Vivien, du kan ikke være seriøs. Du vil virkelig giftes med din chauffør? Ja, det har du ret i. Du er sød, når du vil have noget.
Han er sød, når han ikke vil have noget. Vivien, du er milliardær. Du kunne have giftet dig med hvem som helst. Du kunne have giftet dig med mig.
Jeg ved det. Jeg ved det. Hvad skal det så betyde? Det betyder, at jeg har set det før.
Du er sød, når du vil have noget. Hvad er der galt med at ville have noget fra dig? Ingenting. Men lad være med at forveksle at ville have mig med at elske mig.
Er du okay? Jeg har det fint. Du ser ikke ud til at have det fint. Jeg sagde, at jeg har det fint.
Skal jeg fortælle hospitalet, at du har det fint, eller foretrækker du, at jeg siger, at du lader som om? Hvad? Jeg prøver bare at forstå milliardærsprog. Der har vi det.
Du er latterlig. Jeg er blevet kaldt værre. Hvorfor gjorde du det? Hvad?
Fik mig til at grine. Fordi du ser gladere ud, når du smiler, og du ser smukkere ud, når du er glad. Må jeg spørge dig om noget? Selvfølgelig.
Hvorfor er du altid så venlig mod mig? Jeg er bare mig selv. De fleste mennesker er ikke det. Måske er det problemet.
Det at være milliardær gør dig ikke mindre menneskelig. Og det at være din chauffør gør mig heller ikke mindre menneskelig. Så jeg tænkte, at vi bare kunne være to mennesker i en bil. To mennesker.
Ja. Ikke milliardær og chauffør. Nej. Medmindre du vil betale ekstra for milliardæroplevelsen.
Klokken præcis 7. 00 stoppede en sort sedan uden for Vivien Harts palæ. Porten åbnede sig. En mand i en perfekt presset chaufføruniform steg ud, kiggede på sit ur og så mod det enorme hus.
Han tog en dyb indånding. Okay, Marcus, hviskede han til sig selv. Lad være med at gøre dig selv forlegen. Han rettede på sin jakke og kiggede straks ned.
En snørebånd var løs. Han bandt den hurtigt. Meget bedre. Hoveddøren åbnede sig.
Vivien Hart kom ud. Hun var elegant, fattet og fuldstændig udtryksløs. Marcus stillede sig op. Godmorgen.
Marcus Reed. Ja. Du er tre minutter for tidligt. Hun kiggede på sit ur.
To minutter og fyrre sekunder. Han smilede. Så har jeg allerede skuffet dig. Vivien så på ham.
Et øjeblik kunne hun ikke afgøre, om han lavede sjov. Han smilede ikke længere. Hun vendte sig mod bilen. Følg med mig.
Ja. Hun stoppede. Før vi tager af sted, er der et par ting, du skal forstå. Marcus lyttede.
Jeg kan ikke lide unødvendig snak. Forstået. Jeg kan ikke lide høj musik. Forstået.
Jeg kan ikke lide folk, der stiller personlige spørgsmål. Forstået. Jeg kan ikke lide uventede stop. Forstået.
Jeg forventer punktlighed. Absolut. Og jeg forventer diskretion. Selvfølgelig.
Hun studerede ham. Har du nogen spørgsmål? Marcus tænkte et øjeblik. Ja.
Hun løftede øjenbrynet. Hvad? Hvor skal jeg ånde henne? Vivien stirrede på ham.
Han rakte hurtigt begge hænder i vejret. Undskyld. Det var min sidste unødvendige samtale. I et kort sekund var der noget, der lignede et smil, på hendes ansigt.
Så forsvandt det. Stig ind i bilen. Ja. De kørte af sted.
I de første ti minutter sagde Marcus ingenting. Vivien kiggede på sin telefon, så ud ad vinduet, så tilbage på sin telefon. Til sidst lagde hun mærke til noget. Du kører langsomt.
