Jeg satte mig på femte trin, for det er så langt, jeg kan komme uden at skulle standse op, og jeg vil have dig til at sidde der sammen med mig, for trappen er hele historiens omdrejningspunkt. Fjorten trin. Jeg har boet her i ni år, og jeg kunne have fortalt dig, at der er fjorten trin, hver gang du spurgte, præcis som du kender antallet af ring, din telefon laver, før den går til voicemail. Men at kende tallet og at sidde midt i det er to fuldstændig forskellige oplevelser.
Fem uger efter jeg kom hjem fra hospitalet, lærte jeg at tage trappen i etaper. Fem, så fire, så fem, med posten i skødet, så mine hænder havde noget at lave, mens lungerne indhentede resten af kroppen. To ting kom i posten den dag. Den tredje august, en søndag.
Det ved jeg, fordi lejekontrakten havde en frist i fed skrift, og jeg talte dagene, mens jeg sad på trappen. Det første brev var fra administrationsselskabet. Hvis jeg underskrev senest den femtende august, ville de forny kontrakten i tolv måneder til 1. 510 dollars om måneden, samme beløb som jeg allerede betalte.
Hvis jeg ikke underskrev, ville jeg gå over på månedsvis leje til 1. 635 dollars. Et hundrede og femogtyve dollars om måneden for privilegiet at lade være med at beslutte mig. Sådan prissætter de tøven, og jeg bebrejder dem det ikke engang.
Det er en ærlig afgift for ærlig svaghed. Den anden ting var slet ikke post. Det var en besked fra Otis på voicemail, mens jeg gik hen til postkassen. Munter.
Hej, mor. Bare en påmindelse, den resterende saldo er due om enogtyve dage. Skynd dig ikke. Jeg elsker dig.
Ring til mig. Enogtyve dage. Han havde også talt. Lad mig gå tilbage og fortælle dig, hvad de enogtyve dage handlede om, ellers tror du, at dette er en historie om en trappe.
Jeg hedder Mackenzie Rose. Jeg er otteoghalvfjerds. Min mand Gilbert døde for ni år siden sidste forår. Jeg fik lungebetændelse i juni, den slags hvor man tager til røntgen af brystet i den tro, at man får en antibiotika-kur, og i stedet får man et armbånd på af en person i hospitalsuniform, som siger, at man skal blive et par dage.
De beholdt mig i elleve dage. Jeg kom hjem i den sidste uge af juni, og da jeg kom til kontrol den første august, fik jeg ordineret en fire ugers kur med natlig inhalationsbehandling. Det betyder, at jeg sætter vækkeuret til klokken to om natten, står op og sidder i mørket med en kompressor, der larmer på natbordet, som en lille arrig maskine, der siger sin mening. Tyve minutter, og så i seng igen, hvis jeg kan klare det.
Lucy Bailey kommer hverdage fra halv otte til halv elleve. Hun er enogtredive, kalder mig fru Mackenzie og laver ingen ophævelser, hvilket jeg værdsætter mere, end jeg kan sige. Hun kommer med min morgenmedicin, sørger for, at jeg spiser noget andet end ristet brød, og bærer vasketøjet op fra kælderen. Tolv trin fører ned til den kælder, som et dybt hul.
Tirsdag og fredag kører hun mig til lungerehabilitering, hvor jeg sidder sammen med otte andre, og vi trækker vejret dybt, mens en ung kvinde tæller. Syvogtyve dollars i timen, tre timer, fem dage. Godt trehundrede og fem dollars om ugen. Min kusine Thea Snyder er fireoghalvfjerds, kører fyrre minutter hver vej hver søndag med en kasse fuld af dagligvarer og bliver til krydsord, hvor hun læser de lodrette ledetråde højt, uanset om jeg vil det eller ej.
De penge, Lucy får, kommer fra mine opsparinger. Jeg tæller de opsparinger i dollars, siden hospitalets faktureringskontor sendte mig en opgørelse på 13. 240 dollars, efter at alle andre ressourcer havde gjort, hvad de skulle. Jeg har aldrig i mit liv talt penge på den måde, jeg gør nu.
Jeg talte kun regninger. Selvfølgelig tæller alle regninger. Det her er anderledes. Det her er at overvåge en saldo, der ikke bliver fyldt op igen.
Nu til løftet. Søndagsmiddagen i maj. Jeg har holdt fast i søndagsmiddagen, siden Gilbert døde. Jeg skal forklare, hvad det betyder senere.
Otis var der med Serena, og et sted mellem kødet og kaffen begyndte han at tale om den rejse. Enogtyve dage, en togrejse gennem de nordlige egne, og så en sejltur langs kysten med fjorde. Han og Serena havde undersøgt prisen i elleve år. Elleve år.
Han sagde det, som man siger noget, man endelig har accepteret. Vi kommer måske aldrig afsted, mor, men det er sjovt at drømme. Han sagde, at de havde betalt depositum alligevel. 2.
400 dollars, ikke-refunderbart, fra deres egne opsparinger, bare for at føle, at de var den slags mennesker, der rejser. Rejsen kostede i alt 20. 400 dollars. Og jeg hørte mig selv sige, at jeg ville dække resten, uanset hvad det kostede.
Jeg vil være præcis om, hvad jeg følte dengang, fordi det er vigtigt. Det var ikke en bestikkelse, og det var ikke en strategi. For tre år siden blev Gilberts mors hus endelig solgt, og jeg fik nogle penge, og mellem det og enke-pensionen befandt jeg mig som femoghalvfjerdsårig kvinde, der hele sit liv ikke havde kunnet sige et stort tal højt uden at ryste. Så jeg sagde det.
Otis lagde sine hænder fladt på bordet og sagde ikke noget. Og Serena græd lidt, og jeg følte mig som en god fe for nogen, en følelse jeg havde ønsket mig i omkring halvtreds år. Agenturets papirer kom senere med tallet trykt. 18.
000 dollars og ikke en cent mere. Og nu er det her den del, jeg bliver ved med at vende i mit hoved. I de fem uger siden jeg kom hjem, har mine børn tilbudt fem besøg. Jeg har ikke bedt om nogen af dem.
Otis tre gange på grund af kvartalsafslutning på arbejdet, så gik Owens bil i stykker, så blev Serenas mors tid ændret. Yvette to gange, på grund af en aflyst vagtbytte, og Emerys turnering trak ud til søndag. Hvert af de tilbud var betinget af noget. Jeg sørger for medicinen, mor.
