ville holde hende tilbage mod hendes vilje. ”Jeg beder dig ikke om at tro mig. Bare hør efter først.
”
”Jeg vil have min mand. ”
”Din mand betalte mig 25. 000 pund for at sørge for, at du døde i bagsiden af denne ambulance. ”
Eleanor frøs.
Sætningen var så absurd, at rædslen et kort øjeblik blev forvandlet til ren forvirring. ”Hvorfor? ”
Andrew stirrede hende i øjnene. ”For at sikre din død.
”
Ambulancen svingede om et hjørne. Gennem det lille vindue med frostglas flimrede gadelamper, bar-skilt og victorianske facader i mørk mursten. Alt udenfor gik sin vante gang, hvilket kun gjorde mareridtet inden i ambulancen værre. Eleanor lukkede øjnene og prøvede at samle sine tanker igen.
Aftenen var begyndt som en fejring. Tidligere på dagen havde hun underskrevet salget af sin lejlighed med tre soveværelser. Den havde hun arvet fra sine forældre længe før hun mødte Will. Efter brylluppet var hun flyttet ind i hans beskedne toværelses i forstaden og havde udlejet sin egen lejlighed i årevis.
For nylig havde Will foreslået et smukt, fritliggende landsted i Cotswolds. Allerede i dag havde køberen overført 500. 000 pund direkte til hendes personlige bankkonto. I morgen skulle hun og Will køre til ejendomsmægleren for at betale depositummet.
Den aften insisterede Will på, at en så stor milepæl ikke kunne fejres med takeaway på sofaen. Han havde booket et bord på en Michelin-restaurant i Mayfair, bestilt en dyr Sancerre og valgt grillet havbars til hende, hendes livret. Han havde været mere kærlig, end han havde været i månedsvis. Nu fik hver eneste erindring fra den aften en ny, forvredet og ildevarslende betydning.
Eleanor åbnede øjnene. ”Du lyver. ”
”Det ville jeg ønske, jeg gjorde. ”
”Hvorfor skulle han ønske at slå mig ihjel?
”
”Vores ægteskab er helt normalt. ”
Andrew hældede på hovedet. ”Er pengene fra lejlighedssalget kommet ind på din konto? ”
Hun frøs.
”Hvordan kender du til lejligheden? ”
”Fra ham. ”
Eleanor mærkede et pres i brystet, der næsten gjorde fysisk ondt. ”Vis mig noget bevis.
”
Andrew tog sin telefon frem. Først lydoptagelsen. Han åbnede en lydfil og trykkede på play. De første sekunder var der kun trafikstøj.
Så talte en mandsstemme. Eleanor genkendte den med det samme. Wills tone var rolig, næsten normal. ”Hun begynder at få det dårligt, når vi har forladt restauranten.
Jeg ringer 999. Jeg sørger for, at opkaldet bliver omstillet til din afdeling. Du ved, hvad du skal gøre bagefter. ”
En anden stemme, Andrews, spurgte: ”Og hvad hvis hun ikke får det så slemt, som du regner med?
”
Will svarede uden tøven: ”Så fuldfører du opgaven selv. ”
Eleanor stoppede med at trække vejret. Optagelsen fortsatte. Andrews stemme på båndet: ”Forstår du, hvad du beder mig om?
”
Hendes mand svarede: ”Jeg forstår fuldstændig det beløb, jeg betaler dig. ”
”Stop det,” brød Eleanor ud i vrede. Andrew stoppede afspilningen. I flere sekunder stirrede hun på hans telefon, helt uvidende om ambulancens bevægelser.
Det var Will. Ikke en lignende stemme, ikke en veludført falsk video, der kunne ignoreres. Hun kendte hans tone, hans karakteristiske tørre måde at tale om penge på. Men hendes sind greb desperat efter den sidste rest af benægtelse.
Hviskede hun: ”Måske er det en optagelse af en anden samtale. Måske er den klippet ud af en sammenhæng. ”
Andrew åbnede bankappen. På skærmen var en indgående overførsel på 25.