Jeg kører sikkert. Jeg bad dig ikke om at køre langsomt. Du bad mig heller ikke om at køre hensynsløst. Hun kiggede op fra telefonen.
Marcus holdt øjnene på vejen. Din kalender siger, at du har et vigtigt møde klokken 8. Ja, vi ankommer klokken 7. 42.
Hun rynkede panden. Har du allerede regnet det ud? Ja. Hvordan?
Jeg læste den kalender, du gav mig. Hun så anderledes på ham. De fleste mennesker fulgte bare hendes ordrer. Denne mand havde faktisk studeret dem.
Fint. Et par minutter gik. Så lagde Marcus mærke til en papirpose, der lå urørt på sædet ved siden af hende. Du har ikke spist.
Vivien så på posen. Jeg spiser senere. Det er det, folk siger lige før de glemmer det. Jeg sagde, jeg spiser senere.
Marcus nikkede. Okay. Han argumenterede ikke. Han fortsatte bare med at køre.
To minutter senere svingede han ind foran et lille bageri. Vivien kiggede op. Hvad laver du? Et meget kort og fuldstændig uautoriseret stop.
Hun stirrede på ham. Du har lige overtrådt mine regler. Jeg ved det. Han steg ud af bilen.
Jeg er her om tredive sekunder. Han forsvandt indenfor. Vivien kiggede på sit ur. Tredive sekunder senere kom han tilbage med en lille kop kaffe og et varmt wienerbrød.
Han placerede dem ved siden af hende. Morgenmad. Hun så på ham. Jeg bad ikke om det her.
Jeg ved det. Hvorfor købte du det så? Han trak på skuldrene. Fordi du så ud som en, der havde brug for morgenmad.
Hun stirrede på maden, så på ham. Hvor meget? Du skal ikke tænke på det. Jeg betaler dig tilbage.
Det er morgenmad. Ikke en forretning. Hun svarede ikke. Marcus begyndte at køre igen.
Efter et øjeblik tog Vivien stille og roligt wienerbrødet op. Hun tog en bid. Det var varmt, frisk, præcis som hun kunne lide det. Hun vendte sig mod ham.
Hvordan vidste du, at jeg kunne lide det her? Marcus smilede. Du bestilte det samme fra bageriet i går. Vivien stivnede.
Du huskede det? Det er mit job at huske ting om den person, jeg kører for. Hun kiggede ned på wienerbrødet. Af en eller anden grund blev den lille gestus hos hende.
Hun havde brugt år på at være omgivet af mennesker, der huskede hendes fødselsdag, hendes investeringer, hendes kalender, hendes formue. Men denne mand havde husket hendes morgenmad. Og Marcus anede ikke, at denne lille venlighed skulle blive det første brud i de mure, hun havde brugt hele sit liv på at bygge. På den tredje dag havde Marcus lært noget vigtigt om Vivien Hart.
Hun hadede at bede om hjælp. Den morgen fandt han hende stående ved siden af bilen, stirrende på bagagerummet. Godmorgen. Godmorgen.
Hun trykkede på bagagerumsknappen. Intet skete. Hun trykkede igen. Intet.
Marcus observerede stille. Hun trykkede en tredje gang. Stadig intet. Han rømmede sig.
Skal jeg? Nej. Hun trykkede på knappen igen. Marcus nikkede.
Fremragende strategi. Hun vendte sig langsomt mod ham. Hvad? Ingenting.
Hun stirrede på bagagerummet, så på ham. Den åbner ikke. Jeg lagde mærke til det. Det kan jeg se.
Marcus gik hen til det. Må jeg? Hun trådte til side. Han åbnede det manuelt.
Vivien kiggede ind. Hendes kuffert lå bagerst. Marcus rakte ud efter den. Jeg tager den.
Nej. Hun greb selv håndtaget og trak. Den rørte sig ikke. Hun trak hårdere.