Jeg laver morgenmad. Jeg henter vasketøjet. Jeg tager dig fredag, så Lucy slipper. Intet af det blev til noget.
Hvert eneste var oprigtigt. De ringer. De ringer ofte og varmt, og jeg elsker at tale med dem. Og jeg har ikke bedt nogen af mine børn om en eneste ting, ikke én gang, og jeg var stolt af det.
Jeg sad på femte trin med lejekontrakten i skødet og bemærkede, at jeg var stolt af det, og at jeg ikke længere stolede på den stolthed. Han kom den sjette, en onsdag, fem uger og tre dage efter de sendte mig hjem, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke også havde talt de dage. Han ringede klokken elleve og sagde, at han ville kigge forbi efter sin aftale klokken et, og jeg brugte de to timer på at gøre, hvad enhver mor gør, nemlig tage pæne bukser på og tørre køkkenbordet af med en klud. Jeg behøvede ikke at bøje mig over det.
Lucy var allerede gået. Vasketøjskurven stod nederst på trappen, hvor hun havde efterladt den, foldet, fordi hun henter den fra kælderen og stiller den der, og jeg tager den op stykke for stykke, et par ting ad gangen, et system jeg ikke skammer mig over. Otis kom ind ad sidedøren, som han altid har gjort, siden jeg flyttede hertil for ni år siden. Han er femoghalvtreds nu, med gråt hår ved tindingerne, og han har stadig sin fars skulderbygning.
Han trådte over kurven med foden. Jeg mener ikke, at han skubbede den. Jeg mener ikke, at han sagde, mor, hvad laver den her? Han løftede det ene ben over den, som man træder over en hund, der altid ligger det samme sted, og fortsatte med at tale, uden at noget i hans ansigt røbede det mindste.
Jeg stod der og tænkte, at den kurv havde været den centrale begivenhed i min onsdag. Ingen er forpligtet til at vide det. Men jeg bemærkede, at han ikke vidste det, og når man først har bemærket sådan noget, kan man ikke tage det tilbage. Han gav mig et kram.
Han er god til kram, det har han altid været. Han laver den der bevægelse, hvor han ryster dig lidt. Han sagde, du ser godt ud, selv når du sover. Ikke rigtig.
Godt klokken to om natten. Godt. Han sad allerede ved spisebordet med en mappe. Hør her, det er hele sagen.
Han spurgte og ventede ikke, og jeg tror ikke, han hørte sig selv gøre det. Han spurgte ikke én gang, hvordan hospitalet havde været. Han spurgte aldrig til rehabiliteringen. Han ved ikke, at det er et hold.
Han ved ikke, at vi er ni. Han ved ikke, at der er en kvinde ved navn Dorothy, der har slik med til alle. Han spurgte ikke, hvad noget kostede, og jeg vil være fair her. Jeg har aldrig fortalt ham det.
Jeg har bevidst aldrig fortalt ham det. Man kan ikke svare på et spørgsmål, man har sørget for ikke at blive stillet. Han lagde to papirer på bordet, agenturets opgørelse med saldoen trykt i en boks, 18. 000 og nul cents og en dato, og så rejseplanen, trykt på ægte, skinnende papir med et billede af en fjord øverst, mørkeblåt vand og en skråning med sne i folder.
Deres navne stod på forsiden, hr. og fru Oroz. Han talte om togdelen i tyve minutter, hvilken vogn de havde reserveret, udsigtsplatformen, og en strækning langs en sø i to timer, hvor man skulle kunne se bjergene rejse sig fra den anden side. Han havde lært søens navn.
Han sagde navnet to gange. Og jeg sad der, og det var det, jeg ikke havde regnet med. Jeg nød det. Jeg havde ønsket at se min søn sådan i månedsvis.
I årevis, faktisk. Og der sad han og gjorde det ved mit bord. Og jeg ville have, at han skulle blive ved. Det var det, der gjorde resten svært.
Hvis jeg havde siddet der og følt mig fornærmet over ham, ville det have været let. Det gjorde jeg ikke. Jeg nød at have min søn der. Da han var færdig med togdelen, tappede han på opgørelsen og sagde, nå, saldoen er due den fireogtyvende.
Jeg kan give dem dit kort over telefonen, eller du kan skrive en check, hvad er nemmest. Jeg sagde, Otis, jeg har brug for, at du venter på gaven. Han blev ikke vred. Jeg vil have det slået fast, for hvis han havde råbt, havde jeg haft noget at kæmpe imod.
Han vippede hovedet, som om jeg havde sagt noget på et uforståeligt sprog. Vente på hvad? Indtil jeg finder ud af, hvad jeg sikkert kan betale. Tingene har ændret sig siden maj.
Mor, han lo lidt, ikke hånligt, men som en mand, der retter en oplagt fejl. Depositummet er væk. 2. 400 er ikke-refunderbart.
Det er vores penge. Det kom fra vores konto. Jeg betalte det i maj, før dit tilbud. Jeg ved det.
Vi har fortalt folk. Serena har fortalt hele sit kontor. Han gned sig bag på nakken. Du bryder ikke løfter.
Du har aldrig brudt et løfte i hele dit liv. Det er dig, mor. Det er din natur. Det er det, der kendetegner dig.
Han mente det som en kompliment. Han sagde det, som man siger, at du har arvet din mors øjne, med en kærlig, fast og endelig tone. Og jeg sad med hænderne på bordet og hørte det nå mig på en helt anden måde, som en beskrivelse af en rådighed. Noget man kan bruge uden at tjekke saldoen, fordi den aldrig har afvist en anmodning.
Så stillede jeg ham spørgsmålet. Jeg havde båret på det i tre dage, og jeg stillede det simpelt, fordi enkelheden var alt, hvad jeg havde af styrke. Otis, hvilke dage kan du komme? Komme hvorhen?
Her til. Hvilke dage? Ikke snart, ikke engang. Hvilke ugedage kan du være i dette hus?
Han lænede sig tilbage. Han tænkte over det. Det vil jeg give ham. Det var ikke overfladisk.
Han tog et par sekunder. Så sagde han, mor, det er Lucys arbejde. Det er derfor, opsparingen findes. Du har ikke brug for mig til at vaske dit tøj.
Du har nogen, der gør det, og hun er bedre til det end mig. Du har pengene nu. Det er hele pointen med at have dem, ikke? Du har det fint.