000 pund. Afsenderen var William Farnaby. Datoen var to dage tidligere. Eleanor stirrede på tallene i lang tid, som om hendes vilje alene kunne ændre dem.
”Hvorfor tog du imod hans penge? ” spurgte hun med en stemme, der var lavere, end hun havde tænkt sig. Paramedicineren lagde telefonen væk. ”Fordi jeg ville have ham til at tro, at jeg var med på den.
Efter vores første møde besluttede jeg at optage vores næste samtale for at se, hvor langt han ville gå. ”
”Men du gik ikke til politiet. Hvorfor? ”
”Jeg troede, at uden håndgribelige beviser ville han bare benægte alt og påstå, at jeg forsøgte at afpresse ham.
Jeg ville samle flere beviser. Det var arrogance. ”
Eleanor stirrede på ham. ”Og nu skal jeg stole på en mand, der gik med til at tage imod blodpenge for et mord?
”
”Lige nu behøver du ikke stole på nogen overhovedet. ”
Ambulancen drejede skarpt. Andrew fortsatte: ”For et par måneder siden blev mit mandskab tilkaldt til din svigermors hjem. Teresa havde et voldsomt forhøjet blodtryk.
Will tog mit mobilnummer den dag og sagde, at han gerne ville vide, hvem han skulle ringe til i en nødsituation. Så ringede han til mig og foreslog, at vi mødtes til en drink. ”
”Og du mødte ham? ”
”Ja.
Han gik ikke direkte til en paramediciner og bad om en lejemorder. Ikke med det samme. Først klagede han over, at hans hjemmeliv var et uudholdeligt helvede, at I torturerede hinanden, og at en skilsmisse ikke ville løse nogen økonomiske problemer. Så kom han ind på pengene.
”
Eleanor lo en hul, bitter latter. ”Torturerede jeg ham? ” Hun huskede morgenen. Will stod i køkkenet og lavede te og spurgte muntert, hvor hun ville have pejsen i deres fremtidige hjem i Cotswolds.
Så kyssede han hende på kinden og mindede hende om at huske sit pas til advokatkontoret. Hun dækkede ansigtet med hænderne. Andrew spurgte stille: ”Hvad spiste du på restauranten? ”
Eleanor sænkede hænderne.
”Havbars. Salat. Lidt Sticky Toffee Pudding. Vi drak noget vin.
Jeg fik kun et halvt glas og så noget postevand. ” Hun standsede og trak øjenbrynene sammen. ”Var du væk fra bordet? ”
Hun tænkte.
Restaurantens smarte toilet, spejlet, en besked fra hendes bedste veninde Iris på WhatsApp. ”Ja. I omkring fem minutter. Will var alene.
”
Andrew sagde ikke et ord, men hans ansigt blev mørkt. ”Okay. Så tag mig til skadestuen. ”
Andrew kiggede mod førerkabinen.
”Det er lige præcis, hvad han forventer, at vi gør. Og jeg ved ikke, om han arbejder alene. ”
”Will har ingen medsammensvorne,” svarede Eleanor. ”I går ville du have svoret på, at han ikke havde nogen grund til at ønske dig død.
”
Hun tav. Sandheden i hans ord ramte hende. For første gang siden hun vågnede, holdt Eleanor op med at argumentere. Minutter senere kaldte Andrew på Poul og bad ham stoppe ved et apotek, der havde åbent sent på hovedgaden.
Poul så forvirret ud, men adlød. Ambulancen standsede ved butikkens oplyste facade. Andrew trak en foldet seddel op af lommen. ”Det her er min søsters adresse.
Nadia Poulson. Hun er sygeplejerske og bor alene. Jeg ringer til hende nu. ”
Eleanor tog ikke imod sedlen.
”Hvorfor? ”
”Du kan ikke tage tilbage til din mand. Og jeg vil ikke tage dig med et sted hen, hvor han kan få nyt om dig. ”
”Foreslår du, at jeg stikker af fra en ambulance?