Intet. Marcus forsøgte ikke at smile. Vil du have hjælp? Jeg sagde nej.
Han nikkede. Selvfølgelig. Hun trak igen. Kufferten bevægede sig omkring fem centimeter.
Marcus grinede til sidst. Hun stirrede på ham. Synes du, det er sjovt? Nej.
Du griner. Jeg griner respektfuldt. Hun foldede armene. Marcus.
Ja. Tag kufferten. Ja. Han løftede den let.
Hun så væk og lod som om, hun ikke lige havde tabt en kamp mod en kuffert. Marcus stillede den i bilen. Noget andet? Nej.
Han åbnede døren for hende. Hun steg ind. Før han lukkede døren, sagde han: For en ordens skyld tror jeg, du næsten vandt. Hun så på ham.
Næsten? Ja. Ind i bilen, Marcus. Han smilede.
Ja. Da han gik rundt til førersædet, forsøgte Vivien at skjule et smil. Hun fejlede, og Marcus så det i bakspejlet. Han sagde ingenting, men han smilede også.
For første gang føltes deres morgen ikke som en milliardær, der gav instrukser til sin chauffør. Det føltes som to mennesker, der begyndte at nyde hinandens selskab. Fredag morgen forstod Marcus, at det at køre Vivien Hart intet havde med en almindelig kunde at gøre. Hendes første stop var Hartwell Industries, virksomheden hun havde bygget fra bunden.
Det øjeblik Vivien gik gennem glasdørene, ændrede alting sig. Medarbejdere rettede sig op. Assistentere skyndte sig hen mod hende. Ledere ventede med mapper i hænderne.
Godmorgen. Dit møde klokken 9 venter. Flyt det til 9. 30.
Dit bestyrelsesmøde klokken 10. Hun hævede aldrig stemmen. Hun behøvede ikke. Folk lyttede bare.
Marcus så på afstand, da hun gik ind i elevatoren. Han forstod endelig noget. Vivien var ikke bare rig. Hun havde magten.
Timer senere ventede Marcus uden for bygningen. En sølvfarvet sportsvogn holdt ind. Daniel Cross steg ud. Dyr jakkesæt, dyrt ur, perfekt hår.
Han gik ind i bygningen med en kæmpe buket roser. Marcus så ham gå ind. Et par minutter senere kom Daniel ud igen. Roserne var stadig i hans hænder.
Marcus løftede øjenbrynet. Daniel så irriteret ud. Hun ville ikke tage imod dem. Marcus rystede på hovedet.
Nej. Daniel stirrede på ham. Du er den nye chauffør. Ja.
Daniel så ham op og ned. Interessant. Så smilede han. Du må have det rigtig godt.
Marcus smilede høfligt. Jeg får løn om fredagen. Daniel grinede. God en.
Så ændrede hans udtryk sig. Sig til Vivien, at jeg ser hende i aften. Marcus nikkede. Jeg skal nok sige det.
Daniel steg ind i sin bil. Før han kørte, rullede han vinduet ned. Du ved, hun er svær. Marcus smilede.
Det havde jeg ikke lagt mærke til. Daniel grinede. Det får du. Han kørte væk.
Den aften kom Vivien ned ad trappen. Marcus åbnede bildøren. Var Daniel forbi i dag? Ja.
Hvad ville han? Han kom med blomster. Hun sukkede. Selvfølgelig gjorde han det.
Marcus kiggede på hende. Kan du ikke lide blomster? Jeg kan godt lide blomster, bare ikke hans. Hun så på ham.
Du lærer hurtigt. Han smilede. Hun steg ind i bilen. Et par sekunder senere ringede hendes telefon.
Daniel. Hun kiggede på skærmen og svarede ikke. Den ringede igen. Hun afviste den.
Marcus sagde ingenting. Så modtog hendes telefon en besked. Hun læste den hurtigt. Middag i aften.