Du har Lucy. Du har Thea. Du har det fint. Du har Lucy, og du har Thea, og du har det fint.
Han smilede, lænede sig frem og klappede min hånd, og han troede, han havde løst et problem for mig. Jeg vil have dig til at tænke på de regnskaber, som jeg gjorde. Min søns forslag til min bedring var, at jeg skulle betale for den med mine egne penge. Og de samme penge, den samme liste, det samme regnskab, der er ikke noget andet, skulle også dække hans rejse.
Han havde ikke gjort noget uærligt. Han havde bare ikke lagt dem på samme side, for på hans side var der to forskellige bunker penge, mens der på min side kun var én. Jeg sagde ikke noget af det. Jeg sagde, okay, lad mig tænke over det.
Selvfølgelig. Han rejste sig og tog sine nøgler. Bare ikke vent for længe med den fireogtyvende, okay? De er strenge med datoen.
Og ved døren, med al varme, du ser virkelig bedre ud, mor. Jeg var bekymret for dig. Han trådte over vasketøjskurven på vej ud. Jeg blev siddende ved bordet længe efter, hans bil var kørt.
Billedet af fjorden og opgørelsen side om side, og mellem dem en cirkelformet rest fra et glas vand, der måske havde stået der siden sidste søndag, Thea besøgte. Omkring seks rejste jeg mig og slukkede køkkenlyset og gik op ad trappen. Fem, så tre, så fire, så to. Fire afbrydelser den nat, en mere end normalt, og jeg sad på reposen et øjeblik med hånden på gelænderet og besluttede, at jeg ikke skulle beslutte mig, ikke nu, for måske tog jeg fejl.
Han havde også haft en mærkelig sommer, og folk siger uovervejede ting i en fart, og jeg havde ikke bedt om hjælp i fem uger, hverken fra Esther eller nogen af mine børn, og måske var det hele misforståelsens rod. Jeg ville gerne tage fejl. Det vil jeg have officielt registreret. Yvette ringede næste aften, og hun var allerede blevet informeret.
Man kunne høre det i de første tredive sekunder. Hun gik lige til sagen og havde allerede startet et skænderi, som jeg ikke havde startet. Mor, han mente det ikke sådan, som du forstod det. Hej med dig også.
Hej. Mor, han er under stort pres på arbejdet. De fyrede to i hans afdeling i marts, og han dækker deres vagter, og han… du ved, hvordan han har det med hospitaler.
Han kunne heller ikke besøge far, husker du? Han sad i parkeringspladsen i fyrre minutter. Jeg huskede det. Den del er ægte, og den er ikke ubetydelig.
Otis har en rædsel for sygestuer, der går tilbage til hans bedstemor, og jeg har ladet det være en acceptabel undskyldning i tredive år. Jeg lod hende tale. Min datter er enoghalvtreds. Hun er oversygeplejerske på et kirurgisk center.
Hun har en meget stærk og dygtig stemme, og hun har brugt hele sit liv på at være den, der får de to sider af et rum til at holde op med at skændes. Jeg kunne have sagt fire eller fem hårde ting. Jeg sad på køkkenstolen ved telefonen og lod hende tale færdig, fordi hun forsvarede sin bror af kærlighed, og jeg har aldrig fortrudt at lade nogen tale om deres kærlighed til en anden foran mig. Så nåede hun til den del, som jeg vidste ville komme.
For Yvette ringer ikke for at klage, hun ringer med en plan. Okay, her er hvad jeg har tænkt. En plan, en ægte plan på papir. Jeg tager weekenderne.
Jeg kommer fredag efter arbejde og tager hjem søndag. Otis tager en nat midt på ugen, tirsdag eller onsdag. Han kan tage tirsdag. Thea har allerede søndag med dagligvarer.
Og Williams vagter varierer, så nogle uger kan han tage torsdag. Han har tilbudt det, han har virkelig tilbudt det, mor. Og hvis vi dækker de timer, kan du skære meget ned på Lucy. Du behøver hende ikke fem dage om ugen.
Du har brug for hende to, hvad siger du? Og pengene bliver, som de er. Otis får sin rejse. Og du får mere tid med os, end du får nu, hvilket du ærligt talt burde have alligevel.
Hun sukkede. Vi kan stadig få det til at fungere. Hun mente hvert et ord. Jeg har brug for, at du hører det.
Der var ikke en smule manipulation i hendes stemme. Min datter sad i sit køkken med en kuglepen og byggede en redningskrans til alle, og hun var stolt af det, og det skulle hun være. Det var en god plan på samme måde, som en tegning af en bro er en god bro. Jeg argumenterede ikke mod tidsplanen.
Det var den eneste intelligente ting, jeg gjorde hele sommeren. Hvis jeg havde argumenteret, ville vi have været fanget i en tre uger lang diskussion, hun forsvarede søjlerne, og jeg sagde, at jeg ikke ville være en byrde, begge sagde vi sandheder til den anden, indtil vi var udmattede. Jeg sagde, gennemfør én weekend af den. Hvad?
Én weekend, præcis som den er skrevet. Du kommer fredag aften og tager søndag eftermiddag. Ikke et besøg. Jeg vil ikke have, at vi går ud og spiser frokost.
Jeg vil ikke have, at du tager mig med på en køretur. Vasketøj, medicin, apoteket om nødvendigt, og vækkeuret klokken to. Du tager klokken to. Du tager klokken to.
Der var en pause på halvanden sekund, og i den hørte jeg noget, jeg havde ventet på, et lille stik. Hun blev høfligt, stille fornærmet, på den måde man bliver, når nogen spørger, om man virkelig kan løfte noget. Mor, jeg er sygeplejerske. Jeg ved, hvem du er.
Jeg har arbejdet nattevagter i seksogtyve år. Jeg kan gøre det i søvne. Hun lo ad sig selv. Dårligt valg af ord.
Så bliver det en nem weekend for dig. Okay. Ja. Denne weekend, den ottende.
Ende. Beseglet. Det er gjort, sagde hun, og så laver vi den rigtige plan, og jeg ringer til Otis. Jeg skrev det på køkkenkalenderen, efter vi lagde på.
Fredag den ottende, søndag den tiende, du har den. Og på den femtende, med samme kuglepen, det jeg ikke fortalte nogen af mine børn om, underskriften. Lejekontrakten. Tolv måneder til 1.
