2 år siden, da min søn Robert stod i min stue med hænderne gravet dybt ned i lommerne, sagde jeg ja, før han overhovedet nåede at række mig billedet af lejligheden. Den der enlige etværelses på øverste etage hældede mod utæt tag, men 2. 400 om måneden i København var tilsyneladende en god pris dengang. Han og Nicole havde prøvet at få det til at fungere, men med en uarbejdsdygtig ekskone og hendes ekstra barn fra et tidligere forhold, der pludselig var flyttet ind, kunne de ikke løbe rundt med deres gæld.
Så de spurte, om de måtte flytte ind hos mig. Du skal ikke betale noget, lovede de. Måske lidt til lys og vand, sagde de. Karen og vandregningen kunne vi dele.
Jeg sagde ja, før sætningen var færdig. Jeg troede, jeg kunne holde et år. Jeg troede, det ville blive som i gamle dage, da huset summede af liv og Diante altid stillede ekstra tallerkener på bordet uden at spørge. Den morgen, de flyttede ind, hjalp jeg Robert med at bære en madras op ad trappen.
Nicole stod i entreen med en kasse med køkkenting og kiggede sig omkring med et blik, som om hun allerede havde fortrudt det hele. Men jeg mærkede noget i brystet, en løsnen, jeg ikke havde følt i måneder. For første gang siden Diane døde, var der nogen i huset igen. De første uger var næsten rare.
De holdt deres kaos for sig selv, og jeg holdt min ensomhed for mig selv. Jeg lavede mad til tre og lod, som om det ikke gjorde ondt, når de sagde, de havde spist ude. Så langsomt, så ubemærkeligt, at jeg næsten ikke selv opdagede det, begyndte huset at krybe ind under huden på mig. Mine gryder forsvandt fra de nederste hylder, og i stedet stod der glas og fade, jeg aldrig havde set før.
Hvor er mine gryder, spurgte jeg. Nicole trak på skuldrene uden at se op. De optager for meget plads. Nu gør det ikke noget, du alligevel ikke laver mad så tit mere.
Og når jeg stod i køkkenet om aftenen og længtes efter at røre ved mit eget nips, kom hun altid ind og tog det fra mig. Jeg kunne godt selv finde ud af det, sagde hun med et smil, der ikke nåede øjnene. Så måtte jeg sidde i min stol og lytte til dem flytte rundt på et hus, jeg selv havde bygget. Robert ændrede sig.
Han, der altid havde været hendes søn, blev pludselig en fremmed, der sad i sofaen og stirrede på sin telefon. Når jeg henvendte mig til ham, svarede han med korte, afvæbnende sætninger. Midt i en sætning om at reparere køkkenvasken afbrød han mig: Kan du lade være med at gøre det svært lige nu? Jeg så på hans hænder, de samme hænder, jeg havde lært at cykle, og forstod pludselig, at hun havde talt til ham hver aften om hvor besværlig jeg var.
Så begyndte de at planlægge et overgreb. Så måtte jeg høre på, at hun fra sofaen sagde: Har du tænkt på, hvad vi gør, når du ikke kan passe dig selv mere? Og jeg grinede, for det var min ven Michael fra bowling, jeg forestillede mig, at hun talte til, indtil jeg så, at Robert nikkede med. Jeg er ikke det, der skal ordnes, sagde jeg med hævet stemme.
Nej, men det der bliver nødt til at ske på et tidspunkt, brød Nicole ind uden at se op. Det bliver nødvendigt, at vi overtager det hele. Jeg synes faktisk, vi er Nøds til at tale om et passende ophold, for vi kan ikke foregive, at dine forældre bare kan blive ved med at være sådan her. Jeg fik ikke sagt noget.
Jeg rejste mig og gik op på badeværelset, hvor jeg stod og holdt om kanten af håndvasken, indtil hænderne holdt op med at ryste. Karens støv, tænkte jeg. Det her er hendes hjem, ikke pantelånerens. Men nogle gange om natten gik jeg nedenunder for at få et glas vand og hørte dem hviske i soveværelset, og jeg vidste, at der blev bygget et hemmeligt sprog mod mig.
