Lugten af brændt stivelse skyllede med det samme ind i køkkenet. Lucy trak skjorten væk, stirrede på brændmærket lige under brystlommen og indså, at den nu kun kunne bruges til at gå i, når hun arbejdede i garagen. I tolv år havde hun strøget de skjorter. Hun vidste på fornemmelsen, hvilket stof der ville holde en fold, og hvilket der ville buldre under dampen.
Og hun havde aldrig brændt noget som helst, og det skulle selvfølgelig ske lige nu. “Lucy. ”
David stod i døråbningen i bukser uden bælte, et håndklæde over skulderen. Hans hår var fugtigt, og der var en grå plet ved tindingen, som han altid lovede at farve, men altid glemte.
“Den er seks om morgenen. Naboerne nedenunder får et nummer med os. ”
“Strygejernet gled. ”
“Tag den blå skjorte med til renseriet.
Jeg lægger den i en pose til dig. ”
“Den er ødelagt. Tag en anden med en button-down-krave. ”
Han kom tættere på, kiggede på brændmærket over hendes skulder og lukkede en grynten ud.
Han lugtede af billig sæbe og den særlige friskhed hos en, der havde sovet dybt og uden drømme. “Bare rolig. Det er bare en almindelig skjorte. Nede i inspektionsgraven ender jeg alligevel med fedt op til albuerne.
Og desuden er der ingen, der kigger på min lomme. Sig mig i stedet, hvornår din mor kommer. ”
“Hun lovede at være her klokken ni. Hendes bus kører fra stationen klokken tolv.
”
“Klokken ni,” gentog han og gik for at finde sit bælte. “Så krydser jeg ikke hendes vej. Hils hende og sig, at hun må have en god tur, og giv din tante Pat en hilsen. ”
Lucy nikkede mod hans ryg og vendte tilbage til strygebrættet.
Alt var præcis, som det altid var, ned til mindste detalje. Som altid dobbelttjekkede han låsene, når han gik. Som altid efterlod han sine mønter på vindueskarmen, fordi han ikke kunne fordrage lyden af mønter, der klirrede i lommen. “Som altid,” råbte han fra gangen, hvilket betød, at han ville være hjemme klokken syv.
Tolv år bestod af morgener som denne, og Lucy kunne ikke længere huske noget andet liv. De havde mødt hinanden på en fjollet, almindelig måde, sådan som tusindvis af mennesker mødes. Hun stod ved busstoppestedet nær stormagasinet med to indkøbsposer, en med King Edward-kartofler og en med tre glas syltede valnødder og hjemmelavet chutney. Håndtaget på kartoffelposen knækkede.
Poserne væltede, og kartoflerne rullede rundt om fødderne på dem, der ventede på bus nummer 16. Lucy bøjede sig ned og begyndte at samle dem op, mens hun følte, hvordan kinderne brændte. Så bøjede en mand i en grå jakke sig ned ved siden af hende. Han samlede roligt resten op, tog remmen af sin taske, krydsede håndtagene på hendes revnede pose og bandt dem sammen, så den var så god som ny.
“Hvilket nummer bor du på? ” spurgte han direkte. “Nej,” sagde hun. “Lad være med at gøre dig ulejlighed.
”
Han spurgte igen, som om sagen allerede var afgjort. “Nummer ni. Men jeg kan godt selv. ”
“Hvis du prøver at slæbe det her helt til din hoveddør, taber du det tre gange,” sagde han roligt.
“Og du har glasglas i? Kom så. ”
Et halvt år senere blev de gift på rådhuset. På det tidspunkt arbejdede Lucy i et syværksted og lagde oplæg og syede vinterfrakker til.
David fik et job som mekaniker i en garage på et industriområde i udkanten af byen og blev meget hurtigt den fyr, kunderne specifikt bad om, udenom receptionen. Han vidste, hvordan man undgik et skænderi. Han vidste, hvordan man forholdt sig tavs, så den anden selv afsluttede samtalen, og han var organiseret til det ekstreme. Hylderne i gæsteværelset var omhyggeligt mærket, hans værktøj lå altid i de rigtige kasser.
I et lejet garageanlæg på industriområdet holdt han en klassisk bil, som han havde restaureret i lige så mange år, som de havde boet sammen. Alt var fint. Den eneste, der ikke brød sig om David, var hendes mor. Margaret lavede aldrig en scene eller forbød noget.
Hun accepterede sin svigersøn med værdig ro, sad med rank ryg til brylluppet og gav de nygifte et middagsservice og en kuvert med kontanter. Men fra allerførste dag kiggede hun på David på en mærkelig måde, ikke ondt, men som om hun havde set det ansigt før og ikke kunne placere det. Hun kunne blive tavs midt i en samtale og studere hans profil, mens han skar brødet. For omkring fem år siden havde hun direkte spurgt ham, om han som barn nogensinde havde været i området omkring det amt, hvor hun og Lucy kom fra.
David havde grinet det væk. Han havde sagt, at han var vokset op 250 kilometer væk i sin mormors landsby, og at hans svigermor måtte forveksle ham med en anden. “Din mor bliver ældre, Lucy,” havde han sagt til hende senere, hvor han lå i sengen med hænderne i nakken. “Hun ser mærkelige ting alle vegne.
Den ene dag synes hun, at naboen kiggede underligt på hende. Den næste dag ringer mit ansigt en klokke. Hun bor alene. Hun har ingen at tale med, så hun finder på ting.
”
Lucy var enig med ham. Generelt argumenterede hun sjældent med sin mand, ikke fordi hun var bange for ham, men fordi han næsten altid havde ret i huslige anliggender og alt muligt andet. De talte ikke meget sammen. Hendes mor ankom klokken otte, tidligere end lovet, med en ternet indkøbsvogn og en grå mac, som hun havde haft i omkring otte år.
Margaret trådte ind i lejligheden, hvor hun selv havde boet i næsten tredive år, og som hun havde skrevet over til sin datter for to år siden, da hun var flyttet ned i en lille etværelseslejlighed tættere på hovedgaden. Hun gik ind og lod som altid blikket glide hen over køkkenet, ikke kritisk, bare for at tage det hele ind. “Du har ikke rørt væggene endnu, mor. David valgte fliserne, men de bliver først leveret i slutningen af måneden.
”
Hendes mor sagde ingenting. Hun stillede sin vogn op ad væggen, satte sig på en taburet og så til, mens Lucy pakkede chutneyglassene ind i gammel avis og adskilte dem med viskestykker. “Tre er nok,” sagde Margaret. “Pat giver dem alligevel væk.
Hendes hus er som et venteværelse. Naboer og nevøer ind og ud hele dagen. Pak hellere den hjemmelavede relish. Den kan hun godt lide.
”
“Mor, bliver du der længe? ”
“Så længe det tager. Måske en uge. Måske fjorten dage.
Pat har bedt mig komme. Hun skal tale med mig. ”
“Om hvad? ”
Hendes mor forholdt sig tavs og strøg viskestykkerne over knæene med håndfladen.
Ledknuderne var hævede, men neglene var altid klippet korte og fint slebet. På ringfingeren sad stadig vielsesringen, som hun ikke havde taget af siden begravelsen. “Det sædvanlige. Vi har talt om de samme ting i fyrre år.
Lad være med at spille overrasket nu. ”
Klokken ti kom David hjem. Det viste sig, at hans vagt i garagen var blevet byttet, og han var lige hjemme for at få et hurtigt måltid. Lucy var glad.
Ved middagsbordet var det altid lettere med selskab end tavshed. Hun serverede en solid oksegryde, skar den tykke Wiltshire-bacon, som David elskede, og satte sig mellem de to. “Margaret, du tager af sted på det helt rigtige tidspunkt,” sagde han og blæste på sin ske. “Vi skal til at lave hele stedet om.
Der bliver støv og besvær alle vegne. Du er væk i mindst en uge. ”
“Vi laver køkkenet om. Vi har bestilt nye L-formede enheder, fliser på den nederste halvdel og en ordentlig emhætte.
” Han pegede med hagen mod væggen. “Og mens vi er i gang, kommer vi endelig af med det gamle lort deroppe. Det har hængt der i tredive år. Det er hverken pænt eller nyttigt.
”
På væggen over bordet hang et gammelt rundt pendulur med mørk mahognikasse, romertal og en lille messingnøgle, der stak ned i en løkke under skiven. Uret havde altid været der. Lucy kunne huske det, så længe hun kunne huske noget. Om lørdagen blev det trukket op.
Først gjorde hendes far det, så hendes mor, og da Lucy blev teenager, blev opgaven overdraget til hende. Det havde en høj, uregelmæssig tikken. Hen ad eftermiddagen begyndte det at gå lidt for hurtigt. Og hen mod morgen tabte det tid og udlignede sig selv igen.
Margaret lagde sin ske fra sig. “Uret bliver. ”
“Men det holder ikke engang tiden ordentligt,” smilede David, selvom smilet ikke nåede hans øjne. “Det går langsomt.
Jeg køber et nyt til dig, et digitalt med baggrundsbelysning. Du kan få et med indbygget termometer. ”
“Uret bliver,” gentog hendes mor, og hendes stemme blev tør og flad, som en, der ikke havde til hensigt at forklare sig yderligere. “Andrew købte det med sin første forfremmelse.
Han hængte det op lige der foran mig og målte det op med et vaterpas for at sikre, at det hang lige. Så det vil også overleve mig, på den ene eller den anden måde. ”
Der blev stille ved bordet. Lucy kiggede på sin mand.
Han sænkede blikket mod sin tallerken og begyndte at spise færdig med bevidst koncentration, en puls bankede i kæben. “Som du vil,” mumlede han til sidst. “Dit hus, dit ur. ”
“Huset tilhører Lucy nu,” rettede hendes mor ham.