Kun os to. Jeg ved, du ikke siger nej. Vivien låste telefonen. Marcus kiggede på vejen.
Han virker selvsikker. Han er vedholdende. Det samme. Nej.
Hun kiggede ud ad vinduet. Vedholdenhed respekterer et svar. Marcus nikkede. Og Daniel?
Han tror, mit svar er noget, han kan forhandle om. Marcus var stille. Så sagde han: Det lyder udmattende. Vivien så på ham.
Det er det. Der var en lille pause. Så smilede Marcus. Nå, gode nyheder.
Hvad? Du behøver ikke forhandle med mig. Hun løftede øjenbrynet. Hvorfor?
Fordi hvis du beder mig om at køre et sted hen, så kører jeg derhen. Hun smilede. Og hvis jeg beder dig om at gå? Så spørger jeg, om du er sikker.
Hun lo. Hvorfor? Fordi jeg har brug for jobbet. Hun lo igen, og Marcus smilede ud mod vejen.
Ingen af dem lagde mærke til Daniels bil parkeret på den anden side af gaden. Han iagttog dem. Hans udtryk var ikke muntert. Det var jalousi.
Og for første gang indså Daniel noget, han ikke havde forventet. Vivien begyndte at nyde selskabet med sin chauffør. Lørdag morgen ankom Marcus til Viviens palæ og forventede endnu en travl morgen. I stedet fandt han hende siddende alene på trappen.
Ingen designerjakkesæt, ingen høje hæle, ingen assistenter. Bare en simpel sweater, løse bukser og en kop kaffe i hænderne. Marcus stoppede. Godmorgen.
Vivien kiggede op. Du er tidligt på den. Du er klædt anderledes på. Hun kiggede ned på sig selv.
Er det en klage? Nej, smilede han. Jeg kendte dig bare ikke lige. Hun rullede med øjnene.
Meget morsomt. Han gik mod bilen. Så lagde han mærke til noget usædvanligt. Der stod en lille papkasse ved siden af hende.
Hvad er det? Ingenting. Marcus kiggede på kassen. Den bevægede sig.
Han stoppede. Ingenting bevægede sig lige. Vivien sukkede. Det er en herreløs killing.
Marcus kiggede ind. En lille, forskræmt killing lå sammenkrøllet i kassen. Du reddede den? Jeg fandt den ved porten i nat.
Marcus smilede. Så har milliardæren altså et blødt punkt. Vivien gav ham et blik. Sig det ikke til nogen.
Din hemmelighed er sikker. Hun løftede forsigtigt killingen op. Jeg ringede til tre internater. De er alle fulde.
Marcus kiggede på killingen. Hvad skal du så gøre? Vivien tøvede. Jeg ved det ikke.
Marcus satte sig på hug ved siden af hende. Skal jeg finde nogen, der kan tage sig af den? Hun så på ham. Ja.
Okay. Han tog sin telefon op. Giv mig ti minutter. Vivien så ham foretage flere opkald.
Et par minutter senere smilede han. Jeg fandt en dyrlægeklinik, der kan tage sig af den midlertidigt. Viviens ansigt lyste op. Virkelig?
Virkelig? Hun kiggede ned på killingen og sagde så stille: Tak. Marcus smilede. Det var så lidt.
Han rejste sig. Vivien kiggede på ham. Du behøvede ikke at gøre det. Han trak på skuldrene.
Du behøvede heller ikke at redde killingen. Hun blev stille. Marcus lagde mærke til det. Er du okay?
Hun nikkede. Ja. Så kiggede hun på killingen. Min mor plejede at redde dyr.
Marcus smilede. Lyder som om hun var et godt menneske. Det var hun. Viviens stemme blev blød.
Hun lærte mig, at det at have penge ikke betyder, at man er bedre end andre. Marcus så på hende. Lyder som om hun opdragede dig godt. Vivien smilede svagt.