Til jul gav de os et gavekort til Silvan med følgende ord skrevet inde i: Så du kan få fikset noget af det, jeg stak afsted for. Jeg lod ham hænge på væggen i bryggerset i to uger, for det føltes som et lille liv. Anmeldt for at spille på tidsberegning. Men da det hele var i orden, da jeg havde kørte tingene igennem med Jack Ross, min advokat, og vi gik efter, at ikke en eneste krone i huset skulle være en gave, jeg stillede sig foran dem ved middagsbordet.
Jeg har ordnet alt med advokaten, sagde jeg roligt. Fra nu af betaler I husleje og en del af lys og varme hver måned. Jeg troede, at det ville blive en lettelse. I stedet blev der stille.
Så begyndte Nicole at grine. Højt, skarpt som glas, der blev revet i en rendesten. Hørte I ham, Robert? Han vil have husleje.
Hun så på mig med noget, der lignede morskab. Vi holder dine lys tændt, for det halve af, hvad en lejlighed ville koste os. Vi er her jo for at hjælpe dig. Du kan ikke bare ændre reglerne midt i en sæson, sagde Robert og så på sin tallerken.
Det her er stadig mit hus, svarede jeg med et bank i bordet. Det er ikke til salg, og det er ikke til udleje. Det er det eneste, jeg kører. Og det her er min søn.
Hun rejste sig så hurtigt, at stolen skreg mod gulvet, og gik op ad trappen uden et ord. Robert sad tilbage, magtesløs. Jeg sagde intet. Jeg rejste mig og gik i seng.
Foråret kom langsomt. Jeg havde ikke sagt ordet “udlejer” til nogen af dem, for det var ikke ordet, jeg ønskede at være. Jeg ville være far. Men hver morgen, når jeg så dem køre af sted, vidste jeg, hvad jeg var ved at blive: ubrugelig.
Så en nat, hvor jeg havde været nede for at skifte fortæppe i køkkenet, så jeg et lys skinne under kælderdøren. Jeg åbnede stille døren, gik ned ad trappen og så Nicole sidde med en planskaber højreb og en blyant. Hun tegnede på en tegning af mit hus. Væggene var skitseret, og i stedet for tværsnittet stod der et stort køkken med kønne hvide skabe.
Hun kiggede op, uforstyrret. Du har brug for dit eget køkken, sagde hun og pegede på tegningen. Jeg tænker på at bygge om. Så Robert kan flytte i stuen om.
Jeg stivnede. Du rører ikke ved mine vægge, sagde jeg lavt. Det her er ikke en overtagelse, det her er min fremtid, sagde hun stille og tegnede videre. Og du er en del af nutiden, ikke fortiden.
Jeg gik op uden at sige noget. Men jeg så tegningen ligge på spisebordet om morgenen. Hun havde tegnet ind den nye væg. Hun havde tegnet, hvor hun havde haft min døde kones ting.
Påskemorgen vågnede jeg klokken fem og begyndte at lave mad, før solen stod op. Drevet af dårlig samvittighed. Jeg lavede en hel æske, for det var det, man gjorde, når man var påskefar og familien kom. Jeg havde tændt for god stemning for at overdøve et dårligt år.
Jeg dækkede bordet med den gode dækkeserviet, et hvidt oprullet lagen, som jeg selv havde købt. Og jeg satte to stearinlys frem, selvom vi kun var tre. Så hørte jeg dem komme ned ad trappen. Nicole skubbede døren op med skulderen, telefonen i hånden.
Mor, hvad laver du, sagde hun uinteresseret. Jeg tændte for kaffen. Jeg fyldte en kande op og rørte rundt, så forsigtigt at jeg kunne høre skeerne klirre mod kanten. Hun satte sig ikke.
Hun stillede sig ved køkkenbordet med ryggen til mig og sagde: Jeg har tænkt på noget. Hvad med at vi siger, at du er flyttet på plejehjem? Så kan vi flytte ind i dit hus, og du kan stadig få dit eget værelse. Jeg troede, jeg havde hørt forkert.
Hvad? Jeg har lavet en plan, sagde hun og vendte sig om med et koldt smil. Du kan ikke blive ved med at lave mad til dig selv. Du bliver aldrig så gammel.
Vi skal nok sørge for, at du er veltilrettelagt det. Jeg troede, jeg kunne være der om fem år alle andre steder. Ikke hos os. Der gik et øjeblik.