510, eller lade den udløbe og betale 1. 635 om måneden for retten til at flytte. Fem dage mellem slutningen af den weekend og den frist. Jeg ville have kaldt det omhyggelig planlægning, hvis jeg havde planlagt det.
Det gjorde jeg ikke. Det var bare det, kalenderen pålagde mig. Hun kom klokken seks-fireogfyrre fredag med en stoftaske og en pose ferskner og det ansigt, hun bruger på vagt; munter og klar til at tage fat. Hun lagde fersknerne i skålen og sagde, okay, giv mig noget at lave.
Jeg sagde, at vasketøjet er i kælderen. Der er tolv trin ned til den kælder, af den gamle slags, der er åbne bagtil, med gelænder på den ene side, som Gilbert satte op, og en lyskontakt, man skal finde i mørket. Hun bevægede sig som en kvinde på enoghalvtreds, hvilket er hendes rigtige alder, kom op med en fuld kurv, gik så ned igen efter den anden portion, fordi jeg er vant til at vaske til to måltider, og kom op med den også. Så stillede hun kurven nederst på trappen, samme sted som Lucy stiller den, og satte sig på nederste trin.
Det var ikke med vilje. Hun var midt i en sætning om sin chef på arbejdet. Hun satte sig og afsluttede sætningen fra sin plads og sagde så, du godeste, de trin er stejl. Det er de.
Far skulle have sat gelænder på den anden side også. Det havde han tænkt sig. Klokken ni hentede hun medicinen. Ti minutter der, ti tilbage, fint.
Klokken kvart i elleve stod jeg og kiggede på flasken i køkkenlyset, og den ordinerede dosis på etiketten var forkert. Det var den gamle styrke fra før kontrollen, sagde jeg det til hende, og Yvette læste etiketten tre gange, som sygeplejersker gør, og sagde så et ord, som jeg ikke vil gentage, og tog sine nøgler igen. Hun var væk i femogfyrre minutter, fordi apoteket måtte ringe til nummeret, og det nummer var kun til efter åbningstid. Hun kom tilbage klokken kvart i tolv.
Hun var ikke vred over det. Hun kom ind og sagde, det er ordnet. Og stillede den på bordet, og det var hele rapporten. Men jeg havde stået i køkkenet hele tiden, fordi jeg ikke kan sidde på en stol uden at lave noget, mens sådan noget hænger i verden.
Natteplanen kan ikke udskydes. Det var de tidspunkter, lægen havde fastsat for mig. Vækkeuret gik klokken to. Jeg hørte hende komme gennem gangen, før jeg kunne rejse mig.
Kompressoren er høj. Jeg ved ikke, hvordan jeg forklarer det til nogen, der ikke har levet med en. Det er en støj, der har tekstur. Den varer i tyve minutter, fylder hele øverste etage, og man kan hverken læse eller tale imens.
Man sidder bare midt i den, inhalerer tågen og venter. Yvette sad på kanten af min seng med hænderne i skødet, som om hun ventede på en bus. Klokken kvart i fire vågnede jeg hostende og kunne ikke stoppe. Det er den del, ingen advarer dig om med lungebetændelse, at efter den er overstået, minder dit bryst dig klokken tre-fireogfyrre om natten om, at overstået er et ord, folk bruger i dagslys.
Jeg har oplevet værre. Det var et moderat anfald, men jeg var udmattet bagefter, og Yvette stod i døren i lyset fra gangen med sin telefon i hånden, hverken ringede eller lagde den fra sig, bare stod. Min datter, som har hjulpet andre, mens en kirurg åbnede hendes bryst i en korridor, står ved døren til mit værelse klokken fire om morgenen og ved ikke, om den slags hoste kræver, at man ringer til nogen. Jeg sagde, det går over.
Gå i seng. Hun sagde, jeg ved det. Og hun rørte sig ikke i et stykke tid. Og nu til det, jeg ikke havde regnet med ved lørdagen.
Jeg sov til klokken ni. Ni om morgenen. Det er ikke sket siden juni. Det er ikke sket, fordi Lucy står ved døren klokken halv otte.
Og før Lucy var der ingen. Og man sover ikke i et hus, hvor der ikke er nogen. Jeg kom ned i den sidste tyve minutters tid, og Yvette havde lavet kaffe og havde allerede fået skuffen i køkkenet op. Skuffen til venstre for vasken.
Den har siddet fast i to år. Den åbner fire centimeter og hænger så fast i noget, og man skal løfte den og vrikke den. Og jeg var holdt op med at lægge mærke til, at jeg gjorde det, som man holder op med at lægge mærke til, at man halter. Hun havde hentet Gilberts værktøjskasse, og skuffen lå på gulvet med en lille krølle savsmuld på linoleummet, og hun sleb sporet med et stykke træ.
Hun sagde, der er en skrue, der rager ud. Det er hele sagen. To år, mor. Jeg ville ikke genere nogen.
Det er bare en skrue. Hun skruede den ind, og skuffen gled, og selvfølgelig blev vi siddende på gulvet i halvanden time, fordi værktøjskassen var åben, og der var ting i den. En lille messingvægt, en bilnøgle fra en bil fra 1998, et foldet stykke sandpapir med ordet mere groft skrevet med blyant i Gilberts håndskrift, og det er ikke en joke. Han skrev det seriøst.
Han var den eneste person, jeg kendte, der havde meninger om grovhedsgrader. Det førte os til opskriftskassen, fordi Yvette ville vide, om chiliopskriften var med hans håndskrift eller min. Hans håndskrift. Halvdelen var hans håndskrift.
Han skrev opskrifter med store bogstaver og dobbelt understregede mængderne og tilføjede noter nederst, som om han skrev en rapport. Mere almindelig end denne. Stol på den, længes efter den. Så billederne i den nederste skuffe i skabet, og det fra 1989 ved bådrampen, hvor Gilbert havde parkeret traileren skævt over to pladser i en vinkel, der er svær at opnå, og stod ved siden af den med hænderne i siden i en positur, der udstråler total uskyld.
Bag ham kan man se en mand i en pickup, der venter. Vi lo, indtil jeg måtte stoppe og lægge hænderne på bordet for at få vejret. Yvette lagde sin håndflade fladt på min ryg, ikke klappede, bare lagde den der, og ventede. Og da jeg havde fået balancen igen, sagde hun, okay.
Og jeg sagde, han var en forfærdelig bilist. Og hun sagde, han var den værste bilist i det her amt. Så begyndte vi forfra. Grillede ostesandwiches ved det store bord til frokost, begge i den ende tættest på køkkenet.