“Men uret tilhører familien. ”
Hun rejste sig, gik hen til vasken og begyndte at vaske sin egen tallerken, selvom Lucy to gange bad hende lade være. Med ryggen til sagde hun pludselig: “Charles. ”
Hun stoppede så brat, at lyden af det rindende vand syntes at blive højere.
“Hvad? ” David løftede hovedet. “Jeg sagde bare… ” Margaret vendte sig ikke om.
“Nogen har slået et hak i låget på sukkerskålen. Vi bliver nødt til at finde en ny. ”
Lucy tænkte ikke videre over det. Hendes mor blandede ofte ord sammen.
Hun kunne kalde hende ved sin afdøde tantes navn eller sige kommunekontoret, når hun mente lægehuset. Alder. Det sker for alle. De fulgte hende ud sammen.
David bar vognen ned og lagde den i bagagerummet på en nabos bil. Naboen skulle den vej og havde tilbudt at køre hende til busstationen. Så tjekkede han sit eget ur, sagde, at han var ved at være forsinket, kyssede Lucy på tindingen og gik hen mod sin bil. Hendes mor blev stående i entreen, ubevægelig i den dunkle firkant mellem trappeopgangen og hoveddøren.
“Mor, burde du ikke gå? ”
Margaret greb hendes hånd og klemte den hårdt med begge hænder, så hårdt at Lucy kunne mærke kanten af vielsesringen. “Lucy, lyt til mig, og bed mig ikke om at gentage det. ”
“Hvad er der galt?
”
“Tag det ned fra køkkenvæggen og åbn bagpanelet. ” Hendes mor talte lavt, men udtalte hver eneste stavelse tydeligt, som en, der forsigtigt sætter varme fad på bordet. “Men sig ikke et ord til din mand. Ikke et eneste ord.
Hører du mig? Ikke i dag. Ikke i morgen. ”
“Mor, hvad er der galt med dig?
Hvad er der bag panelet? ”
“Du får at se. ”
Hun slappede hånden og skubbede døren op med skulderen. “Og ring ikke til mig før i aften.
Jeg skal rejse. ”
“Mor, vent. ”
Men Margaret gik allerede hen mod bilen, med rank ryg og rask gang, præcis som hun havde gået hele sit liv. Hun kiggede sig ikke tilbage en eneste gang, hverken på fortovet eller da hun satte sig ind på passagersædet.
Naboen dyttede. Bilen kørte ud fra boligkvarteret og forsvandt bag elstationen. Det var Lucys fridag. Hun ville ønske, at det ikke havde været det.
Hun skrubbede alt, hvad der kunne skrubbes, rengjorde toppen af skabene, som hun ikke havde kigget på siden vinter, trak skuffen i køleskabet ud, skrabede en tørret plet af roebladsaft af, satte den tilbage og trak den tyve minutter senere ud igen, fordi hun havde glemt at tørre risten af. Hun lagde en maskine vasketøj over, satte sig på taburetten og så de blå og hvide klude tumle bag glasset. Tromlen summede, vandet skvulpede, men Lucy sad og lyttede til en anden lyd. Lyden fra væggen bag hende.
Tik, tik, tik. Med den velkendte hinken på hvert fjerde slag. Hun vendte sig og kiggede på uret. Det mørke træ var blevet endnu mørkere på det sted, hvor fingre i årtier havde grebet fat for at tage det ned og trække det op.
Glasset havde en lille diagonal ridse. Lucy havde lavet den selv, da hun som tolvårig kravlede op på en taburet og fangede den med sit bæltespænde. Den lille messingnøgle hang i sin løkke. “Hvad kan du dog fortælle mig?
” tænkte Lucy, og tanken gjorde hende urolig, som om nogen havde hørt hende. Ved middagstid prøvede hun at ringe til sin mor. Det ringede og ringede, og så gik hun til voicemail. En time senere det samme.
Klokken fire kom en sms. “Ankommet. Alt fint. Ringer senere.
” Og intet andet. Klokken seks lavede hun panerede svinekoteletter. Klokken seks lavede hun en salat, selvom hun slet ikke havde appetit. Fem minutter i syv dyttede hendes mands bil i gården udenfor.
Han gav altid et enkelt kort dyt, når han nærmede sig, en vane, der fortalte Lucy, at han var tilbage, før han overhovedet fik nøglen i låsen. David kom ind, tog skoene af, vaskede hænder op til albuerne, som han altid gjorde efter arbejde, og satte sig til aftensmad. Han spiste hurtigt og i tavshed og kiggede kun op en enkelt gang. “Kom din mor godt af sted?
”
“Det sagde hun i en sms. ”
“Godt. ” Han stak gaflen i den anden kotelet. “Hør, jeg skal ned til garagen.
Oliepumpens pakning lækker, og jeg skal have motoren klar i morgen tidlig. Jeg er et par timer væk, måske tre. ”
“Så sent? ”
“Hvornår skal jeg ellers gøre det?
” Sagde han uden irritation, helt roligt. Han konstaterede bare det indlysende. “Jeg har lys nede i garagen. Jeg har graven.
Vent ikke på mig. Bare få noget søvn. ”
Ti minutter senere klirrede nøglebundtet i gangen. Den tunge værktøjstaske ramte dørkarmen, og hoveddøren klikkede i.
Lucy stod ved vinduet og så ham krydse gården, låse bilen op, kabinelyset tænde og slukke. De røde baglygter kørte ud af boligkvarteret og drejede til højre mod broen. Hun gik tilbage i køkkenet og blev stående midt på gulvet og tørrede hænderne i sit forklæde, selvom de allerede var tørre. Så trak hun taburetten hen.
Uret hang højere op, end det så ud. Hun måtte rejse sig på tæer, gribe fat i kassen med begge hænder og løfte. Det var tungt, meget tungere end hun huskede, og der skiftede noget plads med et dæmpet bump indeni. Lucy hægtede det af sømmet.
Hun trådte ned og lagde det med forsiden nedad på bordet, hvilende på et foldet viskestykke for ikke at ridse glasset. Bagpanelet var af tyndt krydsfiner og holdt på plads af fire skruer. Slidserne i skruehovederne var belagt med støv, komprimeret gennem årtier til en grå filt. Lucy gik ind i gæsteværelset og fandt en skruetrækker med orange skaft i en blikdåse.
Hun vendte tilbage, satte sig og begyndte at skrue. Den første kom let ud. Den anden drejede rundt på stedet, og hun måtte lirke den op med tommelfingerneglen. Den tredje var stiv.
Lucy trykkede så hårdt ned, at skruetrækkeren gled og rev en bleg fure i træet. Hun blæste på hænderne og prøvede igen. Da den fjerde skrue kom ud, faldt panelet ikke af sig selv. Hun måtte løfte det i kanten.
Der strømmede en lugt af tørt støv og noget metallisk ud, lugten af maskineri. Lucy kiggede indenfor. Mekanismen var på plads. De messingfarvede tandhjul med mørke oliespor, fjedren, pendulets slanke stang, og kilet ind mellem trækassen og mekanismen, kilet fast mod siden, så den ikke ville forstyrre tikken, lå noget fladt.
Lucy trak det ud med to fingre. Det var halvdelen af et fotografi, ikke klippet med en saks, men revet over i hånden. Kanten var takket med en hvid, fnulleret frynse. Det var et sort-hvidt fotografi med bølgede kanter, falmet til en gullig tone.
Billedet viste en træveranda, netop den veranda, de tre trin, rækværket med drejede balustre, og på det øverste trin den afskallende maling, som Lucy pludselig huskede med så skærende klarhed, at det føltes som i går. Ved verandaen stod en pige på omkring seks år i en sommertøjskjole og sandaler uden strømper, håret i to tynde fletninger. Lucy genkendte sig selv øjeblikkeligt, uden skygge af tvivl, fordi hun havde nøjagtig samme kjole på på et andet indrammet fotografi, som hendes mor havde. Og ved siden af pigen stod en tynd dreng på omkring syv år i sorte shorts og en udtrukket t-shirt.
Han smilede ikke. Han stirrede lige ind i linsen med mørke øjne under en rynket pande. Han havde en dårligt klippet pandehår fejet til siden, og lige på kanten af hans højre øjenbryn var en skarp, bleg linje, et kort ar, der trak øjenbrynet op, hvilket gav hans ansigt et permanent, let overrasket udtryk. Lucy lagde fotografiet på bordet og samlede det så op igen og holdt det tættere på lampens lys.
David havde nøjagtig samme ar, nøjagtig samme mærke på sit højre øjenbryn, der trak op på nøjagtig samme måde. I tolv år havde hun kigget på det ar hver eneste morgen. I tolv år havde hun kendt historien om gyngen i hans mormors have, jernrøret, og hvordan de havde kørt ham på skadestuen i en varevogn for at sy ham. Hendes fingre blev følelsesløse og klodsede, som de gør, når du har været ude i sneen og prøver at dreje en nøgle.
Lucy vendte billedet om. På bagsiden i et hjørne stod der skrevet med et barns håndskrift med en gammel blyant, hvis grafitten var smurt ud til en lilla-grå sløring. Med tiden kunne hun læse det: Lucy og Charlie. Hun læste det tre gange, så en gang til, og kørte fingerneglen hen over bogstaverne, som om bogstaverne selv kunne omarrangere sig.
Nede i gården dyttede hendes mands bil et enkelt kort signal. Lucy fo’r sammen, hele kroppen rykkede. Hun stak fotografiet i den inderste lomme på sit forklæde, greb træpanelet, smækkede det mod kassen og skruede hurtigt to skruer i. Den tredje tabte hun og gider ikke lede efter den.
Hun skruede den fjerde halvt i, kravlede op på taburetten, hængte uret på sømmet, rettede det med håndfladen, så det hang skævt, og skubbede det på plads. Hun sprang ned, skubbede taburetten væk, skyndte sig med skruetrækkeren tilbage i gæsteværelset og nåede lige at stå ved køkkenvasken, da nøglen blev drejet i hoveddøren. “Lucy, sover du? ” Stemmen fra gangen var den samme som altid, lidt træt.