Det gjorde hun. Et øjeblik sagde ingen af dem noget. Så nøs killingen pludselig. Marcus sprang tilbage.
Whoa. Vivien brød ud i latter. Er du bange for en killing? Jeg er ikke bange.
Du sprang. Jeg blev overrasket. Du sprang. Han pegede på killingen.
Den tingest angreb mig med et nys. Vivien grinede endnu hårdere. Marcus smilede. Og i flere sekunder sad milliardæren, der kontrollerede en millionvirksomhed, på sin trappe og lo som en helt almindelig kvinde.
Marcus så på hende. Han havde set Vivien i bestyrelseslokaler. Han havde set hende give ordrer. Han havde set folk blive nervøse, når hun trådte ind i et rum.
Men dette var anderledes. Dette var den kvinde, ingen andre så ud til at kende. Og på en eller anden måde kunne han bedst lide denne udgave af hende. Den aften kørte Marcus Vivien hjem til palæet.
Som sædvanligt åbnede han døren for hende. Godnat. Hun nikkede. I morgen, klokken 7 skarpt.
Ja. Hun gik mod indgangen. Så stoppede hun. Marcus.
Ja. Hvor bor du? Han så let overrasket ud over spørgsmålet. Hvorfor?
Du kører for mig. Jeg er nødt til at vide, hvor du kommer fra om morgenen. Han smilede. Omkring fyrre minutter herfra.
Fint. Hun gik indenfor. Næste morgen kom Vivien ned på trappen tidligere end normalt. Marcus var der ikke.
Hun kiggede på sit ur. 6. 57. Så så hun ham jogge gennem porten.
Han havde sin chaufførjakke på, men under den en simpel t-shirt. Han trak vejret tungt. Vivien rynkede panden. Hvor har du været?
Løbet. Løbet? Ja. Du skulle være her klokken 7.
Han kiggede på sit ur. Klokken er 6. 59. Hun så på ham.
Han smilede. Jeg nåede det. Hun rystede på hovedet. Du er mærkelig.
Det siger min udlejer også. Hun var tæt på at smile. Så lagde hun mærke til noget. Du løb hertil?
Nej. Hvordan kom du så hertil? Han tøvede. Bus.
Hun så på ham. Du tager bussen. Nogle gange er du min chauffør. Ja.
Hvorfor kører du så ikke i din egen bil? Han smilede. Fordi jeg ikke ejer en. Vivien stirrede på ham.
Af en eller anden grund havde hun antaget, at han gjorde. Marcus åbnede døren for hende. Efter dig. Hun steg ind.
Da han lukkede døren, så hun på ham gennem vinduet. For første gang spekulerede hun på, hvem denne mand virkelig var. Ikke hendes chauffør, Marcus. Og hun anede ikke, at der var meget mere ved ham, end uniformen antydede.
Vivien havde et vigtigt møde den eftermiddag. Hun brugte hele køreturen på at læse et forslag fra en af virksomhedens største investorer. Da hun nåede sidste side, rynkede hun panden. Marcus.
Ja. Kør mig tilbage til kontoret. Han vendte bilen rundt. Et par minutter senere kiggede Vivien pludselig op.
Vent. Ja. Hvorfor drejede du her? Det er hurtigere.
Der er vejarbejde længere fremme. Jeg ved det. Hun så på ham. Hvordan?
Jeg tjekkede trafikken, før vi kørte. Vivien vendte tilbage til sit forslag. Så stoppede hun. Marcus.
Ja. Må jeg spørge dig om noget? Selvfølgelig. Hun rakte ham forslaget.
Hvad synes du om det her? Han kiggede på det. Du vil have min mening? Ja.
Han læste første side, så anden side. Han rynkede panden. Denne virksomhed beder om for meget. Vivien så overrasket ud.
Hvorfor? De tilbyder dig 20 % ejerskab. Ja, men de forventer 40 % vækst i det første år. Marcus så på hende i spejlet.
