Elena underskrev skilsmissepapirerne midt om natten. Ingen råben. Ingen tårer. Ingen kamp.
Kun stilhed. Den slags stilhed, der kun opstår, når kærligheden allerede er død længe før forholdet er slut. På den anden side af bordet justerede Damien Knight ærmet på sin sorte jakke og underskrev papirerne uden tøven. Som om det ingenting betød.
Som om hun ingenting betød. Elena stirrede på underskriften et langt øjeblik, før hun hviskede: ”Du forsøgte aldrig engang at elske mig. Gjorde du? ”
Damien løftede endelig blikket fra papirerne.
Kolde øjne. Rolige ansigtstræk. Uigennemskuelig som altid. ”Hvis du går ud ad den dør i aften, Elena,” sagde han roligt, ”så kom ikke tilbage og forvent, at jeg fortryder det.
”
Hendes fingre strammede om tasken. I et smertefuldt sekund var hun tæt på at bede ham om at stoppe hende. Men så huskede hun hver ensom nat, hvert koldt måltid, hver gang han havde set gennem hende i stedet for på hende. Så nikkede Elena langsomt.
”Farvel, Damien. ”
Og uden selv at indse det, så Damien Knight den eneste kvinde, der nogensinde havde elsket ham oprigtigt, gå ud af hans liv for altid. Et år tidligere. ”Under ingen omstændigheder.
” Damien Knights kolde stemme genlydte gennem det private spisesal på Knight-ejendommen. Over for ham nippede hans bedstemor roligt til sin te. ”Du har ikke noget valg længere,” svarede hun. Damien lo en enkelt gang.
Et tørt, følelsesløst latterudbrud. ”Jeg gifter mig ikke med en tilfældig kvinde, fordi medierne pludselig synes, jeg er uansvarlig. ”
Hans bedstemor stillede tekop ned med omhu. ”Skandalen har skadet virksomhedens omdømme.
Investorerne er nervøse. Dit privatliv er ved at blive et problem. ”
Damien lænede sig utålmodigt tilbage i stolen. ”Så din løsning er ægteskab?
”
”Min løsning,” sagde hun skarpt, ”er Elena Heart. ”
Et foto gled hen over bordet. Damien kastede et dovent blik på det, men stoppede så op. En smuk kvinde stirrede tilbage på ham.
Bløde øjne, elegant smil, enkel sort kjole. Intet prangende. Intet falsk. ”Hun kommer fra en respekteret familie,” fortsatte hans bedstemor.
”Ingen skandaler, intet drama. Uddannet, elegant, perfekt hustrumateriale. ”
Damien lagde fotoet skødesløst fra sig. ”Jeg er ligeglad.
”
”Det bliver du. ” Hans bedstemors øjne blev hårde. ”For hvis dette firma kollapser offentligt, taber alle. ”
Stilhed fyldte rummet.
Damien hadede følelsesmæssigt pres, især familiepres. Til sidst rejste han sig. ”Hvornår møder jeg hende? ”
Elena sad nervøst inde på Damiens private kontor.
Hele stedet udstrålede magt. Gulv-til-loft-vinduer med udsigt over Manhattan. Sort marmorgulv, der reflekterede byens lys. Alt så koldt ud.
Ligesom ham. Da Damien endelig trådte ind på kontoret, rejste Elena sig straks. Han næsten ikke anerkendte hende. Høj, skarp kæbelinje, mørk habit, farefuldt rolig tilstedeværelse.
Alle rygter om Damien Knight gav pludselig mening. Han satte sig over for hende og løsnede langsomt sine manchetknapper. ”Så,” sagde han fladt, ”du ved allerede, hvorfor du er her. ”
Elena nikkede blødt.
”Ja. ”
”Og du er okay med denne ordning? ”
Ordning. Ikke ægteskab.
Ikke forhold. Ordning. Elena tvang sig selv til at smile høfligt. ”Jeg forstår, hvad dette er.
”
Damien studerede hende tavst. De fleste kvinder omkring ham prøvede for hårdt. For meget makeup, for meget flirt, for meget foregivelse. Men Elena virkede ærlig og mærkeligt rolig.
”Du får adgang til min penthouse, mine konti, sikkerhed, personale,” fortsatte Damien. ”Du kommer aldrig til at have økonomiske problemer igen. ”
Elena så kort ned, før hun spurgte stille: ”Og følelsesmæssigt? ”
Damiens øjne snævredes let.