Så kom Robert ind fra stuen med en frygtelig blanding af panik og smøren i øjnene. Mor, ikke lige med mor her, sagde han til mig. Jeg slap ham ikke med blikket. Vær sød at se det fra hendes side, sagde han.
Hun prøver bare at hjælpe. Du er her aldrig. I er her aldrig, sagde jeg med hævet stemme. Jeg er her.
Jeg står lige her. Robert så ned, men rygraden forsvandt ikke. Kan vi ikke bare tage en snak om det senere? Vi er trods alt påskedag og alting.
Vi ses i morgen, sagde jeg, mens han og Nicole kiggede på hinanden over bordet. Den der blik holdt jeg ud. Så gik jeg ud i bryggerset for at få lidt luft og stod der et langt øjeblik og lyttede til dem tale inde i sofaen. Ikke om mig.
Om dem. Om hvor svært det var at skulle “håndtere” mig omkring påske. Igen kunne jeg ikke sige noget. Jeg gik tilbage gennem køkkenet uden at kigge på deres mor og sagde: Jeg lavede mad til dig.
Så satte jeg mig i sofaen. Jeg rørte aldrig ved min tallerken. Den stod stadig på bordet dagen efter. Mandag morgen ringede jeg til min advokat.
Jack havde aldrig optaget en billig opkaldstid, men han vidste, hvordan jeg havde det. Jack, sagde jeg ind i telefonen med hånden rystende. Jeg har lavet et nyt hus. Jeg kan sige fra, hvis det regner ind.
Det er en grund til, at jeg søger noget andet. Han lavede noget med en blyant mod papir og sagde omstændeligt, at hvis jeg ønskede at gå videre med en formel opsigelse af opholdstilladelsen, ville jeg stå stærkest med den nye belægningslov i Ryfylket. Men det skal være jer, der skal tage den første reaktion, sagde han. Jeg har tænkt mig at tage den allersidste, sagde jeg.
Tirsdag, hvor Nicole kom hjem fra fyraften om eftermiddagen, trak hun gummistøvlerne af i entreen og så irriteret på mig: “Har du haft fyraften i dag eller hvad? ” Jeg svarede ikke. Jeg sad roligt med mine hænder foldet om mig selv. Jeg giver dig besked, når jeg har tænkt det igennem, sagde jeg.
Hun stirrede på mig et langt øjeblik, og et eller andet gik i gang bag hendes øjne. Et eller andet beregnende, der fik det til at isne langs rygraden på mig. Hun vendte sig ikke om og sagde ikke noget. Torsdag aften kom jeg hjem med to kopper kaffe fra bageren.
Jeg havde sat bilen i baghaven og købt to kopper, fordi jeg gerne ville tale med Robert alene. Jeg åbnede døren til køkkenet, og der stod Nicole ved vasken med ryggen halvt vendt mod mig. Hun vendte sig om. Hendes øjne var sært blanke, og i hånden holdt hun et lille krus.
Hendes hånd dirrede lidt. Hendes øjne mødte mine, og hun åbnede munden, som om hun ville sige noget. Men i stedet kastede hun armen i en stor bue. Kruset ramte vasken og gik i stykker med høje knald.
Jeg hørte mig selv sige hendes navn: Nicole, hvad laver du? Men hun kiggede ikke på mig. Hun stirrede ned på glasskårene, som om de var et dokument, der lige var blevet logget. Jeg tror, jeg skal have en kop kaffe, sagde hun med en underligt rolig stemme og gik hen til kanden.
Jeg kan vist godt selv, sagde hun og tog den med en hånd, armen strakt for ikke at spilde, mens hun rørte i koppen med en ske, der lavede en skrigende lyd mod kanten. Så satte hun sig ned, trak telefonen op ad lommen og begyndte at scrolle med den ene tommelfinger. Jeg vidste ikke, om jeg havde set noget, der ikke var der. Men jeg vidste, at jeg var vågen, og at jeg ikke havde drukket.
Og det rod på gulvet var ikke et uheld. Nat til fredag vågnede jeg ved, at lyset gik ud i soveværelset. Jeg lå stille og lyttede. Stirrer på loftet.
Så trak jeg plastikken ned og gik ned ad trappen. Der stod Nicole ved udgangen med sin telefon i hånden og skrev en besked. Du er vågen, sagde hun uden at kigge op. Jeg har brug for at tale med dig.