Hvis de virkelig troede, de kunne vokse så hurtigt, behøvede de ikke give dig 20 %. Vivien blev stille. Han fortsatte med at køre. Jeg overskrider nok mine grænser.
Hun tog papirerne tilbage. Nej. Hun kiggede på forslaget igen. Fortsæt.
Marcus tøvede. Deres tal passer ikke med deres udvidelsesplan. Vivien stirrede på ham. Du forstår dig på finansielle fremskrivninger?
Lidt. Lidt. Min far ejede et lille byggefirma. Jeg plejede at hjælpe ham med tallene.
Hun så anderledes på ham. Hvorfor kører du så? Han smilede. Fordi min fars firma gik konkurs.
Bilen blev stille. Vivien kiggede tilbage på forslaget. Så foretog hun et opkald. Aflys mødet.
Marcus kiggede på hende. Hun smilede svagt. Tilsyneladende har min chauffør lige reddet mig for flere millioner kroner. Marcus grinede.
Jeg sagde jo, jeg var værd at beholde. Bliv ikke for selvsikker. Ja. Men Vivien kunne ikke lade være med at se på ham igen.
For første gang indså hun noget. Marcus var ikke bare en mand bag et rat. Der var et sind bag smilet. Daniel ankom til Viviens kontor den aften med endnu en buket roser.
Vivien kiggede knap op fra sit skrivebord. Daniel, jeg sagde, jeg havde travlt. Jeg tager dig ikke lang tid. Han lagde blomsterne på hendes bord.
Jeg tænkte, vi kunne spise middag i aften. Nej. Han sukkede. Du giver mig aldrig en chance.
Vivien kiggede endelig på ham. Jeg har givet dig rigeligt med chancer. Daniel trak en stol frem. Vivien, du ved, vi ville være et magtfuldt par.
Der har vi det igen. Hvilken magt? Han rynkede panden. Hvad er der galt med det?
Ingenting. Hun vendte tilbage til sine papirer. Men du taler aldrig om, hvad du kan lide ved mig. Daniel stirrede på hende.
Jeg beundrer alting ved dig. Virkelig? Ja. Så fortæl mig én ting om mig, der ikke har noget med min virksomhed at gøre.
Han åbnede munden. Der kom ikke noget ud. Vivien smilede trist. Præcis.
Daniel blev frustreret. Du overtænker det her. Nej. Hun så på ham.
Jeg er bare holdt op med at ignorere det. Hans telefon vibrerede pludselig. Han kiggede ned. En besked dukkede op.
Gik hun med på partnerskabet? Vi skal have Hartwell Industries med før fredag. Vivien så den. Daniel vendte hurtigt telefonen om.
Hendes udtryk blev hårdt. Så det er det her. Vivien, vent. Du var aldrig interesseret i mig.
Hun rejste sig. Du var interesseret i, hvad det at være sammen med mig kunne give dig. Det er ikke fair. Nej.
Hun tog blomsterne op. Ved du, hvad der ikke er fair? Hun rakte dem tilbage til ham. At lade som om man elsker nogen, fordi man vil have adgang til deres verden.
Daniel sagde ingenting. Vivien gik mod døren. Jeg håber, du finder det, du leder efter. Hun åbnede den.
Men det er ikke mig. Daniel gik. Vivien lukkede døren bag ham. For første gang var hun ikke vred.
Hun var blot træt. Træt af mennesker, der ville have noget fra hende. Hun tog sin telefon og ringede til Marcus. Han svarede med det samme.
Godaften. Der var en pause. Så sagde Vivien: Er du stadig nedenunder? Ja.
Godt. Endnu en pause. Jeg kommer ned om et minut. Hun afsluttede opkaldet.