Det bord kan rumme otte, og vi brugte to stole i hjørnet af det, som folk på en lille restaurant, hvilket vi altid gør. Så klokken fire om eftermiddagen sad hun på sofaen med viskestykket stadig på skulderen og faldt i dyb søvn med åben mund. Hun er enoghalvtreds og sover præcis, som hun sov som ni-årig. Jeg sad i stolen over for hende, og jeg skal fortælle dig sandheden om den time.
Jeg var lykkeligere, end jeg har været siden juni, ikke mere tryg, men lykkeligere. Huset havde en lyd i sig. Nogen havde repareret en skuffe. Nogen havde grint ad Gilbert.
Nogen sov i stuen om eftermiddagen med et viskestykke på skulderen. Jeg sad der og tvang mig selv til at sige den anden ting, at det at nyde noget overhovedet ikke har noget at gøre med, om det kan gentages tooghalvtreds gange om året. Det er to forskellige spørgsmål, og jeg har hele mit liv ladet det første besvare det andet. Lørdag nat var værre end fredag.
Jeg vågnede to gange, klokken to og så lidt over fem. Og klokken fem havde jeg brug for hende på badeværelset. Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete. Jeg vil bare sige, at jeg er otteoghalvfjerds, og jeg har ikke haft brug for hjælp til at komme på badeværelset siden 1950, men i dag havde jeg brug for min datters hånd på min arm for at rejse mig fra sædet.
Og hun gjorde det let og blidt og blev ved med at tale om ligegyldige ting hele tiden i en helt passende tone. Det gjorde det tungere, ikke lettere. Hvis hun havde været flov, kunne jeg have været vred på hende. Men hun var fremragende.
Og der er intet sted at læsse den følelse af. Thea kom søndag klokken elleve med dagligvarerne. Hun kiggede et øjeblik på Yvette ved bordet og sagde, skat, jeg så sådan ud i april. Så tømte hun tasken og sagde resten med ryggen til os, som folk gør, at hun ikke længere kunne køre de fyrre minutter i hver retning.
Eugenes lægeaftaler var begyndt. Sådan sagde hun det, begyndt, og jeg bad hende ikke om at uddybe, fordi jeg ved, hvad det betyder, når noget begynder. To gange om ugen nu, og den ene på hospitalet, fyrre minutter i den anden retning. Og så stod de der i mit køkken.
To kvinder, der ville gøre alt for mig. Og begge var ved enden af deres kræfter. Vilje er ikke nok, hvis evnen ikke er der. Jeg havde otteoghalvfjerds år til at lære det, og jeg lærte det en søndag i august med en pose appelsiner på bordet.
Så bippede Yvettes telefon på vindueskarmen, hun tog den, og en video begyndte at spille, før hun skruede ned for lyden. Strengeinstrumenter. Et rum med dårligt loft og den karakteristiske klang fra skolehaller. Jeg sagde, hvad er det?
Hun sagde, ingenting. Så, det er Emery. Emery er tretten. Emery spiller bratsch.
William havde sendt den fra ungdomsorkestrets koncert lørdag, og man kunne se rækken og den tomme stol ved siden af ham, hvor der skulle have siddet nogen. Yvette lagde telefonen med skærmen ned på kanten og stod ved vasken med vandet kørende og begyndte at græde, hvilket min datter normalt ikke gør. Hun sagde, jeg kan ikke gøre det her hver uge. Jeg sagde, jeg ved det.
Jeg kan gøre det nogle gange. Jeg kan ikke gøre det hver uge, mor. Jeg kan ikke. Så stoppede hun og fik styr på sig selv og sagde den del, som hun aldrig havde sagt højt i hele sit liv, og ordene kom tørt, som en kvinde, der læser en inventarliste.
Når Otis beder mig om noget, siger jeg ja. Jeg har sagt ja i tyve år, fordi hvis jeg siger nej til Otis, bliver det til et skænderi, der varer tre dage, og så ringer ingen til nogen før jul, og Serena bliver ked af det, og jeg skal for alt. Hun lukkede for vandet. Og når det gælder dig, lover jeg at komme og kommer så ikke, og du, mor, har aldrig ladet det koste mig noget.
At skuffe dig har altid været den nemmeste løsning. Thea frøs på stedet ved køleskabet. Jeg sagde, tak for weekenden. Så sagde jeg, tak fordi du fortalte mig sandheden.
I den rækkefølge, og jeg mente præcis den rækkefølge. Jeg troede på hendes undskyldning, fordi hun havde forsøgt og fejlet i at gennemføre den, i stedet for at love mig den over telefonen. Og ved totiden om eftermiddagen, da hun var taget hjem til sin familie, vidste jeg to ting, jeg ikke kunne ignorere. Mine børn kan ikke dække de timer.
Det er ikke en anklage, det er et faktum. Og natbehandlingen slutter om mindre end tre uger. Men trappen slutter ikke. Og ikke kælderen.
Og badekarret, som jeg ikke kan stå op i, slutter slet ikke. Mandag morgen ringede jeg til Kennedy Place. Det er murstensbygningen på Arnold Street, fire etager, omkring tyve lejligheder, med en lille have foran og en bænk, som ingen sidder på. Jeg satte mit navn på deres venteliste for ni år siden, i den måned Gilbert døde, og det siger en del om min tilstand dengang; at jeg kunne tænke klart og så ikke gjorde noget ved det i ni år.
Jeg fik to julekort fra dem. Jeg havde nummeret på et kort i køkkenskuffen, faktisk den skuffe, der sad fast. Sara Arnold, forvalteren, ringede klokken halv tre om eftermiddagen og sagde, at hun havde en etværelses på anden sal, som ville blive ledig den femtende september. Elevator.
Brusebad, man kan gå ind i, med sæde. Vaskeri på samme etage i enden af gangen. 1. 665 dollars om måneden.
Så sagde hun venligt, men klart, at hun havde brug for at kende min beslutning inden for en uge, fordi fire navne før mig havde afslået, og to navne efter mig ikke var blevet spurgt endnu. Jeg sagde, at jeg ville komme og se den onsdag. Jeg tog afsted onsdag og kom hjem og satte mig ved det store bord for at lave regnskabet. Jeg lavede det på bagsiden af Otis’ rejseplan, fordi det var det største rene papir i huset, og fordi jeg ikke har noget imod at lave et lille teaterstykke, når ingen ser mig.