Jeg kan ikke sove, når du render rundt om natten, sagde jeg. Hun lo lavt. Så satte hun sig på stolen, skubbede stolen hen over køkkenbordet og lagde telefonen med skærmen nedad. Du har talt med Jack, sagde hun.
Det var ikke et spørgsmål. Jeg så ikke op. Jeg er nødt til at det, ikke? sagde jeg.
Du kan ikke blive ved med at forsøge at overtage mit hjem, sagde hun og rakte hånden frem og rørte ved mit ærme med et blidt, næsten kærligt blik. Det her hus er vores hus, du er ikke gammel nok til at bo alene. Jeg trak armen til mig. Nicole, jeg har boet i det her hus i 43 år, sagde jeg.
Det er ikke løgn. Min kone sad her, da hun lige havde fået børn, og vi begyndte at male køkkenet. Jeg er nødt til at. Hun rejste sig og gik hen til vasken med et glas vand.
mens hun drak, sagde hun uden at vende sig om: Jeg tænker, at vi får allermest ro, hvis du skriver under på en overdragelseserklæring i næste uge. Så kan vi arrangere et ordentligt værelse der hvor hjulene er. Og hvis du ikke gør det? spurgte jeg og lagde vægt på hvert eneste ord.
Så må du jo så, sagde hun og stillede glasset på kanten af vasken med et hårdt klik, finde ud af det. Fredag morgen ringede jeg til Jack og sagde: Giv mig papirerne. Hvis de kan tegne begge to, vil jeg have den mindste. Forholdet vil være at foretrække frem for overtagelse, men jeg tror på, at når de har prøvet at bo alene, vil de leve deres eget liv efter min tid.
Jeg kan ikke tage huset med mig. Ordene er forkert valgte, men jeg håber, at de tager fra forstaden til sommer og fylder det med deres egne ting. Jeg sendte mailen klokken 10 om formiddagen og var overrasket over, hvor roligt jeg følte mig. Jeg havde taget beslutningen for længe siden og kun flyttet huset.
Men da jeg lukkede computeren, så jeg Nicole stå i døråbningen og iagttage mig. Hun sagde ikke noget. Hun stirrede bare på mig med et blik, der føltes som en trussel. Jeg så ikke væk med det samme.
Jeg så roligt tilbage. Hun smilede ikke. Hun sendte mig et koldt, kalkuleret blik, der fik mig til at huske at låse min soveværelsesdør om natten. Hun vendte ikke om og sagde ikke noget.
Lørdag eftermiddag gik jeg udenfor for at sætte affaldssækken ud. Solen var ved at gå ned. Og jeg fik øje på noget i vinduet i stuen. Mit mødredøde ansigt.
Nej, et billede. Jeg gik tættere på og mærkede jorden falde ind under mig. Hun havde flyttet alle mine møbler ind i midten af rummet i et stort, tomt kælderrum. Og jeg var ved at gøre, hvad jeg skulle have gjort for 18 måneder siden.
Jeg tog mig ikke engang tid til at tage skoene af. Jeg gik op ad trappen med sovsesporet i skoene, rundt om advokatsalen til deres soveværelse og bankede på døren. Der var stille. Ingen.
Så hørte jeg hende grine nede i stuen. Hun sad i sofaen og stirrede på sin telefon med hævet hoved. Robert sad i stolen med et glas og så også på mig. Hvornår skete det her?
spurgte jeg med hævet stemme og pegede på den tomme stue. Nicole kiggede op og trak på skuldrene. Klart der ryddes op. Vi kan jo ikke bo i rod og flytte ind i et skitsekort.
I det øjeblik jeg havde fået ro i maven, skete der noget. Jeg rystede på hovedet. Vi flytter ikke, sagde jeg lavt og klart. Robert lagde glasset fra sig og rettede sig uden at se i sin fars retning.
Mor, vi har talt om det. Du kan ikke blive ved med at klynke om fortiden. Jeg har ikke tænkt mig at klynke, sagde jeg og holdt hans blik fast. Jeg fortæller dig, hvad der skal ske.
Jeg har givet dig et hus. Nu er det slut. Nu flytter I selv. Han rejste sig så hurtigt, at han fik stød med knæet i sofabordet.