Hun vidste ikke, hvorfor hun havde ringet. Hun vidste kun, at efter en dag med mennesker, der forsøgte at tage noget fra hende, ville hun være sammen med nogen, der aldrig bad om noget. Marcus ventede nedenunder, da Vivien kom ud af bygningen. Hun steg stille ind i bilen.
Hjem? Ja. Han kørte væk. I flere minutter sagde hun ingenting.
Så lagde Marcus mærke til, at hendes vejrtrækning havde ændret sig. Han kiggede på hende i spejlet. Jeg har det fint. Han kiggede tilbage på vejen.
Det havde hun ikke. Hendes fingre strammede om telefonen. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. Jeg sagde, jeg har det fint.
Hendes stemme knækkede. Marcus kørte straks ind til siden af vejen. Han vendte sig om. Se på mig.
Hun rystede på hovedet. Jeg kan ikke. Du kan. Jeg kan ikke trække vejret.
Du kan. Bare kæmp ikke imod det. Han holdt stemmen rolig. Se på mig.
Hun gjorde det endelig. Godt. Han tog en dyb indånding. Følg efter mig.
Hun prøvede igen og igen. Hendes vejrtrækning begyndte langsomt at falde til ro. Tårer rullede ned ad hendes kinder. Hun tørrede dem hurtigt væk.
Jeg hader det her. Marcus rakte hende et serviet. Du behøver ikke at skamme dig. Jeg gør.
Hvorfor? Fordi jeg skal have styr på alting. Marcus så blidt på hende. Måske behøver du ikke have styr på alting hele tiden.
Hun så på ham. Ingen havde nogensinde sagt det til hende. Han fortsatte stille. Nogle gange har man bare brug for, at nogen sidder ved siden af én, indtil man er okay.
Vivien stirrede på ham. Du spørger mig ikke om, hvad der er galt. Nej. Hvorfor?
Fordi når du er klar til at fortælle mig det, så gør du. Hun kiggede ned, næsten hviskende. Kan du blive et minut? Marcus nikkede.
Selvfølgelig. Han slukkede motoren. Ingen af dem talte. For første gang var Vivien ikke den milliardær, alle var afhængige af.
Hun var blot en kvinde, der sad ved siden af nogen, der fik hende til at føle sig tryg. Og den nat ændrede noget sig. Ikke kærlighed, ikke endnu. Men for første gang så Vivien ikke Marcus som sin chauffør.
Hun så ham som nogen, hun ikke ønskede at miste. Næste morgen ankom Marcus præcis klokken 7. Vivien ventede allerede. Han kiggede på sit ur.
Jeg er imponeret. Over hvad? At du er klar før mig. Gør det ikke til en vane.
Han smilede. Ja. Hun steg ind i bilen. Et par minutter inde i turen spurgte Vivien: Marcus.
Ja. Har du planer i aften? Han kiggede på hende i spejlet. Hvorfor?
Jeg stillede et spørgsmål. Jeg har planer. Med hvem? Han smilede.
Det er et personligt spørgsmål. Hun så straks væk. Fint. Han lo sagte.
Den aften kom Vivien ud af sit kontor. Marcus var der ikke. En anden chauffør stod ved bilen. Hvor er Marcus?
Han havde et familieanliggende. Hun nikkede. Er alt i orden? Det tror jeg.
Han sagde, at hans mor ikke havde det godt. Vivien standsede op. Hans mor? Ja.
Hun steg ind i bilen, men noget føltes mærkeligt anderledes. Den nye chauffør var perfekt professionel. Han lavede ikke sjov. Han drillede hende ikke.
Han lagde ikke mærke til, at hun ikke havde spist. Han kørte bare. Efter flere minutter kiggede Vivien ud ad vinduet. Kør mig et sted hen.
Hvor? Hun tøvede. Marcus er hjemme. Chaufføren så overrasket ud.
Har du adressen? Det havde Vivien. Hun havde hans nødkontaktoplysninger fra hans personalemappe. Da de ankom, steg Vivien ud.