Dette var hvad jeg havde, lige under 49. 000 dollars. Det er fra Gilberts mors hus, hvad der var tilbage efter tre år på hospital og plejehjem. Min pension dækker mit daglige liv, husleje, forbrug, dagligvarer og bilforsikring på en bil, jeg ikke har kørt siden juni.
Opsparingen er til alt det, pensionen ikke dækker, flytning og indretning. Depositum, 1. 665 dollars. Første måned, 1.
665 dollars. Flyttefirmaet, jeg fik et tilbud på 1. 400. Så de ting, der gør lejligheden brugbar for en kvinde på min alder, håndgreb på badeværelset, brusesæde, sengegreb, og et lille bord med to stole, fordi mit nuværende bord ikke vil kunne komme gennem døren og ikke vil have plads, hvis det kom igennem.
Cirka 2. 250 dollars for det hele. Lad os sige 7. 000 dollars for at komme ud af dette hus og ind i det.
Så huslejen. 1. 665 mod 1. 510, som de tilbød mig her.
155 dollars ekstra om måneden, 1. 860 om året, som min pension ikke kan bære, og som mine opsparinger må betale. Det er en sandhed, man betaler for. Det, man køber for 155 dollars om måneden, er fraværet af en kælder.
Så Lucy. Jeg ville have Lucy hele oktober alle hverdage, så tre morgener om ugen i november og december, så to morgener i det nye år, og kørsel til rehabilitering, indtil jeg selv kan tage bussen, hvilket medarbejderen på centret tror bliver ved Thanksgiving, mens jeg hemmeligt tror, det bliver før, fordi jeg er stædig. Det betyder et par tusind mere. Jeg skrev regnskabet måned for måned og var ærlig om det, hvilket tog mig to forsøg.
Og det, der er tilbage efter alt det, dækker mine behov indtil jeg bliver firs, på papir. Papir er det eneste sted, nogen kan gøre det. Det, der ikke passede ind nogen steder i den kolonne, hverken øverst, nederst eller i marginen, var 18. 000 dollars.
Forskellen er ikke lille. Det var det, jeg blev ved med at vende tilbage til. Hvis forskellen havde været lille, ville jeg have fundet en måde at skære den ned. Jeg ville have skåret Lucys tid ned til to morgener i oktober.
Jeg ville have droppet flyttefirmaet og ladet Yvette og William bære mit liv ned ad de fjorten trin. 18. 000 ud af 49. 000 er ikke et beløb, man let skærer ned.
Det er forskellen mellem en kvinde med valgmuligheder og en kvinde, der venter på, at noget går galt. Den femtende kom, og jeg underskrev ikke fornyelsen af lejekontrakten. Jeg lod den passere med vilje, mens jeg sad her, og gik over til månedsvis leje på 1. 635, hvilket kostede mig 250 dollars ekstra for august og september og gav mig muligheden for at give tredive dages varsel.
Jeg har aldrig i mit liv betalt 250 dollars for tilladelsen til at forlade et sted. Det var de bedste penge, jeg brugte hele sommeren. Så ringede jeg til min søn. Jeg tænkte i to dage på hvordan, og til sidst gjorde jeg det uden nogen formildende omstændigheder, fordi enhver blød version, jeg øvede, havde et håndtag, han kunne gribe fat i.
Jeg sagde, Otis, jeg trækker gaven tilbage. Jeg er ikke i stand til at give dig de 18. 000. Jeg flytter fra dette hus til en lejlighed med elevator den femtende september, og jeg beholder Lucy og betaler hende.
Det er det, jeg vil bruge pengene på. Han sagde, hvad? Jeg sagde det igen, kort, og så kom vreden, hele den, og den kom hurtigt. Depositummet, 2.
400 dollars, tabt fra deres egne penge, og forstod jeg det? Elleve år, de havde set frem til det. Elleve år, mor. De havde fortalt folk.
De havde fortalt hele kontoret, at han skulle have tre uger fri om efteråret, og de havde allerede planlagt arbejdet. Du har aldrig gjort det her, sagde han. Ved du det? I hele mit liv har du aldrig sagt, at du ville gøre noget og så ikke gjort det.
Ikke én gang. Og du vælger det her. Så ordet. Han sagde, at det ville være ydmygende at skulle forklare det til Serena.
Det er det ord, der blev hængende i mig i en uge. Ikke skuffende, men ydmygende. Som om jeg havde gjort ham til grin over for hans kone. Som om mine krops anliggender var en social fiasko, jeg havde begået imod ham.
Jeg undskyldte ikke og lod det ikke blive blødere. Jeg sagde ikke måske senere eller god rejse næste år eller nogen af de ting, der stod i min hals klar til at komme ud. Fordi jeg har brugt mit liv på at sige de sætninger, og hver eneste er en dør, der står åben for nogen til at blive ved med at skubbe. Jeg sagde, jeg ved det.
Jeg er ked af, at det er nået dertil. Og det var alt, jeg gav ham. Han lagde på uden at sige farvel, hvilket han har gjort, siden han var seksten. To dage senere ringede han igen og tilbød en aftale og var venlig, hvilket jeg burde have forstået hurtigere.
Han ville tale med agenturet. De ville flytte dem over på ti-dages versionen, togrejsen og fire dage ved kysten, og depositummet ville blive overført. Intet var tabt. Den nye saldo, 7.
000 dollars. Og det er alt, vi behøver fra dig, sagde han. Syv, ikke atten. Vi klarer resten selv.
Det er rimeligt, ikke? Det er os, der møder dig på halvvejen. 7. 000 dollars.
Det tal var med mig på bagsiden af hans rejseplan i min håndskrift, understreget, med ordet flytning ved siden af. Depositum, første måned, flyttefolk, håndgreb, brusesæde, sengegreb, bord og to stole. Det vidste han ikke. Det kunne han ikke vide.
Jeg havde ikke givet ham et eneste tal, og han havde ikke bedt om et. Det var tilfældigt, og det var også det mest præcise, min søn havde sagt til mig hele sommeren, fordi han havde ramt beløbet præcist og kaldt det et kompromis. Han tilbød mig valget mellem rejsen og lejligheden og bad mig føle mig rationel, mens jeg traf det. Jeg sagde nej.