”
”Poul går ind på apoteket for at hente nogle ting. Jeg går også ud. Du bestiller en taxa og tager af sted. ”
Hun stirrede på ham.
”Hvad hvis det her er en fælde? ”
”Måske. Derfor er valget dit. ” Andrew lagde sedlen på kanten af båren.
”Men hvis du vil overleve, kan du ikke blive i denne ambulance, når vi kommer tilbage. ”
Det var de ord, der endelig knuste Eleanors benægtelse. Aftenen, hun troede, hun skulle have, var slut. Intet festmåltid, intet roligt landsted, intet depositum i morgen, intet trygt, velkendt liv med Will.
Hun havde kun få minutter og ét valg, der ville afgøre hendes skæbne. Poul åbnede bagdøren og kiggede vantro på Andrew. ”Vil du efterlade en patient uden tilsyn? ”
”Selv for to minutter.
Tag det, jeg har skrevet på sedlen. Jeg skal ringe. ”
Poul rystede på hovedet, men argumenterede ikke. De gik begge ud på den våde gade.
Dørene blev smækket i. Eleanor var helt alene. Sedlen lå på sædet. Ved siden af den hendes taske, som Will selv havde givet til paramedicinerne uden for restauranten.
Hun tog sin telefon. Skærmen var låst, men batteriet var ladet. Hendes fingre rystede så meget, at hun måtte taste pinkoden to gange. Skærmen fyldtes med et væld af ubesvarede opkald fra Will.
Så en sms: ”Elli, skat, hvordan har du det? Jeg kører lige bag ambulancen nu. ”
Eleanor læste beskeden to gange. Hvis lydoptagelsen var ægte, hastede hendes mand ikke for at redde hende.
Han fulgte efter for at sikre, at opgaven blev fuldført. Hun åbnede sin bankapp. De 500. 000 pund stod stadig sikkert på kontoen.
Endnu en besked: ”Hvordan går det? ”
Uber var på vej om fire minutter. De fire minutter føltes som en evighed. Eleanor tog sin taske og sedlen.
Benene føltes som gummi. Hun måtte støtte sig til båren for ikke at falde. Bagdøren gled op. Hun farede sammen.
Det var Andrew. ”Har du bestilt taxaen? ”
”Ja. ”
Han rakte hende en lille pakke i sølvpapir.
”Det hjælper på de værste symptomer. Tag det kun som anvist. Og det vigtigste: Hvis du bliver værre, så ring 999, bed om et andet hold, og sig, at du har mistanke om forgiftning. ”
Eleanor tog imod medicinen.
”Nadia ved, at du kommer. ”
”Hvorfor hjælper du mig overhovedet? ”
”Fordi jeg burde have gjort det for længe siden,” svarede paramedicineren. En Toyota Prius stoppede på gaden ved siden af dem.
Eleanor steg forsigtigt ud på det våde fortov. Jorden rystede under hendes fødder. Andrew rakte en hånd ud for at støtte hende, men hun veg til side. ”Jeg klarer mig selv.
”
”Okay. ”
Hun nåede taxaen alene. Idet hun lukkede døren, hørte hun Poul komme ud fra apoteket. Hans vrede stemme lød: ”Hvor fanden er patienten?
”
Taxadøren lukkede. Eleanor gav chaufføren adressen fra sedlen, og bilen kørte. Først efter to gader tillod hun sig at kigge tilbage. Ambulancen holdt stadig ved apoteket.
Hendes telefon vibrerede igen. Will ringede. Eleanor satte telefonen på lydløs. Turen til Nadias hus tog omkring tyve minutter.
I løbet af den tid blev hendes sløvhed værre. Eleanor mistede bevidstheden om sine omgivelser flere gange og stirrede blot ud ad vinduet, ude af stand til at huske navnene på de london-gader, hun passerede. Nadia ventede ved døren til sit victorianske hus. En høj kvinde i en tyk, mørkeblå striktrøje åbnede taxadøren, så snart bilen stoppede.