Hans øjne var ret opspilede. Hvad fanden har du gang i? Du er så fucking egoistisk, at du ikke kan se det, når dit eget barn har brug for plads. Så rejste Nicole sig med stor tilfredsstillelse.
Du hører det ikke, sagde hun. Han giver mere op. Han har altid givet op. Hun gik over til ham og lagde hånden på hans bryst.
Det er derfor, vi overtager det, ikke? En ordentlig overtagelse. Og det er på tide, at du accepterer, at vi styrer det hus, sådan som det skal styres. Det var ikke truslen, der vippede balancen.
Det var tonen. Jeg trængte til at mærke mine egne jordiske værdier, for ikke at fare i flæsket på dem. Du får lov at blive der boende, indtil du kan finde noget andet, sagde jeg og hørte mig selv sige ordene ind i stilheden. Du har frist til maj.
Derefter er huset alene mit. Jeg tog ikke engang telefonen op. Men samme aften skete det. Vi havde alle tre aftalt at mødes ved middagsbordet for at tale tingene igennem igen.
Jeg havde øvet min formulering. Noget ryddeligt. Noget voksent. Jeg plejede stadig at være ængstelig, da jeg trak stolen ud.
Men så tog Nicole hul på et år med at have kigget forbi sit hår med et hårbånd, der sagde mor, uden at ville det. Jeg kan se, at du har talt med din advokat, sagde hun. Så kan vi jo lægge kortene på bordet. Du kan få de tre tusind om måneden, så kan vi tage huset.
Jeg blev koldt pas af et øjeblik. Det her er ikke et køb, sagde jeg roligt. Det her er ikke et køb, og det bliver det aldrig. Hun rettede sig op i stolen.
Hørte, du er ved at tigge om et bedre liv for din alderdom. Du er 63, du er gammel, du er færdig. Jeg har ikke tænkt mig at gemme mig væk, bare fordi dit ægteskab ikke lige bliver, som du havde håbet. Og så, og det gør ondt her, sagde jeg med et hår i stemmen, så sagde Robert det, jeg aldrig troede, jeg skulle høre fra min egen søn.
Han sagde: Mor, skal du virkelig have så meget for huset? Hvad med at bare give os det, eller i det mindste lade os købe det til det halve? Du har jo ikke tænkt dig at få brug for pengene alligevel. Ikke når du er den eneste, der er tilbage.
Jeg fik et synsindtryk. Jeg har altid været så stolt af dig, sagde jeg. Du var mit spejlbillede. Og hvis det her er sandt, så har jeg aldrig kendt dig, så har jeg måske aldrig rigtig kendt dig.
Han sagde ikke undskyld. Han satte sig bare ned på en stol med øjnene rettet mod sine hænder, mens Nicole gav ham et selvtilfreds blik, som om hun havde vundet. Jeg var nødt til at komme til at rejse mig, men for at komme ud skulle jeg forbi hende. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var retfærdighed, der fik mig til at lukke øjnene.
Jeg hørte hende sige noget om, at hun ville have skygge for penge fra kontoen, og et eller andet klikkede i mig. Før jeg fik tænkt mig om, sad jeg oven på hende. Jeg kan ikke engang huske at have flyttet benet. Jeg husker hendes øjne, da jeg tog fat i hendes hår og bankede hendes pande ned mod kanten af spisebordet.
Hun skreg, men jeg hørte det ikke. Jeg så hendes hoved ramme pladen med den knasende lyd, og jeg tænkte kun på den kurv, de havde revet fra hinanden. Så var der Robert, der råbte »nej, nej, hold op«, og hendes krop gav efter under mig, og jeg stoppede op. Jeg blev kold.
Jeg rørte ved min egen pande og så ned på mine hænder. De rystede, men der var intet blod. Så rørte jeg ved hendes ansigt, hvor hun hang med blikket på mig, og der var blod, masser af det. Jeg rejste mig og trak vejret.
Fra det øjeblik fulgte alt i slowmotion. Robert skreg, at jeg var skør. Nicole sad i hjørnet med en serviet mod ansigtet. Jeg gik ud i bryggerset og hørte dem råbe ad hinanden bag mig.
Hvad har du gjort, sagde Nicole til Robert, mens jeg stod og lod vandet løbe ned over mine hænder. Jeg så op i spejlet. Der var rødt i mit øjenkrog. Ikke mit.