“Hvorfor er køkkenlyset tændt? ”
“Jeg er ikke faldet i søvn,” sagde hun og blev overrasket over, hvor fast hendes stemme lød. “Jeg er lige ved at vaske op. ”
“Du er tidligt hjemme i aften.
”
“Ah, det viste sig at være en masse væsen for ingenting i sidste ende. ” David gik ind og tørrede hænderne i en klud og stoppede op ved bordet. Han lugtede af benzin og koldt jern. “En løs klemme, og der troede jeg, det var pakningen.
En halv times arbejde. ” Han løftede hovedet og kiggede på væggen, lige på uret, som stadig hang en anelse skævt. “Skal du se det? ” sagde han langsomt.
“Det tikker stadig. ”
Og under forklædet, lige under Lucys håndflade, lå den revne halvdel af fotografiet. Den nat lå Lucy med åbne øjne og lyttede til det gamle urværk gennem køkkenvæggen, der hinkede på hvert fjerde slag. David sov på siden med ryggen til, vejrtrækningen rolig, knæene trukket op, mens han drømte.
En velkendt varme strømmede fra hans ryg, og den varme var det mest trøstende, hun kendte i hele sit liv. Hun løftede sig forsigtigt op på albuerne og studerede hans ansigt i det grå lys, der sivede ind fra gadelygten udenfor. Øjenbrynet, arret, den blege linje, der trak hans højre bryn op. Lucy gemte fotografiet i skabet under en stabel sengetøj, helt i bunden, hvor hun havde to dynebetræk til gæster, som ikke havde set dagens lys i tre år.
Om morgenen var hun den første op, som altid. Hun tændte kedlen, stegte tre æg på panden og skar brødet. Hænderne gik gennem bevægelserne, men sindet arbejdede uafhængigt og uophørligt med regnestykket. Tolv år sammen.
Drengen på billedet var syv. Det betød, at han var treogfyrre nu, og hun var toogfyrre. Så dengang på verandaen havde hun været seks, og han syv. Det gik op.
Det gik op perfekt. “Hvorfor er du så stille? ”
David spiste stående, lænet mod køkkenbordet, fordi han havde travlt. “Jeg sov ikke godt.
Jeg fangede et træk i ryggen,” sagde Lucy. “Jeg stod for længe ved det åbne vindue i går. ”
“Muskelrubben ligger i natbordet. Den grønne tube.
”
Han puttede den sidste skive toast i munden og skyllede den ned med sin te. “Jeg kommer måske sent hjem i aften. Drengene på nattevagten bad mig om en hjælpende hånd. ”
“Okay.
”
Han tog sin jakke fra knagen og vendte sig i døren. “Lucy. ”
Hun tabte næsten panden. “Hvorfor lagde du mine sorte arbejdsstrømper i vasken?
Jeg skal bruge dem i morgen. ”
“Jeg har en maskine i gang. De er tørre i aften. ”
Døren klikkede i.
Lucy stod ved komfuret, hældte så den kolde te i vasken og satte sig. Hun havde ringet til sin mor fire gange den morgen. Første gang lige efter hendes mand var gået, anden gang fyrre minutter senere, tredje og fjerde næsten uden håb, bare for at høre daltonen. Klokken elleve kom en kort sms, typisk for hendes mor: “Jeg har travlt.
Ringer senere. Bare rolig. ”
Ikke et eneste ord om uret. Ikke et ord om, hvad Lucy skulle have fundet derinde, eller hvorfor hun ikke kunne nævne det for sin mand.
Så ringede Lucy til sin tante Pat, hendes mors søster. Pat svarede lystigt. Hun virkede glad for at høre fra hende. Hun brugte tre minutter på at snakke om sin søn, som endelig havde fået et ordentligt job.
Men da Lucy spurgte til sin mor, blev Pat pludselig fåmælt. “Hun var træt af busrejsen. ”
“Tante, hvad var det, du skulle tale med hende om? ”
“Tale om hvad?
”
“Hun sagde, at du havde ringet til hende. At du skulle tale med hende. ”
Der var tavshed i den anden ende. Et tv mumlede i baggrunden.
En kvindestemme præsenterede den lokale vejrudsigt. Lucy hørte tante Pat sukke. “Spørg din mor. Hun fortæller dig det, når hun finder det passende.
Jeg stikker ikke næsen i andres forretninger. Og det her er hendes sag, ikke min. ”
“Tante, Nortonerne. ”
Lucy sagde efternavnet på må og få, uden selv at vide, hvorfor hun udtalte et navn, der aldrig havde været en del af hendes liv.
Hun sagde det simpelthen, fordi hendes hjerne havde brugt hele natten på at gennemgå efternavne, og Charlie passede ikke til nogen, hun kendte. “Hvad? ” Tanteens stemme blev hård. “Hvem er det?
”
“Intet. Jeg må have bildt mig noget ind. ”
“Lucy. Stop med at finde på noget pjat.
” Tante Pat sagde det hurtigt. “Nå, jeg smutter. Mine løg brænder på. ”
Og hun lagde på.
Lucy sad tilbage med telefonen i hånden. Tante Pats løg havde brændt på i tredive år, hver gang en samtale tog en uønsket drejning. På syværkstedet bad hun om to fridage. Chefen, fru Higgins, en streng kvinde med et godt hjerte, kiggede på hende over sine læsebriller og stillede ingen spørgsmål.
“Den kjole til gallaen skal hentes på torsdag. Når du den? ”
“Den er færdig. Jeg er tilbage på onsdag.
”
“Gå så hjem og få noget ordentlig mad i dig. Du ser bleg ud. ”
Den aften fortalte hun David, at hun ville besøge sin gamle skoleveninde Helen, ham hvis mand var syg, og som havde ringet og klaget for en måned siden. Løgnen rullede glat af tungen, fordi Helen virkelig havde ringet og virkelig havde klaget.
“Det er et godt stykke væk. Tre timers bus. Skal jeg køre dig? ”
“Det er der ikke behov for.
Du har arbejde. ”
Lucy pakkede en cardigan i sin overnatningskuffert med ryggen til, så hun ikke skulle se hans ansigt. “Vi bliver bare hjemme. Får sludret.
Du ville bare kede dig. ”
“Som du vil. ” Han lagde sig på sofaen og tændte for fjernsynet. Der kørte et fiskeprogram.
“Giv mig et ring, når du er fremme. ”
Bussen kørte klokken syv. Lucy købte en billet til amtsbyen, og derfra skulle hun endnu tolv kilometer med en lokal landbus. Hun kunne næsten ikke huske ruten og ville være sovet igennem det hele, hvis hun havde været i stand til at sove.
I stedet stirrede hun ud ad vinduet, mens industriområder og værksteder gav plads til fyrreskove, så marker og til sidst den slags landskab, som hun genkendte ikke med øjnene, men med noget langt dybere, en bæk med piletræer, jernbaneoverskæringen, det gamle murstensvandtårn. Landsbyen hed Ashborne. Den viste sig at være meget mindre, end hun huskede. Gennem hele sin barndom havde Lucy været helt overbevist om, at deres gade var uendelig og prægtig.
Gaden viste sig kun at have seks huse op til et sving med hjulspor midt på og unge lindetræer plantet i sin tid som et fællesprojekt, som nu havde massive kroner. Hegnene var en blanding. Her flot ny korrugeret metal. Der resterne af et plankeværk med afskallende blå maling, hvor hendes fars kontor havde ligget.
Der lå nu en tankstation med to pumper, en kiosk og en kaffemaskine. Lucy gik til enden af vejen og stoppede. Huset var der stadig, hendes hus. De havde beklædt facaden, sat i UPVC-vinduer og lagt nyt tag på, men de havde ikke rørt verandaen.
De nøjagtig samme tre trin. Det nøjagtig samme rækværk med drejede balustre, bare nu malet mørkerødt. Lucy kiggede på den afskallede kant på det øverste trin. Det var ikke længere afskallet.
Det var blevet spartlet, men hun vidste stadig præcis, hvor fejlen lå. I haven hang børnetøj på en tørresnor. Nogen boede der. Nogen opfostrede deres børn der, og det var en helt normal ting.
Men det gjorde Lucy pludselig helt kvalm. Hun gik tilbage mod butikken. Hun spurgte en kvinde ved døren, om den gamle postkone Beatrice stadig var i live. “Åh, hun lever endnu.
Hvor skulle hun ellers være? To døre nede der. Huset med den grønne dør. Forlader næsten ikke stedet i disse dage, men hun pusler altid rundt i sin køkkenhave.
”
Beatrice sad på en lav taburet ved rækkerne af løg og sorterede nye kartofler i en spand. Hun nærmede sig de firs. Og af den anselige postkone, der plejede at marchere gennem halvdelen af landsbyen, var der kun hendes hænder tilbage, store, knudrede og vant til at slæbe en tung posttaske over skulderen. Hun løftede hovedet og kneb øjnene sammen.
“Hvem leder du efter, skat? ”
“Beatrice. Jeg er Lucy. ” Hun stoppede ved havelågen.
“Jeg er Lucy, Andrew Fletchers datter. ”
Den gamle kvinde frøs, en kartoffel halvvejs til spanden. Hun forholdt sig tavs i lang tid og studerede hendes ansigt. “Margarets øjne,” sagde hun til sidst.
“Kom indenfor. Hvad står du der ved lågen for? Og giv ikke agt på hunden. Han er bundet, og han er lige så gammel som mig.
”
Samtalen flød ikke umiddelbart. Først spurgte Beatrice om alting, hvor hun boede, hvad hun lavede, om hun havde børn. Da hun hørte, at hun ikke havde nogen børn, nikkede hun og spurgte ikke videre. Hun talte om landsbyen.