Hun så Marcus stå uden for en beskeden lejlighedsbygning med en indkøbspose i hånden. Han så overrasket ud. Vivien gik hen mod ham. Jeg hørte, at din mor ikke havde det godt.
Marcus smilede. Det havde hun ikke. Hun har det bedre nu. Vivien nikkede.
Godt. Hun kiggede på indkøbsposen. Du købte alt det der? Åbenbart kommer mødre sig ikke over sygdom ved at spise kiks.
Vivien smilede. Må jeg se hende? Marcus tøvede. Mit sted er.
Han kiggede på den lille lejlighed. Ikke ligefrem din slags sted. Vivien så på ham. Marcus?
Ja. Jeg kom ikke her for at inspicere dit hus. Han smilede. Fair nok.
Han åbnede døren. Før Vivien gik ind, sagde Marcus stille: Tak, fordi du kom. Hun så på ham. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kom.
Han smilede. Jeg tror, du ved det. Hun så væk. For første gang indså Vivien, at hun var gået ud af sin vej bare for at se ham, og det skræmte hende en lille smule.
Marcus var ikke længere bare ved at blive en del af hendes rutine. Hun begyndte at ville have ham i sit liv. Den følgende aften ventede Marcus uden for Viviens kontor. Hun gik hen mod bilen og stoppede så.
Marcus? Ja. Jeg skal fortælle dig noget. Han smilede.
Det lyder alvorligt. Det er det. Han blev stille. Vivien så på ham.
Jeg har brugt størstedelen af mit liv på at tro, at det at have brug for nogen var en svaghed. Marcus sagde ingenting. Jeg troede, at hvis jeg holdt folk på afstand, kunne ingen såre mig. Hun tog en indånding.
Så kom du. Han smilede svagt. Jeg gjorde bare mit job. Nej.
Hun rystede på hovedet. Du gjorde noget, ingen andre gjorde. Hvad? Du behandlede mig som et menneske.
Marcus så på hende. Du fik mig til at grine, når jeg ikke havde lyst. Hun smilede. Du sagde til mig, når jeg tog fejl.
Det gør jeg stadig. Hun lo sagte. Og du blev, når jeg ikke havde det okay. Hendes smil forsvandt.
Den nat i bilen. Hun så ned. Der indså jeg, at jeg stolede på dig. Marcus var stille.
Vivien tog et skridt nærmere. Og nu har jeg et problem. Hvilket problem? Hun så ham direkte i øjnene.
Jeg vil ikke have, at du er min chauffør mere. Marcus’ ansigt faldt. Åh. Vivien smilede.
Det var ikke det, jeg mente. Han lo. Du må virkelig arbejde på din præsentation. Hun rystede på hovedet.
Jeg vil have dig ved min side. Han stirrede på hende. Vivien, jeg ved ikke, hvor det her fører hen. Hun tog hans hånd.
Og jeg beder dig ikke om at love mig for evigt. Et lille smil kom frem på hendes ansigt. Jeg beder dig om at give mig en chance for at finde ud af det. Marcus så på deres hænder, så på hende.
Er du sikker? For en gangs skyld. Vivien smilede. Jeg er sikker.
Marcus klemte hendes hånd. Så vil jeg gerne det. Hun smilede. Godt.
Han åbnede bildøren. Hun så på ham. Vil du stadig kalde mig for frue? Han smilede.
Sandsynligvis. Hun lo. Marcus, jeg arbejder på det. Hun steg ind i bilen.
Han lukkede døren og gik så rundt til førersædet. For første gang sad Vivien ikke bag ham som hans arbejdsgiver. Hun sad der som den kvinde, der endelig havde lukket nogen ind i den verden, hun i årevis havde beskyttet. Og ingen af dem vidste, hvor deres historie ville ende.
Men for første gang var Vivien ikke bange for at finde ud af det.