”Jeg er Andys søster. Lad mig hjælpe dig. ”
Eleanor forsøgte at komme ud, men hendes knæ gav efter. Nadia nåede at gribe hende.
Sygeplejersken rynkede panden og handlede professionelt. ”Nej, du skal ikke bare sove her. Du har brug for en læge nu. ”
”Andrew bad mig gemme mig.
”
”Andrew er en idiot, der tror, han er i en spionagefilm. Når en patient forværres, skal man ikke gemme sig. ”
Nadia ringede straks 999 og fortalte kortfattet, at der var mistanke om forgiftning af ukendt årsag. Eleanor protesterede svagt: ”Will finder mig på hospitalet.
”
”Først sikrer vi, at du overlever. Resten tager vi i morgen,” svarede Nadia bestemt. Et andet ambulancehold ankom ti minutter senere. Efter en hurtig vurdering kørte de hende direkte til skadestuen.
Den behandlende overlæge, Simon Davies, beordrede en omfattende toksikologisk screening og holdt Eleanor under tæt observation. Han afviste at drage konklusioner, før laboratorieresultaterne forelå. Da midnat nærmede sig, mærkede Eleanor, at den tunge tåge om hendes hjerne langsomt lettede. Hendes telefon lå på hospitalets bord.
Treogtyve ubesvarede opkald fra hendes mand. Og flere hektiske sms’er. Den sidste var kommet ti minutter tidligere: ”Elli, svar mig for helvede. Hospitalet siger, du ikke er registreret nogen steder.
Hvor er du? ”
Hun stirrede på den lyse skærm i lang tid. Så kom der en besked fra Andrew. Kun tre ord: ”Svar ikke.
”
Eleanor havde ikke besluttet, hvad hun skulle gøre, da skærmen lyste op igen. Men denne gang var det ikke en besked til hende. Andrew havde sendt et screenshot af en besked, han lige havde modtaget fra Will. Den indeholdt én kort, rædselsvækkende linje: ”Jamen, er det overstået?
”
Sekunder senere sendte Andrew endnu et screenshot. Eleanor læste det, og det føltes, som om jorden åbnede sig under hende. Will havde skrevet: ”Er hun død klokken otte i morgen tidlig? ”
Om morgenen kunne Eleanor sidde op uden hjælp.
Den voldsomme svaghed var ikke helt væk, men hendes hoved var endelig klart igen, hvilket gjorde virkeligheden af hendes situation endnu mere skræmmende. Nadia kom ind med en kop te. ”Dr. Davies siger, du må få noget at drikke.
Hvordan har dit hoved det? ”
”Tungt. Hvor er Andrew? ”
”Han er færdig med vagten.
Han kommer snart. ”
”Fortæl mig hovedpunkterne. Og hvordan han besluttede sig for at lege detektiv i stedet for at gå direkte til politiet. ”
”Du er vred på ham.
”
”Meget vred. Men i nat nåede han i det mindste at rette op på en lille del af sit rod. ”
Eleanor vendte blikket mod vinduet. På hospitalets gård løste lastbiler varer af til kantinen.
Sygeplejersker skyndte sig mod personalets indgang. Livet gik sin gang, fuldstændig ligeglad med hendes knuste verden. Dr. Davies kom ind i stuen og kiggede på en tablet.
”Dine vitale værdier er stabile. Jeg ser ingen umiddelbar trussel mod dit liv. Men dine symptomer passer ikke til almindelig madforgiftning eller en voldsom allergisk reaktion. Vi ved mere, når de specialiserede laboratorieresultater er klar.
”
”Jeg tror, jeg er blevet forgiftet. ”
”Det er en hypotese, vi tager alvorligt,” svarede lægen høfligt. ”Men jeg vil ikke gætte i stedet for at stille en medicinsk diagnose. ”
Da lægen gik, åbnede Eleanor bankappen.