”Hvad? ”
”Dette ægteskab,” hviskede hun. ”Er der nogen chance for, at det nogensinde bliver ægte? ”
Spørgsmålet irriterede ham øjeblikkeligt.
”Nej. ”
Et ord. Koldt, direkte. Elena smilede alligevel igen, men Damien lagde mærke til noget mærkeligt.
Selvom hun smilte, så hendes øjne skuffede ud. Deres bryllupsbilleder gik viralt med det samme. Årets billionaire-bryllup. Amerikas nye magtpar.
Damien Knight er endelig gift. Millioner af mennesker misundte Elena, men ingen af dem kendte sandheden. Selv brylluppet føltes tomt og koldt. Damien rørte næsten ikke ved hende, talte næsten ikke til hende.
Selv under deres første dans var hans opmærksomhed rettet mod forretningsopkald og investorer. På et tidspunkt lo Elena blødt og spurgte: ”Holder du nogensinde op med at arbejde? ”
Damien svarede uden humor: ”Holder du nogensinde op med at stille personlige spørgsmål? ”
Smilet forsvandt øjeblikkeligt fra hendes ansigt.
Og af en eller anden grund følte Damien pludselig skyld. En følelse, han absolut hadede. At bo sammen med Damien føltes som at bo ved siden af et spøgelse. Han tog tidligt af sted, kom sent hjem.
Nogle gange så Elena ham ikke i to hele dage, selvom de boede i samme penthouse. Alligevel prøvede hun. Hver morgen stod kaffen klar. Hver aften ventede middagen.
Hun lærte, hvordan han kunne lide sin bøf, den nøjagtige temperatur, han foretrak i penthouset, musikken, han spillede, mens han arbejdede. Men Damien lagde aldrig mærke til det. Eller måske lagde han mærke til det og var bare ligeglad. En regnfuld aften ventede Elena igen alene ved spisebordet.
Levende lys flakkede blødt. Maden blev kold. Midnat passerede. Så endelig åbnede penthousedørene sig.
Elena rejste sig hurtigt. Lettelse fyldte hendes ansigt. ”Damien, du er hjemme. ”
Men ordene døde straks, fordi en anden kvinde trådte ind ved siden af ham.
Høj, smuk, selvsikker. Vanessa Cole, Damiens ekskæreste. Vanessa fjernede langsomt sin frakke, mens hun betragtede Elena fra top til tå. Så smilede hun let.
”Nå,” sagde hun afslappet, ”så eksisterer hustruen alligevel. ”
Elena tvang sig selv til at forblive rolig. Damien løsnede sit slips. ”Vanessas firma indgår et midlertidigt partnerskab med Knight Global.
”
Vanessa gik tættere på. ”Jeg har hørt så meget om dig,” sagde hun sødt. ”Mest fra medierne dog. Damien taler aldrig om personlige ting.
”
Den sætning gjorde mere ondt, end Elena havde forventet. Middagen blev pinligt akavet. Vanessa lo konstant ved siden af Damien. Rørte ved hans arm, mens hun talte.
Fuldførte hans sætninger naturligt. Som om hun stadig hørte til der. Og Damien stoppede hende aldrig. På et tidspunkt lænede Vanessa sig tilbage i stolen og smilede.
”Så Damien. Er du endelig forelsket i din kone? ”
Stilhed. Elenas hjertebanken blev øredøvende høj.
Damien kiggede ikke engang på hende, før han svarede. ”Nej. ”
Ordet ramte Elena som en lussing. Vanessa smilede langsomt.
Men Elena sænkede blot blikket og fortsatte med at spise stille. Den stilhed forstyrrede Damien mere end tårer nogensinde ville have gjort. Den nat stod Elena alene på badeværelset og stirrede på sit spejlbillede. Ingen gråd.
Ingen skrig. Kun tomhed. Døren bag hende åbnede sig stille. Damien trådte ind.
”Elena. ”
Hun vendte sig ikke om. ”Du gjorde mig flov i aften,” hviskede hun blødt. Damien rynkede panden.
”Hvad? ”
”Du kunne have løjet. ”
”Det ville have været meningsløst. ”
Elena lo smerteligt under åndedrættet.
”Lige præcis. For ærlighed betyder noget nu. ”
Damien krydsede armene. ”Du stillede et spørgsmål.