Så sagde jeg den sætning, som jeg siden har måttet gentage et par gange, så jeg er glad for, at jeg sagde den rigtigt første gang. Jeg vil ikke finansiere nogens rejse, før mine egne behov er dækket. Han sagde, wow. Så, okay, mor.
Han stoppede med at ringe. Jeg vil sige det klart, ikke færre opkald, men ingen opkald overhovedet. Yvette sendte en sms torsdag, før jeg ringede til Otis. Hvad har du brug for til pakningen?
Jeg kan tage kasser og tape med efter arbejde. Seks torsdage. Sådan var den periode. Fra den fjortende august til den attende september.
Seks torsdage, og jeg tænker stadig på den måned og en halv i de enheder. Hun kom direkte fra operationscentret omkring klokken seks, stadig i sine arbejdssko, med flade kasser under armen og en pose mad i den anden hånd. Maden var aldrig den samme to gange. Thai den ene uge, så kyllingestedet på Route 9, så pizza, som hun kritiserede hele tiden, hun spiste den.
Hun skrev på kasserne med en bred sort tusch i sin sygeplejerskeskrift, stor og fuldstændig læselig. Linned, gæster, jul, bagværk, donation, mors kontor, donér ikke. Og hun sagde aldrig en eneste gang, at hun ville komme ofte. Hun tog ikke sine nøgler klokken ni og sagde, okay, jeg går.
Og gik. Nej, jeg prøver at komme forbi lørdag. Nej, ring hvis du får brug for noget. Det mener jeg.
Hun holdt op med at afgive løfter, hun ikke kunne holde, og vi vidste det begge, og ingen af os sagde et ord om det. Jeg vil være ærlig om, hvad det gjorde, fordi det overraskede mig. Det gjorde vores forhold lettere. Seks torsdage i træk var vi i samme rum uden nogen form for forhandling, og jeg havde aldrig indset, hvor meget af de sidste tyve år der bare havde været forhandling, der foregik stille under overfladen, som lyden fra et køleskab, man først hører, når det stopper.
Hun fortalte mig to ting om sin barndom, som jeg ikke kendte. Den første handlede om året, hvor hun blev elleve, da jeg var vendt tilbage til arbejdet i amtet. Hun sagde, at hun lavede madpakker til Otis og sig selv før skole, stående på en lille stol, og at hun aldrig havde fortalt mig det, fordi hun havde besluttet, at det var en hemmelig god gerning. Hun sagde det let.
Hun pakkede suppekanden ind på det tidspunkt. Den anden ting var sværere, og hun sagde den på samme tørre måde. Der var ingen anklage i den, bare en tilføjelse til listen. Hun sagde, at da Otis ødelagde hendes radio, da hun var tretten, en radio med vækkeur, en fødselsdagsgave, gik hun til Gilbert, og Gilbert sagde, lad være med at fortælle din mor.
Hun har nok at se til. Og hun sagde, det var den eneste instruks, jeg nogensinde fik om dig, mor. Hun har nok at se til. Jeg var tretten.
Jeg sagde, at jeg ville ønske, jeg havde vidst det. Hun sagde, jeg fortæller dig det ikke for at gøre dig ked af det. Jeg fortæller dig det, fordi jeg lige har opdaget, at jeg har gjort det siden 1988, og jeg tænkte, at du havde brug for at kende den information. Så tog hun tapen op.
Sådan forløb hele de seks uger. Nattebehandlingen sluttede i den sidste uge af august. Jeg vil give den sætning sin egen sætning, fordi det var årets største begivenhed. Nedtrapningen sluttede torsdag, og fredag morgen vågnede jeg klokken 10.
07 efter at have sovet fra klokken 23. 00 aftenen før, og jeg lå og undersøgte mig selv, som en kvinde undersøger sin bil efter en lang tur. Der var ingen smerte. Og der var ikke noget, der specifikt bekymrede mig.
Jeg stod op og lavede min egen kaffe, før Lucy kom, hvilket jeg ikke har gjort siden juni. Den weekend gik jeg til hjørnet og tilbage. Det er ikke langt. Det er 140 skridt til stopskiltet.
Det ved jeg, fordi jeg talte dem på vej derhen og glemte dem på vej tilbage, fordi jeg tænkte på noget andet, og det i sig selv er en slags bedring. Lucy fortsatte med sine advarsler, og på rehabiliteringscentret i den anden uge af september flyttede de mig fra den øverste række af vægte til den nederste. Den nederste række er den tungeste. Vægtstativet er arrangeret omvendt.
Spørg mig ikke hvorfor. Jeg var så stolt, at jeg fortalte Thea det to gange over telefonen og så igen, da hun kom søndag. Som otteoghalvfjerdsårig løfter jeg en stang på fire pund og opfører mig, som om jeg havde vundet noget på et amtsmarked. Jeg forlod spisestuen til sidst.
Jeg vidste, at jeg ville gøre det. Jeg ventede til den attende, den sidste torsdag, og Yvette lod mig gøre det, og ingen af os lod som om, at grunden var, at det var nemt. Jeg har holdt søndagsmiddag ved det bord i ni år, siden Gilbert døde, og her er den del, som ikke findes i nogen historie, jeg har fortalt om mig selv. Jeg holdt det dækket hele ugen, otte pladser.
Tallerkenerne stillet op, servietterne, vandglassene vendt. Sådan gjorde hans mor, og jeg troede altid, at hun var en nar. Så døde han, og jeg begyndte at gøre det i oktober og stoppede aldrig. Hvis nogen kom, var bordet klar.
Bordet var en slags erklæring, jeg afgav til et tomt hus hver dag i ni år. Så stod jeg i det rum, efter at stolene var båret ud til lastbilen, og pakkede tallerkenerne ned i en kasse mærket kinesisk. Forsigtigt. Og jeg lavede et ærligt regnskab, den eneste slags, der er værd at lave, når ingen lytter.
I de sidste to år havde søndagsmiddagen for det meste været Thea. Thea og krydsord og os to i hjørnet tættest på køkkenet. Yvette kom, når hendes weekender tillod det, hvilket ikke var tit. Otis kom.
Jeg talte det måned for måned og tvang mig selv til ikke at runde af, omkring seks gange om året. Og løftet i maj. Jeg har fortalt dig, at det ikke var en strategi, og det mente jeg. Men stående i det rum, der blev tømt, kunne jeg se den anden side af det tydeligt som en ledning.