De 500. 000 pund var der stadig. Men en skarp, rød meddelelse fra bankens svindelafdeling stod øverst på skærmen: ”Usædvanlig aktivitet opdaget. Overførselsanmodning blokeret, afventer sekundær verifikation.
”
Hun åbnede login-loggen. Det fejlede autorisationsforsøg var præcis i det tidsrum, hvor hun havde været bevidstløs i bagenden af Andrews ambulance. ”Nadia, se her. ”
Den ældre kvinde læste skærmen, og hendes læber blev smalle.
”Vidste din mand din pinkode? ”
”Ja. Han betalte nogle gange regninger fra min telefon. ” Hun huskede det.
”Før paramedicinerne kom til restauranten, havde Will min taske. Min telefon var i den. ”
”Slet ikke noget,” sagde Nadia. ”Det skal du vise politiet.
”
Kort efter klokken otte dukkede Andrew op i døren. Han kom direkte fra en hård nattevagt og så fuldstændig udmattet ud. Han tøvede på tærsklen, som om han ikke var sikker på, om han var velkommen. ”Hvordan har du det?
” spurgte han. ”Okay. ”
”Han skriver stadig til mig. ” Andrew holdt sin telefon op.
”Will kræver svar. ” Han læste højt: ”Vi havde en aftale. ” Så kom en endnu mere ildevarslende trussel: ”Hvis du prøver at snyde mig, får du det at fortryde. ”
”Har du stadig tænkt dig at gå til politiet med mig?
” spurgte Eleanor. ”Ja. ”
”Hvorfor ringede du ikke til dem med det samme i nat? ”
”Jeg var bange for at spilde tiden.
Jeg var nødt til at få dig ud af den umiddelbare fare, som jeg havde bragt dig i. ”
”Og de 25. 000? ”
”Står stadig på kontoen.
Jeg har ikke rørt en krone. Hvis politiet beslutter, at jeg var medskyldig, så må fakta tale for sig selv. ”
Andrew søgte ikke anerkendelse. Han forsøgte ikke at fremstille sig selv som en helt.
En halv time senere kom Nadia tilbage med en civilklædt politibetjent. Hospitalet havde indberettet mistanke om forgiftning, og den lokale efterforskningsafdeling havde sendt en af sine folk. Eleanor afgav en detaljeret indledende erklæring. På grund af alvoren af anklagerne blev sagen straks eskaleret, og ved middagstid trådte kriminalinspektør Alan O’Connor ind på hendes hospitalsseng.
Han var en kraftig mand i fyrrerne i en mørk, let krøllet habit og en åben skjortekrave. Han præsenterede sig, spurgte til hendes helbred og fastlagde spillereglerne. ”Skal du bruge en pause, holder vi en pause. Jeg har brug for fuldstændig nøjagtighed, ikke hastværk.
”
Nadia tilbød at forlade rummet, men Eleanor bad hende blive i nærheden. Andrew ventede i gangen. Han skulle afhøres separat. O’Connor begyndte fra aftenens start.
Hvilken restaurant i Mayfair? Hvad bestilte de? Hvem valgte stedet? Hvornår begyndte kvalmen præcist?
Han stillede hende ikke ét spørgsmål, men vendte gang på gang tilbage til det vindue, hvor hun forlod bordet for at gå på toilettet. Så skiftede han emne. ”Vidste din mand, at salget af din lejlighed blev gennemført i går? ”
”Selvfølgelig.
Det var hans idé at bruge provenuet til landstedet. ”
”Hvor blev pengene indsat? ”
”På min personlige lønkonto. ”
”Havde din mand juridisk adgang til den konto?
”
”Nej, men han kendte pinkoden til min telefon. ”
Eleanor viste ham meddelelsen om den blokerede transaktion. O’Connor kom ikke med nogen antagelser højt. Han bad hende bare ikke ændre noget i appen for at bevare de digitale beviser.