Jeg svarede på det. ”
Langsomt vendte Elena sig mod ham. ”Har du nogensinde i hele dit liv,” spurgte hun stille, ”tænkt på, hvordan det føles at elske nogen, der ikke elsker dig tilbage? ”
Noget ved hendes udtryk gjorde Damien utilpas.
Men i stedet for at svare ærligt lukkede han sig følelsesmæssigt ned igen. ”Du vidste, hvad dette ægteskab var. ”
Og det var det øjeblik, Elena endelig holdt op med at håbe. Næste morgen lagde Elena de underskrevne skilsmissepapirer pænt på Damiens skrivebord på kontoret.
Hele penthouset føltes koldt og fremmed nu. Som om hun ikke længere hørte til der. Damien så kort på papirerne, før han underskrev den sidste side uden følelser. Ingen tøven, ingen spørgsmål, bare én underskrift.
Elena stirrede stille på ham. Tre år sammen, og sådan endte det. Ingen kamp, ingen tårer, intet forsøg på at stoppe hende. Damien rakte papirerne tilbage roligt.
”Du har stadig adgang til penthouset, indtil dit nye sted er klar. ”
Elena smilede svagt. Selv nu lød han stadig som hendes administrerende direktør i stedet for hendes mand. ”Jeg får ikke brug for det,” svarede hun blødt.
Damien nikkede en gang. ”Fint. ”
Det ene ord var tæt på at knække hende, men Elena tvang sig selv til at forblive rolig. Hun løftede langsomt sin kuffert og gik mod døren.
Så pludselig: ”Elena. ”
Hun stoppede. I et farligt sekund vendte håbet tilbage til hendes bryst. Men Damien sagde kun: ”Pas på dig selv.
”
Tårer brændte i hendes øjne med det samme, for inderst inde havde hun ønsket, at han sagde ”Bliv. ” Men det gjorde han aldrig. Så Elena gik stille væk, og denne gang så hun sig aldrig tilbage. De første dage efter skilsmissen føltes normale for Damien.
Fredelige, endda. Ingen bløde fodtrin i gangen. Ingen middag, der ventede ved midnat. Ingen stille tilstedeværelse ved siden af ham, mens han arbejdede.
Kun stilhed. Præcis som han kunne lide det. Eller sådan troede han. En aften kom Damien udmattet hjem efter et forretningsmøde.
Han løsnede sit slips, mens han gik ind i køkkenet. Så stoppede han. Ingen kaffe. Ingen efterladte lys til ham.
Ingenting. Penthouset føltes pludselig for stille. Han rynkede let panden. For første gang føltes hjem ikke som hjem længere.
Dage gik, så uger. Og mærkeligt nok mindede alt ham om Elena. Hendes yndlingsbog stod stadig urørt på hylden. Hendes kaffekop stod stadig ved vasken.
Selv hendes parfume hængte svagt tilbage i deres soveværelse. Damien forsøgte at ignorere det, men jo mere han ignorerede hendes fravær, desto tungere blev det. Så en nat åbnede han sit klædeskab og frøs. Hendes side var tom.
Helt tom. Og af en eller anden grund gjorde det mere ondt end selve skilsmissen. Tre måneder senere fyldte den årlige Knight Foundation-velgørenhedsgalla et af Manhattans mest luksuriøse hoteller. Kameraer blinkede uafbrudt.
Politikere, modeller, milliardærer. Damien stod nær balsalens indgang og så fuldstændig uden følelser ud, mens investorer talte omkring ham. Indtil han pludselig så hende. Elena.
Stående ved den store trappe i en mørk smaragdgrøn kjole. Og for første gang i måneder glemte Damien, hvordan man trak vejret. Hun så anderledes ud. Stadig elegant.
Stadig smuk. Men lettere på en måde. Gladere. Som om sorgen, han engang havde lagt ind i hende, endelig var forsvundet.
Så lagde Damien mærke til noget andet. En anden mand stod ved siden af hende. Høj. Flot.
Smilte varmt til hende. Og Elena smilede tilbage. Noget skarpt vred sig voldsomt inde i Damiens bryst. Jalousi.
Ægte jalousi. En følelse, han aldrig havde oplevet før. Hans bedstemor lagde med det samme mærke til det. Uden at se på ham hviskede hun blødt: ”Så.
Nu ser du hende endelig. ”
Damien kunne ikke tage øjnene fra Elena. Og stille, for første gang i sit liv, indså han, at han havde begået en frygtelig fejltagelse. Hele natten iagttog Damien Elena fra den anden side af balsalen.