Jeg vaskede alt det af, jeg kunne, og så gik jeg udenfor i den kolde forårsaften. Jeg kørte uden at have et mål. Jeg endte ved kvickly-parkeringspladsen. Jeg sad der til langt ud på natten og kiggede ind i mørket.
Jeg havde ikke noget sted at gå hen, og jeg havde aldrig følt mig mere vågen i mit liv. Tirsdag morgen stod politiet i køkkenet med søgsmålet. Nicole sad i sofaen med en frygtelig blå bule over det ene øje. Hun sagde, at jeg havde angrebet hende uden grund.
Det var hendes ord mod mit. Jeg sagde ikke engang noget. Jeg hentede min juridiske mappe og lagde den på bordet. Jeg havde selv optaget hjemmevideoen fra den aften.
Jeg havde været ked af, at den var der, da forsikringspengene og hendes dårlige råd ikke skulle blive ved med at forfølge mig. De havde underskrevet en lejekontrakt på en lejlighed den uge forinden. De havde ikke engang fortalt mig det. Det allersidste af det, der var vores navn på, var en kvittering for en opmagasinering.
Jeg forlod retssalen med et forlig i ryggen, der sikrede mig råderet over huset og dets indbo. Og de forlod med deres biler fulde af tasker og deres VM i had mellem sig. Jeg har altid spekuleret på, om de nogensinde lærte at tale sammen som mennesker. Der gik to måneder, før jeg fik ryddet op.
Jeg havde lejet en container og smidt alle deres ting ud. Jeg havde vasket så meget og arbejdet gennem så mange lag. Det værste var at rive gulvtæppet op i stuen, som de havde smidt rødvin over i forsøg på at komme mig til. Jeg fandt et lille armbånd, som Nicole havde fået af sin mor, og jeg lagde det i en kuvert uden afsender og lod det ligge i deres postkasse med et “leder efter plads” uden at skrive noget.
Jeg håbede, at det ville skabe splid nok mellem dem. Men jeg stoppede. Jeg havde ikke lyst til at være den, de havde ret til at skamme sig over. Jeg fik pakket Diane og vores ting ned og sørget for at sætte dem op på det samme sted, hvor de havde været før de kom.
Det hele var som en lang, mærkelig drøm. Jeg fik ikke engang sagt ordentligt farvel til dem. Og det er lige meget nu. Den aften, hvor jeg sad på bagtrappen med en kop kaffe, hørte jeg pludselig bilen komme op ad grusvejen.
Jeg blev siddende, men de kørte ikke ind til huset. De parkerede ude på vejen og blev siddende i bilen et øjeblik. Så gik Nicole ud. Hun gik langsomt op ad indkørslen, og det så næsten ud, som om hun skammede sig.
Hun stoppede foran mig, så ned på sine sko og sagde med en stemme, jeg ikke havde hørt i årevis: Jeg har tænkt på det et langt stykke tid. Du var måske ikke den nemmeste. Men vi havde heller ikke ret. Jeg vil gerne bede om undskyldning.
Jeg ventede. Hun trak vejret dybt og sagde: Jeg har ikke rigtig nogen andre. Vores forældre er døde, og vi har ikke holdt kontakten med vores fætre. Jeg kan godt se, at vi behandlede dig dårligt.
Jeg vil ikke have, at det skal ende sådan her. Jeg så ud over markerne foran huset. Et øjeblik kunne jeg høre fjerne rævehvin fra skoven, ellers var der stille. Det er fint, sagde jeg og tog en tår af kaffen.
Dejligt, at du kommer og siger det. Hun nippede til. Jeg behøver ikke, at du tilgiver mig. Jeg behøver bare, at du ved, at jeg ved det, sagde hun.
Hun ventede ikke på svar. Hun vendte sig om, gik tilbage til bilen og kørte væk uden at se sig tilbage. Jeg blev siddende med ansigtet opad hele aftenen, indtil tusmørket omfavnede verden og løftede sig omkring mig. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville se dem igen, og vidste egentlig heller ikke, om jeg ville.
Jeg tog den sidste tår af kaffen, rejste mig langsomt, gik ind og låste døren. Ikke for at holde dem ude længere. Bare for at få lov til at være her, hvor jeg altid har hørt til, et sted hvor tragedien langt om længe begyndte at vige for de svage skridt i retning af en ny forårssæson.