De havde lukket forsamlingshuset. De havde lagt folkeskolen sammen med den i nabosognet. Bussen kom kun igennem to gange om dagen nu, hvor den før kørte fire. Hun plaprede en liste op over, hvem der var død, med detaljerede beskrivelser af hvordan og af hvad.
Lucy lyttede og ventede. Så lynede hun sin håndtaske op og trak den revne halvdel af fotografiet frem. “Beatrice, fortæl mig, hvem er drengen, der står ved siden af mig? ”
Den gamle kvinde tørrede hænderne i sit forklæde, tog fotografiet og holdt det tæt på øjnene.
Hun holdt det i et godt stykke tid, lagde det så på knæet, dækkede det med hånden og kiggede væk. “Hvor har du det fra? ”
“Fra uret. Min mor sagde, jeg skulle tage bagpanelet af.
”
“Så Margaret fortalte dig det endelig. ” Beatrice gav et halvt smil. “Nå, jeg har aldrig. Femogtredive år med munden lukket.
Og nu fortæller hun dig det. ”
“Hvem er han, Beatrice? ”
Den gamle kvinde forholdt sig tavs et øjeblik mere. “Det er Charlie, Gerald Nortons dreng.
”
Efternavnet, som Lucy tilfældigt havde spyttet ud i telefonen, faldt på plads som en nøgle i en lås, og det gav hende ingen lettelse, kun en dyb frygt. “Og hvem var Norton? ”
“Nå, Norton,” begyndte Beatrice, “var din fars bedste ven. Tykke venner var de.
Spiste ved jeres bord, smed sig på sofaen, hvis det blev for sent. Din far, Andrew, han var en tillidsfuld fyr, selvom han havde hovedet med sig. Men Gerald,” hun ledte efter det rigtige ord, “Gerald var en glat en. Smilede til alle, men han havde kolde øjne.
”
Hun begyndte at tale med et afmålt tempo, som en, der genfortæller en historie, hun havde vendt og drejet internt tusind gange, men som hun sagde højt for første gang i årevis. “Norton havde et godt øje til Margaret fra starten. Margaret var en ung ting dengang, seksogtyve, med en fletning ned over taljen. Hun arbejdede i planteskolen og gik gennem landsbyen på en måde, der fik mænd til at brække nakken for at kigge på hende.
Først hjalp Gerald bare med småting. Kom med brænde, fiksede en dryppende hane, skaffede ting, man ikke let kunne finde i byen. Så begyndte han at rende ind i hende nær butikkerne og lod, som om det var tilfældigt. Men der var intet tilfælde over det.
Hvis han skulle stå der i en time som en citron, gjorde han det. Han sagde ting til hende, som hendes mand ikke gjorde, fordi hendes mand havde travlt med at arbejde og mente, at der ikke var behov for at sige det, der allerede var forstået. ”
Beatrice kiggede hende lige i øjnene. “Og her, skat, vil jeg fortælle dig sandheden.
Tag den, som du vil. Din mor vaklede næsten. Hun stak ikke af med ham. Nej.
Men hun vaklede. Andrew og hun havde et voldsomt skænderi. Om hvad? Det ved jeg ikke.
Giftfolks anliggender. Og hun pakkede dig som tumling og tog til din tante Pat i to dage og forsvandt. Hele landsbyen begyndte at sludre. Nu er det slut, tænkte de.
Margaret er stukket af. ”
“Og hvad skete der? Kom hun tilbage? ”
“På tredjedagen gik hun hjem igen på egne ben og tilstod det hele for sin mand.
Fortalte ham, at Gerald havde gået omkring hende, og at hun næsten var faldet for det. Jeg ved det ikke bare fra sladder. Jeg afleverede et telegram fra Pat til dem den dag. Jeg stod ved lågen og hørte det hele, fordi de råbte huset ned.
Først kunne din far ikke få et ord ud, men så,” den gamle kvinde viftede med hånden, “så tilgav han hende. Ret skal være ret. Kun gik han lige over for at se Gerald samme aften og lagde kortene på bordet. ”
“Lagde hvad på bordet?
”
“Nå, han sagde til ham: ‘Din far arbejdede på kontoret med lønningslisten. Han så præcis, hvem der tappede penge fra toppen, og det var Gerald, der tappede. Han arbejdede på lageret, blev ven med lastbilchaufførerne. Han havde altid en stor bunke kontanter, og ingen spurgte, hvor de kom fra.
‘ Så din far, lige foran folk, foran to andre mænd, sagde til ham: ‘Hvis jeg nogensinde ser dig i nærheden af mit hus igen, afslører jeg alt, hvad du har lavet bag vores ryg, og du rådner op i fængsel. ‘”
Beatrice tav og vendte en kartoffel i spanden og lod den falde. “Det var der, Gerald mistede forstanden. Det, han ikke kunne tilgive, skat, var ikke, at Margaret afviste ham.
Det var, at han var blevet ydmyget foran de andre mænd. Sådan nogle som ham glemmer ikke sådan noget. ”
Derfra talte hun langsommere. “Hen mod efteråret forsvandt der penge fra kontoret, en anseelig sum i de dage.
Direkte fra lønningslisten. Der var en revision, der trak ud i tre uger. Og i de tre uger gled et rygte gennem landsbyen som olie hen over et bord. Hvem holder regnskabsbogen?
Hvem har nøglen til det andet skab? Rygtet siger, at Fletcher ville betale sit huslån ud tidligt. Hvor får han pengene fra? Beviserne faldt bare på plads.
Et stykke efter det andet perfekt, som om nogen havde arrangeret det. Det manglede kun en underskrift. Men til sidst dukkede selv en underskrift op, ikke rigtig underskrevet af ham, men skrevet med hans håndskrift, eller sådan påstod en specialist udefra efter at have holdt papiret op mod lyset. ”
“Og Gerald gik rundt,” sagde Beatrice, og hendes stemme blev hård.
“Han gik rundt og spillede den sørgende ven. Han kom ind på posthuset og sukkede. ‘Åh, hvem skulle have troet det om Andrew? ‘ Og han lagde en så god forestilling, at kvinderne købte den.
”
“De fik aldrig låst din far inde. ” Beatrice kiggede på hende, som om hun vurderede, hvor meget hun kunne tåle. “I december kørte han ind til amtsbyen for at bevise sin uskyld. Han tog nogle papirer med.
Jeg ved ikke præcis hvad, og han kom aldrig tilbage. De fandt bilen ved svinget nær bækken, lige efter jernbaneoverskæringen. De sagde, at han mistede herredømmet. Sort is på vejen, og der var is.
Jeg skal ikke lyve for dig, men Andrew havde kørt den isglatte, tågede vej i tyve år. Og de papirer, de forsvandt i den blå luft. ”
Lucy sad og stirrede på løgbedet. Stænglerne var tykke, mørkegrønne med en blålig kridtagtig hinde.
Hun studerede dem med intens koncentration. “Og min mor? ”
“Din mor holdt ud i omkring tre uger efter begravelsen. Så fik hun et besøg.
”
“Hvem? ”
“Det kan jeg ikke sige. Jeg så dem ikke. Alt jeg ved er, at Margaret næste morgen kom løbende ind på posthuset.
Hun postede nogle dokumenter med rystende hænder og sagde til mig: ‘Be, jeg tager væk herfra. Jeg opdrager ikke min datter på dette sted. ‘ Inden for en uge var I begge væk. De solgte huset for en slik, efterlod næsten alle møblerne, men hun tog uret.
”
“Ja,” sagde Lucy stille. “Hun tog uret. ”
“Andrew hang det ur,” nikkede den gamle kvinde. “Jeg husker, da han bragte det hjem fra byen, pakket ind i gammel avis og viste det frem til alle.
”
De sad i tavshed. Et sted bag kolonihaverne tøffede en motorfræser i gang. “Og Nortonerne, Nortonerne flyttede ikke længe efter. Ikke engang et år.
” Beatrice kiggede ned på billedet på sit knæ og stirrede på drengen. “Gerald drak først, så gik hans kone fra ham og tog drengen med. Eller måske gik hun ikke. Måske smed han dem ud, så de ikke skulle være i vejen for ham.
Men Charlie blev hurtigt fjernet. Kvinderne sagde senere, at hun gav ham sit pigenavn og ændrede hans fornavn. Af skam. Det giver mening.
Man kunne ikke bo der med det efternavn hængende over sig. ”
“Hvad var hendes pigenavn? ”
“Det ved jeg ikke, skat. ” Den gamle kvinde rystede på hovedet.
“Jeg skal ikke lyve for dig. Hans mor var ikke fra egnen. Hun kom fra et andet amt. Hun havde ingen familie i landsbyen.
Hun rejste, og jorden lukkede sig over hende. ”
Lucy tog billedet og stak det tilbage i sin håndtaske. Hendes fingre virkede ikke ordentligt. “Beatrice.
Hvordan var Charlie? ”
“Åh, bare en helt almindelig dreng. ” Beatrice trak på skuldrene. “Stille.
Tynd lille ting. Hans far gav ham tæsk. Alle vidste det. Jeg så det selv en gang, hvor han slæbte drengen hen over frontplænen efter nakken.
Han plejede at komme over og lege hos jer. Derfor er han på billedet med dig. Margaret plejede at give ham mad. Hun havde ondt af ham.
Hun vidste ikke dengang, hvad han skulle blive til. ”
“Hvad han skulle blive til,” gentog Lucy. “Og hvad med dig? ”
Den gamle kvinde målte hende omhyggeligt, for skarpt for en kvinde på hendes alder.
“Du har fundet ham, ikke? ”
Lucy rejste sig. “Jeg skal nå min bus, Beatrice. Mange tak.
”
“Rolig nu. ” Beatrice rejste sig også og lænede sig tungt mod sin taburet. “Sig til din mor. ” Hun ombestemte sig.