Hver latter. Hvert smil. Hvert øjeblik, hun gav en anden mand den opmærksomhed, hun engang havde givet ham frit. Det drev ham til vanvid.
Endelig gik han hen til hende. ”Elena. ”
Hun vendte sig langsomt. Og smilede høfligt.
Høfligt. Som om han nu var en fremmed. Det gjorde mere ondt end vrede. ”Damien,” sagde hun roligt.
Manden ved siden af hende rakte hånden frem. ”Lucas Bennett. ”
Damien trykkede den stift. Lucas smilede afslappet.
”Elena fortalte mig meget om velgørenhedsfonden. Ikke om mig. Ikke om os. ” Damien hadede, hvor meget det generede ham.
”Du ser godt ud,” sagde Damien stille. Elena nikkede. ”Det gør jeg. ”
Stilhed.
Smertefuld stilhed. Så rørte Lucas blidt Elenas ryg. ”Vi burde gå indenfor. ”
Elena nikkede.
Men før hun gik, så hun på Damien en sidste gang. Og for første gang var der ingen kærlighed tilbage i hendes øjne. Kun fred. Det skræmte ham.
Efter gallaen mistede Damien fuldstændig kontrollen over sine følelser. Han kunne ikke sove, ikke fokusere, ikke stoppe med at tænke på Elena. Hvor han end kiggede, så han minder om hende. Måden hun ventede på ham om natten.
Måden hun smilte stille, mens hun lyttede til ham. Måden hun elskede ham uden at bede om noget til gengæld. Og pludselig indså han noget skræmmende. Ingen ville nogensinde elske ham sådan igen.
En aften sad Damien alene i penthouset og stirrede på gamle billeder af Elena på sin telefon. Hans bedstemor trådte stille ind. ”Du elsker hende. ” Det var ikke et spørgsmål.
Damien gned træt sin kæbe. ”Jeg ved ikke, hvornår det skete. ”
Hans bedstemor sukkede blødt. ”Den pige elskede dig af hele sit hjerte, og du behandlede hende som midlertidige møbler.
”
Smerte flimrede straks over Damiens ansigt. ”Jeg ved det. ”
Hans bedstemor så nøje på ham. ”Og nu?
”
Damiens stemme blev lav. ”Nu kan jeg ikke trække vejret uden at tænke på hende. ”
Damien begyndte at dukke op alle vegne. Hendes yndlingscafé, hendes velgørenhedsbegivenheder, hendes kunstudstillingsåbninger.
Først ignorerede Elena ham fuldstændigt. Så en regnfuld aften fangede Damien hende endelig blidt uden for hendes kontorbygning. ”Elena, tak. ”
Hun stoppede med at gå, men vendte sig ikke om.
”Jeg har travlt. ”
”Jeg savner dig. ”
Den sætning chokerede hende, fordi Damien Knight aldrig indrømmede svaghed. Langsomt vendte Elena sig mod ham.
Regnen silede blødt omkring dem. ”Du savner mig nu? ” hviskede hun smerteligt. ”Efter jeg stille bad om din opmærksomhed i tre år?
”
Damien så ødelagt ud. ”Jeg tog fejl. ”
Elena lo trist. ”Du tog ikke fejl, Damien.
Du elskede mig bare ikke. ”
”Det er ikke sandt længere. ”
Stilhed. Så rystede Elena blødt på hovedet.
”For sent. ”
Og endnu engang gik hun væk fra ham. En uge senere ankom Elena til en privat haveejendom efter at have modtaget en invitation fra Damiens bedstemor. Den ældre kvinde smilede varmt, da Elena satte sig ved siden af hende.
”Du elsker ham stadig,” sagde hun blidt. Elena så stille ned. ”Det er problemet. ”
Hans bedstemor sukkede.
”Du ved, Damien har aldrig jagtet noget følelsesmæssigt i hele sit liv. Ikke kærlighed, ikke hengivenhed, ingenting. ”
Elena forblev tavs. ”Men efter du forlod ham,” fortsatte den ældre kvinde blødt, ”blev den dreng elendig.
”
Elenas bryst snørrede smerteligt sammen. ”Han fortjener det. ”
”Ja,” indrømmede bedstemoren roligt. ”Det gør han.