Han spurgte, om hun havde kopier af skødet, dokumentation for eneeje før ægteskabet og bankkvitteringen. Alt var i hendes e-mail, og papirerne lå i en mappe derhjemme. ”Godt. ” Han noterede sig og vendte tilbage til Andrew.
Eleanor fortalte alt, hvad hun havde hørt i ambulancen: lejemorder-tilbuddet, lydoptagelsen, pengene. ”Har du nogensinde mødt eller talt med hr. Poulson før i går aftes? ”
”Nej.
”
”Har du skrevet, ringet til eller mødt ham tilfældigt? ”
”Aldrig. ”
”Er der nogen grund til, at din mand kunne tro, at der var et tidligere forhold mellem dig og paramedicineren? ”
”Hvilket forhold?
” Hun så på O’Connors ansigt for første gang inde i ambulancen. O’Connor nikkede langsomt. ”Det er min opgave at undersøge alle vinkler. ”
”Tror du virkelig, vi har planlagt det her sammen?
”
”Lige nu tænker jeg kun på, hvad jeg kan bevise. ”
Eleanor blev vred, men forstod hans metode. Efter interviewet fik han de officielle billeder af sms’erne fra hendes mand og registrerede de digitale beviser. Så tog han hendes underskrevne erklæring og gav hende en klar advarsel.
”Du må under ingen omstændigheder tage alene tilbage til jeres fælles hjem. Din mand er en fare for dig. Jeg kan ikke sætte størrelsen på den fare i ord, der senere kan blive brugt mod mig, men baseret på det, du har fortalt mig, skal du undgå al personlig kontakt. ”
”Han tror, jeg ligger syg et sted på et hospital.
”
”Bliv ved med det. Diskutér ikke din tilstand eller dit opholdssted med ham. ”
Eleanor ville spørge, om de ville arrestere Will, om de ville konfiskere hans enheder, om retsmedicinere undersøgte restauranten. O’Connor afviste hendes spørgsmål roligt og bestemt.
”Jeg vil ikke diskutere efterforskningens detaljer med dig. Din prioritet er at komme dig. ”
Hans professionalisme var en kold douche. Andrew blev kaldt ind i et andet rum.
Han overdrog villigt sin telefon til sikring af beviser for at bevare lydfilen og sms’erne. Han afgav fuld forklaring om overførslen af 25. 000 pund og fremlagde sine kontoudtog. O’Connor afhørte ham længe om rækkefølgen af hans møder med Will, hvorfor han havde optaget samtalen, og hvorfor han havde så længe om at melde et mordkomplot til politiet.
Afhøringen varede i timevis. Eleanor kunne ikke høre spørgsmålene, men gennem det lille glaspanel i døren så hun Andrews ansigt blegne flere gange. Da han endelig kom ud, spurgte Nadia stille: ”Nå? ”
”Jeg fortalte ham alt.
Hver eneste detalje. ” Så satte han sig på en plastikstol for enden af gangen og lukkede øjnene. Efter frokost skyndte Iris Thorne, Eleanors bedste veninde, sig direkte fra sit PR-job i byen til hospitalet. Eleanor havde sendt hende en sms tidligere med besked om at holde afdelingen hemmelig.
Iris kom ind, så Eleanors blege ansigt og standsede brat. ”Åh gud, Elli. Hvad i alverden er der sket? ”
”Sæt dig først.
”
Eleanor fortalte hende kun de fakta, hun juridisk måtte dele uden at bringe politiets sag i fare. Will var mistænkt for drabsforsøg. Og efterforskningsafdelingen var involveret. Iris sad i chok i lang tid.
”Will? Din Will? ”
”Han er den eneste, jeg har. ”
”Men hvorfor?
”
Eleanor trak tomt på skuldrene. ”Det ser ud til, at en halv million pund vejer tungere end ægteskabsløfter. ”
Iris rejste sig pludselig og gik frem og tilbage mod vinduet og tilbage igen. ”Jeg sagde jo, du ikke skulle sælge den lejlighed for hurtigt.