“Nej, sig ikke noget til hende. I to må selv finde ud af det. Men én ting vil jeg sige til dig, Lucy. Din far tog ikke en eneste krone.
Hold fast i det. Jeg har boet her i halvtreds år. Jeg ser lige igennem folk. Han var ikke en tyv.
”
Bussen tilbage var næsten tom. Lucy sad ved vinduet. Over de mørke slør af forbipasserende fyrreskove blev hendes eget ansigt afspejlet i glasset. Hun tænkte ikke på Norton.
Hun tænkte på, hvordan David i de sidste tre år konstant havde bragt idéen om at lave køkkenet om på bane. Hvordan han året før havde slæbt en vintage-sideboard ud til lossepladsen uden at spørge og sagt: “Lucy, hvor skal vi opbevare det? Det falder fra hinanden. ” Hvordan hun en gang var kommet tidligt hjem og fandt ham på hug i gæsteværelset, hvor han rodede i hendes mors gamle dokumentkasse, med påstanden om, at han ledte efter kedelgarantien.
Hvordan han absolut ikke kunne fordrage, når hendes mor overnattede. Hvordan han år efter år konstant omorganiserede kasserne i garagen og aldrig lod hende sætte sine ben derinde. “Der er olie på gulvet. Du ødelægger dine sko.
” Og hvordan han var gået til hende den dag ved busstoppestedet. Han havde ikke råbt på hende på afstand. Han havde ikke akavet indledt en samtale. Han havde bare bøjet sig ned ved siden af hende og begyndt at samle kartofler op, som om han havde vidst præcis, hvor han skulle være i meget lang tid.
Lucy hvilede panden mod det kolde glas. Han havde opsporet hende. Han vidste præcis, hvem hun var. Han kendte hendes mor.
Han vidste, hvis datter hun var. Og i tolv år havde han siddet og spist ved samme bord som den kvinde, hvis mand var død på grund af hans far. Bussen rystede voldsomt, da den krydsede jernbanesporet. Lucy lynede sin taske op, kiggede på den revne halvdel af fotografiet og lynede den i igen.
Så det var det, hendes mor ville have hende til at se. Og det betød, at det nu var hendes tur til at holde øje med ham. Lucy kom hjem lige efter ti. David var vågen.
Han sad i køkkenet, oplyst af en enkelt pære over bordet, i en falmet undertrøje og skrev noget i en notesbog. Den samme notesbog, hvor han førte bilens udgifter. “Du er tilbage. ” Han kiggede ikke op.
“Troede, du ville ringe. ”
“Min telefon døde. ” Lucy smed sin taske fra sig ved væggen. “Og der er forfærdeligt signal derude.
”
“Og hvordan har Helen og hendes mand det? ”
“Meget af det samme,” begyndte hun og tog langsomt sin cardigan af, så hun ikke skulle vende sig om. “De har sat ham på en ny drop. Det er bare et spørgsmål om tid nu.
”
“Jeg ser. ” Han smækkede notesbogen i og kiggede på hende. Lucy følte hans blik i nakken. “Du er dødsbleg.
”
“Busaffjedringen var i stykker. Den rystede mig helt i stykker. ”
Hun sov ikke et øje den nat heller. Hun lå og lyttede til uret gennem væggen og omorganiserede omhyggeligt alt i hovedet, der nu havde et helt andet navn.
I de næste fire dage levede hun ved siden af ham og iagttog ham, iagttog hvordan han spiste, hvordan han altid tog saltbøssen med to fingre, hvordan han klappede sig på brystlommen, før han forlod huset, for at tjekke sine nøgler, selvom han altid havde dem i bukselommen. Hvordan han krøb sammen i søvne, som om han sov i en lille, trang seng. Torsdag aften bragte han køkkenrenoveringen op igen. “Lucy, jeg har fortrudt fliserne.
Jeg har valgt en lysere nuance. Og ved du hvad? Lad være med at røre væggen med bordet. Vi maler den bare.
Mindre støv. ”
“Som du synes. ”
“Og det ur. ” Han standsede kort, mens han løb et glas vand op fra hanen.
“Hvor skal vi gøre af det med de nye enheder? Det vil stikke ud som en øm tommel. Jeg tager det forsigtigt ned og sætter det op på loftet. Jeg smider det ikke i skraldespanden, bare rolig.
Bare op på loftet. ”
“Mor sagde, at det skal blive på væggen. ”
“Mor sagde. ” Han satte glasset fra sig på bordet.
“Lucy, mor er ikke her. Mor er hos din tante Pat. Det er vores køkken. ”
Han talte roligt, men der var en vibrerende spænding i stemmen som en fiskeline, der er ved at sprække.
“Det skal blive på væggen,” gentog Lucy. David stod helt stille et øjeblik, viftede så afværgende med hånden og gik ind i stuen. Fredag kom hun tidligt hjem fra arbejde. Fru Higgins havde ladet hende gå, fordi kunden til gallakjolen ikke var dukket op.
Nøglen drejede lydløst i låsen. Hans sko stod i gangen, og der faldt lys fra gæsteværelset. Lucy tog skoene af og gik derind på strømpefødder. Han sad på hug med ryggen til døren, og på gulvet foran ham stod en papkasse, vidt åben.
Hendes mors kasse, den som hun i årevis havde bundet sammen med gammel vaskesnor, og hvor hun opbevarede sine fødselsattester, gamle breve og kvitteringer. David havde et bundt papirer i hænderne og bladrede hurtigt igennem dem som en bankkasserer, der tæller pengesedler. “Hvad leder du efter? ”
Han fo’r ikke sammen.
Hans skuldre spændte bare i en brøkdel af et sekund, før de faldt tilbage i deres normale stilling. “Vandvarmerens garanti. ” Han vendte hovedet. Hans ansigt var en maske af total ligegyldighed.
“Garantien udløber. Jeg skal tjekke, hvad der står om kalkaflejringer. ”
“Vi fik den kedel for fire år siden. ”
“Nå, præcis.
Derfor udløber den. ”
Han lagde papirerne tilbage i kassen i præcis den rækkefølge, han havde fundet dem. Foldede papklapperne sammen og rejste sig, idet han børstede støvet af knæene. “Ligegyldigt.
Den er der ikke. Jeg leder efter den senere. ”
Da han passerede hende, klemte han hendes skulder. Lucy stod og stirrede på kassen.
Lørdag spiste de frokost alene sammen. Lucy skar et brød og lod blikket hvile på hans øjenbryn, på den blege hvide linje helt ude i kanten, som om det var rent tilfældigt. Hun holdt blikket der i tre sekunder. Ikke mere.
David kiggede op. Deres øjne mødtes. Han var den første til at sænke blikket mod sin tallerken. “Hvad er der?
” spurgte han efter en tung pause. “Intet. Jeg lagde bare mærke til, at du har fået flere grå hår ved tindingen. ”
“Jeg er ved at blive gammel, ikke?
” sagde han. “Jeg bliver helt hvid før længe. ”
De sagde ikke et ord mere til hinanden, men han gjorde ikke sin gryde færdig, og han var en mand, der altid tømte sin tallerken. Søndag omkring klokken ni om aftenen begyndte David at tage jakke på for at køre ned til garagen og hente de bremseklodser, som Vic havde skaffet ham.
“Tager du din værktøjstaske med? ”
Han tøvede et splitsekund ved knagen. “Nej, jeg skal ikke arbejde dernede. Bare hente dem.
”
Hoveddøren klikkede i. Lucy trådte hen til vinduet og begyndte at tælle. På tredje minut kørte bilen ud af gården. Hun tog straks sine kondisko på, greb en jakke og bestilte en taxa.
Industriområdet, hvor garagerne lå, var lige over broen. Det var en labyrint af omkring tyve rækker korrugerede garager med en enkelt flakkende gadelygte ved hvert kryds. Lucy betalte chaufføren ved indgangen og gik resten af vejen, holdt sig på grusrabatten, så hendes skridt ikke knasede på asfalten. Det lugtede af fugtigt ukrudt, brændt motorolie og våd beton.
Hans garage lå i fjerde række. Rullegitteret var trukket næsten helt ned, så der kun var en spalte på omkring femten centimeter i bunden, hvor et skarpt gult lys blyede ud på betonen. Indefra kom en lyd, som Lucy ikke umiddelbart kunne identificere, en tør, skarp, gentagende rivende lyd. Hun listede hen til den tilstødende garage, pressede ryggen fladt mod det korrugerede metal og ventede på, at blodet holdt op med at banke i ørerne.
Så tog hun to skridt til siden og kiggede gennem sprækken. Den klassiske bil holdt bagerst under en nøgen pære. På arbejdsbænken lå en slået, gammel vintagefiberkuffert med skrammede hjørner og anløbne messinglåse, den slags man tog med på ferie for årtier siden. David stod bøjet over den og skar stofforingen op med en hobbykniv.
Han trak bladet langs sømmen, greb det fnullerede materiale med tommelfingeren, og stoffet gav efter med den tørre, skarpe lyd. Lucy så til og ventede på at se, hvad han ville trække frem. Skøder til et hus, en fuldmagt, noget man kunne bygge en sag mod et menneske på. Hun havde forestillet sig det hele i løbet af ugen og havde mentalt øvet hvert scenarie.
David stak hånden ind under den flækkede foring og trak en kuvert frem. Så noget andet, lille og fladt, som han holdt op mod den nøgne pære. Han stirrede på det i lang tid. Så sank han sammen over arbejdsbænken, ryggen helt krum, og lod armene hænge slapt mellem knæene.
Lucy skubbede rullegitteret opad. Metallet skreg. David fo’r sammen og næsten væltede kufferten ned på betongulvet og frøs af skræk. “Lucy.
”
Hun trådte ind og stoppede tre skridt væk. Garagen var meget koldere end gaden udenfor, og den stank af gammelt gummi. “Hvad har du i hænderne? ”
“Hvordan kom du hertil?