”
Det svar overraskede Elena. ”Men mennesker kan ændre sig,” hviskede den ældre kvinde. ”Og for første gang i sit liv forstår Damien endelig, hvad kærlighed koster, når man mister den. ”
Tårer fyldte langsomt Elenas øjne, fordi en del af hende stadig elskede ham, uanset hvor hårdt hun forsøgte ikke at gøre det.
To nætter efter Elena mødtes med Damiens bedstemor, lød et blødt bank på Elenas dør. Hun åbnede langsomt og frøs. Damien stod udenfor i regnen. Ingen bodyguards, ingen chauffør, ingen dyr attitude.
Bare ham. Gennemblødt og følelsesmæssigt udmattet. ”Elena,” hviskede han. Hun så straks væk.
”Du burde ikke være her. ”
”Jeg ved det. ” Hans stemme lød svag, næsten knust. Og før Elena kunne sige et ord mere, sank Damien langsomt ned på knæ foran hende.
Hendes åndedræt stoppede straks, fordi Damien Knight aldrig bad nogen om noget. Nogensinde. Regnvand dryppede fra hans mørke hår, mens han så op på hende med trætte, røde øjne. ”Jeg er ked af det.
”
Elenas bryst snørrede smerteligt sammen. Stadig forblev hun tavs. Damien slugte hårdt, før han fortsatte. ”Jeg brugte hele mit liv på at tro, at folk kun blev omkring mig for penge, magt eller status.
” Hans stemme rystede let. ”Selv kærlighed føltes falsk for mig. ”
Smerte fyldte straks hans ansigt. ”Så da du kom ind i mit liv, troede jeg, du også ville have noget.
”
Elenas øjne fyldtes langsomt med tårer. ”Men det ville du ikke,” hviskede Damien. ”Du elskede mig stille, mens jeg behandlede dig, som om du var midlertidig. ” Hans kæbe spændte smerteligt.
”Du ventede på mig hver nat. Du passede på mig, når jeg ikke fortjente det. Og jeg var for følelsesmæssigt blind til at indse, at du var det eneste ægte i mit liv. ”
Elena talte endelig gennem tårer.
”Du knækkede mig, Damien. ”
Den sætning ødelagde ham øjeblikkeligt. ”I tre år,” hviskede hun smerteligt, ”levede jeg ved siden af dig som et spøgelse. ”
Damien sænkede blikket.
”Du rørte mig aldrig. Du holdt mig aldrig. Du så aldrig på mig, som om jeg var din kone. ” Tårer rullede nu langsomt ned ad hendes kinder.
”Jeg blev usynlig i mit eget ægteskab. ”
Damien så fuldstændig sønderknust ud. ”Jeg ved det,” hviskede han svagt. ”Nej,” græd Elena blødt.
”Du ved ikke, hvordan det føles at elske nogen, der får dig til at føle dig uønsket hver eneste dag. ”
Stilhed. Tung, smertefuld stilhed. Så holdt Damien blidt hendes skælvende hånd.
”Elena. ” Hans stemme knækkede for første gang. ”Jeg kan ikke ændre den mand, jeg plejede at være. ”
Han så direkte ind i hendes tårefyldte øjne.
”Men hvis du giver mig en sidste chance, sværger jeg, at jeg vil bruge resten af mit liv på at elske dig, som du fortjente fra begyndelsen. ”
Tårer gled stille ned ad Elenas ansigt, fordi det farligste ved, at Damien endelig elskede hende, var, at en del af hende stadig elskede ham også. Seks måneder senere fyldte bløde hvide blomster katedralen. Sollys strømmede smukt gennem vinduerne.
Og ved alteret stod Damien Knight. Men denne gang var der ingen kontrakter, intet familiepres, ingen forretningsaftaler. Kun kærlighed. Ægte kærlighed.
Dørene åbnede langsomt. Elena trådte ind i en betagende hvid kjole. Damiens øjne fyldtes øjeblikkeligt med følelser. Ikke kulde, ikke kontrol.
Følelser. Ægte følelser. Da Elena endelig nåede ham, holdt Damien hendes hænder stramt. Næsten frygtsomt.
Som om han var rædselsslagen for at miste hende igen. Præsten smilede varmt. ”Tager du, Damien Knight, Elena Heart til din hustru? ”
Damien så direkte ind i hendes øjne.
Og denne gang kom hans svar uden tøven. ”Af hele mit væsen. Ja. ”
Tårer fyldte straks Elenas øjne.