Jeg havde endelig, som femoghalvfjerdsårig, fået en sum penge i et liv, der aldrig havde kendt den, og jeg fandt noget, jeg kunne gøre med dem for at fylde de stole, ikke købe dem. Jeg ville aldrig have formuleret det sådan, og jeg ville have været fornærmet, hvis du havde. Men 18. 000 dollars er mange søndage, og en kvinde, der siger sådan et tal højt ved sit bord, er en kvinde, ingen holder op med at besøge.
Jeg har ikke sagt den sætning til nogen anden levende person. Jeg siger den nu, fordi det er mig, der har ret til at sige den. Bordet ville ikke passe ind i Kennedy Place, det ville ikke komme gennem døren, og det ville ikke efterlade plads til at komme rundt om det, hvis det kom ind. Yvette har et morgenmadsbord, Otis har sit eget, og Theas hus er fuldt, så Thea talte med sin kirke, og de havde et genhusningsprogram til at møblere en lejlighed til en familie med fire børn, der var ankommet i juli, og de havde brug for et bord.
Jeg sagde, at jeg ikke havde brug for at se det køre væk. Så lørdag stod jeg ved vinduet og så to unge mænd og en kvinde med en notesblok bære mit bord i to dele dækket af et tæppe, lægge det i en lastbil og køre ned ad Route 9. Fire børn. Det bord har et brændmærke under den fjerneste ende, hvor Gilbert stillede en pande i 1998 og løj om det.
Jeg beholdt mit sammenklappelige sidebord. Det kan sidde to, når klappen er oppe. Flyttedagen var den toogtyvende september. To flyttemænd, to store mænd, gjorde det færdigt på fire timer.
Yvette tog fri fra arbejde og dirigerede dem med energien fra en kvinde, der leder en kirurgisk afdeling, og de gjorde præcis, hvad hun sagde. Lucy kom i sin fritid og bar den sidste kasse fra køkkenet selv og lod mig ikke røre den. Otis kom ikke. Han ringede ikke.
Han vidste, at han havde adressen, fordi jeg skrev kortene selv og sendte dem. 22 kort, ny adresse, nyt telefonnummer, og i bunden af hvert eneste: Dørene er åbne, tag ikke noget med. Jeg satte frimærke på hans og gik med det til postkassen på hjørnet, 140 skridt, og det er den eneste del af den uge, jeg vil kalde en beslutning. Den aften, siddende på en kasse på det nye sted med en lampe uden skærm, ringede min telefon.
Serena. Hun skrev, at de havde genbooket ti-dages versionen, togrejsen og fire dage ved kysten, og at de selv havde betalt den resterende saldo af deres pensionsopsparing. De tog afsted i oktober. Hun sagde, at hun var ked af alt, hvad der var sket.
Så sagde hun, at hun skulle have sagt noget i juni og ikke havde gjort det, og at det var hendes fejl. Jeg svarede, at jeg håbede, togrejsen var alt, hvad han ønskede sig, hvilket jeg virkelig mente. Den sø og de bjerge, der rejser sig fra den anden side. Han havde lært dens navn og sagt det to gange ved mit bord.
Otis har ikke sagt noget. Han har ikke sagt noget siden. Elevatoren har et spejl og et gulv af den grå, prikkede slags, og den summer, når den kører op, og bimler, når den stopper. Anden sal, seks sekunder.
Jeg har taget tid på det, fordi jeg selvfølgelig har. Bruseren har et sæde fastgjort til væggen og et håndgreb. Jeg sad der den første morgen, mens vandet løb, og vaskede mit eget hår uden at tænke over det en eneste gang under hele forløbet, og det er den højeste form for tilfredsstillelse. Vaskeriet er elleve skridt nede ad gangen.
Elleve skridt på jævnt gulv med en væg at støtte sig til med hånden. Bygningen larmer om natten. Lyden af nogens tv gennem gulvet indtil omkring ti. Lyden af vand i rørene.
En dør på tredje sal, som en mand smækker lidt for hårdt, når han kommer hjem klokken 23. 40. Jeg troede, det ville genere mig. Det modsatte skete.
Byhuset klokken tre om natten var det roligste sted, jeg nogensinde har været. Der er Sarah på min etage, en anden Sarah, ikke forvalteren, og i den første uge holdt hun døren op med kroppen, så jeg kunne komme ind med posten, og sagde, du er den nye. Og det var det hele. Vi er nu venlige på en simpel måde.
Hun vander sine planter for meget, så gangen lugter af jord om tirsdagen. Det, der ramte mig mest, var kaffekoppen. Jeg sover nu i samme rum, hvor jeg stiller min kaffekop. Jeg mener, sengen og køkkenet er adskilt af tyve fod på én etage, og der er ingen øverste etage til at efterlade en kop, eller en trappe at gå ned for at finde den.
Jeg har ikke oplevet det i ni år. Jeg stod der den tredje eller fjerde morgen med en kop i det lille, firkantede køkken og græd over den i omkring halvfems sekunder og stoppede så. Og jeg kan stadig ikke fortælle dig alle grundene. Noget af det var Gilbert.
Noget af det var de fjorten trin. Og noget af det var simpelthen, at det var nemt, og nemt kan overraske dig, når intet andet er. Torsdag efter flytningen ringede jeg til Yvette og inviterede hende til middag. Inviterede hende?
Jeg førte en samtale med mig selv om, hvorvidt jeg havde ret til det, og samtalen varede længere, end den burde, og så ringede jeg. Hun sagde, thai eller kyllingestedet, hvad er på din vej? Hun kom klokken halv syv med to kasser og en separat pose med den stegte ris, Gilbert plejede at bestille, den med ærter, som han altid påstod, at han ikke kunne lide, men altid gjorde færdig. Hun stod ved døren med det hele, og jeg sænkede hænderne og lod hende bære maden ind.
Jeg tog den ikke fra hende ved døren. Det krævede en stor indsats af mig. Vi løftede klappen på sidebordet og spiste der, vi to, og vores knæ rørte næsten hinanden. Hun fortalte mig om en kirurg, der fik et raserianfald over en stol.
Hun gik klokken ni. Hun sagde ikke noget om næste uge. Jeg bad hende ikke om noget. Otis har en invitation.
Det er den samme invitation, der var i august. Døren er åben, tag ikke noget med, ingen betingelser og intet, der venter på ham til sidst. Jeg vil ikke lade som om, jeg ikke tjekker telefonen. Bordet står foldet mod væggen de fleste dage.
Jeg folder det ud, når der faktisk kommer nogen.