” Hans stemme lød fremmed, udhulet. “I en taxa. Hvad har du i hænderne, David? ”
Han kiggede ned på sin egen håndflade, som om han så den for allerførste gang.
Så rakte han den frem mod hende. Lucy tog den. Det var halvdelen af et fotografi, ikke klippet med en saks, men revet over i hånden med en hvid, fnulleret frynse langs kanten. Det viste et udsnit af en veranda, en del af et trægelænder og en tynd dreng på omkring syv år i sorte shorts, i trekvart profil, den nøjagtig samme dreng som på hendes halvdel, bare på hendes var han klippet af, og på denne var han hel.
Hun trak sin egen halvdel frem fra jakkelommen og lagde kanterne sammen. De fnullerede fibre gik i indgreb tand mod tand. David stirrede på hendes hænder uden at bevæge en muskel. “Giv mig kuverten.
”
Han rakte den frem. Kuverten havde ingen frimærker. Den var adresseret til “Charles” i håndskrift. Papiret indeni var ternet, revet ud af en spiralblok, dækket af en krollet, skrå håndskrift.
Bogstaverne hældede nedad mod slutningen af hver linje. Lucy foldede siderne ud og trådte tættere på pæren. Det tog hende lang tid at læse det, fordi håndskriften var forfærdelig, selvom ordene i sig selv var simple nok. Manden, der havde skrevet det, hed Gerald Norton, og han skrev til sin søn, fordi han ikke længere kunne tale.
Han skrev, at han snart ville kradse af, at leveren var færdig, at lægerne havde givet ham tre uger og at han var ligeglad, men at han var nødt til at få noget at vide, ellers ville han ikke få fred. Han skrev om Margaret, om hvordan han havde jagtet hende, hvordan han havde lovet hende et helt nyt liv, og hvordan hun havde afvist ham. Han skrev, at det ikke var afvisningen, han havde båret nag over, men det faktum, at Andrew Fletcher havde ydmyget ham foran de andre mænd, at han ikke havde sovet et øje den nat, og at han ved morgengry vidste præcis, hvad han skulle gøre. Han skrev: “Det var mig, der stjal pengene fra kontoret.
Jeg forfalskede udbetalingssedlen. Jeg stjal nøglen fra knagen ved middagstid, da Andrew lige var gået ud, og jeg lagde sporet, så skylden ville falde på ham. ”
Han skrev, at han aldrig havde tænkt sig at tage det så langt. Han troede, de bare ville skræmme ham og fyre ham.
Han havde aldrig forestillet sig, at Andrew ville køre hele vejen til amtsbyen på eget initiativ for at rense sit navn. Om det, der skete ved svinget nær bækken, skrev han intet. Bare en enkelt, afsondret linje, adskilt fra resten: “Jeg skubbede ham ikke ud over vejen. Men jeg stoppede ham heller ikke.
”
Og så igen i samme hektiske krolle: “Søn, lev dit liv, som du vil. Jeg vil bare have dig til at vide, at din gamle far var en tyv, og at Fletcher ikke var. Og hvis du nogensinde krydser deres vej, så fortæl dem det eller lad være. Jeg er ligeglad.
Det er dig, der skal leve med det. ”
I bunden stod underskriften og datoen. Lucy kiggede på datoen og kiggede så på den igen. For otte år siden.
Hun så op. David sad på kanten af arbejdsbænken og stirrede på betongulvet. “Otte år,” sagde hun. Han sagde intet.
“Du har haft dette brev i otte år. ” Lucy lyttede til sin egen stemme, som om den tilhørte en anden. Rolig og af en eller anden grund meget stille. “Vi havde boet i lejligheden i fire år.
Vi har været på ferie sammen. Du har betalt for min mors gravsten. Du har siddet ved samme middagsbord som min mor i otte år. Lucy, vidste du, at min far ikke var en tyv?
Du har vidst det i otte år. ”
Han løftede hovedet, og hun så, at hans ansigt var fuldstændig forandret. Det var ikke længere den maske af total ligegyldighed, hun havde kendt i tolv år. Det så krøllet, ødelagt ud.
“Du forstår det ikke. ”
“Og hvad er det præcis, jeg skal forstå? ”
“Jeg ville ordne det hele selv. ” Ordene strømmede ud af ham.
“Jeg ville finde den anden halvdel af billedet. Smede dem begge i forbrændingsovnen, så der ikke var noget tilbage. Smede alt væk. ” Han sprang op, stemmen knækkede og steg.
“Dette fotografi, brevet, hvert eneste bevis. Jeg troede, at hvis der ikke var noget tilbage, så var der ikke sket noget, og min far havde aldrig eksisteret. ”
Han stoppede brat, som om nogen havde trukket stikket ud. Han stod der, vendte sig så mod den korrugerede væg og lænede sig mod den med begge hænder.
“Hvad hedder du? ” spurgte Lucy. Han svarede ikke. “Hvad hedder du?
” gentog hun. “Charles,” sagde han mod metalvæggen. “Charles Norton. Miller var min mors pigenavn.
Hun ændrede det ved navnebevis, da jeg var ni, og ændrede også mit fornavn til David. Hun troede, at hvis jeg hed David Miller, ville skidtet ikke klæbe. ”
Lucy blev stående med de to halvdele af billedet i den ene hånd og brevet i den anden. “Opsporede du mig?
”
“Jeg ledte efter dig,” sagde han. “Med vilje? ”
“Ja. ”
Han vendte sig om.
Blændet fra den nøgne pære faldt på ham fra oven og kastede hans øjne i dyb skygge. “Lige siden jeg var seks år, hamrede min far det ind i hovedet på mig, at Fletcherne havde stjålet alt fra os. At vi havde haft det godt. Men din far gik til angreb på ham, og så gik det ad helvede til.
Han kom hjem blærerøv og gav mig bank. ‘Du husker det store hus, Charlie? Nå, det stjal de fra os. ‘ Jeg voksede op med at sluge det.
Det var som… ” Han ledte efter ordene og kom til kort. “Det var som at kunne sin tabel. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved det.
Man ved det bare som en kendsgerning. ”
“Og du begyndte at stille spørgsmål. ”
“Jeg kom for at kigge. ” Han satte sig tungt ned på arbejdsbænken igen.
“Jeg sværger, Lucy, jeg havde ikke planlagt noget. Jeg var enogtredive. Jeg opsporede, hvor I boede. Det er ikke svært, hvis man kender efternavnet i byen.
Jeg brugte fjorten dage på bare at køre rundt og iagttage dig, iagttage din mor. Jeg ville se, hvordan de skyldige levede. ” Han tav. “Nå, det var, hvad jeg troede dengang.
”
“Og så,” sagde hun. “Og så knækkede min pose ved busstoppestedet. ”
Garagen sank i tavshed. Et sted henne på industriområdet smækkede en tung skyder i, og en fårehund gøede.
“Jeg gik derover,” sagde han. “Jeg gik derover bare for at få et ordentligt kig på dit ansigt, ærligt talt. Men så så jeg dig sidde på hug og samle kartofler op med din ødelagte indkøbspose, og du sagde til mig: ‘Lad være med at gøre dig ulejlighed. Jeg kan godt selv.
‘” Han gned panden med håndfladen. “Og det var det. ”
“Og hvad? ”
“Og det var det?
” sagde han. “Jeg bar dine poser op til din hoveddør, og jeg indså, at jeg aldrig ville gå fra dig. ”
Lucy kiggede på ham og kunne ikke genkende en eneste af hans manerer. “Hvorfor fortalte du mig det ikke bare?
Hvordan kunne du lade være? ”
Han så hende lige i øjnene. “På vores tredje date. ‘Åh, i øvrigt, Lucy, jeg er søn af den fyr, der kørte din far i graven.
‘ Hvad ville du have gjort? ”
“Det ved jeg ikke. ”
“Nå, det vidste jeg heller ikke. ” Han smilede bittert, et grimt, skævt smil, der kun løftede den ene mundvig.
“Jeg troede, jeg ville fortælle dig det senere. Om en måned, om et år, og så stod vi på rådhuset, og det var for sent. Mere tid gik. Så døde min far, og en advokat sendte mig dette.
” Han gestikulerede med hagen mod brevet i hendes hånd. “Jeg læste det, og jeg vidste, at det virkelig var slut. Før var jeg bare en kujon, men nu var jeg også en løgner. Jeg havde sandheden om dit liv lynet inde i en gammel kuffert.
”
“Hvorfor gav du mig det ikke bare? ”
“Fordi at overrække det betød at tilstå, hvem jeg var. ” Han sagde det enkelt uden betoning. “Forstå mig ret.
Den ene ting bandt til den anden. At give dig det brev betød at sige mit rigtige navn. Jeg kunne ikke bære det. ”
“Og min mor.
” Han sænkede hovedet. “Margaret kunne ikke placere mig lige med det samme. For omkring tre år siden begyndte hun at give mig de der mærkelige blikke. Så sidste år ved hendes fødselsdagsmiddag rakte hun mig en tallerken og kaldte mig Charles.
Hun stoppede sig selv død. ”
Lucy huskede sin mors ryg ved køkkenvasken og hvor hurtigt hun havde ledt samtalen over på en afhugget sukkerskål. “Og det var der, du begyndte at vende hele huset på hovedet. ”
“Det var der, jeg begyndte at lede.
” Han nikkede. “Jeg vidste, hvad min far havde plapret om angående det forbandede fotografi. Når han var fuld, mumlede han, at han havde revet det i to og stukket den ene halvdel til Margaret for at få hende til at huske. Jeg regnede med, at hvis jeg havde den ene halvdel i min garage, så måtte den anden halvdel være gemt i jeres lejlighed.
Jeg gennemrodede gæsteværelset. Jeg slæbte den sideboard til lossepladsen. Jeg skilte den ad stykke for stykke først, selvom du ikke vidste det. Det faldt mig aldrig ind at tjekke uret, fordi det gemte sig i fuldt dagslys.