”
”Lidt sent til ’hvad sagde jeg’. ”
”Nej, det er ikke ligegyldigt. Tænk over det. Han pressede dig ubønhørligt.
Kan du huske maj? Du sagde, at lejeindtægten var et godt sikkerhedsnet, og du var tøvende. Og så blev han pludselig besat af den Cotswolds-drøm. Han slæbte mig med til fremvisninger hver weekend.
Han fandt ejendomsmægleren. ”
Eleanor så på sin veninde, og en modbydelig erkendelse begyndte at tage form. ”Har han virkelig planlagt alt det her? ”
”Selvfølgelig har han det.
Du sagde i starten, at du kun ville leje et sted på landet for at se, om du kunne lide livsstilen. ”
Mindet fra seks måneder siden kom tilbage. Will argumenterede heftigt for, at boligpriserne steg vanvittigt, og at det at vente var økonomisk selvmord. Så fandt han mirakuløst en kontantkøber til hendes lejlighed meget hurtigere, end hun havde forventet.
”Som forventet,” sagde Iris. ”Hvis politiet afhører dig, så fortæl dem præcis, hvad du husker. Tilføj ikke noget. ”
”Jeg fortæller dem alt,” lovede Eleanor, og Iris satte sig endelig ned.
Tidligt på aftenen lod Dr. Davies Eleanor gå en kort tur i gangen. Laboratoriet arbejdede stadig på resultaterne, men hendes vitale værdier var normale. Da hun vendte tilbage til sengen, lyste hendes telefon op med endnu en meddelelse fra banken.
Adgangen til netbank var midlertidigt suspenderet i forbindelse med en svindelundersøgelse. Pengene var frosset fast. Minutter senere begyndte hendes telefon at ringe. Will.
Hun stirrede på hans navn, indtil opkaldet gik til voicemail. Næsten øjeblikkeligt ringede den igen. Inspektør O’Connor var vendt tilbage for at afklare et punkt i hendes erklæring. Da han så den blinkende skærm, spurgte han: ”Har du svaret på nogen af hans opkald i dag?
”
”Nej. Skal jeg? ”
”Du har juridisk ret til at tale med din mand. Bare sørg for ikke at afsløre din placering.
Og undgå at provokere ham til en tilståelse. ” Han tøvede. ”Hvis du er tryg ved det, så sæt ham på højttaler. Jeg optager samtalen som bevis.
”
Telefonen ringede for tredje gang. Eleanor trykkede på den grønne knap. ”Halløj? ”
Et dybt lettelsens suk lød gennem højttaleren.
”Elli, skat, hvor er du? Jeg er gået fra forstanden. Sundhedsvæsenet siger, du er på intensiv, og de vil ikke give mig detaljer over telefonen. ”
Eleanor kiggede på O’Connor.
Hans ansigt var fuldstændig udtryksløst. ”Jeg har det rigtig skidt, Will. ”
”Jeg ved det, skat. Jeg har ledt efter dig hele dagen.
Hvilket hospital er du på? ”
”Jeg ved det ikke. De har lige givet mig min telefon tilbage. ”
”Hvad mener du, du ikke ved det?
Se dig omkring. Hvad står der på døren? Hvilken afdeling er du på? ”
”Jeg er så træt, Will.
”
”Selvfølgelig. Selvfølgelig. Overanstreng dig ikke. ” Hans stemme var så velkendt, så fuld af kærlighed og omsorg, at Eleanor fik lyst til at skrige.
Will insisterede: ”Kan du huske, hvem der kørte dig hertil? ”
”Jeg så dem kun i et glimt. Ikke rigtig. En paramediciner.
”
Eleanor lukkede øjnene. Wills stemme blev en anelse hurtigere: ”Elli, det er vigtigt. Sagde han sit navn? ”
Hun svarede ikke.
”Elli? ” Hans stemme blev skarpere. ”Var det en mand ved navn Andrew? ”
Dødens stilhed bredte sig i hospitalssengen.