For endelig, efter al smerten, efter al hjertesorgen, elskede han hende åbent. Fuldstændigt. Uden frygt. Senere samme aften efter brylluppet fyldte blødt levende lys soveværelset, mens byens lys funklede stille uden for vinduerne.
Alt føltes fredeligt. Anderledes. Ægte. Elena stod nervøst nær altanen.
Hendes fingre snoede sig blødt sammen. Damien lagde med det samme mærke til det. Han gik langsomt hen til hende og strøg blidt en hårlok bag hendes øre. ”Har du det okay?
” spurgte han blødt. Elena nikkede nervøst. Så efter en lang stilhed: ”Der er noget, jeg er nødt til at fortælle dig. ”
Damiens udtryk blødgjorde straks.
”Du kan fortælle mig hvad som helst. ”
Elena så genert ned, før hun hviskede: ”Jeg har aldrig været sammen med nogen før. ”
Damien blinkede let overrasket. ”Hvad?
”
Elena så flov ud nu. ”Efter skilsmissen prøvede jeg at komme videre. ” Hun smilede svagt. ”Jeg datede nogen et stykke tid.
”
Noget smertefuldt flimrede kort over Damiens ansigt, men han forblev tavs. ”Han ville gerne tage tingene videre,” fortsatte Elena blødt. ”Men han indså, at jeg stadig var såret. ” Hendes øjne løftede sig langsomt mod Damiens.
”Så han gik med til at vente, indtil jeg var følelsesmæssigt klar. ”
Skyld ramte Damien øjeblikkeligt. For pludselig indså han, hvor dybt han havde skadet kvinden, der stod foran ham. ”Elena.
” Hans stemme var fuld af følelser nu. ”Du brugte år på at give kærlighed til nogen, der ikke vidste, hvordan man modtager den. ”
Tårer fyldte langsomt hendes øjne. Damien tørrede dem blidt væk med tommelfingeren.
”Men jeg lover dig noget nu. ” Han lagde panden blødt mod hendes. ”Du vil aldrig fortryde at elske mig igen. ”
Elenas åndedræt sitrede blødt.
Så kyssede Damien hende langsomt, ømt, forsigtigt. Ikke som den følelsesmæssigt distancerede mand, han plejede at være. Men som en mand, der dybt elskede sin hustru. Og da han holdt hende tæt den nat, indså Elena noget smukt.
For første gang siden hun mødte Damien Knight, følte hun sig fuldstændig elsket. Rummet forblev stille bortset fra den bløde lyd af regn mod vinduerne. Damien holdt Elena blidt mod sit bryst, mens hendes fingre hvilede over hans hjerteslag. Alt føltes varmt, trygt, ægte.
I et langt øjeblik talte ingen af dem. For efter alt, hvad de havde overlevet, føltes ord næsten overflødige nu. Damien strøg langsomt fingrene gennem hendes hår, før han hviskede: ”Ved du, hvad der gør mest ondt? ”
Elena så stille op på ham.
”At jeg havde din kærlighed i tre år og var for blind til at se den. ”
Hendes øjne blødgjorde straks. Damien smilede svagt ad sig selv. ”Jeg brugte hele mit liv på at tro, at kærlighed var midlertidig.
Noget folk brugte til at få noget fra mig. ” Han så ned på hende omhyggeligt. ”Men du. ”
Hans stemme blev følelsesladet.
”Du elskede mig, når jeg gav dig absolut ingenting. ”
Tårer fyldte langsomt Elenas øjne igen. Damien kyssede blidt hendes pande. ”Og alligevel fandt du stadig tilbage til mig.
”
Elena smilede blødt gennem tårer. ”Fordi denne gang,” hviskede hun, ”kom du endelig også tilbage efter mig. ”
Damiens arme strammede om hende straks. Ikke besiddende, ikke frygtsomt, men kærligt.
Som en mand, der endelig forstod værdien af det, han næsten havde mistet. Udenfor funklede byens lys endeløst under regnen. Men inde i det stille rum betød intet noget undtagen to hjerter, der endelig elskede hinanden på den rigtige måde. Ingen kontrakter, ingen foregivelse, ingen ensomhed.
Kun kærlighed. Ægte kærlighed. Og da Damien kyssede hende blødt igen under levende lys, indså Elena noget smukt.
Nogle gange bliver de tristeste kærlighedshistorier de smukkeste til sidst.