”
“Du ville bare smide uret på en container. ”
“Ja,” sagde han. Lucy foldede brevet sammen og stak det i den inderste lomme på sin jakke. Hun stak begge halvdele af fotografiet ved siden af.
“Lucy. ”
Hun begyndte at gå mod rullegitteret. “Lucy, vent. ” Han sprang ned fra arbejdsbænken.
“Jeg har aldrig haft noget imod dig. ”
“Tolv år, David. ” Hun sagde det uden at vende sig. “Tolv år har du sovet ved siden af en kvinde, du behandlede som en total fremmed.
Det er ikke mig, der er den fremmede. Det er dig. ”
Han stoppede op. “Jeg tager hen til min mor,” sagde Lucy og trådte ud i den kolde luft.
“Hun kommer hjem i overmorgen. Og du vover ikke at sætte dine ben i nærheden af lejligheden, før jeg siger til. Og en ting mere. ” Hun vendte sig om på tærsklen, og strimlen af skarpt gult lys oplyste hendes ansigt.
“Beatrice er stadig i live. Jeg besøgte hende. Hun fortalte mig alt, der er at vide om min far, uden dit dyrebare brev. ”
Han stod naglet fast under den nøgne pære, omgivet af indmaden af den flækkede kuffert, og sagde absolut intet.
Lucy gik ud i mørket på industriområdet og navigerede mellem de tavse metalskure, indtil hun nåede hovedvejen, hvor en enkelt gadelygte lyste øverst på en betonsøjle. Det var en lang gåtur, og hun ringede først efter en taxa, da hun nåede landevejen. Hendes mor kom tilbage tirsdag ved middagstid. Lucy mødte hende på busstationen, tog håndtaget på den ternede vogn og trak den hen til busstoppestedet.
Under hele turen snakkede de om tante Pat, hendes søn, de ublu priser på busbilletter og ignorerede fuldstændig, at Lucy havde sovet på en opredningsseng i sin mors lille lejlighed i fire dage. De sagde ikke et ord om det. Da de kom ind i lejligheden, tog Margaret skoene af, hængte sin mac op og gik direkte ind i det lille køkken, ikke for at sætte sig, men for at inspicere, hvad der var foregået i hendes fravær. En gryde stod på komfuret.
Vasken var pletfri. Stablet på vindueskarmen lå en bunke sengetøj, som Lucy havde taget med fra sin egen lejlighed. Hendes mor stirrede på de foldede lagner og trak så en stol ud. “Nå, ud med det.
”
Lucy lagde kuverten og de to halvdele af fotografiet frem på den afvaskede dug og pressede de fnullerede kanter sammen. Margaret rakte ikke ud for at samle dem op. Hun kiggede ned på dem på lidt afstand. Den måde, man ser på en genstand, man allerede kender i hver eneste mikroskopiske detalje.
“Så du fandt den. ”
“Mor, hvorfor i alverden fortalte du mig det ikke bare? ”
“Det gjorde jeg. ” Hendes mor skubbede kanten af billedet med pegefingeren, så de to halvdele flugtede perfekt.
“Jeg sagde, du skulle tage det ned fra væggen. ”
“Det er ikke det samme som at fortælle. ”
“Det er den eneste måde, jeg kunne gøre det på. ” Margaret tav.
“Jeg har holdt munden lukket i femogtredive år, Lucy. Hvis jeg havde sat mig ned og skulle forklare det, var jeg kvalt på det tredje ord. Jeg ved, hvordan jeg er. ”
Hun rejste sig, hældte et glas vand op fra filterkanden, satte det foran sig og rørte det ikke.
“Du var i Ashborne. ”
“Ja. Jeg så Beatrice. ”
“Hun lever endnu.
Nå, nå. ” Hendes mor gav et kort, glædesløst smil. “Hun har altid vidst alting. Hun behøvede ikke engang at snuse rundt.
Hun kunne se det hele fra sin skranke på posthuset. ”
“Hun fortalte mig om Norton. ”
“Så fortalte hun dig, hvordan hele rod set ud for en udenforstående. ” Margaret drejede sit vandglas en kvart omgang.
“Nå, jeg vil fortælle dig, hvordan det føltes indefra, siden du kender halvdelen af historien nu. ”
Og hun begyndte at tale med en jævn, ubrudt stemme, med blikket fæstnet ikke på sin datter, men på hjørnet af væggen over komfuret. Hun forklarede, hvordan Gerald Norton næsten var familie, og hvordan hun selv bar en del af skylden. Hendes mand arbejdede lange timer og kom sent hjem, mens Gerald færdiggjorde tidligt og altid kom med en lille gave.
Den ene dag en sæk brænde, den næste noget fint blonder fra amtsbyen. Endnu en dag en papirkegle med bolsjer. Han vidste, hvordan man kiggede på hende, som om hvert eneste ord, hun sagde, var dybt vigtigt. Andrew kiggede ikke på hende på den måde, fordi Andrew troede, at han vidste alt om hende uden ord og mente, at det var tilstrækkeligt.
“Jeg var seksogtyve. Jeg arbejdede i planteskolen. Ved dagens ende var jeg fuldstændig udmattet, drænet til benet. Og han lænede sig over havelågen og sagde til mig: ‘Margaret, du virker ikke helt dig selv i dag.
Kom nu, sæt fødderne op et øjeblik. ‘ Det var det, der næsten fangede mig, ikke de forbandede gaver. ”
Hun fortalte, hvordan hun og hendes mand havde skændtes om noget fuldstændig trivielt, fordi han var taget på kontoret en tredje søndag i træk, og hvordan hun greb Lucy og stormede af sted til Pat. “Jeg havde ikke besluttet mig for noget på det tidspunkt.
Jeg tog bare af sted for at skræmme ham. Jeg var seksogtyve. Jeg troede, det var en slags spil. ”
Margaret mødte endelig sin datters øjne.
“Og på andendagen siger Pat til mig: ‘Margaret, hvor har du egentlig tænkt dig hen? Du har et barn at tænke på. ‘ Jeg brugte hele natten på at stirre i loftet. Og tidligt om morgenen tog jeg bussen hjem og tilstod hele det sørgelige rod for Andrew, præcis som det skete.
Han sagde ikke et ord til mig. Han gik bare ud i baghaven og brugte hele dagen på at hugge brænde, indtil solen gik ned. Da han stoppede, havde vi nok brænde til to vintre. Og den nat kom han ind og sagde: ‘Vi fortsætter.
‘ Og så gik han ud for at finde Gerald. ”
Hun stoppede og strøg den afvaskede dug med håndfladen, selvom der ikke var en rynke at se. “Det er her, min skyld ligger, Lucy. Ikke for næsten at snuble, men for at fortælle min mand om det.
Jeg troede, jeg lettede en byrde, men alt hvad jeg gjorde, var at sende ham til slagtehuset. ”
“Mor, du kunne ikke vide, at han ville gøre det. ”
“Det kunne jeg ikke,” indrømmede Margaret. “Men jeg har båret på det som en møllesten hele mit liv.
Da du var lille, plejede du at spørge, hvorfor vi ikke havde nogen billeder af din far. Kan du huske, hvad jeg sagde? Jeg sagde, at de var gået tabt i flytningen. Intet gik tabt.
Jeg pakkede dem selv i en kuffert og smed dem op på loftet, fordi jeg ikke kunne bære at se hans ansigt. ”
Lucy skød billedet hen over bordet mod hende. “Og hvor kom dette fra? ”
Hendes mor samlede det endelig op og klemte forsigtigt om kanten med to fingre.
“Gerald bragte mig det en måned efter begravelsen. ” Hun talte nu hurtigt, som om hun læste op fra et manuskript. “Han dukkede op, stod på dørtrinnet og stak det i hænderne på mig. Det var i ét stykke.
Han rev det midt over lige foran næsen på mig, stak den ene halvdel i min hånd og den anden i lommen. Og han sagde til mig: ‘Bare så du ikke glemmer det, Margaret. ‘ Vores børn stod side om side, og de kunne have været vores børn. ” Hun lagde billedet tilbage på bordet.
“Jeg slog ham med noget. Jeg kan ikke huske hvad. En mælkekande, tror jeg. Han stak af.
To dage senere dukkede et par fjolser fra landsbyen op og sagde, at jeg skulle pakke mine tasker og tage barnet med. ”
Margaret så på sin datter. “Men jeg smed ikke billedet væk. Jeg gemte det inde i uret lige bag tandhjulene, fordi Andrew var den, der hang uret op.
Jeg tænkte: ‘Lad det blive gemt på det nøjagtige søm, han hamrede i væggen. ‘”
“Mor. ” Lucy holdt en pause og valgte sine ord. “David.
Hvornår indså du det ved brylluppet? ”
Hendes mor sagde: “Jeg fattede det ikke fuldt ud ved brylluppet, men der blev sået et frø. ” Margaret trak på skuldrene. “Han stod der og skar brødet, og jeg så det øjenbryn.
Jeg brugte hele natten på at ligge vågen og ransage min hukommelse for, hvor jeg havde set det før. Så overbeviste jeg mig selv om, at der måtte være hundredvis af mennesker, der går rundt med ar. Tolv år. I tolv år sagde jeg til mig selv, at jeg var ved at miste forstanden.
” Den ældre kvinde tog endelig en tår af sit vand. “Så for to år siden til min fødselsdag vendte han sig mod mig, og jeg kaldte ham ved hans rigtige navn. Det slap bare ud. Han blev hvid som et lagen, Lucy.
Bleg som et spøgelse. Det var der, jeg vidste, at jeg ikke var ved at blive skør. ”
“Hvorfor fortalte du mig det bare ikke? ”
“Og hvad skulle jeg præcis have sagt?
” Margaret sendte hende et næsten vredt blik. “Hvad? Åh, den mand, du har været lykkeligt gift med i ti år. Han er søn af den mand, der ødelagde os.