Eleanor åbnede øjnene og så, at O’Connor skrev hurtigt i sin notesbog. Hun spurgte med svag stemme: ”Hvem er Andrew? ”
Et kort øjebliks stilhed i den anden ende. ”Øh, jeg kender ikke hans efternavn.
Bare den paramediciner, der kørte min mor for nylig. Jeg spekulerede bare på, om det var ham. ”
”Hvorfor skulle han huske mig? ”
”Bare en tanke.
Hvil dig, skat. ”
”Will, jeg vil sove. ”
”Et øjeblik. Sagde lægen noget?
Hvorfor kollapsede du? ”
”De ved det ikke endnu. De har taget blodprøver. ”
Panikken var tydelig i hans påtaget rolige tone.
”Blodprøver? ”
Et tungt øjebliks stilhed. Så genvandt han sin tilsyneladende ro. ”Okay.
Det er godt. Hvil dig. Jeg finder dig, det lover jeg. Jeg er her.
”
Hun afsluttede opkaldet. I nogle sekunder sagde ingen noget. O’Connor lukkede sin kuglepen. ”Før dette opkald: Har du nævnt navnet Andrew for din mand i forbindelse med denne hændelse?
”
”Nej. ”
”Og før i går aftes havde du ingen idé om paramedicinerens navn? ”
”Kun da jeg læste hans id-mærke. ”
Inspektøren nikkede.
”Svar ikke på flere opkald fra ham i dag, medmindre det er absolut nødvendigt. ” Han uddybede ikke, hvilke fælder Will lige var gået i. Og Eleanor spurgte ikke. O’Connor gik.
Iris sad ved vinduet med hænderne på kinderne. ”Han spurgte til blodprøverne. Han er bange for, at de afslører, hvad han gav dig. ”
”Skynd dig ikke foran, Iris,” smilede Eleanor træt.
”Du lyder som en advokat. ”
”Jeg vil bare sikre mig, at det afskum ikke slipper af sted med det, fordi vi lavede en procedurefejl. ”
En time senere tog Iris af sted for at hente rene klæder og toiletartikler til sin veninde. Nadia tog hjem for at gå i bad og lovede at vende tilbage om morgenen.
Afdelingen var stille. For første gang hele dagen var Eleanor helt alene. Hun åbnede bankappen igen. I stedet for hendes oversigt fyldte en besked fra svindelafdelingen skærmen.
Under den stod tidsstemplet for det mistænkelige login. Det passede næsten minut for minut med det tidspunkt, hvor hun havde været bevidstløs i Andrews ambulance. Eleanors hænder rystede. Hvis Will virkelig havde haft hendes taske uden for restauranten, betød det, at han havde forsøgt at trække 500.
000 pund ud af hendes konto, før han overhovedet havde sikret sig, at hans plan om at slå hende ihjel virkede. Hun tog et billede af skærmen og lukkede appen. Et let bank på dørkarmen fik hende til at springe. Andrew stod der med sin jakke over armen.
”Jeg skal hjem. Jeg ville bare sikre mig, at du ikke manglede noget. ”
”Nej, tak. ”
Han nikkede og vendte sig for at gå.
”Andrew. ”
Han vendte sig om. ”Will ringede. ”
Hans adfærd ændrede sig på et øjeblik.
”Hvad sagde han? ”
”Han spurgte, om du var paramedicineren i ambulancen. ”
Andrew kom langsomt tilbage til foden af hendes seng. ”Gav du ham mit navn?
”
”Nej. ”
De udvekslede et langt blik. Så ringede Andrews telefon i lommen. Han tog den op og trak øjenbrynene sammen.
”Hvad er der? ”
”Ukendt nummer. ”
På skærmen så de en anonym besked: ”Send pengene, og glem alt, hvad du har set. Ellers er den næste ambulance din.
”
En kold bølge af frygt skyllede gennem Eleanor.