Hvilket bevis skulle jeg vise dig? Et ar i ansigtet? Du ville have været den første til at booke en tid hos en hoveddoktor. Sagde han ikke selv til dig, at jeg blev forvirret i min alderdom?
”
Lucy havde ikke noget svar på det. “Der har du det. ” Hendes mor nikkede. “Så besluttede jeg at vente på mit tidspunkt, indtil du så det med dine egne øjne.
Og den perfekte undskyldning faldt i mit skød, da han begyndte at blive ved med at tale om at smide uret ud. En gang, to gange, tre gange. Det var der, jeg vidste, at han var på jagt efter det. ”
David dukkede op torsdag aften.
Han ringede på i entréen og spurgte, om han måtte komme op. Lucy trådte ud på reposen og ventede på trappen midt mellem de to etager, mens han gik op ad trinene. “Er din mor hjemme? ”
“Det er hun.
”
“Lad mig komme ind til hende,” sagde han. “Jeg er ikke kommet for at se dig. ”
Margaret modtog ham stående. Hun satte sig ikke, og hun tilbød ham heller ikke en stol.
Han forsøgte heller ikke at sætte sig. Han blev stående ved dørkarmen og greb fat i træværket som en mand, der føler gulvbrædderne hælde under sig. “Margaret,” sagde han. “Mit navn er Charles.
Charles Norton. ”
Den ældre kvinde iagttog ham i absolut tavshed. “Jeg ved, at erkendelsen ikke bringer dig nogen trøst. ”
“Den bringer mig nul trøst,” bekræftede hun.
“I tolv år har jeg siddet og spist ved dit bord med lukket mund. Og i otte år har du vidst, at Andrew ikke var en tyv, mens jeg har måttet bære skammen. Du vidste det, og du beholdt det for dig selv. ”
“Hvorfor er du kommet nu?
”
“For at du skal høre det lige fra min mund og ikke gennem Lucy,” sagde han. “Og så du kan fortælle mig, hvem jeg præcis skal opspore i Ashborne. Jeg kan ikke huske en døjt fra stedet. Jeg var kun ni, da vi blev tvunget væk.
”
Margaret studerede hans ansigt intenst i lang tid. “Find den gamle lagerchef, Steven, hvis han stadig trækker vejret. Og Isabelle. Hun var kontormedarbejderen, der lavede lønningerne.
” Hun holdt en pause. “Og tag Lucy med dig. Ingen deromkring vil åbne hoveddøren for dig alene. ”
De kørte ned til landsbyen fire gange i løbet af den sommer.
Steven var stadig i live, treogfirs. Han boede i nabosognet og gik med stok. Han lyttede uden at afbryde. Og da Lucy var færdig med at læse brevet højt, sagde han: “Jeg sagde altid til Andrew, stik ikke næsen i kontorets regnskaber.
Giv dig selv hovedpine. ‘ Og han sagde til mig: ‘Steven, min underskrift er i bunden af de konti. ‘” Om Norton var han ligefrem. Han sagde, at den dag pengene forsvandt, havde Gerald været ind og ud af lageret tre gange uden en eneste følgeseddel, og at han, som grundig lagerchef, havde ført det hele i sin protokol.
Men politiet havde konfiskeret hans bog, og han havde aldrig set den igen. Den gamle landsbybetjent Peter nægtede først at tale med dem. Han blev stædigt i sin baghave. Til sidst gav han efter, lænede sig over sin låge og fortalte dem, at sagsmappen var blevet sendt til amtspolitiet samme december.
Da hovedmistænkte var død i en bilulykke, fejede ledelsen sagen ind under gulvtæppet og stemplede den lukket. Lucy anmodede senere amtsarkivet om journalerne og modtog seks uger senere et bureaukratisk svar. “Alle sagsakter vedrørende denne periode er rutinemæssigt blevet tilintetgjort i overensstemmelse med lovbestemte opbevaringspolitikker. ”
“Det betyder, at der ikke vil være noget officielt papirarbejde,” sagde hun til sin mor.
“Det betyder, at vi stoler på mennesker,” svarede Margaret. De fandt Isabelle til sidst. Hun boede i en lejlighed på tredje sal i amtsbyen. Hun nærmede sig de firs, og hun brød ud i gråd, før de overhovedet var færdige med at fortælle hende historien.
“Jeg så ham,” gentog hun og vred et lommetørklæde i hænderne. “Jeg så ham hænge omkring boksen to gange den eftermiddag. Jeg sagde det til efterforskerne dengang, men de trak mig ind i et rum og sagde: ‘Isabelle, hvad laver du egentlig? Du har to små børn og en mand på førtidspension.
‘ Så jeg holdt mund. ”
“Du har været tavs i femogtredive år. Er du villig til at gå på record nu? ” spurgte Lucy.
“Det er jeg. Jeg har intet tilbage at tabe nu. ”
Hun tog med dem ned til Ashborne. De sad i Beatrices baghave.
Samlet der var Beatrice, Isabelle, Steven, som de havde kørt over, og et par ældre naboer, der havde stukket hovedet over hegnet, da de hørte snakken. De læste brevet højt to gange. Så læste Charles det højt selv. Han havde meldt sig frivilligt, men midtvejs knækkede hans stemme, og han formåede kun lige at gøre de sidste linjer færdige i en hæs hvisken.
Fjorten dage senere bragte den regionale avis en halv sides historie. Der var ingen sensationsprægede overskrifter, ingen skandaleafsløringer. Det var simpelthen en jordnær, faktuel historie om, hvordan en anstændig mand for femogtredive år siden i landsbyen Ashborne var blevet stemplet som tyv, når han ikke var det, og hvordan de, der huskede sandheden, endelig talte op. Margaret læste artiklen stående ved sit vindue og blev stående der i meget lang tid, avisen hængende slapt fra hendes hånd.
Om efteråret ændrede han formelt sine papirer. Han aflagde navnebevis, udfyldte alle de juridiske dokumenter, fik sit nye kørekort, og samme eftermiddag gik han ind på garagegulvet og meddelte sine arbejdskammerater lige der foran alle, præcis hvem han var, og hvis søn han var. Et par af drengene stirrede på deres støvler, andre trak bare på skuldrene. Vic, værkføreren, spurgte blot, om han skulle bestille et nyt navneskilt til at skrue over hans arbejdsstation.
De restaurerede graven i september. De gamle støbejernsgitre var rustet igennem og lænede sig tungt til siden. De sleb dem af med en vinkelsliber og monterede nye, understatede. De skar to døde grene af et valnøddetræ, der hang ud over grunden.
Charles var den, der tog sig af stenhuggeren. Han transporterede den tunge skiferplade, målte den, tog den med tilbage og kørte den tilbage til værkstedet, fordi de havde hugget et bogstav i efternavnet forkert. Lucy stod og så til, mens han fastgjorde den på stenfoden og omhyggeligt spændte de fire messingkapper med en skruenøgle. Andrew Fletcher, klart og helt.
“Du er klar over, at jeg ikke kommer tilbage til dig,” sagde hun til ham. “Det ved jeg,” sagde han uden at vende sig, mens han spændte den sidste møtrik. “Jeg gør det ikke for det. ”
“Hvorfor gør du det så?
”
Han rettede sig op og så på gravstenen. “Min far brugte tyve år på at lyve for mig om den fyr,” sagde han. “Det absolut mindste, jeg kan gøre, er at bolte et stykke sten med hans rigtige navn fast til en mur. ”
Hun tog hjem alene.
Tiden gik. Om efteråret flyttede hun sit tøj ind i sin mors lejlighed. Om vinteren tog hun sin symaskine og kasserne med skræddermønstre med. Foråret kom, og hun havde vænnet sig fuldstændig til at bo i den lille lejlighed, sin opredningsseng skubbet tæt op mod væggen.
De talte i telefon en gang om ugen, så lidt oftere. Han tog aldrig initiativet til opkaldet, og han dukkede aldrig op uanmeldt. En enkelt gang afleverede han en specifik recept til hendes mor, som han havde kørt ind til amtsbyen for at hente, fordi det lokale apotek ikke kunne skaffe den. Han lagde papirposen på dørtrinnet og gik uden at ringe på.
Lucy så ham fra vinduet ovenpå og tænkte, at han i bund og grund ikke var et monster. Hans far havde været et monster. Han havde bare været en kujon. Kun kujoner smadrer også mennesker.
Det gør de bare langsomt gennem årene, så man ikke umiddelbart kan se, hvor revnerne i sjælen er opstået. Hun ville give ham en chance, men ikke endnu, og ikke blindt. Hvad angik uret, bragte Lucy det over samme eftermiddag, som hun flyttede sin symaskine. Hun hægtede det af køkkenvæggen, pakkede det ind i et gammelt pudebetræk og bar det på skødet i bagsædet af en taxa.
Hendes mor brugte lang tid på at beslutte, hvor sømmet skulle slås i, og testede det mod den ene væg og så den anden, indtil hun til sidst erklærede: “Over bordet. ”
Lucy hamrede sømmet i, hang uret op, rettede den mahognibrune kasse med hånden, trak den lille messingnøgle ud af løkken, stak den i optrækshullet og gav den tolv omdrejninger, præcis som hendes far havde lært hende for alle de år siden. Mekanismen gav et tilfredsstillende klik og sprang til live og faldt straks ind i sin velkendte hinken. På hvert fjerde slag.
Margaret sad under uret og begyndte at skrælle kartofler. Lucy kiggede på sin mors bøjede hoved og tænkte, at sandheden kan tikke i årevis lige der over køkkenbordet i fuldt dagslys for alles øjne, hver eneste dag. Og folk vil sidde, spise deres aftensmad, skændes om køkkenfliser og lade, som om de ikke hører en ting. Men viserne når altid deres fastsatte time.
Før eller siden slår de altid.